Udsnit

Cirkulær

Ongoing

En kvart

14. historie: Sol

14 ord til den 14 historie med ord fra fb-venner. Her er dem jeg fik:

Harrefart, projektledelse, supermåne, opvarmning, valg, A Christmas Carol, kartoffel, tændrør, overspringshandling, sol, tarotkortene, julemesse, olielampe, erotik.

Harrefart drejede sin signetring mens han sad og studerede oplægget fra tarotkortene, der lå udbredt foran ham på det tunge egetræsbord i landhuset 'Bag Bakkerne'. Huset havde været familiens (Jasminas familie) i mange generationer og på fugtige dage som disse hvor vinteren allerede var krøbet inden døre, lugtede det også mindst ligeså gammelt.

Hans barnebarn Eva, havde spurgt ham om ikke han kunne tænke sig at agere julemand til den julemesse hun var i gang med at arrangere på bytorvet i Farum. Hun havde nemlig et fag på gymnasiet, der hed projektledelse og som sikkert nok skulle klæde hende på til dén "fremtidens verden", som hun så muligheder i, men som han blot så som det sted, der var ved- og ja allerede havde tabt alt menneskelig værdighed. Og som han derfor hadede ligesom han - Oh rædsel og gru! Hadede julen - i hvert fald havde hadet julen i de sidste 3 år - og mere end noget andet så absolut hadede bytorve, disse arkitektoniske rædsler. Men han havde et svagt punkt for Eva, der så ganske sødt havde spurgt om hans hjælp i mailen, han havde fået den anden dag, (en mailpostkasse hun i øvrigt havde hjulpet ham med at etablere, på den bærbare computer han havde fået i 70-års fødselsdagsgave af familien,). En gave han syntes var noget pjat, da han jo havde den gode gamle stationære model hjemme på arbejdsværelset i huset på Frederiksberg. Men smart var det alligevel og han havde svagt fornemmet, at han ville blive til grin hvis han luftede den tanke overfor familien, at mailbrevsprækken jo kun kunne ligge et sted - nemlig hjemme. Så han havde skælmsk sagt til Eva, da hun begejstret havde sagt, at nu var den helt oppe at 'køre', altså den bærbare, at: "Det var godt klaret af hende og det endda helt uden tændrør!". Hun havde tjattet til ham og sagt: "Ja,ja morfar, den gamle historie! Men det tændrør var bare så pæn og jeg troede, at den kunne bruges til at tænde den magiske olielampe med, som mormor havde givet dig i gave dengang i var unge, og du havde forresten selv forklaret mig, at sådan et tændrør blev brugt til at lave gnister med. - Så whats not to like" Irene, hans datter havde grebet den varme kartoffel, der var blevet synlig i rummet - for de voksne i det mindste - da en trækning af smerte var gledet over hans ansigt, ved tanken om, at hans Anna Jasmina ikke længere var - hende der havde været hans livs sol, hans livs gave. Og Irene havde purret op i Evas lyse hår og sagt, at hun allermest huskede, hvor svært det havde været at vaske olielugten ud af Evas jeans i campingpladsens vaskebalje og hvor meget de havde ledt efter det tændrør oppe og nede og rundt omkring huset, fordi morfar skulle reparere deres bil, inden de skulle køre afsted på ferie.


Og nu sad han her i skrivestuen i 'Bag Bakkerne', det eneste af husets rum, der havde en ordentlig opvarmning og kiggede som så mange gange før, op på det smukke portræt at Jasmina, der hang over hendes chatol, hvor hun havde skrevet så mange af sine breve med den smukke håndskrift, han altid følte ramte ham, som en næsten fysisk berøring, med dens gådefulde bogstavs-erotik. Det portræt som hans gode ven - der heller ikke længere var - i al hemmelighed havde malet og som Jasmina i al hemmelighed havde siddet model til og foræret ham for 30 år siden, da hans egen tegnestue var blevet en realitet.
Den amorbue, der havde tiltrukket ham så meget ombord på færgen til England, da han var på vej hjem efter en studietur i arkitektur, der havde bragt ham til Danmark. Og hun på sin side havde været på vej til et studiesemester i engelsk kunsthistorie på Kings College i Cambridge. Den fuldendte form i buen havde slået luften ud af ham, sammen med det blik hun havde tilkastet ham. Begge dele havde fået ham til at overvinde sin generthed og tiltale hende. På ubehjælpeligt dansk havde spurgt om hendes navn. Hun havde leet til ham med solen i ryggen, der havde skabt en lys af glorie omkring det blonde hår, rakt hånden ud og sagt Anna Jasmina Kretz, men for dig Jasmina. Og året efter var hun blevet til Anna Jasmina Harrefart og sjældent havde han, ikke haft hendes slanke hånd indenfor rækkevidde - ikke før tomheden indtrådte for 3 år siden, da hun døde og efterlod ham hul, gold og vred.

De her dumme kort som hun havde forstået, men som han mere bare lagde op i skarpe mønstre, fordi hendes hænder så mange gange havde leget de mystiske kortleges fortællinger, var nu blevet hans daglige overspringshandling. Inden han stak de gamle knogler i støvlerne og gik den daglige 'luftetur ned over bakkerne til havet. Noget lægen sagde var så sundt, sammen med de der piller til humøret, som han stædigt valgte at glemme.

På chatollet var skærmen på den bærbare blevet sort, fordi den bare havde stået der, med sin ubesvarede mail i flere dage. For Eva havde lagt sit sidste nye skolebillede ind til sidst i mailen. En mail hvor hun blandt meget andet omkring hendes julemands-forespørgsel havde skrevet, om han kunne huske, da han havde taget hende med ind og se 'A Christmas Carol' da hun blev 10 år? Og at de havde talt om, da de gik hjemad, at man som menneske næsten altid havde et valg. Og at han - hendes morfar havde trykket hende på næsen og sagt: "At man kan vælge, at gøre det gode - og man kan lade være, men så vil man ende med en verden derefter...''
Og nu ville hun blive så lykkelig, hvis han ville være hendes jule-hjælper. Og så ville hun forresten også lige minde ham om, at han samme aften skulle gå ud og se den varslede supermåne. Hun havde selv tænkt sig at prøve at fange den nede ved Furesøen.

Han samlede kortene sammen og lagde dem i posen. Kiggede op på Jasmina, der så ud til at bifalde hans tanker... Men helt så let skulle de ikke slippe - han havde stadig lidt over en måned, hvor han kunne skutte sig i sit gnavne element, før han ville trække i det der julegøjl. Men kun fordi, den der amorbue, der hang over chatollet samtidig havde smilet til ham fra et skolefoto i hans computer.

Early bird

på vej

glasis

Outside SMK

Kontra

Blå cykel

Farten blæser i mit hår og klemmer med pap

giver lyd til mig og mit blær, der ses som sorte streger på fliserne og stierne mellem rækkehusene med mosen rundt om.

Når jeg holder stille, holder jeg kun stille i et øjeblik, som i stille før næste spurt, alt er uro og forventning og mine solbrændte hænder har et fast greb på det grå-rillede håndtag på mit styr. Når jeg holder stille og stadig sidder på mit cykelsæde så står jeg nonchalant mens jeg lige kan nå jorden med strakt vrist. Vi er lidt en hest, cyklen og jeg sammen.

Og jeg har styr på det, da to drenge fra 2.klasse spørger om jeg vil med på byggelegepladsen. Vi kører i fuld fart og smider vores cykler op ad den sandbunke vi har døbt Bjerget. Her kaster vi os adræt op ad tuerne mens jeg stikker et græsstrå i munden og kigger tænksom langt ud i det fjerne - sådan et blik har jeg set i en westernfilm.  Drengene sidder lidt længere oppe bag mig og den ene, ham der er min kæreste siger, at de vil spørge mig om noget, og jeg må kun svare ja! I mit hoved foretager jeg en slags kalkulations-tankerække og finder frem til, at det er der nok ikke den store risiko ved, så jeg siger ja. Og så siger ham, der er min kæreste, at han synes, at jeg også godt kan være kæreste med hans ven. Og ja, det kan jeg da egentligt godt. Vi besegler denne aftale ved, at jeg giver dem begge et kys, vennen lidt mere hurtigt. Bagefter flyver vi videre på vores cykler, jeg nu med et storsindet hjerte med plads til flere kærester - på en gang og i min mundvig lurer et køligt cowboy smil, der også ligner McClouds en smule. På vejen ud fra byggelegepladsen jeg står op i pedalerne, for jeg vil komme først.

Koldt/varmt

13. historie: Korset

13.historie med ord fra fb-venner. Her er de ord jeg fik til historien:

Sniksnak, hundeudstilling, Kegleklubben Helge, The walking dead, gnejs "hvis det er", løvehjerte, sexolog, sterling sølv, at kere sig for ham, korset, fødselsdag, synlig læringsmål, fred, huskøb, interaktion, stjerneskud, ståltråd, vitriolsk, samskabelse, måneskin, nordlyset, mod, nye tider, opmærksomhed, Cindy.

Som nogle måske kan huske, hvis de har læst 'Koldskål', historie nr. 5, så sluttede den historie med, at det ringede på døren mens Cindy (tidligere Margrethe) sad hjemme hos sin mor og far med hunden Zorba og spiste koldskål. Det havde været en lun aften i forsommeren og forældrene havde talt om, at de alle 3 skulle gå en tur ned på Den Røde Plads og høre Peter Belli Jam, men det var aldrig sket, for da Cindy var styrtet ud for at åbne døren (inden Zorba havde fået drevet alle til vanvid), havde der stået en meget høj mand udenfor. Han havde stirret intenst på Cindy, der havde forsøgt at trække en mundfuld af hans bukseben, ud af Zorbas mund, mens hun samtidigt havde forsøgt at skjule smørpletten midt i ansigtet på Rick på sin forvaskede The Walking Dead oversize t-shirt. Øv for pokker havde hun nået at tænke, mens hun fik styr på Zorba og med rødme i hele ansigtet havde sagt goddag til manden. Han havde til gengæld rettet lidt på sine briller, der lignede noget, der var lavet af meget tyndt, lyserødt ståltråd og som Cindy sidenhen havde tænkt på, som 'De Muntre Briller', en vane hun havde haft siden barndommen og ikke siden havde kunnet aflægge sig - at lave titler ud af alting hun så og oplevede... Men manden havde rakt hånden frem og med et stort smil præsenteret sig som indsamler for Kegleklubben Helge, ja faktisk var han selv Helge, men klubben havde skam flere medlemmer end blot ham selv. Her havde han leet lidt og sagt, at kort og godt, så gik indsamlingen ud på, at de skulle have anlagt en ny bane i klubben, og faktisk kunne de samtidigt godt tænke sig at nogle flere af de omkringliggende naboskaber blev opmærksom på klubben og dens muligheder for samskabelse af de gode værdier i nærmiljøet. Så hvad var da mere oplagt, end, at han på klubbens 2 års fødselsdag nu gik rundt og legede reklamemand samt ydmyg indsamler. Her havde Cindy fået øje på hans raslebøsse og samtidigt hans blændende smil, der mindede hende om blødt måneskin og sagt, at hun lige skulle se efter nogle penge. Inde i køkkenet havde hendes far spurgt, hvad al den sniksnak havde handlet om, og da hun havde sagt, at det var noget med kegleklubbens indsamling til en ny bane, havde hendes far rejst sig og sagt, at det var satans, for han havde netop de sidste dage gået og overvejet at genoptage sin ungdoms sport, hvor han havde været en særdeles habil og næsten uovervindelig mester. Og så havde han skubbet Cindy til side og inviteret Helge indenfor til en snak om bowlingens finesser. Det ene havde ført til det andet og Cindys far havde, inden Helge var gået, foræret klubben så mange penge til den nye bane, at hendes forældre kun havde haft råd til en campingferie på Als den sommer. Det havde affødt en sensommer, hvor Cindys mor konstant havde talt til hendes far med en vitriolsk klang i sin stemme og sagt ting som, ,,at kere sig om den andens behov var ægteskabets lov! Og hun havde jo sin eksem og sine gamle knogler, der havde trængt til Mallorca.
Men forældrene havde sluttet fred, da Cindy en dag i efteråret var kommet hjem til dem og havde fremvist en ring i sterling sølv med smukt svungne bogstaver, hvor der stod 'Løvehjerte' (Helges kælenavn til hende!). Den ring varslede så meget 'Nye Tider i Cindy og Zorbas liv'.

Hende og Helge var blevet forlovet. Han havde spurgt hende, den aften de havde stået i Fælledparken og stirret efter varslede stjerneskud. At de ingen havde kunnet se for byens lys, var uendeligt lige meget, for de var næsten sikre på, at det sære bølgende lys de havde set over det psykiatriske hospitals tage, var nordlyset, der dansede for dem. Og det var mindst lige så smukt og en god overskrift værdig inde i Cindys hoved. Som i "Syndig Interaktion under Nordlysets Bue", for ja, de havde haft tæpper med, og lidt koldt havde det godt nok været, og hun havde fået krampe i det ene ben, og Helge havde fået skubbet sit korset så langt op, at det havde skarvet ham i hans armhule. Men alligevel.

I dag, her et par år efter det første møde med Helge, var Cindy endnu engang på vej til en 'Hundeudstilling med Zorba'. Han gjorde det sjældent godt, eller jo det gjorde han på sin vis, for Cindy elskede den opmærksomhed de fik fra de andre hundeudstillere, fordi Zorba grundlæggende var utrolig grim. Det faktum havde Cindy formået at vende til en positiv fortælling om 'Mod' i sit hoved, og hun var jo da 'Løvehjerte'... Og langt var de også kommet hende og Helge. Særligt hende der havde stået for at booke en tid hos Ejendomsmægler Ole i Hvidovre, da hende og Helge havde besluttet sig for at springe ud i det 'Store Skifte - Fra Lejlighed til Huskøb' for nogle måneder siden.
Ved samtalen med Ole, der havde lagt sig noget så u-charmerende ud, og havde opført sig slesk, mestendels overfor Helge, som han havde svaret, da Helge havde peget på nogle kedelige K3'ere på huset. ,,At de da godt på sælgers regning", (som han sagde med et polisk glimt i øjet). ,,kunne få tilbudt en havesti i gode sten". ,,Ja, gnejs, hvis det skal være". Og så havde han blinket til Cindy, der næsten havde rødmet over, hvor pinlig hun synes han var, men alligevel også lidt sød, på den gamle måde, når han i sin tid havde,,,ja...

Uden for ejendomsmæglerbutikken havde Helge sagt noget om, at de synlige læringsmål denne ejendomsmægler tydeligvis havde været eksponeret for i sin uddannelse, i allerhøjeste grad havde handlet om at gøre sig til og at lære at sælge lort som guld, i stedet for at være ærlig.
Det havde fået Cindy til at føle: At selvom Ole havde gifte sig med Anna, og hun selv derved havde været ulykkelig i en tid, så var det alligevel hendes gamle Ole, som Helge talte nedgørende om. Og Ole havde jo trods alt aldrig været nødt til at gå med korset på grund af en bowling rygskade! Det havde fået hende til at vende sig imod Helge og sige: ,, Jeg synes, at vi skal booke en tid hos en sexolog. Jeg synes, at det er sært at have et samliv med en mand, der går med korset!". Helge havde set forbløffet og såret ud, og mumlet noget om, at han jo måske også godt kunne tage det af noget oftere, men at han havde vænnet sig til at bruge korsettet. Men han havde efterfølgende tiet stille, da han så hendes ansigtsudtryk. Faktisk det hun kaldte sit 'Håndfast Determineret'. Og i morgen skulle de til deres første samtale hos sexologen. Alt flaskede sig på forunderlig vis for 'Cindy, snart Husejer i Hvidovre.' Og selv hendes far var holdt op med at kalde hende Margrete længere. Numereologer var absolut undervurderede...

Flying elephant

Spejlvendt

Broderet måne

Fanget sommerfugl og...

Snailtrail on glass

Poetry on skin

Let glas

Let glas har indkapslet dit ansigt, og du står der ved skranken på nippet til at krakelere. For de tog sig friheder de fyre, der skulle bestille billet, de fyre, der siger, når du beder dem om at stoppe: ,,Årh for fanden er du sådan en snerpe, der ikke kan tåle en joke? Du skal sgu' være glad for, at vi overhovedet gider kigge på dine patter..." Hvorefter de grinende giver hinanden high-five og vender sig bort for at udsøge sig andre piger i lokalet. Andre patter. Du er 20 år og det er ikke første gang, at du oplever en gruppe fyre nedgøre dig og din krop, det er ikke første gang du har været ude for fyre der brovtende, grinende synes det må være morsomt for dig at få at vide, at din krops torso og dens raketter godt måtte dingle over hans hoved - og det er ikke første gang, at du oplever dig hånet af de samme fyre, når du har sagt fra overfor deres slibrige ord om din krop. For dine dage er fyldt af let glas som et fernis over dit ansigt, over og indhyllende din krop, der - ude i verden ikke kun er din.
Og du husker vejfesten derhjemme i parcelhuskvarteret, husker hvordan din far stod sammen med en gruppe af andre fædre fra vejen og skoggerlo over en bemærkning om den nye nabokone og hendes yppige krop - som de da alle godt gad, - og hun sikkert også, når hun nu så sådan ud - og du husker hvordan du fangede din fars blik i det øjeblik han løftede sin øl til sine læber, du husker hvor kolde de øjne var og så samtidig et flig derinde af skam, da han opdagede, hvad du havde hørt. Den nye nabokone var pænt klædt efter datidens mode, hendes kjole var ikke synderlig åben, hun var genert og virkede utilpas over sin fyldighed, sin runde krop som du havde stået ved siden af, da I tog mad fra buffeten og hun havde smilet og komplimenteret dit korte hår med et varmt smil, du senere havde set stivne, og se ud som koldt, porøst glas, da hun fik et klap bag i af en af vejens mænd.
Kold som kulden der vaskede ned over din krop og nu flød rundt derinde som små stive baner af is, når grupper af mænd lugtede voldeligt og utilregneligt i et offentligt rum, lige som de mænd omkring din far og den kulde du den dag kom til at føle i mødet med hans øjne dér. Og du følte trang til at pakke dig væk, du følte trang til ikke at blive en yppig kvinde, trang til at dine bryster lod være med at vokse, fordi mænd som her ved skranken derfor mente sig i deres fulde ret til at tale om dem i sjofle vendinger. Og du lærte at pakke dig forsigtigt væk, lærte ikke at løfte blikket til et møde, der så let og legitimt blev grænseoverskridende, der så let slog itu, som var det en ret mænd og drenge bare havde - at trampe på tynd is omkring din krop. For du er blot en pige hyllet i let glas, revnet i dit ligestillingsland.

Rust 2

Copenhagen with love

Lovers left apart

12.historie: Venskab.

12. historie med ord fra fb-venner. Her var dem jeg fik:
Mursten, parykker, kusine, sommertid, vejfest, havtorn, letvægt, indsnuse, venskab, familiekærlighed, stormflodsbølge, regnvejr, accept, glemte grenen, kontanthjælpsloftet, attitude, knaster, færgeleje, sorg, enestående, saglighed, velfærd, løveklo, porcelænshud, tis, fartgrænser, stoflig blødhed, frø, vandmand, solnedgang, hobby, rødt hår, hun hedder Ariana.

,,G. Jeg hørte selv min far sige det, da vi havde vejfest!" (Min kusine havde det med at glemme, vigtige detaljer, såsom, at jeg faktisk også havde været til stede ved den vejfest! Men jeg vidste bedre. Når hun først gik i gang med sine vilde historier, så forblev vi bedst venner, hvis jeg ikke holdt hende alt for meget op på de unøjagtigheder, der oftest var i hendes fortællinger. Så jeg tav, da hun sagde: ,,Min far sagde til Pedro, at hr. Mogensen har klistret kontanthjælpsloftet op i sin garage, og så snupper han lidt derfra, når han mangler knaster!" Hun så bidsk ud med den mine og rynke mellem brynene som hendes far, min morbror, også altid fik, når han blev politisk, som min mor kaldte dét, hendes lillebror blev til familiefester nogle gange. Min kusine blev også meget politisk noglegange, men jeg mente nu at kontanthjælpsloftet var noget andet, og skulle lige til at sige hende imod, da hun fortsatte ,,og ved du hvad, Pedro svarede min far? At, ja! Ham og hans typer har stjålet alt vores velfærd, og belønnes fyrsteligt, hver gang de sejler skuden i sænk og det endda med store, fede, gyldne håndtryk."  ,,G!" Hun spyttede sig i næverne. ,,Vi kan være de nye Robin Hood'er, og snige os ind i haven ad bagvejen, og hente pengene tilbage til de fattiges lofter." Her var min kusines øjne blevet store, og hun havde bidt sig i underlæben, som jeg vidste, at hun altid gjorde, når hun tænkte stærkt og lagde skumle planer.

,,G! Jeg er sikker på, at de parykker, der står i vinduet, er dem han bruger, når han er ude at stjæle andres velværd." De der parykker var meget uhyggelige, og jeg kiggede altid med skrækblandet fascination og gru, når jeg gik forbi. De stod i et mørkt vindue, der vendte ud mod den sti jeg brugte til skole. Og man kunne se, at nogle nye mursten var sat i under vinduet, det så ud som om der engang havde været en dør. Parykkerne hang på nogle hvide flamingohoveder, der ligesom lyste lidt indefra når der var et bestemt lys, det var som regel noget de gjorde,  når jeg gik der alene. Alle os børn i kvarteret, fortalte jævnligt hinanden forfærdelige gyserhistorier hvor parykkerne indgik. Den bedste havde selvfølgeligt været A.s. Hun havde fortalt, at de nye mursten var sat ind i muren fordi parykhovederne i virkeligheden tilhørte nogle dværge, der var muret ind i husets væg, og som blev kaldt til live ved særlige fuldmåne-logefester, hvor de så blev sat i arbejde for at skaffe guld til herrefolket. Hun havde engang selv set, at muren var krakeleret og en arm var kommet ud gennem muren. - Og nu ville hun have, at vi skulle bevæge os ind i den have! Jeg spurgte om vi ikke bare kunne ringe på døren og sige til ham, at han burde aflevere det tilbage, der ikke var hans. ,,Er du gal G! Han har en BMW... Man kan sgu ikke ringe på døren ind til en, der har en BMW og tro, at han frivilligt vil samarbejde!"
,,Nej. Vi tager en stige med og min heksegren, jeg har set, at der er et lille vindue helt øverst oppe i garagen." A.s heksegren var en forvokset slangebøssegren som havde været brugt i krigen mod sakserne, men som på forunderlig vis var kommet hende i hænde, da hun en mystisk aften havde mødt en hekseflok ude på engen, da græsset var lilla, og hun havde kunnet svæve henover det. Pludseligt havde de stået der og sagt, at hun skulle være den nye ejer af grenen og udrette store ting med den. ,,G. det er min skæbne, og jeg tager den på mig med accept." Fejende flot, havde hun svunget sin sweater over skulderen som en kappe. Og vi havde lagt en plan om at mødes ved storstenen kl.21.55
Men da jeg havde stået og trippet lidt der med vores lille æbletræsstige, kom hun ræsende på sin cykel og sagde, ,,shit jeg glemte grenen, vi gør det en anden dag". Vi havde ikke nået det.

Der var så meget hun ikke nåede. Vi havde fået til opgave at skrive en stil med overskriften: Min hobby. Jeg havde skrevet en pæn stil på computeren, og havde flere gange talt ordene, for den måtte ikke blive for lang, min lærer var træt af at læse mine 10 siders stile, så der var sat begrænsning på denne gang. Men da vi så skulle gennemgå stilene på klassen havde vores lærer spurgt hvorfor A. ikke havde afleveret sin stil. Så havde hun svaret. ,,Min hobby er familiekærlighed, og hun sidder lige der" Hvorpå hun havde peget over på mig med sin langefinger, blinket med højre øje og hurtigt rystet sin hånd om til en revolver, sat lyd på og pustet røgen væk fra pistolmundingen - hendes pegefinger. Og med en vigtig attitude havde hun landet alle fire stoleben med et brag og sagt,: ,,Nej, spøg til side. Jeg har en vigtig hobby som jeg deler med min far. Vi lever 2 timer i timen, og har derfor ikke tid til at skrive stile, men nu har jeg i stedet fortalt den, og kan vi så komme videre?" Vores lærer så ud som om, hun overvejede at sende A. udenfor døren, men lod sig nøjes med et hørligt suk og en bemærkning om, at det jo så måtte blive til endnu et besøg på forældreintra.
Om eftermiddagen var vi endt hjemme hos mig, og jeg havde lige været ude på toilettet, da jeg fra gangen ud til køkkenet kunne høre min kusine sige:
,,Det er en rigtig løveklo! Farfar har selv fået den af en indianer i Amerika" Jeg kom ind i køkkenet og så hende kigge min mor trodsigt ind i øjnene, mens min mor stod og holdt om løvekloen, der dinglede i en lædersnor omkring min kusines hals. Altid hang den der. Men min mor sagde med stor saglighed, at hun nu mente, at den stammede fra en grævling, og at hendes far, min morfar aldrig havde været i USA. Men måske var det bare helt anderledes når nogen var en andens farfar end når han var nogens - min morfar. Måske havde min kusines far en helt anden slags far, end den min mor havde haft?. Jeg blev helt svimmel af at tænke de tanker men forsøgte lidt spagfærdigt at komme min mor til undsætning ved at sige, at jeg ikke mente, at der boede løver i USA. ,,Hvor er I bare dumme!" Havde min kusine brølet, så var hun løbet ud ad døren, og jeg havde råbt vent og var løbet med. Ude på vejen havde min kusine sagt, at bare fordi min mor var håndarbejdslærer så skulle hun jo ikke tro, at hun vidste noget om dyr! Hvilket hun jo tydeligvis ikke gjorde, når hun ikke kunne kende forskel på en løveklo og en grævlingeklo. Jeg havde givet min kusine ret, og for at sætte lidt trumf på havde jeg sagt. ,,Nej hun ved tis og lort". Og så var lyset straks vendt tilbage i min kusines øjne, og hun  havde foreslået at vi tog ned til fjorden for at plukke havtorn, for nu var det snart slut med sommertid og den store, stygge stormflodsbølge, som vi hvert år hørte de voksne tale om med bekymrede miner, ville komme med rusk og evigt fimbul-regnvejr. Det ville blive dystre og onde dage, hvor frøer og vandmænd ville sejle i gaderne (det var noget af det værste vi begge kendte). Og universet vil rive os fra hinanden, men vi vil mødes igen på den blødeste sky. Alt det småsang min kusine, mens hun løb sin cykel i gang.

Selvom der var fartgrænser var man ikke altid sikker, når man kørte ad den smalle vej mod byens lille færgeleje, og vi havde tit fået at vide, at vi skulle køre forsigtigt, for lyset var flimrende og smukt og distraherende. Og bilisten blev så forblændet af den smukke solnedgang, (den som A. altid kaldte stoflig blødhed på vores kinder), at han glemte at holde øje med en skrålende, hujende pige med rødt hår og papklemmer sat fast på egerne, der fortsatte med at rulle, fortsatte med at lave lyd, da cyklen lå stille, og alle hendes fregner forsvandt og blev til hvid porcelænshud.

Hele natten har jeg ligget og ridset med hendes løveklo i tapetet. De gav mig den, efter de var kommet hjem fra hospitalet. Og de gav mig hendes pude med de lyseblå og hvide striber, min mor engang hjalp os med at sy. Det var stof fra en kjole, der havde været vores mormors/farmors og som hun havde haft på, dengang hun havde redet på kamel ad silkevejen. Det var hvad A fortalte om den sag, da vi sad ved symaskinen og fnisende brækkede nåle på skift.
Hele natten har jeg indsnuset hendes duft og samlet røde hår, som jeg stramt har viklet om mine fingre, og jeg har ladet tårer løbe ned i våret i en koncentreret tynd stribe, som den tynde stribe blod, der var løbet ud ad hendes øre, da hun ikke ville svare mig, der i grøften. Min mor og far har på skift siddet på min seng og aet mit hår, strøget mig ned ad ryggen og hvisket kærlige ord. Hvisket om sorg vi alle føler, over hvor enestående A. var. Og hvor meget det gør ondt at miste en man har så kær og tæt. Men vil de nogensinde vide hvad sorg er i min krop? Vil de nogensinde forstå, at hun fik mig til at føle mig enestående, at hun gav mig en følelse af letvægt, når hun begyndte at fortælle...

På lørdag skal min kusine begraves. Hun hed Ariana, og vi skulle have været til gymnastikopvisning - sammen.

Something with yellow

Section

Dancing with the wind

Månekup

/fuldmånen badede mit ansigt i en urolig søvn/ det buldrer fra urolige kældre hvor hævnmønstre banker unævnelige striber på kroppe og fodsåler/ kuppet betales tilbage i natlige seancer med gråd fra hjem hvor indsparkede døre kaster småbørn omkring/ i landes usexede desperation mejsles segl af frygt/ ind i væv, der stivner alle tanker/

Det falder

Det har regnet vedholdende, gråt og Blade Runner agtigt i næsten 14 dage - hun forsøger at styre uden om de store huller i vejen som vandet har drukket bort - På vej til sommerhuset i Asserbo plantage - lyd og svimmel -
Fedtede blade falder med regnen - vindens fedtede blade falder med regnen - falde med regnen.
Dystert - vemodigt over erindringens sommer - over gyldne marker nu druknende pløre -
Det falder i regnen i Asserbo slitage - På to sprog fremmaner hun de kys, der blev givet på strandnattens stilhedstæppe før vandringen mod glemsel i fremmede horisonters skrattende radiolyd.
Det falder i regnen mens erindringens genkomstgæst drukner forblæst i historiens griller.
Vinduesviskerne klarer ikke nok op på fraværet i den kolde hånd forvredet, afvredet, regnvandsvædet glemt eller ristet i kulhjerter - de faldt i regnen - de var døde sorte fugle fra himlen - Gemmestedet glemmestedet luk mig ind i dit varme karosseri drivende gennem skov og urt - det falder i regnen,
Det falder.

When it rains in June & July!

Sunrise & sunset with a gopro

geddens skæg

den stigning var ikke svær men han sagde det fordi ingen går ram forbi alle de ord som bor hos ham men ikke når der er fodbold eller fisketur og det var ikke fordi han turde så meget men alle de ord i små poser saltet crisp sneg sig udenom hendes tunge før cyklerne kom over bjerget hang smattede snegle under rillerne i hendes sko for hun havde skudt genvej henover, nedover og igennem en grøn mark lettere forbavset over det fund i den sidste grøft et tornyster med gamle kælne breve på gulnet papir i lyseblå kuverter der hed hun Adele og var fager på størrelse med altings moder under det liv der gik ved flodens bred og spejdede efter gedden som ingen og aldrig havde fanget skønt tæt på når præsten cyklede forbi og afsted til sit hellige hus på bakken stout drikkende alene i mørket bag kapellet som ingen så blot de lilla bjerge med dagens solslanger gemt ...                      

- all butterfly blue

Some sails went by
dressing the Sea
of longings

As art did form
the dreams
of May

We never met
again
but maybe we should

Words hanging
in air
all butterfly blue

On canvas of gold
the hint of a kiss
in a moments embrace


All written
in that book
we never wrote

Stedt til hvile

Melankolien blev stedt til hvile
under gårdens æbletræer
da hånden lagde sig på min skulder
det øjeblik
mit hjerte fandt hjem.

Forfædres fortræd tilgivet
og usynlighedens nåde
tog bort den tusmørke sten
- små fugle trækker
den nu på havet
i vredens lille båd -

Gul(d) sitrer,
gennemløber systemer
kimer i verdens mindste
klokker af nektar
i blodbaner blåt
brændende på den hvide hud.

rytme

11. historie: Bernie og verdens skildpadder

11.historie i rækken af fortællinger med ord fra fb.venner. Dette var dem jeg fik:

Drømmefanger, mod, savn, ro, sutsko, Galapagos, evigheden, alene, grådunkel, tipi, grotesk realisme, brutale kønsdele, agurketid, mentor, Aperol, pyjamas, kærlighed.

Bernie havde 48 skildpadder gående i sit hus, eller rettere 47 for Ursula hans ældste skildpadde som havde været hans i 28 år boede sammen med ham ude i haven hvor hans tipi stod opslået på 6.år. Her havde han fundet sig til rette efter at nogle af skildpadderne inde i det efterhånden terrarielignende hus var begyndt at udvikle sig i en uheldig retning, eller det var måske så meget sagt, for det var evolution og tidens gang, der gjorde det. Altså at de havde udviklet nogle brutale kønsdele som de brugte til at slås med.
I starten havde Bernie, der var tidligere økonom indtil han var begyndt at opleve, at hans verden var blevet grådunkel af alle de tal, der skulle strække sig i urimelige retninger i det oversøiske firma han arbejdede i, haft en jævn interesse for skildpadder. Men inden han var blevet fyret for opsætsighed og manglende rettidig omhu var der stadig landet en betragtelig løn på hans konto hver måned, og hans funkisvilla var dog også stadig fra nogle vinkler i haven ganske pæn. Og lønnen havde strakt sig ganske langt. det var blevet til flere lærerige rejser til Galapagos hvor han efterhånden havde valgt at arbejde som frivillig for dyrenes og naturens bevarelse når han kom ud på øerne. Den ro han havde fundet der, var nu et konstant savn hos ham efter evigheden, der hvilede over øerne.
Nu trissede han det meste af tiden rundt i pyjamas og sutsko og havde det ganske komfortabelt.

Egentligt burde han sælge huset, en tanke der mange gange i løbet af en dag ligesom flød på søen i hans hjerne som krusninger over et blidt hav, og definitivt flytte til øerne, men der var jo alle skildpadderne i huset og på trods af deres særprægede aggressive hus bz'else så havde de hans kærlighed. Og Bernie ønskede at verden havde mod til mere af den. Og for ikke at lade alle de knapt så brutale skildpadder i stikken fordi Donald den lyse førte an som en teenage attila mutant og var mindst lige så arrig som naboens terrier og grundlæggende lige så dum som den latterlige nabokone, havde han bygget sig en telttunnel fra tipien og hen til terrassen, så han kunne bevæge sig ind i huset i al slags vejr og sætte Donald på plads når han triumferende havde sat sig på et kålhoved med blodklatter fordi han havde bidt på andres sårbare halse.
Bernie havde overvejet om han skulle isolere Donald fra de øvrige og havde været i gang med at udtænke et system den dag et brev var dumpet ned i hans postkasse med beskeden om, at kommunen havde tildelt ham en mentor, der ville komme d.d. kl.kvart over 2. Jamen helt ærlig.. Bernie havde fået travlt med at gøre det hyggeligt i tipien og så var Omar på slaget kvart over dukket op. Som en lidt firkantet kasse af gemytlighed, og med et tiltalende glimt i øjet havde han taget imod den Aperol som Bernie havde tilbudt ham af det krystalslebne leftovers fra et andet liv, og havde sagt på sådan en århusiansk, djærv måde, at han da ikke var mere tyrker end, at han forstod at nyde livets glæder i en tipi. De var øjeblikkeligt blevet venner i kampen om skildpaddernes bevarelse og delte kærligheden til alt levende. Men nogle dage skete det, at Omar så lidt træt ud, og han havde en dag sagt til Bernie, at han, Bernie levede i en grotesk realisme - og så helt alene i denne, at han Omar, næsten fik ondt i sit hjerte over at se på det. Og at han ville ønske at Bernie måske kunne tænke sig at se lidt på det job en statsleverandør havde tilbudt en dygtig økonom, og det havde han jo da været engang. Det var ovenikøbet et lukrativt job med en del rejseaktivitet, og måske endda helt til Panama. Kunne det ikke være noget for Bernie? Men Bernie var blevet skuffet. Den forståelse han troede de delte var med et forduftet, helt forsvundet var den rare følelse han havde båret i sit indre over nogle måneder. Og han havde arrigt ligget om natten i sin hængekøje og dasket til drømmefangeren over sit hoved, for mørke skyer hang lavt i tipiens lidt klamme luft og verden var blevet lidt mindre gul.

Men ugen efter var Omar kommet igen, og han havde sagt, at Bernie bare skulle glemme det hele, for det havde været noget skidt, og at han jo godt forstod, at man skulle passe på skildpadderne, sammen havde de så stået i Bernies drivhus og høstet, for det var agurketid og himlen var høj og blå, næsten som på Galapagos

Rimfrost

lyden af grøn iklædt sølvhvidt/ afstand og svæv

                                                               bort er ikkevidens vej

'

Stjern mig

Nøgen under stjernerne
som under dig
græsset nattevådt

lyden fra min strube
med din hånd omkring
sang med faldende stjerner

Magiske øjeblikke i en boks
vi kom ikke længere omkring
en stor, sort hunds skygge
strejfede blandt træer

Udgav sig for at være en anden
på tå for at nå
den sukkersøde hægs blomst
da det blev morgen
et andet sted

Lille mand på stor taburet

- den bog vi aldrig skrev

Sejl passerede forbi
på havet Længsler

som kunst formede
majs drømme

Vi mødtes aldrig igen
men måske vi sku'?

- for ord hang i luften
alle sommerfugleblå

kys-skarpe relieffer
på et gyldent kanvas

fanget i et øje
der så - alt

- alt nedfældet
i den bog
vi aldrig skrev

One-eyed George

Strictly left hand

Countrymoon April 21-22.16

Spring

Hybenkløe-blues

Sortpunkts opmærksomhedsblik
ikke er/kendt af sig selv
et højfjeld af ingenting
aldrig nævnt.

Lakeret sansning
et tørklæde om en hals
myg og eftergiven -
det levede på klods.

Ingen forventning
ingen stramning
af klædet
blot hybenkløeblues.

Tanketentakler uden retning
uden følbar form
blot blafrende for vinden
over havets snue.

Men brug ej aldrigordene
i min stue.

en ny side

Bøgers rundede hjørner
finder nye placeringer
finder hjem.

Venners senskarpe sansninger
til pynt på den reol
af brudte fortællinger.

Gøder jord med tvivl
og evig søgen i det blå
du står urørlig og blank.

fattigdomshjerner

Ingen
går
ram
forbi

den fattigdom
at skue
slæber
lodder
af skidt
gennem hjerner

tab
og tabt
er de
der bor
på lunkne
adresser

vil
til
hver
en
tid
have mistet
det hjerte

samhørighed
fællesskab
loyalitet
empati

tabt
på et
klokkeslag

pastel

Behind

Softie

Grøn stand

Drømmekar

Kulfabrikken

Kulfabrikken sender gnister
stål hærder skeletopsatser
ranke stemmer står skarpe
i kødet der skælver

lukker for vævet der sender
hjerter i kredsløb over mit
dunkle hoved en sælsom
spydspids af afstand

syr lapper på træer
med en kile af ord
i udstanset alabast
barken bløder behørigt

saften løber under
mit skørt et sejl
af rejsers glemsel
ilden i små skibes last

citat af John Greenleaf Whittiers

For af alle talte eller skrevne sorgens ord er dog de sørgeligste:
'Det kunne have været!'

Dane-shame

En krydsning
flyer sit spor...

Selvom ørerne blafrede uden substans, var konsekvensafregnerens afskedssalut gennemført.

Selvom ørerne blafrede uden substans, var konsekvensafregnerens afskedssalut gennemført.

Spejlet af de hvide teksttavsheders mellemrum ligger dog i min indbakke, viskelæder kan meget - men ikke så meget.


Kølige driver af usagte ord slentrer på min krop og nogen læser med over skulderen
- her i den tomme by, hvor afstanden har magt.
har et blik kilet sig fast i erindringens kammer
helt uden lyd - dufter det af gammelt efterår.


Kan en olm tyr blive mild igen?

First drawing 2016

Last drawing 2015

bare ikke mere

du var mig i det mørkeste rum
hvor jeg blev til dig
bag lås og slå og spundne tråde

forvist fortællings brud
bag mastermind
grinte på dødelige kontinenter

tilfangetaget men tiggede
om at komme ud, bare lidt
blot nu, for du kan jo lide det

bare lidt, lad være, ikke mere
være mig, der er dig, der øde
'lægger' os nøgne bundet til
rum af koldsort erindring

It will grow again