torsdag den 21. december 2017
lørdag den 16. december 2017
lørdag den 9. december 2017
torsdag den 7. december 2017
tirsdag den 5. december 2017
onsdag den 8. november 2017
tirsdag den 31. oktober 2017
lørdag den 7. oktober 2017
23. historie: Ubetinget
Ordene jeg fik til d.23. dogmehistorie:
Horisontal, barnedåb, papegøje, budgetforlig, semipermeabel, sommerhus, ubetinget, hvirvelvind, Mølleåen, forfinet, sæbeboblepuster, Nautilus, bombeopskrift, læber, træt, velsignelse, gensynsglæde, udlængsel, onomatopoietika, Selinah, fromhed, turnus.
Der er 78 fliser på bagvæggen på badeværelset, det har han fortalt mig mange gange. I dag har han formået at sætte sin lille hånd op til d. 10 række. Lyse naturfliser med et lille sort håndaftryk i blæk.
Min sælskindspung ligger og tørrer som et sørgeligt, mishandlet dyr ude på bordet på altanen.
Han taler igen i lydord. Det kaldes onomatopoeitika. Og det kan tage overhånd. Havde de sagt.
Da jeg kom ud til ham på badeværelset, var det hvide plastikbadekar som han snart er vokset ud af, fyldt med sortfarvet vand "Åh, nej! Hvad har du lavet?" Jeg havde råbt, forglemt mig... Sanset hele rummets dystre fortælling med et blik og set, at noget flød rundt nede i baljen..... Jeg havde skubbet ham til side og stukket hånden ned - og det var - hvad mit blik havde opfattet i et splitsekund! Min fine, grå pung gennemvædet og gennemfarvet, og inden i den lå hans lille badedukke i 6 dele. Arme, ben og hoved revet af dukkens krop.
"Nej!! Du må ikke tage min Nautilus." Han havde hægtet sig fast i hendes ben og forsøgt at rive sælskindspungen ud af hendes hænder. Han havde forsøgt at bide hende og kradset hendes arme, mens han forsøgte at rive pungen ud af hendes hænder.
Tilbagefaldet var allerede begyndt i den sidste uge af sommerferien. Hun havde læst 'En verdensomsejling under havet', for ham i de regnfulde sommerdage, hvor de havde hygget hjemme på sofaen under tæpper mens regnen pikkede på ruden. Nogle gange havde han også fået hende overtalt til, at de skulle ligge inde i hans hule og læse - og han havde flere gange sagt: "Mor! Du skal huske at kalde mig Kaptajn Nemo". Hulen var blevet hans ubåd. "Mor du kan være en forfinet dame, der kommer og besøger mig i ubåden." Og han havde digtet videre og spurgt hende: "Om hun bedst kunne tænke sig, at være en havbiolog, der skulle med ud på verdenshavene sammen med ham - eller sådan en dame, der arbejdede på en kæmpeavis, og som skulle med, for at skrive om hans bedrifter?" Hun havde sagt, at hun helst ville være en havbiolog og havde givet ham lov til at låne hendes eyeliner, så han kunne male sig et skæg. Han havde tegnet en sort streg hele vejen rundt om sine læber. Det havde mere lignet konturerne af en hårdt optrukket klovnemund, end et skæg og hun havde været lige ved at grine, hver gang hun drejede hovedet og så på ham. Efter et par kamuflerede hosteanfald, havde hun brugt det som en god undskyldning for at kravle ud af hulen.
Erik havde til gengæld som en reaktion på hende hosteanfald sagt med en alvorlig mine: "Jeg vil gerne have en papegøje. Der kan sige, når der ikke er mere ilt i kabinen." Han havde hørt om kanariefugle i miner, der dejsede døde om, når der ikke var mere ilt. Som signal holdt de helt op med at synge. Et tegn på, at den sikre død var nær og at man derfor skulle skynde sig at komme op. Men hvis det nu var en papegøje, så ville den også kunne lære at råbe 'land i sigte' og det kunne være sjovt. "Synes du ikke mor?" Hun havde rodet ham i håret og sagt, at jo det kunne være sjovt, men at de var nødt til at aftale, at det kun var inde i hulen - her rettede han hende med et fast blik og sagde "Husk det - Nautilus...." "Ja, svarede hun i Nautilus er du kaptajn Nemo, men ikke udenfor hulen/Nautilus." Han havde så villet diskutere, hvorfor ikke? Men hun havde holdt fast og sagt, at udenfor ubåden ville hun have sin dreng Erik.
De havde haft nogle rolige uger, men hun havde efter den megen alenetid sammen med Erik arrangeret sig med nogle af de bedste venner og deres børn. De skulle ud at sejle i kano på Mølleåen og havde oveni lejet et lille hus ved Bastrup sø. Det var ikke et sommerhus, men et gammelt husmandssted, som en af hendes veninders forældre med konstant udlængsel, sjældent selv boede i.
Der havde været stor gensynsglæde blandt de fem børn, selv den lille Olga havde set glad og fornøjet ud. Hun var blevet døbt i starten af sommeren, hvor de havde været med til barnedåb og den efterfølgende hyggelige dag. Erik havde forelsket sig i en sæbeboblepuster maskine, de havde set på Strøget en dag, så sådan en havde de givet Olga i gave og Erik havde utrætteligt betjent den hele dagen. De andre børn havde allernådigst fået lov til at prøve en enkelt tur med hjulet, hvilket havde forårsaget surmulende miner med forsøg på forhandlinger med ham. Da hun havde rejst sig for at ville gribe ind, havde hun hørt ham forklare dem: "Men hør nu. det er MIG! Der har givet Olga den i gave - og så er det også mest mig - der skal styre den. Og forresten så er jeg kaptajn Nemo, så jeg er vant til at styre." Det havde fået de andre unger til at spørge, hvem kaptajn Nemo var, så de var blevet afledt, fra at ville overtage styringen af maskinen, men det var jo ikke fair. Og hun havde tænkt sig alligevel at gå derover, for at hjælpe de andre børn lidt, men så havde Selinah stået ved hendes side. Hun havde stukket sin arm indunder hendes og spurgt, om der skete noget spændende på "voksensiden" for tiden? "Hvis du mener godt - i retningen horisontal, så nej..." De havde begge sukket og aftalt, at der snart måtte sørges for noget børnepasning, så de kunne komme en tur i byen.
Men hun havde stået og følt sig lidt foruroliget over, at Erik allerede var begyndt at leve sig så meget ind i bogens karakter. Så meget havde hun endnu ikke fået læst for ham...
Han løb omkring Bastruptårnet og råbte - "Se! Jeg er en hvirvl-hvirvl-hvirvlvind." Svingende med armene, havde han fået de andre børn med til at løbe ned ad græsskrænten og tilbage igen. Mange gange. Til sidst havde Jesper fået nok og stoppet dem, efter at et ældre ægtepar, der havde talt om den henrivende udsigt, tørt havde sagt, at "Ja ja, børn er en velsignelse. Specielt når de er lagt til ro om aftenen." Jesper hendes gamle ven fra gymnasietiden, var altid meget sensibel overfor andre menneskers blikke på deres børn og hans lunte overfor Erik, var heller ikke altid lang, men de formåede som regel altid at lave jokes, om hans sarte nerver. Og hvis han bare sørgede for maden til dem alle, fik han lov til at slippe for turnus med putningen og godnatlæsningen for de eksalterede børn.
Hun skulle skrive og sende dagsorden og bilag ud til mødet om budgetforlig i kommunen. Der skulle være møde i næste uge og i morgen var ubetinget den sidste dag, det kunne nå at blive sendt ud, for at nå til behandling og indsigelser. Hun havde tænkt sig at nå det, når Erik var lagt i seng. Men efter flere opslidende timer med ham, var hun faldet i søvn med hans lille krop krøllet ind i hendes. Hun havde kold savl ned over den ene kind og det værkede i hendes krop, da hun viklede sig op af hans træk-ud seng, hun endnu ikke havde fået trukket ud til voksenstørrelse. Satans! Hun måtte se at huske at få det gjort.
Og nu viste viserne på hendes ur tyve minutter over 12. Og hun var træt. Alt for træt til at lave noget arbejde. Alt for træt til at gå i seng.
For et par uger siden havde hendes chef trukket hende til side og sagt, at det ikke så så godt ud, at hun sendte sine mails ud så sent på natten. Og om hun ikke kunne prøve på at nå sit arbejde i arbejdstiden? Som om. Hun havde i forvejen, gennem flere måneder droppet sin frokostpause, der nu bestod af müslibarer foran computeren eller en anden sund snack fra det ene møde til det næste. Og en efterfølgende nætenbesvimelse, på vej på cyklen for at hente Erik i børnehaven.
På hendes telefon lå der et par sms'er fra Selinah. De havde aftalt, at de skulle have en televino, når hun havde puttet Erik og fået sendt sit arbejde ud.. Men som Selinah havde skrevet i den sidste sms: "Jeg går ud fra, at du igen er faldet i søvn hos Erik i den, alt for lille seng!? - Kære, du må søge noget hjælp til ham..." Og, ja det var blandt andet det, de skulle have talt om her til aften..
I weekenden havde hun fundet Erik foran sin computer, som han ellers godt vidste var forbudt område, fordi der lå så meget arbejde derpå. Desuden var den låst med en kode, han ikke kendte, så han havde siddet og hamret diverse ord og tal ned i tasterne. Hun havde hørt ham mumle. "Det må være noget med Erik." "Hvad laver du ved min computer?" - han havde først svaret - "Hvorfor er dit password ikke Erik5?" "Forældre skal have deres barns navne som kode". Hun var gået hen til ham, havde sat sig på hug og sagt, at: "Så ville alle de kloge børn, jo alt for hurtigt begynde at bruge deres forældres arbejdscomputere!" Han havde smilet til hende og sagt: "Nogle gange, er du helt snu, mor" Og så havde han lænet sig skævt ind til hende. En af de sjældne tilkendegivelser fra ham. Og hun havde følt en vidunderlig varme og glæde. Så havde han kigget på hende med fromhed i øjnene og sagt: "Mor hvis jeg putter boller på brødristeren, vil du så starte din computer?" Hun havde spurgt om det var fordi han ville spille? Men nej han ville på youtube. Han skulle finde en opskrift. "Men du kan gå på youtube på din iPad. Hvorfor bruger du ikke den?" "Mor den er børnesikret og jeg skal på voksensider."
Og så var han gået ud i køkkenet, mens hun var logget ind. Hun havde råbt ud til ham i køkkenet. Spurgt ham, hvad han skulle på voksensider og sagt, at der jo var en grund til, at børn ikke skulle gå ud på sider på nettet, som de ikke var gamle nok til. Så var hun gået på toilettet og da hun kom tilbage, havde han fundet en side med opskrifter. Ikke mad, men opskrifter på, hvordan man fremstiller bomber! "Hvad laver du? Hvad skal du med det?" Han havde siddet helt stiv og signaleret, at hun ikke måtte røre ham. Så havde han svaret, med eksplosive råb: "Jeg skal finde en Bomb- Bomb- Bombeopskrift". "Men lille skat! Hvad skal du med en bombe?" "Vi skal ikke have nogle bomber her. Vi skal i zoologisk have i dag." Han havde fnyst ad hende og skreget, at: "Åh du forstår ingenting mor!" "Jeg skal finde den onde Nautilus og bombe den i smadder."
På en eller anden måde, havde hun fået ham distraheret og fået ham med ud. Og dagen var forløbet næsten roligt. Om aftenen havde hun hørt ham mumle uroligt i søvne. Og hun havde følt, hvordan det snærrede omkring hendes brystkasse. Alt den sorg, alt den uro, der var i ham. Og hun havde tænkt, at hun om søndagen ville spørge ham, om de skulle lege kaptajn Nemo i hulen.
De havde ikke nået det.
Da han her til aften til sidst havde ladet sig falde hulkende om på badeværelsesgulvet, havde hun sat sig ved siden af ham. Forsigtigt havde hun strøget ham nedover hans lille drengeryg. Og så havde hun sagt: "Erik du må forklare mig, hvad det er du laver?" "Det er ligemeget med pungen, den kan blive ren igen, jeg blev bare ærgerlig og forskrækket over at finde den i sort blækvand." "Nautilus!" Havde han svaret. Hans stædighed komplet intakt. "Okay. Nautilus!" Havde hun svaret. "Men hvorfor er min pung blevet til Nautilus" - et kort øjeblik funderede hun over, om hendes læbestift havde været i pungen? Men hun måtte være nærværende, forsøge at lukke alle tanker og uro ude. Hun måtte prøve at forstå ham.
Han havde længe ligget stille og var også blevet helt tavs. Forsigtigt havde hun trukket deres badekåber ned ad krogen på døren og havde lagt dem over dem begge. Hun så et lille dukkeben ligge for enden af baljen. Hun så på det sorte vand i baljen. Hun så på alle hans håndaftryk på fliserne og hun tænkte så det knagede. Og hun ventede. Og hun ventede.
Så lagde han sig lidt tættere på hende, stadig med ryggen til og så begyndte han at fortælle.
"Mor, din pung kommer fra havet. Den har været dykket ned i havet, da den var et dyr, der var i live... Det er rædsomt, at den ikke længere er det." Hun fik helt varme kinder af skam, for han havde jo ret...
Hun turde næsten ikke at røre sig, selvom hun følte et stærkt ubehag ved at være i sin egen krop, men hun var nødt til at forholde sig tavs og afventende, der ville komme mere. Han ville sige mere, hvis hun ikke sagde noget, eller spurgte om noget.
"Oppe i udluftningskanalen er der direkte adgang til guds åsyn." "Ved du det mor?" Han havde drejet hovedet lidt, så han kiggede på hende, mens han spurgte. "Øh, nej - øh jo - er det noget med den friske luft og gud i naturen?" Hun så en trækning glide over hans ansigt, lidt sådan en, der udtrykte, at hun fremstod totalt blank, men at han jo måtte arbejde, med det der var! Så han fortsatte. "Jeg tænkte, at jeg med mine hænder kunne kalde på gud - håndaftryksgud, det har jeg set billeder af i nogle stenalderhuler, for den var ikke åben og jeg kunne ikke nå snoren." Hun nikkede anerkendende og fik ham på den måde til at fortsætte.
"Min dukke som jeg legede med, da jeg var lille, skulle forestille hende damen, der hed Kim - Mor jeg vidste ikke, at en dame kunne hedde Kim, hvorfor havde du ikke sagt det?" Hun lavede en beklagende gestus. Hun havde fået tårer i sine øjne og det havde han også. Men han fortsatte: "Min dukke blev til hende, i din pung, der blev til Nautilus. Hun skulle blive hel igen i din pung af et havdyr." "Men hvorfor skulle vandet være sort?" dristede hun sig til at spørge. "Fordi der så ville ske en semipermeabel proces, hvor det rene vand ville sive ind gennem huden i pungen. Den ville virke som en membran og vandet ville være lutret af at have været i berøring med mørkets dyb, men nu renset. Så ville den være gudevand, der igen kunne samle, alt det - ham den ondeste mand i verden - har ødelagt. Og jeg ville også få Nautilus tilbage igen. Min Nautilus. Ren uden ondskab indeni."
En hulken undslap hende. Og hun nikkede. Og hun sagde, at hun forstod, og at det hele nu gav mening. "Men det virker ikke, vel mor? Jeg føler ikke, at det har virket." Han lod hende tage sig i sine arme og hun bar ham ind i hans seng. De græd begge lidt og så sagde hun, at: "Nej desværre virkede det ikke, men at det havde været en utrolig smuk gestus, han havde villet udføre. Og at hun synes, de skulle holde en begravelse for Kim, for dukken, for den ødelagte Nautilus og den mistede drøm."
Det ville han gerne.
Hun havde fået lov til at ligge tæt sammen med ham og holde hans lille krop i sine arme. Han havde strøget hende ned ad hendes arm og sagt, lige inden han sov: "Mor, jeg skal nok hjælpe dig med at vaske fliserne."
Måske de var igennem nu? Måske? Og ellers måtte hun få hjælp til ham.
Hun gik ind i sin seng sammen med computeren. 5 timers søvn, så kunne hun sende arbejdet ud. Og melde sig syg.
De skulle arrangere en begravelse og rumme en sorg.
Ubetinget.
Horisontal, barnedåb, papegøje, budgetforlig, semipermeabel, sommerhus, ubetinget, hvirvelvind, Mølleåen, forfinet, sæbeboblepuster, Nautilus, bombeopskrift, læber, træt, velsignelse, gensynsglæde, udlængsel, onomatopoietika, Selinah, fromhed, turnus.
Der er 78 fliser på bagvæggen på badeværelset, det har han fortalt mig mange gange. I dag har han formået at sætte sin lille hånd op til d. 10 række. Lyse naturfliser med et lille sort håndaftryk i blæk.
Min sælskindspung ligger og tørrer som et sørgeligt, mishandlet dyr ude på bordet på altanen.
Han taler igen i lydord. Det kaldes onomatopoeitika. Og det kan tage overhånd. Havde de sagt.
Da jeg kom ud til ham på badeværelset, var det hvide plastikbadekar som han snart er vokset ud af, fyldt med sortfarvet vand "Åh, nej! Hvad har du lavet?" Jeg havde råbt, forglemt mig... Sanset hele rummets dystre fortælling med et blik og set, at noget flød rundt nede i baljen..... Jeg havde skubbet ham til side og stukket hånden ned - og det var - hvad mit blik havde opfattet i et splitsekund! Min fine, grå pung gennemvædet og gennemfarvet, og inden i den lå hans lille badedukke i 6 dele. Arme, ben og hoved revet af dukkens krop.
"Nej!! Du må ikke tage min Nautilus." Han havde hægtet sig fast i hendes ben og forsøgt at rive sælskindspungen ud af hendes hænder. Han havde forsøgt at bide hende og kradset hendes arme, mens han forsøgte at rive pungen ud af hendes hænder.
Tilbagefaldet var allerede begyndt i den sidste uge af sommerferien. Hun havde læst 'En verdensomsejling under havet', for ham i de regnfulde sommerdage, hvor de havde hygget hjemme på sofaen under tæpper mens regnen pikkede på ruden. Nogle gange havde han også fået hende overtalt til, at de skulle ligge inde i hans hule og læse - og han havde flere gange sagt: "Mor! Du skal huske at kalde mig Kaptajn Nemo". Hulen var blevet hans ubåd. "Mor du kan være en forfinet dame, der kommer og besøger mig i ubåden." Og han havde digtet videre og spurgt hende: "Om hun bedst kunne tænke sig, at være en havbiolog, der skulle med ud på verdenshavene sammen med ham - eller sådan en dame, der arbejdede på en kæmpeavis, og som skulle med, for at skrive om hans bedrifter?" Hun havde sagt, at hun helst ville være en havbiolog og havde givet ham lov til at låne hendes eyeliner, så han kunne male sig et skæg. Han havde tegnet en sort streg hele vejen rundt om sine læber. Det havde mere lignet konturerne af en hårdt optrukket klovnemund, end et skæg og hun havde været lige ved at grine, hver gang hun drejede hovedet og så på ham. Efter et par kamuflerede hosteanfald, havde hun brugt det som en god undskyldning for at kravle ud af hulen.
Erik havde til gengæld som en reaktion på hende hosteanfald sagt med en alvorlig mine: "Jeg vil gerne have en papegøje. Der kan sige, når der ikke er mere ilt i kabinen." Han havde hørt om kanariefugle i miner, der dejsede døde om, når der ikke var mere ilt. Som signal holdt de helt op med at synge. Et tegn på, at den sikre død var nær og at man derfor skulle skynde sig at komme op. Men hvis det nu var en papegøje, så ville den også kunne lære at råbe 'land i sigte' og det kunne være sjovt. "Synes du ikke mor?" Hun havde rodet ham i håret og sagt, at jo det kunne være sjovt, men at de var nødt til at aftale, at det kun var inde i hulen - her rettede han hende med et fast blik og sagde "Husk det - Nautilus...." "Ja, svarede hun i Nautilus er du kaptajn Nemo, men ikke udenfor hulen/Nautilus." Han havde så villet diskutere, hvorfor ikke? Men hun havde holdt fast og sagt, at udenfor ubåden ville hun have sin dreng Erik.
De havde haft nogle rolige uger, men hun havde efter den megen alenetid sammen med Erik arrangeret sig med nogle af de bedste venner og deres børn. De skulle ud at sejle i kano på Mølleåen og havde oveni lejet et lille hus ved Bastrup sø. Det var ikke et sommerhus, men et gammelt husmandssted, som en af hendes veninders forældre med konstant udlængsel, sjældent selv boede i.
Der havde været stor gensynsglæde blandt de fem børn, selv den lille Olga havde set glad og fornøjet ud. Hun var blevet døbt i starten af sommeren, hvor de havde været med til barnedåb og den efterfølgende hyggelige dag. Erik havde forelsket sig i en sæbeboblepuster maskine, de havde set på Strøget en dag, så sådan en havde de givet Olga i gave og Erik havde utrætteligt betjent den hele dagen. De andre børn havde allernådigst fået lov til at prøve en enkelt tur med hjulet, hvilket havde forårsaget surmulende miner med forsøg på forhandlinger med ham. Da hun havde rejst sig for at ville gribe ind, havde hun hørt ham forklare dem: "Men hør nu. det er MIG! Der har givet Olga den i gave - og så er det også mest mig - der skal styre den. Og forresten så er jeg kaptajn Nemo, så jeg er vant til at styre." Det havde fået de andre unger til at spørge, hvem kaptajn Nemo var, så de var blevet afledt, fra at ville overtage styringen af maskinen, men det var jo ikke fair. Og hun havde tænkt sig alligevel at gå derover, for at hjælpe de andre børn lidt, men så havde Selinah stået ved hendes side. Hun havde stukket sin arm indunder hendes og spurgt, om der skete noget spændende på "voksensiden" for tiden? "Hvis du mener godt - i retningen horisontal, så nej..." De havde begge sukket og aftalt, at der snart måtte sørges for noget børnepasning, så de kunne komme en tur i byen.
Men hun havde stået og følt sig lidt foruroliget over, at Erik allerede var begyndt at leve sig så meget ind i bogens karakter. Så meget havde hun endnu ikke fået læst for ham...
Han løb omkring Bastruptårnet og råbte - "Se! Jeg er en hvirvl-hvirvl-hvirvlvind." Svingende med armene, havde han fået de andre børn med til at løbe ned ad græsskrænten og tilbage igen. Mange gange. Til sidst havde Jesper fået nok og stoppet dem, efter at et ældre ægtepar, der havde talt om den henrivende udsigt, tørt havde sagt, at "Ja ja, børn er en velsignelse. Specielt når de er lagt til ro om aftenen." Jesper hendes gamle ven fra gymnasietiden, var altid meget sensibel overfor andre menneskers blikke på deres børn og hans lunte overfor Erik, var heller ikke altid lang, men de formåede som regel altid at lave jokes, om hans sarte nerver. Og hvis han bare sørgede for maden til dem alle, fik han lov til at slippe for turnus med putningen og godnatlæsningen for de eksalterede børn.
Hun skulle skrive og sende dagsorden og bilag ud til mødet om budgetforlig i kommunen. Der skulle være møde i næste uge og i morgen var ubetinget den sidste dag, det kunne nå at blive sendt ud, for at nå til behandling og indsigelser. Hun havde tænkt sig at nå det, når Erik var lagt i seng. Men efter flere opslidende timer med ham, var hun faldet i søvn med hans lille krop krøllet ind i hendes. Hun havde kold savl ned over den ene kind og det værkede i hendes krop, da hun viklede sig op af hans træk-ud seng, hun endnu ikke havde fået trukket ud til voksenstørrelse. Satans! Hun måtte se at huske at få det gjort.
Og nu viste viserne på hendes ur tyve minutter over 12. Og hun var træt. Alt for træt til at lave noget arbejde. Alt for træt til at gå i seng.
For et par uger siden havde hendes chef trukket hende til side og sagt, at det ikke så så godt ud, at hun sendte sine mails ud så sent på natten. Og om hun ikke kunne prøve på at nå sit arbejde i arbejdstiden? Som om. Hun havde i forvejen, gennem flere måneder droppet sin frokostpause, der nu bestod af müslibarer foran computeren eller en anden sund snack fra det ene møde til det næste. Og en efterfølgende nætenbesvimelse, på vej på cyklen for at hente Erik i børnehaven.
På hendes telefon lå der et par sms'er fra Selinah. De havde aftalt, at de skulle have en televino, når hun havde puttet Erik og fået sendt sit arbejde ud.. Men som Selinah havde skrevet i den sidste sms: "Jeg går ud fra, at du igen er faldet i søvn hos Erik i den, alt for lille seng!? - Kære, du må søge noget hjælp til ham..." Og, ja det var blandt andet det, de skulle have talt om her til aften..
I weekenden havde hun fundet Erik foran sin computer, som han ellers godt vidste var forbudt område, fordi der lå så meget arbejde derpå. Desuden var den låst med en kode, han ikke kendte, så han havde siddet og hamret diverse ord og tal ned i tasterne. Hun havde hørt ham mumle. "Det må være noget med Erik." "Hvad laver du ved min computer?" - han havde først svaret - "Hvorfor er dit password ikke Erik5?" "Forældre skal have deres barns navne som kode". Hun var gået hen til ham, havde sat sig på hug og sagt, at: "Så ville alle de kloge børn, jo alt for hurtigt begynde at bruge deres forældres arbejdscomputere!" Han havde smilet til hende og sagt: "Nogle gange, er du helt snu, mor" Og så havde han lænet sig skævt ind til hende. En af de sjældne tilkendegivelser fra ham. Og hun havde følt en vidunderlig varme og glæde. Så havde han kigget på hende med fromhed i øjnene og sagt: "Mor hvis jeg putter boller på brødristeren, vil du så starte din computer?" Hun havde spurgt om det var fordi han ville spille? Men nej han ville på youtube. Han skulle finde en opskrift. "Men du kan gå på youtube på din iPad. Hvorfor bruger du ikke den?" "Mor den er børnesikret og jeg skal på voksensider."
Og så var han gået ud i køkkenet, mens hun var logget ind. Hun havde råbt ud til ham i køkkenet. Spurgt ham, hvad han skulle på voksensider og sagt, at der jo var en grund til, at børn ikke skulle gå ud på sider på nettet, som de ikke var gamle nok til. Så var hun gået på toilettet og da hun kom tilbage, havde han fundet en side med opskrifter. Ikke mad, men opskrifter på, hvordan man fremstiller bomber! "Hvad laver du? Hvad skal du med det?" Han havde siddet helt stiv og signaleret, at hun ikke måtte røre ham. Så havde han svaret, med eksplosive råb: "Jeg skal finde en Bomb- Bomb- Bombeopskrift". "Men lille skat! Hvad skal du med en bombe?" "Vi skal ikke have nogle bomber her. Vi skal i zoologisk have i dag." Han havde fnyst ad hende og skreget, at: "Åh du forstår ingenting mor!" "Jeg skal finde den onde Nautilus og bombe den i smadder."
På en eller anden måde, havde hun fået ham distraheret og fået ham med ud. Og dagen var forløbet næsten roligt. Om aftenen havde hun hørt ham mumle uroligt i søvne. Og hun havde følt, hvordan det snærrede omkring hendes brystkasse. Alt den sorg, alt den uro, der var i ham. Og hun havde tænkt, at hun om søndagen ville spørge ham, om de skulle lege kaptajn Nemo i hulen.
De havde ikke nået det.
Da han her til aften til sidst havde ladet sig falde hulkende om på badeværelsesgulvet, havde hun sat sig ved siden af ham. Forsigtigt havde hun strøget ham nedover hans lille drengeryg. Og så havde hun sagt: "Erik du må forklare mig, hvad det er du laver?" "Det er ligemeget med pungen, den kan blive ren igen, jeg blev bare ærgerlig og forskrækket over at finde den i sort blækvand." "Nautilus!" Havde han svaret. Hans stædighed komplet intakt. "Okay. Nautilus!" Havde hun svaret. "Men hvorfor er min pung blevet til Nautilus" - et kort øjeblik funderede hun over, om hendes læbestift havde været i pungen? Men hun måtte være nærværende, forsøge at lukke alle tanker og uro ude. Hun måtte prøve at forstå ham.
Han havde længe ligget stille og var også blevet helt tavs. Forsigtigt havde hun trukket deres badekåber ned ad krogen på døren og havde lagt dem over dem begge. Hun så et lille dukkeben ligge for enden af baljen. Hun så på det sorte vand i baljen. Hun så på alle hans håndaftryk på fliserne og hun tænkte så det knagede. Og hun ventede. Og hun ventede.
Så lagde han sig lidt tættere på hende, stadig med ryggen til og så begyndte han at fortælle.
"Mor, din pung kommer fra havet. Den har været dykket ned i havet, da den var et dyr, der var i live... Det er rædsomt, at den ikke længere er det." Hun fik helt varme kinder af skam, for han havde jo ret...
Hun turde næsten ikke at røre sig, selvom hun følte et stærkt ubehag ved at være i sin egen krop, men hun var nødt til at forholde sig tavs og afventende, der ville komme mere. Han ville sige mere, hvis hun ikke sagde noget, eller spurgte om noget.
"Oppe i udluftningskanalen er der direkte adgang til guds åsyn." "Ved du det mor?" Han havde drejet hovedet lidt, så han kiggede på hende, mens han spurgte. "Øh, nej - øh jo - er det noget med den friske luft og gud i naturen?" Hun så en trækning glide over hans ansigt, lidt sådan en, der udtrykte, at hun fremstod totalt blank, men at han jo måtte arbejde, med det der var! Så han fortsatte. "Jeg tænkte, at jeg med mine hænder kunne kalde på gud - håndaftryksgud, det har jeg set billeder af i nogle stenalderhuler, for den var ikke åben og jeg kunne ikke nå snoren." Hun nikkede anerkendende og fik ham på den måde til at fortsætte.
"Min dukke som jeg legede med, da jeg var lille, skulle forestille hende damen, der hed Kim - Mor jeg vidste ikke, at en dame kunne hedde Kim, hvorfor havde du ikke sagt det?" Hun lavede en beklagende gestus. Hun havde fået tårer i sine øjne og det havde han også. Men han fortsatte: "Min dukke blev til hende, i din pung, der blev til Nautilus. Hun skulle blive hel igen i din pung af et havdyr." "Men hvorfor skulle vandet være sort?" dristede hun sig til at spørge. "Fordi der så ville ske en semipermeabel proces, hvor det rene vand ville sive ind gennem huden i pungen. Den ville virke som en membran og vandet ville være lutret af at have været i berøring med mørkets dyb, men nu renset. Så ville den være gudevand, der igen kunne samle, alt det - ham den ondeste mand i verden - har ødelagt. Og jeg ville også få Nautilus tilbage igen. Min Nautilus. Ren uden ondskab indeni."
En hulken undslap hende. Og hun nikkede. Og hun sagde, at hun forstod, og at det hele nu gav mening. "Men det virker ikke, vel mor? Jeg føler ikke, at det har virket." Han lod hende tage sig i sine arme og hun bar ham ind i hans seng. De græd begge lidt og så sagde hun, at: "Nej desværre virkede det ikke, men at det havde været en utrolig smuk gestus, han havde villet udføre. Og at hun synes, de skulle holde en begravelse for Kim, for dukken, for den ødelagte Nautilus og den mistede drøm."
Det ville han gerne.
Hun havde fået lov til at ligge tæt sammen med ham og holde hans lille krop i sine arme. Han havde strøget hende ned ad hendes arm og sagt, lige inden han sov: "Mor, jeg skal nok hjælpe dig med at vaske fliserne."
Måske de var igennem nu? Måske? Og ellers måtte hun få hjælp til ham.
Hun gik ind i sin seng sammen med computeren. 5 timers søvn, så kunne hun sende arbejdet ud. Og melde sig syg.
De skulle arrangere en begravelse og rumme en sorg.
Ubetinget.
onsdag den 4. oktober 2017
søndag den 17. september 2017
fredag den 15. september 2017
tirsdag den 12. september 2017
22. historie: Flyvefisken
Ordene til denne historie fik jeg, da jeg samlede ind til d. 21. historie. Jeg fik så mange, at jeg kunne dele dem op i to historier, dermed havde jeg også allerede ord til denne min 22. dogmehistorie med ord givet mig af fb-venner.:
Flyvefisken, lortebil, færge, hyttetur, sensommer, forældrefest, sommerregn, kornmod, regnbue, barndomsminder, svanetræf, 'tillykke med drengen', glatte ål i tomatsovs, Trablitsa, forblibt, 'jeg er træt af regn', monsun, kulørte lamper, Barcelona, længselsfuldt, basta, uskyld.
De havde aftalt, at hun skulle hente Elizabeth på Flyvefisken - fiskegrillbaren på havnen - hvor Elizabeth rød i hovedet solgte fish n chips til turister med hang til autencitet i form af frisk fisk fra 'havet lige for', men helst kamufleret med et engelsk 'touch' af friture.
Det var Elizabeths egen biks og hun havde brugt mange arbejdstimer for at få den til at løbe rundt.
Hun hadede faktisk at tage Elizabeth direkte med i bilen (og det lagde hun ikke skjul på) inden denne havde nået at være hjemme og tage et bad, men Elizabeth sagde til gengæld altid, når Viva brokkede sig, at hendes gamle lortebil stank af 10.000 gamle, selvdøde, våde hunde, så hun skulle bare klappe kaje.
Så okay, hun måtte leve med det. De havde en færge de skulle nå, for de skulle på hyttetur sammen med de øvrige forældre fra ungernes klasse. Man havde på skoleårets sidste forældremøde besluttet, at det var en god idé - og et godt signal at sende til børnene - at forældrene alle sammen talte med hinanden - og kunne enes... Derfor havde den aktive forældregruppe planlagt en sensommer forældrefest med overnatning i en stor hytte på Orø. Hende og Elizabeth havde købt rigeligt vin med og Elizabeth havde lavet sin specialitet til den fælles buffet: 'Glatte ål i tomatsovs'. Der var sjældent nogle der brød sig særligt om retten, men den var tilpas eksotisk og særpræget - som Elizabeth selv - der elskede at fortælle historien om, over buffetbordet - eller over disken i Flyvefisken, når hun et par gange om sommeren solgte den delikatesse. At det var en ret, hendes far havde lært at lave i Trablitsa, - et sted som ingen nogensinde fandt ud af hvor lå - dengang han var ung og rejste på valsen - mødte kvinder, byggede huse og lærte at lave mad. Og altså denne ret, som nu kun Elizabeth kendte opskriften på.
Pelle skulle være hos sin far hele den næste uge. Han havde hentet ham på fritidshjemmet og de havde aftalt, at det var hende, der tog forældreteten og tog med på hytteturen.
Hun følte sig dejligt ung og ansvarsfri, da hun drejede ned ad den brolagte vej, der gik bagom pakhusene på havnen. En let sommerregn havde sat ind, da hun kørte hjemmefra. Der havde været svanetræf på den sunkne eng bag huset. De havde ligget der i græsset, badet i den rosa himmel fra den nedadgående sol og lignet små, løfterige candyfloss-glæder. Nu stod en klar regnbue indover byen fra fjorden. Det var ok, det var lunt i vejret og barndomsminder om lignende dage på fjorden sammen med hendes morfar, svævede rundt i hendes hoved som en blid brise. Hun håbede, at også Pelle en dag ville erindre sig gode dage fra en barndom ved vandet, selvom han var blevet skilsmissebarn for et år siden, hvor ham og hende var flyttet ind hos Elizabeth og Fie. Men efter sommerferien, som han blandt andet havde tilbragt i Barcelona sammen med sin far, havde han haft et tilbagefald til ønsket om at være en 'hel' familie. Han havde en eftermiddag, hvor hun sad og skrev på en opgave, siddet på hende armlæn og ladet sine fingre løbe gennem hendes hår, sagt at han: "Hadede regnen i Danmark og kunne de ikke godt flytte til Barcelona sammen alle tre?" Hun havde drejet sig om imod ham og set, hvordan de grå øjne længselsfuldt og fuld af uskyld havde lyst med et håb, som hun var nødt til at slukke. Det gjorde ondt. Og for ikke at affærdige ham med det samme, havde hun trukket ham ned på sit skød og sagt, at hun rigtig godt kunne tænke sig at opleve Barcelona sammen med ham, men at de nu boede her sammen med Elizabeth og Fie og at hende og Pelles far ikke længere elskede hinanden som kærester. Et mut udtryk havde bredt sig på Pelles ansigt og den lille afglidende skulderbevægelse, hun havde lagt mærke til hos ham på det seneste, havde drejet ham væk fra hende. Resten af dagen havde hun følt en skuffet kølighed og afstand sive fra ham. Det var svært at vide, hvad hun skulle sige og når hun forsøgte at tale med Elizabeth om det mødte hun ikke den store forståelse. Elizabeth havde stort set altid været eneforælder til Fie, der gik i klasse med Pelle. Og Elizabeth havde altid haft sine forældre i byen til at hjælpe sig. Og nu også hende selv på hverdagsdage. Så som sparringspartner på forældresmertedage, var hun ikke meget bevendt.
De var landet på øen og alle fandt sammen med dem, de plejede at tale sammen med. Hun var ikke selv særlig god til den slags sociale arrangementer. Hun fik altid en følelse af forkerthed, særligt fordi nogle af forældrene gjorde meget ud af at ligne 'rigtighed'. Men Elizabeth havde talt peptalk i bilen mens hun skiftede cd'er ud i en hektisk opkørthed. Og det havde hjulpet. Aftenen var godt på vej i god stemning.
"Tillykke med drengen!". Det var Bertrams far, der lagde sin varme hånd på hendes skulder, da hun stod og var ved at anrette buffetbordet. Pelle havde haft alle drengene fra klassen med hjemme til sin 8-års fødselsdag i starten af ugen og Bertram, der var Pelles bedste ven havde fået lov til at overnatte. Alle tre børn havde været temmelig eksalterede ved aftensmaden og hun havde glædet sig til at Elizabeth kom hjem fra Flyvefisken, så hun kunne tage sig lidt af Fie, der havde været ene pige i selskabet hele dagen. Men en heftig regn havde sat ind, mens hun stod og lavede mad og Elizabeth havde ringet og været grædefærdig i telefonen. "Jeg er træt af regn!" "Det vælter ned her på havnen, alt står i et! Fucking monsun." "Der er kommet hul i taget på vognen og jeg skal have den fragtet til garage. Jeg har fået Kilas til at komme og hjælpe mig med sin lastbil, så jeg kommer desværre ikke hjem foreløbig. Kys min Fie godnat fra mig." Suk ingen aflastning og så pokkers uheldigt for Elizabeth og den svingende økonomi. Regnen havde hele sommeren været deres ærkefjende.
Hun havde været nødt til at hæve stemmen overfor Fie, da denne var blevet ved med at løbe ind til drengene. Hun havde sagt til hende, at nu ville hun simpelthen have, at Fie blev inde på sit eget værelse. Basta! Hun ville på den ene side gerne have sagt til Pelle og Bertram, at de også godt kunne give plads til Fie, men Pelle havde tidligere på dagen, set på hende med sine grå øjne, der lyste af glæde og sagt at: "Mor i dag skal Bertram og mig bygge hule på værelset. Vi skal sove derinde helt alene og lege, at vi er på ekspedition på Indlandsisen." Så hun havde ikke kunnet nænne, at kræve det af ham. Den dårlige samvittighed overfor Fie og jo egentligt også Elizabeth, havde givet hende en grim smag i munden, mens hun gik og ryddede op i huset og ude i haven efter dagens tumultariske fødseldag. Men da hun var gået ovenpå, for at købe sig til lidt aflad ved at tilbyde en godnatlæsning for Fie, var hun allerede faldet i søvn. Hun puttede hende omhyggeligt og var lidt lettet over, at hun så faktisk fik en halv time til sig selv. Hun havde kigget lidt på nogle af forældrenes profiler på facebook og særligt på nogle billeder af Bertram og hans far. Desværre var der også mange af Bertrams smukke mor med Bertrams fars arm omkring sig... Hun var dog ikke med, da de havde en lille derhjemme og Bertram at passe.
Hun var gået ind for at tisse. Det var lummert i det lille værelse hun delte med Elizabeth, der i vanlig stil havde spredt alle sine ting udover det lille areal, så hun måtte løfte bunker af tøj, før hun fandt sin sweater. Da hun igen kom ud på gårdspladsen så hun glimt af kornmod i det fjerne, og hun kom i tanke om, at hun havde bildt sin lillesøster ind, da de var børn, at det var flyvende krigere på drager, der spyede ild, som man kunne se kæmpe i det fjerne. Hun savnede pludselig sin lillesøster og mærkede det som et stik i hjertet. Hvorfor var de kommet så langt fra hinanden?
Der sad stadig en god flok ude ved bålet under de kulørte lamper, som forældregruppen allerede havde fået hængt op, før de andre ankom. Det så fint og tillokkende ud og lyden af latter og stemmer, der steg og faldt blev båret hen til hende med skønne dufte fra de snart udgåede kaprifolier, der snoede sig omkring nogle af de nærmeste træer. Hun kunne høre at Elizabeth var diskussionslysten og at hun var efter Kaspers far. Kaspers far, Ole var sådan en mand, der havde meget travlt med at påtale, hvis andres børn var lidt frække. Han gik foran i feltet.. Man må ikke mobbe og drille. Men han var fodboldtræner for lilleputterne og var ærlig talt ikke det mest pædagogiske væsen, overfor andre end sin egen søn på den bane! Nu hørte hun Elizabeth sige: "Ole, du er så forbandet dobbeltmoralsk og hyklerisk! I sidste uge så jeg, at du havde lavet et opslag på facebook, hvor du skrev: "Nej Prins Vom du bliver sgu aldrig konge! - Hvad fanden er det for noget? Du giver folk øgenavne offentligt på din facebook...!? Jeg har ved flere lejligheder set dig svine folk til på den måde. Og så sidder du her og gør dig hellig og agerer forældre af den antimobbelige type. Du som ej heller ser noget problem i at udskamme og kritisere et andet barn, for øjnene af hele flokken. Det er sgu' svinsk!"
Hun kunne høre nogle, der sagde: "Aiiieee Elizabeth! Rolig nu..." Men så skar en stemme gennem de forskelliges udsagn, medhold og modstand. Det var Selmas mor. Viva kunne se, at hun havde rejst sig op: "Jeg er faktisk ekstremt træt af den kultur! Jeg giver Elizabeth fuldkommen ret og synes det er ækelt, så meget den tone er blevet til - hvad - den fattigste almendannelse i vores samfund? At det er blevet så legitimt at træde nedad, bare man pakker det ind i noget man kalder 'humor'!? Det gælder hele vejen rundt. Arrggh forstod du ikke- min sjofelhed - mit overgreb - det var jo bare humor. Har du ingen humor!"
Efter det og lidt håndholdning med Bertrams far..!? Var de dejset omkuld på værelset, hende og Elizabeth. Men først havde hun, været nødt til at hjælpe Elizabeth ud af sine cowboybukser, da hun lå og krøllede sig rundt på sengen for at befri sig, mens hun højlydt stønnede: "Årh. manner jeg er forblibt og forliebt i Selmas mor."
Og hun selv? Fortabt eller forliebt - eller bare på vej til at vågne sig mod livet - igen...
Flyvefisken, lortebil, færge, hyttetur, sensommer, forældrefest, sommerregn, kornmod, regnbue, barndomsminder, svanetræf, 'tillykke med drengen', glatte ål i tomatsovs, Trablitsa, forblibt, 'jeg er træt af regn', monsun, kulørte lamper, Barcelona, længselsfuldt, basta, uskyld.
De havde aftalt, at hun skulle hente Elizabeth på Flyvefisken - fiskegrillbaren på havnen - hvor Elizabeth rød i hovedet solgte fish n chips til turister med hang til autencitet i form af frisk fisk fra 'havet lige for', men helst kamufleret med et engelsk 'touch' af friture.
Det var Elizabeths egen biks og hun havde brugt mange arbejdstimer for at få den til at løbe rundt.
Hun hadede faktisk at tage Elizabeth direkte med i bilen (og det lagde hun ikke skjul på) inden denne havde nået at være hjemme og tage et bad, men Elizabeth sagde til gengæld altid, når Viva brokkede sig, at hendes gamle lortebil stank af 10.000 gamle, selvdøde, våde hunde, så hun skulle bare klappe kaje.
Så okay, hun måtte leve med det. De havde en færge de skulle nå, for de skulle på hyttetur sammen med de øvrige forældre fra ungernes klasse. Man havde på skoleårets sidste forældremøde besluttet, at det var en god idé - og et godt signal at sende til børnene - at forældrene alle sammen talte med hinanden - og kunne enes... Derfor havde den aktive forældregruppe planlagt en sensommer forældrefest med overnatning i en stor hytte på Orø. Hende og Elizabeth havde købt rigeligt vin med og Elizabeth havde lavet sin specialitet til den fælles buffet: 'Glatte ål i tomatsovs'. Der var sjældent nogle der brød sig særligt om retten, men den var tilpas eksotisk og særpræget - som Elizabeth selv - der elskede at fortælle historien om, over buffetbordet - eller over disken i Flyvefisken, når hun et par gange om sommeren solgte den delikatesse. At det var en ret, hendes far havde lært at lave i Trablitsa, - et sted som ingen nogensinde fandt ud af hvor lå - dengang han var ung og rejste på valsen - mødte kvinder, byggede huse og lærte at lave mad. Og altså denne ret, som nu kun Elizabeth kendte opskriften på.
Pelle skulle være hos sin far hele den næste uge. Han havde hentet ham på fritidshjemmet og de havde aftalt, at det var hende, der tog forældreteten og tog med på hytteturen.
Hun følte sig dejligt ung og ansvarsfri, da hun drejede ned ad den brolagte vej, der gik bagom pakhusene på havnen. En let sommerregn havde sat ind, da hun kørte hjemmefra. Der havde været svanetræf på den sunkne eng bag huset. De havde ligget der i græsset, badet i den rosa himmel fra den nedadgående sol og lignet små, løfterige candyfloss-glæder. Nu stod en klar regnbue indover byen fra fjorden. Det var ok, det var lunt i vejret og barndomsminder om lignende dage på fjorden sammen med hendes morfar, svævede rundt i hendes hoved som en blid brise. Hun håbede, at også Pelle en dag ville erindre sig gode dage fra en barndom ved vandet, selvom han var blevet skilsmissebarn for et år siden, hvor ham og hende var flyttet ind hos Elizabeth og Fie. Men efter sommerferien, som han blandt andet havde tilbragt i Barcelona sammen med sin far, havde han haft et tilbagefald til ønsket om at være en 'hel' familie. Han havde en eftermiddag, hvor hun sad og skrev på en opgave, siddet på hende armlæn og ladet sine fingre løbe gennem hendes hår, sagt at han: "Hadede regnen i Danmark og kunne de ikke godt flytte til Barcelona sammen alle tre?" Hun havde drejet sig om imod ham og set, hvordan de grå øjne længselsfuldt og fuld af uskyld havde lyst med et håb, som hun var nødt til at slukke. Det gjorde ondt. Og for ikke at affærdige ham med det samme, havde hun trukket ham ned på sit skød og sagt, at hun rigtig godt kunne tænke sig at opleve Barcelona sammen med ham, men at de nu boede her sammen med Elizabeth og Fie og at hende og Pelles far ikke længere elskede hinanden som kærester. Et mut udtryk havde bredt sig på Pelles ansigt og den lille afglidende skulderbevægelse, hun havde lagt mærke til hos ham på det seneste, havde drejet ham væk fra hende. Resten af dagen havde hun følt en skuffet kølighed og afstand sive fra ham. Det var svært at vide, hvad hun skulle sige og når hun forsøgte at tale med Elizabeth om det mødte hun ikke den store forståelse. Elizabeth havde stort set altid været eneforælder til Fie, der gik i klasse med Pelle. Og Elizabeth havde altid haft sine forældre i byen til at hjælpe sig. Og nu også hende selv på hverdagsdage. Så som sparringspartner på forældresmertedage, var hun ikke meget bevendt.
De var landet på øen og alle fandt sammen med dem, de plejede at tale sammen med. Hun var ikke selv særlig god til den slags sociale arrangementer. Hun fik altid en følelse af forkerthed, særligt fordi nogle af forældrene gjorde meget ud af at ligne 'rigtighed'. Men Elizabeth havde talt peptalk i bilen mens hun skiftede cd'er ud i en hektisk opkørthed. Og det havde hjulpet. Aftenen var godt på vej i god stemning.
"Tillykke med drengen!". Det var Bertrams far, der lagde sin varme hånd på hendes skulder, da hun stod og var ved at anrette buffetbordet. Pelle havde haft alle drengene fra klassen med hjemme til sin 8-års fødselsdag i starten af ugen og Bertram, der var Pelles bedste ven havde fået lov til at overnatte. Alle tre børn havde været temmelig eksalterede ved aftensmaden og hun havde glædet sig til at Elizabeth kom hjem fra Flyvefisken, så hun kunne tage sig lidt af Fie, der havde været ene pige i selskabet hele dagen. Men en heftig regn havde sat ind, mens hun stod og lavede mad og Elizabeth havde ringet og været grædefærdig i telefonen. "Jeg er træt af regn!" "Det vælter ned her på havnen, alt står i et! Fucking monsun." "Der er kommet hul i taget på vognen og jeg skal have den fragtet til garage. Jeg har fået Kilas til at komme og hjælpe mig med sin lastbil, så jeg kommer desværre ikke hjem foreløbig. Kys min Fie godnat fra mig." Suk ingen aflastning og så pokkers uheldigt for Elizabeth og den svingende økonomi. Regnen havde hele sommeren været deres ærkefjende.
Hun havde været nødt til at hæve stemmen overfor Fie, da denne var blevet ved med at løbe ind til drengene. Hun havde sagt til hende, at nu ville hun simpelthen have, at Fie blev inde på sit eget værelse. Basta! Hun ville på den ene side gerne have sagt til Pelle og Bertram, at de også godt kunne give plads til Fie, men Pelle havde tidligere på dagen, set på hende med sine grå øjne, der lyste af glæde og sagt at: "Mor i dag skal Bertram og mig bygge hule på værelset. Vi skal sove derinde helt alene og lege, at vi er på ekspedition på Indlandsisen." Så hun havde ikke kunnet nænne, at kræve det af ham. Den dårlige samvittighed overfor Fie og jo egentligt også Elizabeth, havde givet hende en grim smag i munden, mens hun gik og ryddede op i huset og ude i haven efter dagens tumultariske fødseldag. Men da hun var gået ovenpå, for at købe sig til lidt aflad ved at tilbyde en godnatlæsning for Fie, var hun allerede faldet i søvn. Hun puttede hende omhyggeligt og var lidt lettet over, at hun så faktisk fik en halv time til sig selv. Hun havde kigget lidt på nogle af forældrenes profiler på facebook og særligt på nogle billeder af Bertram og hans far. Desværre var der også mange af Bertrams smukke mor med Bertrams fars arm omkring sig... Hun var dog ikke med, da de havde en lille derhjemme og Bertram at passe.
Hun var gået ind for at tisse. Det var lummert i det lille værelse hun delte med Elizabeth, der i vanlig stil havde spredt alle sine ting udover det lille areal, så hun måtte løfte bunker af tøj, før hun fandt sin sweater. Da hun igen kom ud på gårdspladsen så hun glimt af kornmod i det fjerne, og hun kom i tanke om, at hun havde bildt sin lillesøster ind, da de var børn, at det var flyvende krigere på drager, der spyede ild, som man kunne se kæmpe i det fjerne. Hun savnede pludselig sin lillesøster og mærkede det som et stik i hjertet. Hvorfor var de kommet så langt fra hinanden?
Der sad stadig en god flok ude ved bålet under de kulørte lamper, som forældregruppen allerede havde fået hængt op, før de andre ankom. Det så fint og tillokkende ud og lyden af latter og stemmer, der steg og faldt blev båret hen til hende med skønne dufte fra de snart udgåede kaprifolier, der snoede sig omkring nogle af de nærmeste træer. Hun kunne høre at Elizabeth var diskussionslysten og at hun var efter Kaspers far. Kaspers far, Ole var sådan en mand, der havde meget travlt med at påtale, hvis andres børn var lidt frække. Han gik foran i feltet.. Man må ikke mobbe og drille. Men han var fodboldtræner for lilleputterne og var ærlig talt ikke det mest pædagogiske væsen, overfor andre end sin egen søn på den bane! Nu hørte hun Elizabeth sige: "Ole, du er så forbandet dobbeltmoralsk og hyklerisk! I sidste uge så jeg, at du havde lavet et opslag på facebook, hvor du skrev: "Nej Prins Vom du bliver sgu aldrig konge! - Hvad fanden er det for noget? Du giver folk øgenavne offentligt på din facebook...!? Jeg har ved flere lejligheder set dig svine folk til på den måde. Og så sidder du her og gør dig hellig og agerer forældre af den antimobbelige type. Du som ej heller ser noget problem i at udskamme og kritisere et andet barn, for øjnene af hele flokken. Det er sgu' svinsk!"
Hun kunne høre nogle, der sagde: "Aiiieee Elizabeth! Rolig nu..." Men så skar en stemme gennem de forskelliges udsagn, medhold og modstand. Det var Selmas mor. Viva kunne se, at hun havde rejst sig op: "Jeg er faktisk ekstremt træt af den kultur! Jeg giver Elizabeth fuldkommen ret og synes det er ækelt, så meget den tone er blevet til - hvad - den fattigste almendannelse i vores samfund? At det er blevet så legitimt at træde nedad, bare man pakker det ind i noget man kalder 'humor'!? Det gælder hele vejen rundt. Arrggh forstod du ikke- min sjofelhed - mit overgreb - det var jo bare humor. Har du ingen humor!"
Efter det og lidt håndholdning med Bertrams far..!? Var de dejset omkuld på værelset, hende og Elizabeth. Men først havde hun, været nødt til at hjælpe Elizabeth ud af sine cowboybukser, da hun lå og krøllede sig rundt på sengen for at befri sig, mens hun højlydt stønnede: "Årh. manner jeg er forblibt og forliebt i Selmas mor."
Og hun selv? Fortabt eller forliebt - eller bare på vej til at vågne sig mod livet - igen...
søndag den 10. september 2017
21. historie: Skæbnen
Her er ordene, som jeg fik, fra fb-folket til d.21.dogmehistorie:
Der var så mange, at jeg valgte at bruge ordene i parentes til at skrive d.22.historie med. Den udkommer om et par dage.
Talent, brusekabine, (barndomsminder), barnebarn, (kornmod), papmapper, (sensommer), (flyvefisken)(, færge), kirsebærsten, nittebælte, (forblibt), sykofant, gadelampe, saltmine, (glatte ål i tomatsovs), (Trablitsa), loppebid, pomeranian, (regnbue), tøsne, (længselsfuldt), løvfald, (uskyld), langsom, sulten, (sommerregn), skæbnen, genskæret, (kulørte lamper), (basta), (lortebil), grøntsager, (svanetræf), (Barcelona), ("Jeg er træt af regn"), (hyttetur), (monsun), højskole i Rødding, pastamaskine, (forældrefest), blodbad, Mikael T. Eckard.
Hun ligger der, i den brusekabine, der står i gavlværelset. Det er mig, der har lagt hende der. Jeg tror ikke, at han har set hende. Jeg tror ikke, at han kan, men han er begyndt at høre hende, det kan jeg se. Se på den måde hans øjne vagtsomt følger lyden fra loftet.
Han havde lejet sig ind i huset til en billig penge. Udlejeren var en ejendomsmægler fra Vanløse, der sagde, at den tidligere ejer havde haft svært ved at få huset solgt, så nu ville ejendomsmæglerene leje det ud i et år og så måtte man se. Det var slet ikke utænkeligt, at der kunne blive tale om et overordentligt billigt og fordelagtigt køb. Huset var et af dem med charme og en tilgroet have, der sikkert nok ville kunne blive en hel lille oase...
Han havde været afvisende overfor ejendomsmæglerens megen snak, blot sagt, at han trængte til at komme ud ad byen, at han havde brug for ro, han skulle færdiggøre en bog, så et års leje var rigeligt for ham. Og så var det fint, at det var sådan lidt let møbleret. Ejendomsmægleren havde lidt tøvende stået i den lille snævre entré som om, der var mere han ville sige, men så havde han kaldt sin hund til sig, en lille gylden pomeranian som han nu var sikker på var den, der havde givet ham 3 loppebid ved anklerne. Han blev aldrig nogen stor dyreven.
Under hyldetræet bagerst i haven ved brombærkrattet og de udgåede grøntsager i den gamle køkkenhave, ligger der en sten. Man skal fjerne blade, mos og snavs for at kunne læse, hvad der står. Det er længe siden nogen har læst på den sten. Jeg behøver ikke at fjerne noget, jeg ved, hvad der står.
Inde i drivhuset med de smadrede ruder, ligger der et falmet og flænset pudevår som farmor havde fyldt med rensede og tørrede kirsebærsten. Det havde været hendes nakkestøtte i den gule lænestol. Det havde lignet et blodbad, da stenene var blevet kogt fra bærrene. De havde malet sig med saften bagefter og leget vilde indianere.
Efter at have hentet sit vognlæs af bøger, madrasser, dyner, tæpper, musik, sin computer, de grå papmapper med manuskripterne, diverse værktøj, varmt tøj og hans ny-erhvervede pastamaskine var det blevet mørkt. Det var ikke fordi huset lå langt fra byen, men det lå afsides. Da han kørte ned ad den lille vej til huset, så han genskæret fra den hængende gadelampe reflekteret i de smadrede ruder i det faldefærdige drivhus. I morgen ville han bruge noget energi på at fjerne glasset derude og måske, når det blev forår sætte nye glas i. Der lå smattet løvfald på stien op til huset, tøsne ville blive til frost igen i nat og han var glad for, at han havde husket at købe en sæk brænde med. Landlivet skulle gøre godt. Og han erindrede sig, at Peter Seeberg i sin tid havde skrevet sin novelle 'Fugl føde' på en svensk ødegård. Der var noget over landlivets strabadser, der var vederkvægende for en forfatter. Det at komme ud af byens larm. Han havde helt bestemt valgt det rigtige for 'bogen' og for sig selv.
Det værste er sulten. Den er der hele tiden, samtidigt med alt andet. Alt er samtidigt. Og alt er stilhed. Snetyst stilhed som en sten i en lomme på en fjern anorak, der hænger på den sidste krog udenfor klasseværelset på den lukkede skole.- Bortset fra hendes bønfaldende stemme og løbende skridt på loftet - så er alt snetyst stille, men det ses.
Der var ingen tvivl, han ville bruge af virkeligheden, men naturligvis omskrevet. Men det skulle være en erotisk fortælling, man som læser ville brænde sig på. Han blev helt opstemt ved tanken og mærkede en rejsning. En meget hård rejsning. Han kunne stadig - ja for fanden! - Og han ville give den hele armen. I sin iver kom han til at skubbe til arkitektlampen, han lige havde fået monteret på det vakkelvorne bord, han nåede at gribe den, men den nåede at banke mod vindueskarmen i faldet så den gik ud og der blev mørkt i rummet. Brændeovnen kastede et skær af rødt lys og gadelampens kolde lys nåede også ind i rummet, hvor den fjerne væg blev oplyst i et felt, der viste et skjold i tapetet. Han sansede det hele i et nu - og tænkte, at alt var samtidig - og så hørte han for første gang lyden. Den kom fra første sal, der var ingen tvivl. Det lød som barnefødder, der løb henover loftet.
Jeg var hendes ældste barnebarn. Hun foragtede mine gaver. Min farmor foretrak skønhed, lys og pænt broderi. Det var ikke mit talent.
Jeg vandrer i skyggerne og er for evigt dømt til at høre Abellas bortløbende skridt.
De havde mødt hinanden på en højskole i Rødding og de var skiltes i en saltmine i Polen, efter et voldsomt skænderi. Han havde skrevet nogle digte om det - et konglomerat, der også var blevet trykt i et toneangivende litterært blad, men tomheden havde ikke forladt ham af den grund. På højskolen havde han været forbi, for at læse op af sin seneste samling. Hun havde siddet på forreste række og havde stirret på ham under hele oplæsningen, flirtet uhæmmet og ladet sit blik dvæle ved hans nittebælte. Der blev født en ukendt fetish den aften - og det stod der også noget om i nogle af teksterne, der lå inde på bordet - men som ikke havde været åbne siden den første uge, han havde boet i huset. Han var blevet langsom. Det var som om dagene skyllede uberørte og uindtagede ned over ham, mens han gik rundt i huset, der måske var fyldt med genfærd? Genfærd som han ikke troede på - men det gjorde måske ikke, at de ikke fandtes? Lydene fra 1.salen var jo virkelige - eller var de?
Klistermærket med hans navn Mikael T. Eckard i svungen skrift på hans bærbare, der skulle skjule hendes hævngerrigt indridsede grafitti med ordet 'Sykofant', var begyndt at blive lidt flosset, for han sad og kradsede fraværende i det, når han ledte efter de rigtige ord. Udenfor havde kulden taget til og det var svært for brændeovnen at nå ud til hjørnerne af huset med sine varmestråler. Der lå en Ga-Jolpakke foran ham. Han havde flere gange læst den lille tekst højt, den lød: "Pas på ikke at vende ryggen til livet. Du risikerer at livet vender ryggen til dig!" Det var en anonym, der havde skrevet ordsproget og det var godt det samme, han orkede ikke at forsøge at forestille sig ansigtet på en navngiven person. Alligevel sneg hendes blik sig henover ham i erindringen om hendes ord, der havde været de samme. Og ja, det var sådan man mistede- og sådan man lod sig miste - han vidste det godt. Og han følte en lille snigende frygt. Var det, det, der var ved at ske her? I overført betydning?
Peter havde ringet i går og spurgt om det gik fremad med bogen. "Ja! For helvede mand." Havde han svaret, mens han leende havde sagt,:"Men her spøger, og det er sgu ikke let at hengive sig til lystne, erotiske billeder, når genfærd løber i huset!" Peter havde grinet og sagt, at lidt død vel kun var godt, for så måtte han gøre sig mere umage, for at få de saftige detaljer frem!". De havde sludret om fælles bekendte og andres udgivelser og aftalt snart at mødes i byen til en øl. Da han havde lagt røret på, havde han haft en følelse af, at øjne stirrede ham i ryggen ovre fra døren ud til køkkenet. Han havde ikke villet vende sig, men gåsehud og følelsen af, at de små hår rejste sig i hans nakke, havde fået ham til at gå uroligt rundt i stuen, inden han havde valgt at gå udenfor. Han skosede sig selv for at flygte. Der var ingen øjne, der var jo ingen. Han havde flere gange været ovenpå for at tjekke, men kun lyd og derefter lyden af tilbageholdt åndedræt - eller af ingenting... Han måtte se at komme i gang! Uvirksomhed gjorde ham altid lidt skør.
Når han går i haven, kigger han af og til op mod gavlvinduet, hvor jeg sidder. Han fornemmer mig og hende, men han har endnu ikke fundet stenen. Jeg venter inde i evigheden så længe.
Fløjtende brækkede han glasflager af på drivhuset. Det var en dag med høj, skarp sol og han følte sig energisk og underligt fredet. Natten havde været fyldt med drømme, der havde føltes rensende og forløsende. Han var sikker på, at det blev i dag, at han fik fat i teksten, der i så mange dage havde undflyet sig ham. Måske hvis bare han turde være ærlig om, hvor han havde fejlet, så ville den 'lade' sig skrive, hans bog om dem og den svære kærlighed, der havde danset på løgne, svaghed og afmagt. Hans svagheder, som han ikke havde villet vedgå sig.
Han havde sat en dampende, varm kop kaffe fra sig på brændestablen og på vejen derover, fik han øje på noget, der glimtede gennem grenene på den gamle hyld. Der lå en sten, det lignede en kirkegårdssten? Da han næsten var så tæt på, at han skulle til at bukke sig, for at komme ind under grenene, snublede han og tog fra sig med hænderne, alligevel bankede han hovedet ned i stenens skarpe kant og mærkede det varme blod sive ned over hans ansigt fra en flænge ved øjenbrynet. Det dryppede ned på stenen som havde en inskription: Kaina og Abella venter på at komme hjem K'et blev fyldt med hans dryppende blod og en lyd af mange lettende fugle fyldte luften over ham. Et øjeblik var det som om, det mørknede for hans øjne. Men så tørrede han blodet bort med sit ærme og tænkte, at han hellere måtte komme ind og se på skaden og få renset såret.
Han var rolig og klar. Han var faktisk helt klar. Tidligere havde synet af blod og huller, rifter og revner i hans egen hud skræmt ham, men nu følte han sig tapper og lettet.
Jeg flyver bort sammen med fuglene og hende bærer jeg i mine arme. Mit mærke har fået plads i en andens pande. Jeg er Kaina, der flyder blod i mit K. Jeg flyver med min søster i mine arme. Hende hvis død jeg forvoldte. Jeg ved, at jeg skal flyve længe, men det gør ikke noget, for jeg kan høre fuglenes vingeslag i luften og vægten af min søster, der ser på mig mens hun siger. "Nu er vi ikke længere lænket til farmors hus."
Der var så mange, at jeg valgte at bruge ordene i parentes til at skrive d.22.historie med. Den udkommer om et par dage.
Talent, brusekabine, (barndomsminder), barnebarn, (kornmod), papmapper, (sensommer), (flyvefisken)(, færge), kirsebærsten, nittebælte, (forblibt), sykofant, gadelampe, saltmine, (glatte ål i tomatsovs), (Trablitsa), loppebid, pomeranian, (regnbue), tøsne, (længselsfuldt), løvfald, (uskyld), langsom, sulten, (sommerregn), skæbnen, genskæret, (kulørte lamper), (basta), (lortebil), grøntsager, (svanetræf), (Barcelona), ("Jeg er træt af regn"), (hyttetur), (monsun), højskole i Rødding, pastamaskine, (forældrefest), blodbad, Mikael T. Eckard.
Hun ligger der, i den brusekabine, der står i gavlværelset. Det er mig, der har lagt hende der. Jeg tror ikke, at han har set hende. Jeg tror ikke, at han kan, men han er begyndt at høre hende, det kan jeg se. Se på den måde hans øjne vagtsomt følger lyden fra loftet.
Han havde lejet sig ind i huset til en billig penge. Udlejeren var en ejendomsmægler fra Vanløse, der sagde, at den tidligere ejer havde haft svært ved at få huset solgt, så nu ville ejendomsmæglerene leje det ud i et år og så måtte man se. Det var slet ikke utænkeligt, at der kunne blive tale om et overordentligt billigt og fordelagtigt køb. Huset var et af dem med charme og en tilgroet have, der sikkert nok ville kunne blive en hel lille oase...
Han havde været afvisende overfor ejendomsmæglerens megen snak, blot sagt, at han trængte til at komme ud ad byen, at han havde brug for ro, han skulle færdiggøre en bog, så et års leje var rigeligt for ham. Og så var det fint, at det var sådan lidt let møbleret. Ejendomsmægleren havde lidt tøvende stået i den lille snævre entré som om, der var mere han ville sige, men så havde han kaldt sin hund til sig, en lille gylden pomeranian som han nu var sikker på var den, der havde givet ham 3 loppebid ved anklerne. Han blev aldrig nogen stor dyreven.
Under hyldetræet bagerst i haven ved brombærkrattet og de udgåede grøntsager i den gamle køkkenhave, ligger der en sten. Man skal fjerne blade, mos og snavs for at kunne læse, hvad der står. Det er længe siden nogen har læst på den sten. Jeg behøver ikke at fjerne noget, jeg ved, hvad der står.
Inde i drivhuset med de smadrede ruder, ligger der et falmet og flænset pudevår som farmor havde fyldt med rensede og tørrede kirsebærsten. Det havde været hendes nakkestøtte i den gule lænestol. Det havde lignet et blodbad, da stenene var blevet kogt fra bærrene. De havde malet sig med saften bagefter og leget vilde indianere.
Efter at have hentet sit vognlæs af bøger, madrasser, dyner, tæpper, musik, sin computer, de grå papmapper med manuskripterne, diverse værktøj, varmt tøj og hans ny-erhvervede pastamaskine var det blevet mørkt. Det var ikke fordi huset lå langt fra byen, men det lå afsides. Da han kørte ned ad den lille vej til huset, så han genskæret fra den hængende gadelampe reflekteret i de smadrede ruder i det faldefærdige drivhus. I morgen ville han bruge noget energi på at fjerne glasset derude og måske, når det blev forår sætte nye glas i. Der lå smattet løvfald på stien op til huset, tøsne ville blive til frost igen i nat og han var glad for, at han havde husket at købe en sæk brænde med. Landlivet skulle gøre godt. Og han erindrede sig, at Peter Seeberg i sin tid havde skrevet sin novelle 'Fugl føde' på en svensk ødegård. Der var noget over landlivets strabadser, der var vederkvægende for en forfatter. Det at komme ud af byens larm. Han havde helt bestemt valgt det rigtige for 'bogen' og for sig selv.
Det værste er sulten. Den er der hele tiden, samtidigt med alt andet. Alt er samtidigt. Og alt er stilhed. Snetyst stilhed som en sten i en lomme på en fjern anorak, der hænger på den sidste krog udenfor klasseværelset på den lukkede skole.- Bortset fra hendes bønfaldende stemme og løbende skridt på loftet - så er alt snetyst stille, men det ses.
Der var ingen tvivl, han ville bruge af virkeligheden, men naturligvis omskrevet. Men det skulle være en erotisk fortælling, man som læser ville brænde sig på. Han blev helt opstemt ved tanken og mærkede en rejsning. En meget hård rejsning. Han kunne stadig - ja for fanden! - Og han ville give den hele armen. I sin iver kom han til at skubbe til arkitektlampen, han lige havde fået monteret på det vakkelvorne bord, han nåede at gribe den, men den nåede at banke mod vindueskarmen i faldet så den gik ud og der blev mørkt i rummet. Brændeovnen kastede et skær af rødt lys og gadelampens kolde lys nåede også ind i rummet, hvor den fjerne væg blev oplyst i et felt, der viste et skjold i tapetet. Han sansede det hele i et nu - og tænkte, at alt var samtidig - og så hørte han for første gang lyden. Den kom fra første sal, der var ingen tvivl. Det lød som barnefødder, der løb henover loftet.
Jeg var hendes ældste barnebarn. Hun foragtede mine gaver. Min farmor foretrak skønhed, lys og pænt broderi. Det var ikke mit talent.
Jeg vandrer i skyggerne og er for evigt dømt til at høre Abellas bortløbende skridt.
De havde mødt hinanden på en højskole i Rødding og de var skiltes i en saltmine i Polen, efter et voldsomt skænderi. Han havde skrevet nogle digte om det - et konglomerat, der også var blevet trykt i et toneangivende litterært blad, men tomheden havde ikke forladt ham af den grund. På højskolen havde han været forbi, for at læse op af sin seneste samling. Hun havde siddet på forreste række og havde stirret på ham under hele oplæsningen, flirtet uhæmmet og ladet sit blik dvæle ved hans nittebælte. Der blev født en ukendt fetish den aften - og det stod der også noget om i nogle af teksterne, der lå inde på bordet - men som ikke havde været åbne siden den første uge, han havde boet i huset. Han var blevet langsom. Det var som om dagene skyllede uberørte og uindtagede ned over ham, mens han gik rundt i huset, der måske var fyldt med genfærd? Genfærd som han ikke troede på - men det gjorde måske ikke, at de ikke fandtes? Lydene fra 1.salen var jo virkelige - eller var de?
Klistermærket med hans navn Mikael T. Eckard i svungen skrift på hans bærbare, der skulle skjule hendes hævngerrigt indridsede grafitti med ordet 'Sykofant', var begyndt at blive lidt flosset, for han sad og kradsede fraværende i det, når han ledte efter de rigtige ord. Udenfor havde kulden taget til og det var svært for brændeovnen at nå ud til hjørnerne af huset med sine varmestråler. Der lå en Ga-Jolpakke foran ham. Han havde flere gange læst den lille tekst højt, den lød: "Pas på ikke at vende ryggen til livet. Du risikerer at livet vender ryggen til dig!" Det var en anonym, der havde skrevet ordsproget og det var godt det samme, han orkede ikke at forsøge at forestille sig ansigtet på en navngiven person. Alligevel sneg hendes blik sig henover ham i erindringen om hendes ord, der havde været de samme. Og ja, det var sådan man mistede- og sådan man lod sig miste - han vidste det godt. Og han følte en lille snigende frygt. Var det, det, der var ved at ske her? I overført betydning?
Peter havde ringet i går og spurgt om det gik fremad med bogen. "Ja! For helvede mand." Havde han svaret, mens han leende havde sagt,:"Men her spøger, og det er sgu ikke let at hengive sig til lystne, erotiske billeder, når genfærd løber i huset!" Peter havde grinet og sagt, at lidt død vel kun var godt, for så måtte han gøre sig mere umage, for at få de saftige detaljer frem!". De havde sludret om fælles bekendte og andres udgivelser og aftalt snart at mødes i byen til en øl. Da han havde lagt røret på, havde han haft en følelse af, at øjne stirrede ham i ryggen ovre fra døren ud til køkkenet. Han havde ikke villet vende sig, men gåsehud og følelsen af, at de små hår rejste sig i hans nakke, havde fået ham til at gå uroligt rundt i stuen, inden han havde valgt at gå udenfor. Han skosede sig selv for at flygte. Der var ingen øjne, der var jo ingen. Han havde flere gange været ovenpå for at tjekke, men kun lyd og derefter lyden af tilbageholdt åndedræt - eller af ingenting... Han måtte se at komme i gang! Uvirksomhed gjorde ham altid lidt skør.
Når han går i haven, kigger han af og til op mod gavlvinduet, hvor jeg sidder. Han fornemmer mig og hende, men han har endnu ikke fundet stenen. Jeg venter inde i evigheden så længe.
Fløjtende brækkede han glasflager af på drivhuset. Det var en dag med høj, skarp sol og han følte sig energisk og underligt fredet. Natten havde været fyldt med drømme, der havde føltes rensende og forløsende. Han var sikker på, at det blev i dag, at han fik fat i teksten, der i så mange dage havde undflyet sig ham. Måske hvis bare han turde være ærlig om, hvor han havde fejlet, så ville den 'lade' sig skrive, hans bog om dem og den svære kærlighed, der havde danset på løgne, svaghed og afmagt. Hans svagheder, som han ikke havde villet vedgå sig.
Han havde sat en dampende, varm kop kaffe fra sig på brændestablen og på vejen derover, fik han øje på noget, der glimtede gennem grenene på den gamle hyld. Der lå en sten, det lignede en kirkegårdssten? Da han næsten var så tæt på, at han skulle til at bukke sig, for at komme ind under grenene, snublede han og tog fra sig med hænderne, alligevel bankede han hovedet ned i stenens skarpe kant og mærkede det varme blod sive ned over hans ansigt fra en flænge ved øjenbrynet. Det dryppede ned på stenen som havde en inskription: Kaina og Abella venter på at komme hjem K'et blev fyldt med hans dryppende blod og en lyd af mange lettende fugle fyldte luften over ham. Et øjeblik var det som om, det mørknede for hans øjne. Men så tørrede han blodet bort med sit ærme og tænkte, at han hellere måtte komme ind og se på skaden og få renset såret.
Han var rolig og klar. Han var faktisk helt klar. Tidligere havde synet af blod og huller, rifter og revner i hans egen hud skræmt ham, men nu følte han sig tapper og lettet.
Jeg flyver bort sammen med fuglene og hende bærer jeg i mine arme. Mit mærke har fået plads i en andens pande. Jeg er Kaina, der flyder blod i mit K. Jeg flyver med min søster i mine arme. Hende hvis død jeg forvoldte. Jeg ved, at jeg skal flyve længe, men det gør ikke noget, for jeg kan høre fuglenes vingeslag i luften og vægten af min søster, der ser på mig mens hun siger. "Nu er vi ikke længere lænket til farmors hus."
mandag den 4. september 2017
lørdag den 22. juli 2017
mandag den 17. juli 2017
torsdag den 6. juli 2017
lørdag den 1. juli 2017
fredag den 30. juni 2017
20. historie: Sommerfestival
Ordene jeg fik til d.20. dogmefortælling: finurlig, hedestigning, kørestolskrøllede bukser, parmaver, medglæde, vækst, udsalg, sommerfestival, hejren, skyggepigen, harmoni, espresso, misofoni, herskerteknikker, massehysteri, råddenskab, indian tandoori, omdømme, øjesten.
De var ved at gøre klar til årets sommerfestival. I år havde fru. Olsen udvalgt særlige kasser af det, de ikke havde fået solgt i butikken siden sidste efterårs satsninger. Og selvom flere af tingene havde været på udsalg et par gange gennem året, så troede hun nu på, at de nok skulle blive solgt, når først musikken spillede og folk var blevet så øre, at en underbuks str. xxxx-large nok skulle gå, når den blot blev solgt for en 10'er. Det var Mette, der satte prismærker på, hun havde nu været i butikken i 4 år, siden hun blev færdig på handelsskolen og i de første 2 år havde hun været med til at opleve en butik i vækst og en tid, hvor den anden elev i butikken, Ellinor og hende selv havde været med til at give gode råd om beklædning til byens borgere, men siden storcenteret ude ved rundkørslen var dukket op med smarte tøjbutikker, der lokkede med konstant outlet, "og en ulidelig massehysteri" som fru Olsen kaldte det, var det mere og mere blevet sådan, at det kun var de 'trofaste' som fru Olsen kaldte dem, der købte hos Klær' der klær dig'. Og Ellinor havde fået job i en fancy strømpebutik derude, da hun havde udstået sin læretid. En dag, havde Mette været forbi for at sige hej og Ellinor havde budt på en espresso! Sådan en lille stærk kop kaffe som hun bød på konernes mænd, når de skulle sidde og vente. Ellinor havde fået virkeligt smart hår og havde fniset, da hun spurgte hvordan det gik med hejren? Det havde været deres fælles-bag-om-ryggen øgenavn til fru Olsen.
Fru Olsen havde hjulpet Mette med at få en lille lejlighed i Smallegade. Det var gennem hendes fine forbindelser i Handelstandsforeningen, at hun havde trukket i nogle vigtige tråde. Det kunne hun godt lide at minde Mette om, specielt hvis Mette stillede spørgsmål ved nogle af fru Olsens dispositioner omkring forholdene i butikken.
Det var også med til, at Mette synes det var lidt svært at stå i Ellinors fine butik og kalde fru Olsen for hejren... Og være med til at medgive, at der altså var et eller andet råddenskab i den butik.
Hejren stod altid op og spiste sin frokost og havde altid set misbilligende på de andre, der sad ned. Ellinor havde en dag modigt spurgt hende, om hun troede, at maden fedede mindre, når den blev indtaget stående? Fru Olsen havde kigget hvast på hende, ladet begge sine hænder glide ned over sin talje og spurgt, "om Ellinor da troede at man kom sovende til sådan en talje?" Og så havde hun sagt, "at det var vigtigt med et slankt omdømme...(?), når man var den, der valgte tøj til byens borgere". Men det havde været lige i starten, da Mette var begyndt og det stadig gik godt med butikken. Men billedet at en kvinde, der stod op og spiste sin mad, havde hun ikke kunnet få ud af sit hoved. Hjemme på sit hummer havde hun tegnet nogle skitser med en modetynd kvinde i seneste pariserskrud, der havde stået med en baquette med brieost i en sø af olie, der flød ud af skoenes spidse snuder. Lidt skamfuld have hun gemt tegningen væk i et skab, men hun havde den stadig. Og når Ellinor talte om råddenskab, var hun også godt klar over, at hun egentligt hentydede til Skyggepigen...
'Skyggepigen' var fru Olsens datter som ingen rigtigt vidste, hvad der var i vejen med, men som hele byen omtalte som Skyggepigen, fordi de sjældent så hende og når de gjorde, kom hun trippende langsomt på meget små fødder, som en smal skygge langs husmurene. Mette havde en dag hørt fru Olsen sige med et betydningsfuldt blik til Albanifruen, at hun Henriette - som fru Olsens datter jo rigtig hed (det havde faktisk overrasket Mette at erindre at Skyggepigen engang havde haft et navn.) Led af noget særligt, der hed misofoni og at det var derfor, hun var lidt for slank! Hun kunne faktisk ikke engang udholde sine egne smaskelyde, når hun spiste. Det var så trist med sådan en eksotisk sygdom". Og Albanifruen havde klikket med sin tunge i den halvåbne mund med orange læbestift og sagt: "Hvor sørgeligt for dig med din lille øjesten!" "Ja!" havde fru Olsen sukket "Hun er så svagelig og fin en lille dukke". Og pludseligt havde det slået Mette, at det jo var det, hun var - Skyggepigen - en dukke holdt fin og ren indendøre i stor afstand fra byens borgere, der i årenes løb havde undret sig over, at pigebarnet gik i så små, fine, sorte laksko i så mange år. Lidt for små de sko, var de ikke?
På butikkens endevæg havde der hængt nogle gamle gulnede papirsparasoller, som hende og Ellinor havde skullet støve af. Ellinor havde en dag spurgt, om "De måske ikke var ved at være sådan lidt passé som butiksudsmykning, de der parasoller?" Men fru Olsen havde svaret, at "den ynde de små kineserinder havde haft, kunne de overvægtige danske kvinder godt lære lidt af. Og at de - parasollerne var med til at skabe harmoni i butikken - Så nej! De skulle ikke tages ned". Ellinor havde kigget på Mette og sagt: "Fru Olsens herskerteknikker har hun vist fra formand Mao!". Så, havde hun blinket med det ene øje på en finurlig måde og sagt, "at Kina ikke forekom hende specielt harmonisk, snarere som et sted med virkeligt meget råddenskab." Mette havde nikket og tænkt, at ja, det havde hun vist ret i. Men fru Olsen havde ikke hørt, hvad Ellinor havde sagt. Og det var blevet lidt en joke imellem dem, at når fru Olsen var særligt krævende, så havde Ellinor himlet med øjnene og sagt "Kina!" På den måde havde det at tage de daglige irettesættelser fra fru Olsen været lidt nemmere, da Ellinor stadig var i butikken.
Hr.Ebbensen havde lavet sin halvårlige aftale om at komme og prøve bukser. Det skulle altid aftales i forvejen for så var fru Olsen nødt til at få Prik og Johnny, de to brødre der havde Radio- og TV butikken til at komme og hjælpe med at få ham ind i butikken. Da hr. Ebbensen også var en af de 'trofaste', fik han mængderabat og fru.Olsen vimsede omkring ham klappende i sine kølige hænder og sagde, "At hun lige havde fået en buks hjem i grøn garbadine, "Så lad os få de kørestolskrøllede bukser af dig og se om ikke garbadinen er bedre, den skulle være helt krølfri".
Ellinor havde mindet hende om det, den dag Mette havde besøgt hende på hendes nye arbejde. Da hun havde peget på en strømpebuks, på en af de lange ben i vinduesudstillingen, mens hun fiffigt sagde "Og frue, den er helt bestemt, hel krølfri." Så havde de leet sammen og mindedes dengang hr. Ebbensen efter sådan en session havde sagt: "At nu skulle de dælme have noget indian tandoori, for det var frokosttid." Så havde han bedt om at måtte låne telefonen og havde ringet ned til byens pizzabar, der også var leveringsdygtige i indisk, kinesisk og græsk! Og bestilt 7 omgange tandoori, for som han sagde, "Så vil jegogså lige ringe til Yvette, der er ved frisøren, så hun kan komme og gøre os selskab". Mens han havde børstet cerutasken af sin skjorte, taget sig til maven og sagt, "At han skulle sørge for at passe på deres parmaver." Og du "fru.Olsen du skal spise med! - Skab lidt medglæde for en handicappet mand." Fru Olsen havde fået røde pletter på halsen og kinderne og sagt, "At han jo desværre ikke kunne komme ud i køkkenet med sin kørestol, så det var nok ikke så godt.." Men hr. Ebbensen havde leet og brølende sagt, at "Nej for fanden! De skulle da sidde i den fine butik - hun kunne vel rydde udsalgsbordet til dem alle?" I de følgende 3 dage derefter, havde fru Olsen misbilligende, hovedrystende og med væmmelsen tegnet i sine træk lukket alle vinduer og døre op, så snart de var mødt om morgenen. Ved et uheld havde vinden taget fat i en kinaparasol og blæst den ned, så den var landet på perletaske/bæltestativet, hvor den var blevet spiddet. Efterfølgende havde en skadefro Ellionor, bragt den ud i containeren, men inden da havde hun peget op på den tilbageblevne parasol og spurgt om "Så ikke også den, der skulle samme vej?" Og det var den kommet. Sidenhen havde de haft alle hylder og stativer flyttet, så Albanifruens mand, der med sit malerfirma og sin malerbutik også var en handelsstandsmand, til at male butikkens vægge i en løjerlig lysegrøn farve, der hed noget i retning af 'frisk forår', men som mest fik alle til at tage sig lidt vinterblege ud. Det var en blanding, der var blevet tilovers, da de havde malet plejehjemmet, så fru Olsen havde fået den billig.
Skyggepigen - Henriette! var blevet indlagt inde i København på en særlig afdeling. Fru Olsen havde fortalt det til Mette denne morgen, inden hun havde sagt, at hun" Mette, selv måtte passe butikken i dag, fordi hun selv skulle ind og være med til en samtale på hospitalet. Hun var jo nødt til at forklare dem om skoene og alt besværet med at få fødderne til at passe, til den særlige, graciøse ynde, der var hendes datters. Og hvor vigtig det havde været at holde en lys og vandkur, når nu ikke Henriette kunne lide lydene af mad. Hvad skulle hun ellers have gjort?"
Mette havde nikket perpleks og spurgt, mens hun havde følt en hedestigning i sine kinder, over synet af de underligt blottede øjne hos fru Olsen. "Om hun skulle fortsætte med at pakke varer ned til sommerfestivallen?" Og "ja, det skulle hun - og hun kunne også pakke alle sommerkjolerne ned og også tage Henriettes fine perletasker med." Og så var fru Olsen styrtet ud af døren, mens hun sagde. "De har vist lovet sol i weekenden. Så sælger vi mere."
De var ved at gøre klar til årets sommerfestival. I år havde fru. Olsen udvalgt særlige kasser af det, de ikke havde fået solgt i butikken siden sidste efterårs satsninger. Og selvom flere af tingene havde været på udsalg et par gange gennem året, så troede hun nu på, at de nok skulle blive solgt, når først musikken spillede og folk var blevet så øre, at en underbuks str. xxxx-large nok skulle gå, når den blot blev solgt for en 10'er. Det var Mette, der satte prismærker på, hun havde nu været i butikken i 4 år, siden hun blev færdig på handelsskolen og i de første 2 år havde hun været med til at opleve en butik i vækst og en tid, hvor den anden elev i butikken, Ellinor og hende selv havde været med til at give gode råd om beklædning til byens borgere, men siden storcenteret ude ved rundkørslen var dukket op med smarte tøjbutikker, der lokkede med konstant outlet, "og en ulidelig massehysteri" som fru Olsen kaldte det, var det mere og mere blevet sådan, at det kun var de 'trofaste' som fru Olsen kaldte dem, der købte hos Klær' der klær dig'. Og Ellinor havde fået job i en fancy strømpebutik derude, da hun havde udstået sin læretid. En dag, havde Mette været forbi for at sige hej og Ellinor havde budt på en espresso! Sådan en lille stærk kop kaffe som hun bød på konernes mænd, når de skulle sidde og vente. Ellinor havde fået virkeligt smart hår og havde fniset, da hun spurgte hvordan det gik med hejren? Det havde været deres fælles-bag-om-ryggen øgenavn til fru Olsen.
Fru Olsen havde hjulpet Mette med at få en lille lejlighed i Smallegade. Det var gennem hendes fine forbindelser i Handelstandsforeningen, at hun havde trukket i nogle vigtige tråde. Det kunne hun godt lide at minde Mette om, specielt hvis Mette stillede spørgsmål ved nogle af fru Olsens dispositioner omkring forholdene i butikken.
Det var også med til, at Mette synes det var lidt svært at stå i Ellinors fine butik og kalde fru Olsen for hejren... Og være med til at medgive, at der altså var et eller andet råddenskab i den butik.
Hejren stod altid op og spiste sin frokost og havde altid set misbilligende på de andre, der sad ned. Ellinor havde en dag modigt spurgt hende, om hun troede, at maden fedede mindre, når den blev indtaget stående? Fru Olsen havde kigget hvast på hende, ladet begge sine hænder glide ned over sin talje og spurgt, "om Ellinor da troede at man kom sovende til sådan en talje?" Og så havde hun sagt, "at det var vigtigt med et slankt omdømme...(?), når man var den, der valgte tøj til byens borgere". Men det havde været lige i starten, da Mette var begyndt og det stadig gik godt med butikken. Men billedet at en kvinde, der stod op og spiste sin mad, havde hun ikke kunnet få ud af sit hoved. Hjemme på sit hummer havde hun tegnet nogle skitser med en modetynd kvinde i seneste pariserskrud, der havde stået med en baquette med brieost i en sø af olie, der flød ud af skoenes spidse snuder. Lidt skamfuld have hun gemt tegningen væk i et skab, men hun havde den stadig. Og når Ellinor talte om råddenskab, var hun også godt klar over, at hun egentligt hentydede til Skyggepigen...
'Skyggepigen' var fru Olsens datter som ingen rigtigt vidste, hvad der var i vejen med, men som hele byen omtalte som Skyggepigen, fordi de sjældent så hende og når de gjorde, kom hun trippende langsomt på meget små fødder, som en smal skygge langs husmurene. Mette havde en dag hørt fru Olsen sige med et betydningsfuldt blik til Albanifruen, at hun Henriette - som fru Olsens datter jo rigtig hed (det havde faktisk overrasket Mette at erindre at Skyggepigen engang havde haft et navn.) Led af noget særligt, der hed misofoni og at det var derfor, hun var lidt for slank! Hun kunne faktisk ikke engang udholde sine egne smaskelyde, når hun spiste. Det var så trist med sådan en eksotisk sygdom". Og Albanifruen havde klikket med sin tunge i den halvåbne mund med orange læbestift og sagt: "Hvor sørgeligt for dig med din lille øjesten!" "Ja!" havde fru Olsen sukket "Hun er så svagelig og fin en lille dukke". Og pludseligt havde det slået Mette, at det jo var det, hun var - Skyggepigen - en dukke holdt fin og ren indendøre i stor afstand fra byens borgere, der i årenes løb havde undret sig over, at pigebarnet gik i så små, fine, sorte laksko i så mange år. Lidt for små de sko, var de ikke?
På butikkens endevæg havde der hængt nogle gamle gulnede papirsparasoller, som hende og Ellinor havde skullet støve af. Ellinor havde en dag spurgt, om "De måske ikke var ved at være sådan lidt passé som butiksudsmykning, de der parasoller?" Men fru Olsen havde svaret, at "den ynde de små kineserinder havde haft, kunne de overvægtige danske kvinder godt lære lidt af. Og at de - parasollerne var med til at skabe harmoni i butikken - Så nej! De skulle ikke tages ned". Ellinor havde kigget på Mette og sagt: "Fru Olsens herskerteknikker har hun vist fra formand Mao!". Så, havde hun blinket med det ene øje på en finurlig måde og sagt, "at Kina ikke forekom hende specielt harmonisk, snarere som et sted med virkeligt meget råddenskab." Mette havde nikket og tænkt, at ja, det havde hun vist ret i. Men fru Olsen havde ikke hørt, hvad Ellinor havde sagt. Og det var blevet lidt en joke imellem dem, at når fru Olsen var særligt krævende, så havde Ellinor himlet med øjnene og sagt "Kina!" På den måde havde det at tage de daglige irettesættelser fra fru Olsen været lidt nemmere, da Ellinor stadig var i butikken.
Hr.Ebbensen havde lavet sin halvårlige aftale om at komme og prøve bukser. Det skulle altid aftales i forvejen for så var fru Olsen nødt til at få Prik og Johnny, de to brødre der havde Radio- og TV butikken til at komme og hjælpe med at få ham ind i butikken. Da hr. Ebbensen også var en af de 'trofaste', fik han mængderabat og fru.Olsen vimsede omkring ham klappende i sine kølige hænder og sagde, "At hun lige havde fået en buks hjem i grøn garbadine, "Så lad os få de kørestolskrøllede bukser af dig og se om ikke garbadinen er bedre, den skulle være helt krølfri".
Ellinor havde mindet hende om det, den dag Mette havde besøgt hende på hendes nye arbejde. Da hun havde peget på en strømpebuks, på en af de lange ben i vinduesudstillingen, mens hun fiffigt sagde "Og frue, den er helt bestemt, hel krølfri." Så havde de leet sammen og mindedes dengang hr. Ebbensen efter sådan en session havde sagt: "At nu skulle de dælme have noget indian tandoori, for det var frokosttid." Så havde han bedt om at måtte låne telefonen og havde ringet ned til byens pizzabar, der også var leveringsdygtige i indisk, kinesisk og græsk! Og bestilt 7 omgange tandoori, for som han sagde, "Så vil jegogså lige ringe til Yvette, der er ved frisøren, så hun kan komme og gøre os selskab". Mens han havde børstet cerutasken af sin skjorte, taget sig til maven og sagt, "At han skulle sørge for at passe på deres parmaver." Og du "fru.Olsen du skal spise med! - Skab lidt medglæde for en handicappet mand." Fru Olsen havde fået røde pletter på halsen og kinderne og sagt, "At han jo desværre ikke kunne komme ud i køkkenet med sin kørestol, så det var nok ikke så godt.." Men hr. Ebbensen havde leet og brølende sagt, at "Nej for fanden! De skulle da sidde i den fine butik - hun kunne vel rydde udsalgsbordet til dem alle?" I de følgende 3 dage derefter, havde fru Olsen misbilligende, hovedrystende og med væmmelsen tegnet i sine træk lukket alle vinduer og døre op, så snart de var mødt om morgenen. Ved et uheld havde vinden taget fat i en kinaparasol og blæst den ned, så den var landet på perletaske/bæltestativet, hvor den var blevet spiddet. Efterfølgende havde en skadefro Ellionor, bragt den ud i containeren, men inden da havde hun peget op på den tilbageblevne parasol og spurgt om "Så ikke også den, der skulle samme vej?" Og det var den kommet. Sidenhen havde de haft alle hylder og stativer flyttet, så Albanifruens mand, der med sit malerfirma og sin malerbutik også var en handelsstandsmand, til at male butikkens vægge i en løjerlig lysegrøn farve, der hed noget i retning af 'frisk forår', men som mest fik alle til at tage sig lidt vinterblege ud. Det var en blanding, der var blevet tilovers, da de havde malet plejehjemmet, så fru Olsen havde fået den billig.
Skyggepigen - Henriette! var blevet indlagt inde i København på en særlig afdeling. Fru Olsen havde fortalt det til Mette denne morgen, inden hun havde sagt, at hun" Mette, selv måtte passe butikken i dag, fordi hun selv skulle ind og være med til en samtale på hospitalet. Hun var jo nødt til at forklare dem om skoene og alt besværet med at få fødderne til at passe, til den særlige, graciøse ynde, der var hendes datters. Og hvor vigtig det havde været at holde en lys og vandkur, når nu ikke Henriette kunne lide lydene af mad. Hvad skulle hun ellers have gjort?"
Mette havde nikket perpleks og spurgt, mens hun havde følt en hedestigning i sine kinder, over synet af de underligt blottede øjne hos fru Olsen. "Om hun skulle fortsætte med at pakke varer ned til sommerfestivallen?" Og "ja, det skulle hun - og hun kunne også pakke alle sommerkjolerne ned og også tage Henriettes fine perletasker med." Og så var fru Olsen styrtet ud af døren, mens hun sagde. "De har vist lovet sol i weekenden. Så sælger vi mere."
mandag den 29. maj 2017
lørdag den 27. maj 2017
19. historie: Rød ræv
19. dogmefortælling med ord fra fb-venner. Her er dem jeg fik:
Fossa, fingerdutter, himmelhvid, morgenfrisk, ellevild, knallerthjerne, ballon, ildsjæl, sjælefred, grøn, nedløbsrør, dansuenza, terris, kronbladende, blåning, stjerneskud, skytsengel, gult hus, glansbillede, budding, nada, forhåbning, nymåne, det fortabte vand, forløsende tårer, remouladeskovl, mor, brunst
Hun løb gennem arret som hjulsporet havde skåret gennem bygmarken.
Hun løb som dengang hun løb ned til Liza, for at byde hende velkommen hjem fra Julemærkehjemmet. Hun havde dengang været ellevild af glæde og forventning, da hun var løbet afsted gennem sporet, men samtidig havde hun følt en lille knugen i brystet. Hvorfor havde Liza ikke ringet og sagt, at det var i dag hun kom hjem?
Mor havde været inde at handle og var kommet hjem og havde sagt: *Hvorfor løber du ikke ned til Elizabeth?" Og Inger havde rejst sig så hurtigt fra sin plads ved køkkenbordet, hvor hun havde siddet og tegnet, at stolen var væltet ned i Mivs vandskål. "Er Liza kommet hjem? Hvordan ved du det?" Mor havde svaret, at hun havde mødt Frands, Mona og Elizabeth inde i Brugsen og at Mona var meget glad og stolt, da hun fortalte alle i Brugsen at Elizabeth havde været så dygtig at tabe 15 kg på Julemærkehjemmet, men nu var blevet næsten lidt for tynd, hvis man ville høre hendes mening, derfor skulle de nu hjem og hygge lidt. Og så havde hun sagt til mor, at hun skulle sende Inger ned for at sige hej. Det havde mor fortalt, mens hun pakkede varer ud, så havde hun vendt sig om imod Inger og sagt: "Du bliver nok lidt overrasket. Hun ser forandret ud."
I går aftes i nymåne mørket havde hun set et stjerneskud. Det faldt eller nærmere fløj i en lang bue henunder stjernehvælvet og hun havde været så betaget, at det først var bagefter, at hun havde tænkt. Hov jeg skulle jo ønske noget! Så havde hun tænkt, at det måske var det rette øjeblik at ringe til Liv. Liv, der var rejst til Fossa i Italien for at fotografere ruiner og som havde været vred inden hun rejste. I stedet var hun gået i seng erindrende sig Livs afskedsord om: "At det var var hendes forhåbning, at det vanvid snart sluttede. Det havde varet i tre år nu... 3 forpulede år!" Resigneret havde Inger sat sig ved vinduet og betragtet, hvordan Liv med hidsighed og ilterhed i sine bevægelser havde behandlet bilens døre, sin bagage og bagagerumsklappen, inden hun havde speedet op og var drønet afsted... Og ja.Tre år var lang tid at have boet i et brudt glansbillede.
Da hun nåede Lizas hus, var hun forpustet. Spændt havde hun hurtigt sparket sine våde gummisko af, inden hun var drønet ind i huset. Og råbt, "Hvor er du Liza?" Tre stemmer havde råbt i kor fra køkkenet: "Vi er her". Og selvfølgeligt, hvor skulle de ellers være? Køkkenet var Monas kærlighedstempel, derfra styrede hun sin verden. Og de havde kastet sig i hinandens arme, hende og Liza. Liza der nu havde sort hår? og var blevet så slank, at smilehullerne i kinderne næsten var forsvundet. Mona havde smilet over hele hovedet, hvor hendes smilehuller var aldeles synlige og øjnene næsten forsvandt, når hun smilede og havde sagt: "Se så smart hun er med sit nye hår - men nu skal vi altså have en budding, for det er alligevel lidt synd, at se hende så tynd! "Mor! Det er jo ligesom meningen med det ophold! Og du lovede til afskedssamtalen, at du vil støtte op om, at vi skal fortsætte med kuren!"
(Inger havde hørt en ny vrede i Lizas stemme, en vrede som hun ellers kun hidtil havde hørt Liza bruge, når de sammen sad og talte om, hvor falske folk var i byen. Alle de som kaldte Mona for trind og trivelig og så fuld af vigør. Sådan som hun både passede posten i Brugsen med fingerdutter på alle fingre, havde sin fish & chip bod opsat, ved hver en lejlighed og i det hele taget var en rigtig ildsjæl i foreningslivet. Folk som Liza- og også Inger ved flere lejligheder, når de samme folk troede sig uhørte, havde hørt sige om Mona at: "Hun er smækfed og tromlende - og se lige hvordan børnene slægter hende på i størrelse!" Nogle gange ved sådanne lejligheder, når de havde siddet med det røde nedløbsrør imellem sig, ved den lukkede lilleskole, havde Inger villet sige noget trøstende, men så var Liza blevet arrig og havde sagt, at Ingers far jo først var morgenfrisk, når han havde slugt den første bajer! Sådan kunne nogle af deres dage godt blive lidt mismodige. Og Inger følte skammens rødme i kinderne over farens drukperioder. Over morens løgne og over at være bedste veninde med byens tykke, vrede pige.)
"Jojo, Elizabeth, det gør jeg da også. Men en enkel karamelbudding, nu hvor du er kommet hjem til at fejre dig med, den glæde kan du da ikke nægte din mor?" "Så Frands hent skålene." Og Frands, Lizas omfangsrige bror, var tøffet ud i bryggerset, hvor skabene stod med servicet. Lizas var gået efter ham og hun havde taget en stor ske fra en af krukkerne i vindueskarmen og havde hvæst til Frands,: "Jeg spiser med denne!" Inger havde stået lidt beklemt i dørkarmen og betragtet optrinnet og sin nye veninde som hun ikke havde følt, at hun kendte længere, da Frands havde svaret.: "Nej, Elizabeth! Det er jo mors remouladeskovl!" "Ja, Frands. Buh bang, knallerthjerne! Hvor mange almindelige familier tror du har en remouladeskovl?". "Jamen det er jo til mors grillbod! Så det er vel ikke så mærkeligt, at hun har sådan en?" Havde Frands vrisset ad Liza, der stod med tårer i øjnene. De havde derefter spist budding og forsøgt at gøre det i noget højt humør, over hjemkomsten af den forandrede datter. Mona havde siddet med et smil så stort i det buttede ansigt og hun havde flere gange klappet Lizas hånd og sagt: "Min lille Elizabeth, så smuk du er med dit nye hår, så fin du er." Men så var hun kommet til at sige det, som hun jo egentligt altid havde sagt, når de spiste hjemme hos Liza. "Mor bliver så glad, af at se jer spise". Det havde ligesom ødelagt stemningen og Liza havde sagt.: "Ja du spiste far i graven! Og skal jeg fortælle dig noget? Hvis du presser mig til at spise mere mad, end jeg behøver, så vil jeg bruge enden af denne ske og kaste det hele op igen. Lige for fødderne af dig." Mona var brudt i gråd, Frands havde sagt til Liza. "Hold kæft, hvor er du tarvelig og Liza havde trukket Inger med ud af huset.
For 10 år siden havde en superslank model ført Inger op ad kirkegulvet. Det var Liza, fløjet hjem fra New York med endnu en ny mand på slæb. Hun havde lagt Ingers hånd i Livs og sagt: "Nu giver jeg dig min barndomsbrud, pas godt på hende." Og de havde festet og nydt hinandens selskab i et par dage før Liza igen var draget videre. Derefter havde fulgt nogle år med sporadisk kontakt, et enkelt møde i Milano, Monas begravelse samt en juleaften i sommerhuset som Liza havde købt i Tisvilde Hegn, men som hun sjældent brugte og oftest kun imellem forhold.. Og så havde de sidst set hinanden på bilturen til Skagen, da sidst var blevet til 'aldrigmere' omkring Ørbæk og sjælefred var blevet til ord, som Inger kun stødte på i bøgerne. Alle de bøger i bunker, som hun sidenhen havde forskanset sig bag. Bøger som Liv ved flere lejligheder, i ren afmagt havde kylet gennem stuerne, mens hun havde skreget - "Så se dog mig! - Jeg er her stadig - og jeg er fandeme i live!"
De boede i et gult hus hende og Liv. De havde en grøn dam fuld af andemad og en have med mængder af bellis og mælkebøtter, hvor kronbladene havde lukket sig nu. Som hendes hjerte fanget i en evig blåning af skyld.
Når hun gik sin runde omkring huset, remsede hun deres farver op. "Vi bor i et gult hus og vi har en grøn dam". Og så sagde hun til sig selv, at der var en himmelhvid forskel på skyld og skam, men at hverken NADA-nåle eller en tur i ballon med Liv, havde kunnet mindske det første. Skylden stod skarpt tegnet i hvert et aftryk fra hendes sko, i den sorte jord på hendes rute ned til søen. Den sø som hende og Liza engang havde døbt 'Det fortabte vand', da de havde set nogle rådyr i brunst træde ud i søen, efter deres gnubben sig. Og 'Det fortabte vand' havde været en indforstået vittighed helt op i deres voksenliv. Selv i bilen på vej til Skagen havde de leet ad det.
To ophold mere på Julemærkehjemmet i Hobro. Efter den sidste gang var Liza vendt hjem som en svane, havde hurtigt pakket sig sammen og var taget ud i verden. Hun ville langt væk. Også Inger var rejst fra byen, men var vendt hjem og havde lokket Liv med. Den første tid havde været hård og ubarmhjertig. De var byens første lebbere. Og hun vidste, hvad der blev sladret om, derinde bag stuernes gardiner. Men hun havde haft brug for landluften og roen og efterhånden var de blevet accepteret. "For i virkeligheden" - som kroejeren havde sagt til en julebazar, mens han jovialt havde klappet hende og Liv på ryggen, "Så er vi jo alle bare mennesker, der elsker hinanden." "Og det kan man jo ikke gøre for". Og uanset, hvor irriterende han var, så var han blevet deres selvudnævnte skytsengel i byen, der langsomt var begyndt at acceptere dem.
Liza havde siddet og rodet i handskerummet, hun havde leende smidt en cd ud ad bilruden og sagt. "Sikke noget argt lort,Terris Inger?" Spørgende og rystende på hovedet havde hun grinende sagt til Inger. "Vi sgu skal have noget dansuenza". I det øjeblik havde ræven stået der på vejen og Inger havde drejet hårdt i rattet for at undgå den, men bilen var skredet ud - og hun havde kørt for stærkt og - der havde stået et træ og - Liza havde banket hovedet hårdt ind i hanskerummet. Da bilen holdt helt stille var Lizas side af bilen mast ind i træet og Liza havde kigget på hende med en forundring i blikket og sagt. "Hvorfor?" Og så var alt blevet til tin.
Liv havde hentet dem hjem fra Aalborgs lufthavn. Hun havde ordnet det hele. Og i dagene uden ord, havde hun også sørget for det hele. Liza havde en forsikring, den kunne betale for hendes ophold på genoptræningshjemmet, men den kunne ikke købe ben, eller forstand. Et piskesmæld og en rift på hånden var, hvad der var sket med Inger. Og Frands' skulende blik, når de mødte ham i byen, eller når hun stødte på ham på sine løbeture.Liv havde tigget og bedt hende om, de ikke nok skulle flytte fra byen. Finde et nyt sted, få et nyt liv. Men Inger havde hvergang rystet på hovedet og sagt, at hun ikke var klar. Men hun var dog klar over, at hun var ved at miste Liv.
Jeg bor i et gult hus/ jeg har en grøn dam/ der er en himmelhvid forskel på skyld og skam - men begge er sorte i sporet her/ Jeg bor i en himmelhvid dam/ jeg har et grønt hus, jeg løber i det gule spor og skyld og skam er sorte forskelle kan ikk.... Hun faldt så lang hun var. Hun havde nået at registrere en fod, der blev sat ud foran hende, spændte ben for hende, men hun havde ikke nået at undgå den. Arrigt og smertende vendte hun sig om, en fod blev sat på hendes brystkasse. Det var Frands, han var en mørk bred firkant, der skyggede for himlens sidste lys. Hans fod holdt hende fast og han sagde: "Jeg vil have, at du forsvinder fra byen, flyt din vej! Jeg kan ikke udholde at se dig, løbe rundt her som en hån mod Liza. Som om du soner noget ved det. Du forstyrrer os alle, du forstyrrer dyrene sådan som du tramper. Du forgifter jorden med din skyld.Forsvind med dig, eller jeg sætter ild på dit hus." Så tog han foden til sig, gik ind og væk i marken, hvor han var kommet fra.
Forpustet og bange rejste hun sig op. Det var blevet køligt. Hun ville hjem. Hun ville snakke med Liv. Hun ville væk. Det var på tide. Han havde ret. Hun sonede intet. Og intet havde nogensinde sonet noget.
Da hun humpende gik tilbage stod den der, en rød ræv der kiggede hende i øjnene, et kort øjeblik før den løb ind mellem buskene. Og så kom regnen i tunge dråber, der piskede ned med sådan en styrke, at de sprang op igen som regnede selv jorden. Og hun hørte en stemme sige: "Det er forløsende tårer, de vil lukke arret i marken". Hun følte, hvordan hun smuldrede, hvordan regnen gjorde hende til ler. Hvordan hendes sorg løb af hende med vandet, der var trængt ind overalt. Og hun lo mod himlen.
Fossa, fingerdutter, himmelhvid, morgenfrisk, ellevild, knallerthjerne, ballon, ildsjæl, sjælefred, grøn, nedløbsrør, dansuenza, terris, kronbladende, blåning, stjerneskud, skytsengel, gult hus, glansbillede, budding, nada, forhåbning, nymåne, det fortabte vand, forløsende tårer, remouladeskovl, mor, brunst
Hun løb gennem arret som hjulsporet havde skåret gennem bygmarken.
Hun løb som dengang hun løb ned til Liza, for at byde hende velkommen hjem fra Julemærkehjemmet. Hun havde dengang været ellevild af glæde og forventning, da hun var løbet afsted gennem sporet, men samtidig havde hun følt en lille knugen i brystet. Hvorfor havde Liza ikke ringet og sagt, at det var i dag hun kom hjem?
Mor havde været inde at handle og var kommet hjem og havde sagt: *Hvorfor løber du ikke ned til Elizabeth?" Og Inger havde rejst sig så hurtigt fra sin plads ved køkkenbordet, hvor hun havde siddet og tegnet, at stolen var væltet ned i Mivs vandskål. "Er Liza kommet hjem? Hvordan ved du det?" Mor havde svaret, at hun havde mødt Frands, Mona og Elizabeth inde i Brugsen og at Mona var meget glad og stolt, da hun fortalte alle i Brugsen at Elizabeth havde været så dygtig at tabe 15 kg på Julemærkehjemmet, men nu var blevet næsten lidt for tynd, hvis man ville høre hendes mening, derfor skulle de nu hjem og hygge lidt. Og så havde hun sagt til mor, at hun skulle sende Inger ned for at sige hej. Det havde mor fortalt, mens hun pakkede varer ud, så havde hun vendt sig om imod Inger og sagt: "Du bliver nok lidt overrasket. Hun ser forandret ud."
I går aftes i nymåne mørket havde hun set et stjerneskud. Det faldt eller nærmere fløj i en lang bue henunder stjernehvælvet og hun havde været så betaget, at det først var bagefter, at hun havde tænkt. Hov jeg skulle jo ønske noget! Så havde hun tænkt, at det måske var det rette øjeblik at ringe til Liv. Liv, der var rejst til Fossa i Italien for at fotografere ruiner og som havde været vred inden hun rejste. I stedet var hun gået i seng erindrende sig Livs afskedsord om: "At det var var hendes forhåbning, at det vanvid snart sluttede. Det havde varet i tre år nu... 3 forpulede år!" Resigneret havde Inger sat sig ved vinduet og betragtet, hvordan Liv med hidsighed og ilterhed i sine bevægelser havde behandlet bilens døre, sin bagage og bagagerumsklappen, inden hun havde speedet op og var drønet afsted... Og ja.Tre år var lang tid at have boet i et brudt glansbillede.
Da hun nåede Lizas hus, var hun forpustet. Spændt havde hun hurtigt sparket sine våde gummisko af, inden hun var drønet ind i huset. Og råbt, "Hvor er du Liza?" Tre stemmer havde råbt i kor fra køkkenet: "Vi er her". Og selvfølgeligt, hvor skulle de ellers være? Køkkenet var Monas kærlighedstempel, derfra styrede hun sin verden. Og de havde kastet sig i hinandens arme, hende og Liza. Liza der nu havde sort hår? og var blevet så slank, at smilehullerne i kinderne næsten var forsvundet. Mona havde smilet over hele hovedet, hvor hendes smilehuller var aldeles synlige og øjnene næsten forsvandt, når hun smilede og havde sagt: "Se så smart hun er med sit nye hår - men nu skal vi altså have en budding, for det er alligevel lidt synd, at se hende så tynd! "Mor! Det er jo ligesom meningen med det ophold! Og du lovede til afskedssamtalen, at du vil støtte op om, at vi skal fortsætte med kuren!"
(Inger havde hørt en ny vrede i Lizas stemme, en vrede som hun ellers kun hidtil havde hørt Liza bruge, når de sammen sad og talte om, hvor falske folk var i byen. Alle de som kaldte Mona for trind og trivelig og så fuld af vigør. Sådan som hun både passede posten i Brugsen med fingerdutter på alle fingre, havde sin fish & chip bod opsat, ved hver en lejlighed og i det hele taget var en rigtig ildsjæl i foreningslivet. Folk som Liza- og også Inger ved flere lejligheder, når de samme folk troede sig uhørte, havde hørt sige om Mona at: "Hun er smækfed og tromlende - og se lige hvordan børnene slægter hende på i størrelse!" Nogle gange ved sådanne lejligheder, når de havde siddet med det røde nedløbsrør imellem sig, ved den lukkede lilleskole, havde Inger villet sige noget trøstende, men så var Liza blevet arrig og havde sagt, at Ingers far jo først var morgenfrisk, når han havde slugt den første bajer! Sådan kunne nogle af deres dage godt blive lidt mismodige. Og Inger følte skammens rødme i kinderne over farens drukperioder. Over morens løgne og over at være bedste veninde med byens tykke, vrede pige.)
"Jojo, Elizabeth, det gør jeg da også. Men en enkel karamelbudding, nu hvor du er kommet hjem til at fejre dig med, den glæde kan du da ikke nægte din mor?" "Så Frands hent skålene." Og Frands, Lizas omfangsrige bror, var tøffet ud i bryggerset, hvor skabene stod med servicet. Lizas var gået efter ham og hun havde taget en stor ske fra en af krukkerne i vindueskarmen og havde hvæst til Frands,: "Jeg spiser med denne!" Inger havde stået lidt beklemt i dørkarmen og betragtet optrinnet og sin nye veninde som hun ikke havde følt, at hun kendte længere, da Frands havde svaret.: "Nej, Elizabeth! Det er jo mors remouladeskovl!" "Ja, Frands. Buh bang, knallerthjerne! Hvor mange almindelige familier tror du har en remouladeskovl?". "Jamen det er jo til mors grillbod! Så det er vel ikke så mærkeligt, at hun har sådan en?" Havde Frands vrisset ad Liza, der stod med tårer i øjnene. De havde derefter spist budding og forsøgt at gøre det i noget højt humør, over hjemkomsten af den forandrede datter. Mona havde siddet med et smil så stort i det buttede ansigt og hun havde flere gange klappet Lizas hånd og sagt: "Min lille Elizabeth, så smuk du er med dit nye hår, så fin du er." Men så var hun kommet til at sige det, som hun jo egentligt altid havde sagt, når de spiste hjemme hos Liza. "Mor bliver så glad, af at se jer spise". Det havde ligesom ødelagt stemningen og Liza havde sagt.: "Ja du spiste far i graven! Og skal jeg fortælle dig noget? Hvis du presser mig til at spise mere mad, end jeg behøver, så vil jeg bruge enden af denne ske og kaste det hele op igen. Lige for fødderne af dig." Mona var brudt i gråd, Frands havde sagt til Liza. "Hold kæft, hvor er du tarvelig og Liza havde trukket Inger med ud af huset.
For 10 år siden havde en superslank model ført Inger op ad kirkegulvet. Det var Liza, fløjet hjem fra New York med endnu en ny mand på slæb. Hun havde lagt Ingers hånd i Livs og sagt: "Nu giver jeg dig min barndomsbrud, pas godt på hende." Og de havde festet og nydt hinandens selskab i et par dage før Liza igen var draget videre. Derefter havde fulgt nogle år med sporadisk kontakt, et enkelt møde i Milano, Monas begravelse samt en juleaften i sommerhuset som Liza havde købt i Tisvilde Hegn, men som hun sjældent brugte og oftest kun imellem forhold.. Og så havde de sidst set hinanden på bilturen til Skagen, da sidst var blevet til 'aldrigmere' omkring Ørbæk og sjælefred var blevet til ord, som Inger kun stødte på i bøgerne. Alle de bøger i bunker, som hun sidenhen havde forskanset sig bag. Bøger som Liv ved flere lejligheder, i ren afmagt havde kylet gennem stuerne, mens hun havde skreget - "Så se dog mig! - Jeg er her stadig - og jeg er fandeme i live!"
De boede i et gult hus hende og Liv. De havde en grøn dam fuld af andemad og en have med mængder af bellis og mælkebøtter, hvor kronbladene havde lukket sig nu. Som hendes hjerte fanget i en evig blåning af skyld.
Når hun gik sin runde omkring huset, remsede hun deres farver op. "Vi bor i et gult hus og vi har en grøn dam". Og så sagde hun til sig selv, at der var en himmelhvid forskel på skyld og skam, men at hverken NADA-nåle eller en tur i ballon med Liv, havde kunnet mindske det første. Skylden stod skarpt tegnet i hvert et aftryk fra hendes sko, i den sorte jord på hendes rute ned til søen. Den sø som hende og Liza engang havde døbt 'Det fortabte vand', da de havde set nogle rådyr i brunst træde ud i søen, efter deres gnubben sig. Og 'Det fortabte vand' havde været en indforstået vittighed helt op i deres voksenliv. Selv i bilen på vej til Skagen havde de leet ad det.
To ophold mere på Julemærkehjemmet i Hobro. Efter den sidste gang var Liza vendt hjem som en svane, havde hurtigt pakket sig sammen og var taget ud i verden. Hun ville langt væk. Også Inger var rejst fra byen, men var vendt hjem og havde lokket Liv med. Den første tid havde været hård og ubarmhjertig. De var byens første lebbere. Og hun vidste, hvad der blev sladret om, derinde bag stuernes gardiner. Men hun havde haft brug for landluften og roen og efterhånden var de blevet accepteret. "For i virkeligheden" - som kroejeren havde sagt til en julebazar, mens han jovialt havde klappet hende og Liv på ryggen, "Så er vi jo alle bare mennesker, der elsker hinanden." "Og det kan man jo ikke gøre for". Og uanset, hvor irriterende han var, så var han blevet deres selvudnævnte skytsengel i byen, der langsomt var begyndt at acceptere dem.
Liza havde siddet og rodet i handskerummet, hun havde leende smidt en cd ud ad bilruden og sagt. "Sikke noget argt lort,Terris Inger?" Spørgende og rystende på hovedet havde hun grinende sagt til Inger. "Vi sgu skal have noget dansuenza". I det øjeblik havde ræven stået der på vejen og Inger havde drejet hårdt i rattet for at undgå den, men bilen var skredet ud - og hun havde kørt for stærkt og - der havde stået et træ og - Liza havde banket hovedet hårdt ind i hanskerummet. Da bilen holdt helt stille var Lizas side af bilen mast ind i træet og Liza havde kigget på hende med en forundring i blikket og sagt. "Hvorfor?" Og så var alt blevet til tin.
Liv havde hentet dem hjem fra Aalborgs lufthavn. Hun havde ordnet det hele. Og i dagene uden ord, havde hun også sørget for det hele. Liza havde en forsikring, den kunne betale for hendes ophold på genoptræningshjemmet, men den kunne ikke købe ben, eller forstand. Et piskesmæld og en rift på hånden var, hvad der var sket med Inger. Og Frands' skulende blik, når de mødte ham i byen, eller når hun stødte på ham på sine løbeture.Liv havde tigget og bedt hende om, de ikke nok skulle flytte fra byen. Finde et nyt sted, få et nyt liv. Men Inger havde hvergang rystet på hovedet og sagt, at hun ikke var klar. Men hun var dog klar over, at hun var ved at miste Liv.
Jeg bor i et gult hus/ jeg har en grøn dam/ der er en himmelhvid forskel på skyld og skam - men begge er sorte i sporet her/ Jeg bor i en himmelhvid dam/ jeg har et grønt hus, jeg løber i det gule spor og skyld og skam er sorte forskelle kan ikk.... Hun faldt så lang hun var. Hun havde nået at registrere en fod, der blev sat ud foran hende, spændte ben for hende, men hun havde ikke nået at undgå den. Arrigt og smertende vendte hun sig om, en fod blev sat på hendes brystkasse. Det var Frands, han var en mørk bred firkant, der skyggede for himlens sidste lys. Hans fod holdt hende fast og han sagde: "Jeg vil have, at du forsvinder fra byen, flyt din vej! Jeg kan ikke udholde at se dig, løbe rundt her som en hån mod Liza. Som om du soner noget ved det. Du forstyrrer os alle, du forstyrrer dyrene sådan som du tramper. Du forgifter jorden med din skyld.Forsvind med dig, eller jeg sætter ild på dit hus." Så tog han foden til sig, gik ind og væk i marken, hvor han var kommet fra.
Forpustet og bange rejste hun sig op. Det var blevet køligt. Hun ville hjem. Hun ville snakke med Liv. Hun ville væk. Det var på tide. Han havde ret. Hun sonede intet. Og intet havde nogensinde sonet noget.
Da hun humpende gik tilbage stod den der, en rød ræv der kiggede hende i øjnene, et kort øjeblik før den løb ind mellem buskene. Og så kom regnen i tunge dråber, der piskede ned med sådan en styrke, at de sprang op igen som regnede selv jorden. Og hun hørte en stemme sige: "Det er forløsende tårer, de vil lukke arret i marken". Hun følte, hvordan hun smuldrede, hvordan regnen gjorde hende til ler. Hvordan hendes sorg løb af hende med vandet, der var trængt ind overalt. Og hun lo mod himlen.
onsdag den 17. maj 2017
søndag den 14. maj 2017
søndag den 30. april 2017
søndag den 23. april 2017
mandag den 17. april 2017
søndag den 16. april 2017
lørdag den 15. april 2017
18.historie Atlas
Ord fra fb-venner til d.18. dogmehistorie. Her er dem jeg fik:
Anders, flamingo, silden, motivet, faxe kondi, galanteri, hjemløs, dolce vita, Korsbæk, fællesbetændelse, træt, blå, kysse, liljer, bøgeskov, sansegynge, sølvske, begyndelse, forårskåd, tvillingesøerne, atlas, meldug, intersex, regnbuevejr, hello, sommerferie, 16 år, stjernevrimmel, utilgiveligt, burde, chardonnay.
Sommerferie ved tvillingesøerne med egen bådebro og kajakker til fri afbenyttelse. Hun havde glædet sig. De havde booket hytten for hele 14 dage, denne gang havde de været tidligt ude. Det var gennem hendes arbejde, at de kunne leje ferieboliger og der var altid rift om at leje netop denne hytte, som de havde haft lejet en påske for nogle år siden. Det år havde påsken ligget sent og hytten, der lå omkranset af en smuk bøgeskov, var blevet fortryllende indhyllet i lysegrønt af skoven, der bogstaveligt talt var sprunget ud lige for øjnene af dem. De havde nydt den påske med Chardonnay og rejemadder på terrassen. Haft sex i alle rum som da de var yngre og altid ville indvie ethvert rum i de ferieboliger de lejede. Det var la Dolce Vita og Lisa havde været med sin veninde Naja og dennes familie på Bornholm, så det havde været første gang længe, at de ikke var forældre på ferie med et styks vranten teenager.
Men nu dette. Det var utilgiveligt.
Det var begyndt for nogle måneder siden. Opkaldende, når Anders ikke var hjemme. Første gang, da hun trallende og forårskåd lå på knæ på en plade flamingo i drivhuset, hvor hun var ved at redde vindruen fra meldug med en sprøjte mælk. Hendes mobiltelefon havde vibreret i hendes inderlomme. Pyt havde hun tænkt, men den var blevet ved og irriteret havde hun taget sine blomstrede havehandsker af og fisket telefonen op. Ja!? Havde hun svaret med sin "Jeg har travlt stemme". En lys, let barnlig stemme med en intonation af noget asiatisk havde sagt. "Hello!" Your husband likes to fuck me!" Og så var røret blevet lagt på.
Hun var blevet rystet og havde tjekket på telefonen for at se, om der var et nummer hun kunne ringe tilbage til, eller i det mindste tjekke på nettet, men det havde været hemmeligt nummer. Hun var gået ind i huset, havde pludseligt følt sig meget tørstig. Noget strammede om brystkassen på hende og hun havde drukket direkte fra den 2 liters flaske med faxe kondi, der stod i køleskabslågen, noget for hende ellers helt uhørt. I det øjeblik var Lisa kommet ud i køkkenet, med sin vanlige evne for at snige sig rundt som en lydløs kat i huset. "Aiii Mor! Drikker du af flasken? Jeg vil også have noget af den faxe kondi!" I bar befippelse og forskrækkelse havde hun banket til den åbne køleskabsdør med sin ene arm og silden var røget på gulvet. Glasset var revnet og der havde løbet karrysild ud over fliserne. Hun havde hvæset af Lisa og sagt, at hun burde stå noget tidligere op - og så ellers starte sin dag med et glas mælk i stedet for faxe kondi. Så var hun strøget forbi hende og ud på toilettet, hvor hun havde sat sig på det nedslåede toiletsæde. Og så var hun kommet til fornuft. Det havde selvfølgeligt været forkert nummer, havde hun forklaret sig selv. Og da Lisa forsigtig havde banket på døren og spurgt om hun var okay, havde hun svaret med sin "mor er ubekymret, men lidt træt stemme," At hun var ok, men havde følt et migræneanfald havde været under opsejling. Men at nu var hun helt i orden og om Lisa mon ville være så sød at hjælpe med karrysilden? Den gik selvfølgeligt ikke. Lisa havde svaret udenfor, at hun jo hadede sild og desuden havde mægtig travlt, da hun skulle over til Naja og lave en engelskopgave som de skulle aflevere i morgen. Og så var hun strøget ud ad døren noget så hurtigt.
Da Anders kom hjem senere den eftermiddag havde han haft en buket rosa liljer med til hende. Hun elskede liljer, men fik knaldende hovedpine af deres duft. Og det vidste han da.? "Sikken galanteri!" havde hun sagt med en spids stemme og Anders havde smilet og sagt, at ja han var godt klar over fadæsen, men Paw hans kollega var kommet til at tage den forkert buket. De havde begge købt en buket til deres koner fordi de havde måtte undvære dem en hel søndag. Paw var desværre kommet til at tage den forkerte fra bilens tag og inden Anders havde opdaget det, var han kørt. Derefter havde Anders sagt, at der lugtede af karrysild i hele huset. Og ja, det gjorde der, det var rædsomt. Og hun havde forklaret, hvordan Lisa havde forskrækket hende så hun var kommet til at tabe silden på gulvet. Men hun havde ikke nævnt telefonopkaldet - hvorfor vidste hun ikke.
Senere da de stod i drivhuset i tusmørket på en dag, der var startet med så fint et vejr, men var endt med regnbuevejr, som Lisa havde kaldt det, når hun opdagede en regnbue, da hun var lille. Havde hun på en henkastet måde spurgt om han havde nogle svære patienter for øjeblikket? Han havde lagt armen om skulderen på hende, givet den et klem og sagt, at det havde han jo altid. Hun havde villet sige noget mere, men Lisa var i det øjeblik kommet cyklende ind ad havegangen. Øjeblikket var forpasset.
Hun havde næsten glemt hændelsen, da telefonen ringede en lun aften, hvor hun havde sneget sig udenfor og lå og røg en hemmelig cigaret i Lisas gamle sansegynge. Hun kunne lige være der, hvis hun krøb godt sammen og hun lå og kiggede op på den begyndende stjernevrimmel, da telefonen ringede. Den lå ved siden af hende og vibrerede. Lisa var hjemme, så der var ingen grund til bekymring den vej, men Anders var afsted på en kongres i Helsinki og måske det var ham? Men igen havde det været den lyse stemme, der sagde. "Your husband likes to f..", mere havde hun ikke hørt, så var forbindelsen blevet brudt og endnu engang intet nummer på displayet.
Denne gang blev hun ikke nær så forskrækket som første gang og hun fik med noget besvær trukket sig op i rebene, så hun sad i en akavet sammenkrummet stilling på gyngens kant, før hun fik vrikket sig ud. Helt pragmatisk tænkte hun, at Anders ikke var den utro type, men de havde kendt hinanden i 23 år og den anden dag, var hun kommet i tanke om, at de havde glemt at kysse hinanden i 5 dage. Noget de ellers havde lovet hinanden aldrig måtte ske. Så motivet til et potentielt utroskab var klart. Desuden var hun gået i overgangsalderen og havde de sidste par år, følt sig mere og mere usynlig som kvinde i det offentlige rum. Det var smerteligt, når hun samtidig havde en datter på 16 år, der foragtede stort set alt, hvad hun som mor og kvinde stod for. At Anders også stod i en eller anden midtvejskrise var klart, det vidnede motorcyklen i garagen om. På en eller anden måde fik mændende også bare mere plads på den konto, mens kvinderne blev overladt til store ravkæder og tidlige museumsbesøg efterfulgt af venindebrunch. Åh, hun var gal. Men ligefrem utroskab? Nej! Det var nok en syg forstyrret patient. Det var sket før. Som privatpraktiserende psykiater gennem flere år var Anders et par gange tidligere blevet stalket af nogle heftige patienter.
Det måtte være det.
"Moaar! Kan vi ikke køre til Korsbæk i morgen?" Lisa råbte ude fra badekarret, hvor hun lå og soppede i mandel-oliebad. Hende og Naja var begyndt at afprøve forskellige beautytip fra en blog de fulgte hengivent... Ligesom hun nu hengivent fulgte med i Matador, der blev genudsendt for gud ved, hvilken gang. Men det var selvfølgeligt fint for de unges dannelse. Hun kom til at fnise ad den tanke og følte sig, som var hun en tidligere uddannelsesminister. "Nej, råbte hun tilbage til Lisa, Korsbæk er en fiktion. Den findes ikke i virkeligheden." "What!!!?" På Lisas udråb kunne hun høre de utallige udråbstegn og spørgsmålstegn, men så havde telefonen igen ringet. Denne gang havde det været Anders, der ringede fra sit hotelværelse. Han havde spurgt hende om der var sket noget, hun lød stakåndet? Og hun havde fortalt, at hun havde modtaget et par mærkelige opkald. Han havde spurgt helt sagligt ind til det og sagde, at det måtte være forkert nummer, eller en evt. forstyrret person. Ikke helt beroliget, men dog nok til at falde i søvn, var hun dagen efter vågnet udhvilet og kunne i dagslysets klare skær, slå det hele hen.
De havde nærmet sig sommerferien og der havde været travlhed i huset. Både hende og Lisa havde eksaminer. Hun havde sin afgangsklasse og Lisa sine 1.g. eksaminer. Desuden havde hende og Lisa også haft deres mange, daglige sammenstød at passe, hvilket ved flere lejligheder havde ført til at Anders var fortrukket til sit arbejdsværelse, men oftest inden da, havde han sagt et eller andet irriterende klogt - som at "de burde slippe deres 'fællesbetændelse', der i virkeligheden havde rod i den uvægerlige sorg, det var at overrive navlestrengen". Det fik hendes sarkasme til at flyde over i retningen af om "Skindbuksen strammede om maven på ham!? For så skulle han måske genoptage tennis i stedet for hans konstante flugt på motorcyklen?" Det fik ham selvfølgeligt bare til at flygte ud på endnu længere ture på hans maskine. Og hende til at lægge en sølvske frem til ham, når de spiste jordbær eller koldskål. De hadede begge smagen af sølvske i munden - og som endnu et af de sære steder, hvor hun til tider kunne opdage, at hun igen stod i fortabelsestanker - undrede hun sig over, at de ikke havde skilt sig af med arvesølvet. For hvorfor? Lisa ville jo ikke eje det, hun ville jo intet med dem.
Men på en sjælden god dag, inden sommerferien, hvor hende og Lisa havde ligget på et tæppe i haven og Lisa tillidsfuldt havde lagt sit hoved til rette på hendes mave. Havde Lisa fortalt om et 'Atlas af følelser', som hende og Naja var ved at lave. Det skulle indeholde alle følelser i verden placeret i fiktive lande. Det lød smukt, havde hun sagt. Sikken fin idé. Og Lisa havde synes om hendes forslag - at føle sig som hjemløs. Hvor ville det sted være på et atlas? Og det havde føltes som en ny begyndelse. Som om, at de var to voksne mennesker, der måske kunne udvikle et spirende venskab. Denne hændelse havde fået hende til at føle sig glad og nådig og hun havde gået på lette fødder for første gang i noget, der havde føltes som år. Og til sommerafslutningsfesten på skolen, havde hun ligefrem været morsom - det var alt for længe siden, at det var sket.
De første dage af sommerferien skulle Lisa på festival. Hun havde kørt hende derned. Lisa havde ellers først forsøgt at overtale Anders til at køre hende, fordi det ville være så sejt at ankomme på motorcykel. I stedet havde de fyldt bilen op med Naja, Kim og Andrea samt en masse bagage og de havde alle været helt oppe at køre. Lisa havde været lidt i sit gamle lune, hvor hun havde gjort nar ad hende over for de andre, fordi hun var kommet til at blotte sin uvidenhed over et af de band, som de skulle høre og som tilsyneladende var større end stort! Andrea havde sagt fra bagsædet, at sangeren forresten var en intersex person. Og der havde været almen: "oh, åh, cool, swag og jeg tænkte det nok og den slags fra de andre i bilen. Så havde hun fortalt, at hun for et par år siden havde haft en elev, der var blevet opereret som lille, for at blive til et køn, men at det havde været fejlslagen behandling. Den elev kæmpede nu for interseksuelles rettigheder i diverse NGO'er verden over. Lisa bemærkede den højnede respekt fra de andre i bilen og det havde været et varmere farvel og på gensyn end starten af turen havde lagt op til.
Der havde ikke været plads i bilen til hendes ting, så hun kørte hjem igen. Så kunne huset også blive ordentligt lukket ned. Hende og Anders havde aftalt, at Anders skulle køre til hytten i skoven på sin motorcykel. Han havde købt en blå hjelm til hende. For som han sagde: "Den matcher dine øjne og til sommer skal du være min bagsædesild". Der havde været spænding i luften mellem dem gennem flere uger og de så begge frem til noget alenetid.
Tilbage i huset så hun at motorcyklen stod der endnu? Hun troede at Anders ville have været kørt?
Et eller andet instinkt fik hende til at låse sig ind i huset uden megen lyd. Der hang en duft af noget ukendt. Noget liljeagtigt tungt. Og hun vidste med det samme, hvad der var på færde. Stille lukkede hun døren bag sig og gik langsomt op ad trappen. Bag soveværelsets dør hørte hun hvinende lyde og den stemme hun havde hørt i telefonen, sagde - "How can I find you in the forrest? Og hun hørte sin mand svare, at: "It is holidaytime with my wife - but in the second week my daughter will come and I can sneak out so we can meet".
Og nu sad hun - der er mig, i bilen foran hytten i skoven. Jeg trommer i rattet og jeg tænker, at det er utilgiveligt. At løgnen er utilgivelig. Jeg gav mig ikke til kende hjemme i huset. Jeg forlod det og kørte hertil. Nu venter jeg på min mand. Jeg ved hvor skuret er. Skuret med brændestablen og øksen. Søen er sort nede mellem træerne og jeg kan høre hans motorcykel køre ned ad den lille vej. Han er her snart.
Anders, flamingo, silden, motivet, faxe kondi, galanteri, hjemløs, dolce vita, Korsbæk, fællesbetændelse, træt, blå, kysse, liljer, bøgeskov, sansegynge, sølvske, begyndelse, forårskåd, tvillingesøerne, atlas, meldug, intersex, regnbuevejr, hello, sommerferie, 16 år, stjernevrimmel, utilgiveligt, burde, chardonnay.
Sommerferie ved tvillingesøerne med egen bådebro og kajakker til fri afbenyttelse. Hun havde glædet sig. De havde booket hytten for hele 14 dage, denne gang havde de været tidligt ude. Det var gennem hendes arbejde, at de kunne leje ferieboliger og der var altid rift om at leje netop denne hytte, som de havde haft lejet en påske for nogle år siden. Det år havde påsken ligget sent og hytten, der lå omkranset af en smuk bøgeskov, var blevet fortryllende indhyllet i lysegrønt af skoven, der bogstaveligt talt var sprunget ud lige for øjnene af dem. De havde nydt den påske med Chardonnay og rejemadder på terrassen. Haft sex i alle rum som da de var yngre og altid ville indvie ethvert rum i de ferieboliger de lejede. Det var la Dolce Vita og Lisa havde været med sin veninde Naja og dennes familie på Bornholm, så det havde været første gang længe, at de ikke var forældre på ferie med et styks vranten teenager.
Men nu dette. Det var utilgiveligt.
Det var begyndt for nogle måneder siden. Opkaldende, når Anders ikke var hjemme. Første gang, da hun trallende og forårskåd lå på knæ på en plade flamingo i drivhuset, hvor hun var ved at redde vindruen fra meldug med en sprøjte mælk. Hendes mobiltelefon havde vibreret i hendes inderlomme. Pyt havde hun tænkt, men den var blevet ved og irriteret havde hun taget sine blomstrede havehandsker af og fisket telefonen op. Ja!? Havde hun svaret med sin "Jeg har travlt stemme". En lys, let barnlig stemme med en intonation af noget asiatisk havde sagt. "Hello!" Your husband likes to fuck me!" Og så var røret blevet lagt på.
Hun var blevet rystet og havde tjekket på telefonen for at se, om der var et nummer hun kunne ringe tilbage til, eller i det mindste tjekke på nettet, men det havde været hemmeligt nummer. Hun var gået ind i huset, havde pludseligt følt sig meget tørstig. Noget strammede om brystkassen på hende og hun havde drukket direkte fra den 2 liters flaske med faxe kondi, der stod i køleskabslågen, noget for hende ellers helt uhørt. I det øjeblik var Lisa kommet ud i køkkenet, med sin vanlige evne for at snige sig rundt som en lydløs kat i huset. "Aiii Mor! Drikker du af flasken? Jeg vil også have noget af den faxe kondi!" I bar befippelse og forskrækkelse havde hun banket til den åbne køleskabsdør med sin ene arm og silden var røget på gulvet. Glasset var revnet og der havde løbet karrysild ud over fliserne. Hun havde hvæset af Lisa og sagt, at hun burde stå noget tidligere op - og så ellers starte sin dag med et glas mælk i stedet for faxe kondi. Så var hun strøget forbi hende og ud på toilettet, hvor hun havde sat sig på det nedslåede toiletsæde. Og så var hun kommet til fornuft. Det havde selvfølgeligt været forkert nummer, havde hun forklaret sig selv. Og da Lisa forsigtig havde banket på døren og spurgt om hun var okay, havde hun svaret med sin "mor er ubekymret, men lidt træt stemme," At hun var ok, men havde følt et migræneanfald havde været under opsejling. Men at nu var hun helt i orden og om Lisa mon ville være så sød at hjælpe med karrysilden? Den gik selvfølgeligt ikke. Lisa havde svaret udenfor, at hun jo hadede sild og desuden havde mægtig travlt, da hun skulle over til Naja og lave en engelskopgave som de skulle aflevere i morgen. Og så var hun strøget ud ad døren noget så hurtigt.
Da Anders kom hjem senere den eftermiddag havde han haft en buket rosa liljer med til hende. Hun elskede liljer, men fik knaldende hovedpine af deres duft. Og det vidste han da.? "Sikken galanteri!" havde hun sagt med en spids stemme og Anders havde smilet og sagt, at ja han var godt klar over fadæsen, men Paw hans kollega var kommet til at tage den forkert buket. De havde begge købt en buket til deres koner fordi de havde måtte undvære dem en hel søndag. Paw var desværre kommet til at tage den forkerte fra bilens tag og inden Anders havde opdaget det, var han kørt. Derefter havde Anders sagt, at der lugtede af karrysild i hele huset. Og ja, det gjorde der, det var rædsomt. Og hun havde forklaret, hvordan Lisa havde forskrækket hende så hun var kommet til at tabe silden på gulvet. Men hun havde ikke nævnt telefonopkaldet - hvorfor vidste hun ikke.
Senere da de stod i drivhuset i tusmørket på en dag, der var startet med så fint et vejr, men var endt med regnbuevejr, som Lisa havde kaldt det, når hun opdagede en regnbue, da hun var lille. Havde hun på en henkastet måde spurgt om han havde nogle svære patienter for øjeblikket? Han havde lagt armen om skulderen på hende, givet den et klem og sagt, at det havde han jo altid. Hun havde villet sige noget mere, men Lisa var i det øjeblik kommet cyklende ind ad havegangen. Øjeblikket var forpasset.
Hun havde næsten glemt hændelsen, da telefonen ringede en lun aften, hvor hun havde sneget sig udenfor og lå og røg en hemmelig cigaret i Lisas gamle sansegynge. Hun kunne lige være der, hvis hun krøb godt sammen og hun lå og kiggede op på den begyndende stjernevrimmel, da telefonen ringede. Den lå ved siden af hende og vibrerede. Lisa var hjemme, så der var ingen grund til bekymring den vej, men Anders var afsted på en kongres i Helsinki og måske det var ham? Men igen havde det været den lyse stemme, der sagde. "Your husband likes to f..", mere havde hun ikke hørt, så var forbindelsen blevet brudt og endnu engang intet nummer på displayet.
Denne gang blev hun ikke nær så forskrækket som første gang og hun fik med noget besvær trukket sig op i rebene, så hun sad i en akavet sammenkrummet stilling på gyngens kant, før hun fik vrikket sig ud. Helt pragmatisk tænkte hun, at Anders ikke var den utro type, men de havde kendt hinanden i 23 år og den anden dag, var hun kommet i tanke om, at de havde glemt at kysse hinanden i 5 dage. Noget de ellers havde lovet hinanden aldrig måtte ske. Så motivet til et potentielt utroskab var klart. Desuden var hun gået i overgangsalderen og havde de sidste par år, følt sig mere og mere usynlig som kvinde i det offentlige rum. Det var smerteligt, når hun samtidig havde en datter på 16 år, der foragtede stort set alt, hvad hun som mor og kvinde stod for. At Anders også stod i en eller anden midtvejskrise var klart, det vidnede motorcyklen i garagen om. På en eller anden måde fik mændende også bare mere plads på den konto, mens kvinderne blev overladt til store ravkæder og tidlige museumsbesøg efterfulgt af venindebrunch. Åh, hun var gal. Men ligefrem utroskab? Nej! Det var nok en syg forstyrret patient. Det var sket før. Som privatpraktiserende psykiater gennem flere år var Anders et par gange tidligere blevet stalket af nogle heftige patienter.
Det måtte være det.
"Moaar! Kan vi ikke køre til Korsbæk i morgen?" Lisa råbte ude fra badekarret, hvor hun lå og soppede i mandel-oliebad. Hende og Naja var begyndt at afprøve forskellige beautytip fra en blog de fulgte hengivent... Ligesom hun nu hengivent fulgte med i Matador, der blev genudsendt for gud ved, hvilken gang. Men det var selvfølgeligt fint for de unges dannelse. Hun kom til at fnise ad den tanke og følte sig, som var hun en tidligere uddannelsesminister. "Nej, råbte hun tilbage til Lisa, Korsbæk er en fiktion. Den findes ikke i virkeligheden." "What!!!?" På Lisas udråb kunne hun høre de utallige udråbstegn og spørgsmålstegn, men så havde telefonen igen ringet. Denne gang havde det været Anders, der ringede fra sit hotelværelse. Han havde spurgt hende om der var sket noget, hun lød stakåndet? Og hun havde fortalt, at hun havde modtaget et par mærkelige opkald. Han havde spurgt helt sagligt ind til det og sagde, at det måtte være forkert nummer, eller en evt. forstyrret person. Ikke helt beroliget, men dog nok til at falde i søvn, var hun dagen efter vågnet udhvilet og kunne i dagslysets klare skær, slå det hele hen.
De havde nærmet sig sommerferien og der havde været travlhed i huset. Både hende og Lisa havde eksaminer. Hun havde sin afgangsklasse og Lisa sine 1.g. eksaminer. Desuden havde hende og Lisa også haft deres mange, daglige sammenstød at passe, hvilket ved flere lejligheder havde ført til at Anders var fortrukket til sit arbejdsværelse, men oftest inden da, havde han sagt et eller andet irriterende klogt - som at "de burde slippe deres 'fællesbetændelse', der i virkeligheden havde rod i den uvægerlige sorg, det var at overrive navlestrengen". Det fik hendes sarkasme til at flyde over i retningen af om "Skindbuksen strammede om maven på ham!? For så skulle han måske genoptage tennis i stedet for hans konstante flugt på motorcyklen?" Det fik ham selvfølgeligt bare til at flygte ud på endnu længere ture på hans maskine. Og hende til at lægge en sølvske frem til ham, når de spiste jordbær eller koldskål. De hadede begge smagen af sølvske i munden - og som endnu et af de sære steder, hvor hun til tider kunne opdage, at hun igen stod i fortabelsestanker - undrede hun sig over, at de ikke havde skilt sig af med arvesølvet. For hvorfor? Lisa ville jo ikke eje det, hun ville jo intet med dem.
Men på en sjælden god dag, inden sommerferien, hvor hende og Lisa havde ligget på et tæppe i haven og Lisa tillidsfuldt havde lagt sit hoved til rette på hendes mave. Havde Lisa fortalt om et 'Atlas af følelser', som hende og Naja var ved at lave. Det skulle indeholde alle følelser i verden placeret i fiktive lande. Det lød smukt, havde hun sagt. Sikken fin idé. Og Lisa havde synes om hendes forslag - at føle sig som hjemløs. Hvor ville det sted være på et atlas? Og det havde føltes som en ny begyndelse. Som om, at de var to voksne mennesker, der måske kunne udvikle et spirende venskab. Denne hændelse havde fået hende til at føle sig glad og nådig og hun havde gået på lette fødder for første gang i noget, der havde føltes som år. Og til sommerafslutningsfesten på skolen, havde hun ligefrem været morsom - det var alt for længe siden, at det var sket.
De første dage af sommerferien skulle Lisa på festival. Hun havde kørt hende derned. Lisa havde ellers først forsøgt at overtale Anders til at køre hende, fordi det ville være så sejt at ankomme på motorcykel. I stedet havde de fyldt bilen op med Naja, Kim og Andrea samt en masse bagage og de havde alle været helt oppe at køre. Lisa havde været lidt i sit gamle lune, hvor hun havde gjort nar ad hende over for de andre, fordi hun var kommet til at blotte sin uvidenhed over et af de band, som de skulle høre og som tilsyneladende var større end stort! Andrea havde sagt fra bagsædet, at sangeren forresten var en intersex person. Og der havde været almen: "oh, åh, cool, swag og jeg tænkte det nok og den slags fra de andre i bilen. Så havde hun fortalt, at hun for et par år siden havde haft en elev, der var blevet opereret som lille, for at blive til et køn, men at det havde været fejlslagen behandling. Den elev kæmpede nu for interseksuelles rettigheder i diverse NGO'er verden over. Lisa bemærkede den højnede respekt fra de andre i bilen og det havde været et varmere farvel og på gensyn end starten af turen havde lagt op til.
Der havde ikke været plads i bilen til hendes ting, så hun kørte hjem igen. Så kunne huset også blive ordentligt lukket ned. Hende og Anders havde aftalt, at Anders skulle køre til hytten i skoven på sin motorcykel. Han havde købt en blå hjelm til hende. For som han sagde: "Den matcher dine øjne og til sommer skal du være min bagsædesild". Der havde været spænding i luften mellem dem gennem flere uger og de så begge frem til noget alenetid.
Tilbage i huset så hun at motorcyklen stod der endnu? Hun troede at Anders ville have været kørt?
Et eller andet instinkt fik hende til at låse sig ind i huset uden megen lyd. Der hang en duft af noget ukendt. Noget liljeagtigt tungt. Og hun vidste med det samme, hvad der var på færde. Stille lukkede hun døren bag sig og gik langsomt op ad trappen. Bag soveværelsets dør hørte hun hvinende lyde og den stemme hun havde hørt i telefonen, sagde - "How can I find you in the forrest? Og hun hørte sin mand svare, at: "It is holidaytime with my wife - but in the second week my daughter will come and I can sneak out so we can meet".
Og nu sad hun - der er mig, i bilen foran hytten i skoven. Jeg trommer i rattet og jeg tænker, at det er utilgiveligt. At løgnen er utilgivelig. Jeg gav mig ikke til kende hjemme i huset. Jeg forlod det og kørte hertil. Nu venter jeg på min mand. Jeg ved hvor skuret er. Skuret med brændestablen og øksen. Søen er sort nede mellem træerne og jeg kan høre hans motorcykel køre ned ad den lille vej. Han er her snart.
fredag den 14. april 2017
torsdag den 6. april 2017
søndag den 2. april 2017
onsdag den 29. marts 2017
søndag den 19. marts 2017
lørdag den 11. marts 2017
17.historie - Ladefoged
Af fb-folket fik jeg disse 23 ord til udfordringen - at skrive en historie med ord givet mig:
Ladefoged, ældrepleje, egenomsorg, svinekæber, drøbelnormalitet, halsbånd, fodboldtosser, stramajbroderi, fiskepålæg, glasbroche, skyggeprinsesse, klezmer, teater, bedstemor, dæmringen, måneskin, ungmø, uomtvisteligt, den blå anemone, drengebarn, harpe, enzymer, afsked, Calathea Bicajoux, skruetrækker
Stille står en månestråle og lyser ind på de bonede gulve. Vejret har barslet med klart frostvejr og oplysende måneskin. Det er tidlig vinteraften på godset, hvor kulden favner rummene fra de kalkede vægge. Han sidder ved det gamle egetræs-skrivebord, der engang havde været godsejerens, men nu var hans, lige som alt det andet var blevet hans. Fra den mindste glasbroche i skrinet, den pressede blå anemone i salmebogen på bordet og til hende, den lille skyggeprinsesse i hjørnet. Engang havde hun været den ungmø på egnen, som alle de unge karle havde ønsket at danse med til høstballerne. Engang var længe siden.
Nu stod den på ældrepleje med ugentlig hjælp fra kommunen. Det havde været svært at beslutte sig for, men hans tiltagende gigt havde gjort udslaget, han havde kapituleret og var taget turen derind til rådhuset med tre forskellige busser. Men på rådhuset kunne de ikke hjælpe med sådan noget. De havde sendt ham videre til borgerservice i Smallegade. Byen var blevet så stor og der, hvor slagter Fedesen havde haft sin butik, stod nu en høj bygning med et pizzaria i stuen, hvorfra der havde lydt hidsige klezmertoner og hvor et skilt ved siden af havde vist ind til Borgerservice. Han havde fumlet lidt, ved nummermaskinen og en ung pige havde smilende rakt ham sit lod og selv trukket et nyt. Ved skranken, da det blev hans tur, havde der siddet en omfangsrig kvinde med bistre fuger i ansigtet. Hendes kølige øjne havde hvilet på ham, da han havde sagt, at han var kommet for at bede om at få noget hjælp til Annastasia von Röhringen. Så havde hun lænet sig lidt frem og spurgt om det var hjælp til hans kone. Nejnej! havde han svaret. ,,Jeg er ladefoged på godset, det er til fruen". ,,Tøhø!" Havde hun svaret - ,,Og jeg er skrankepave, tag den!" Ud af øjenkrogen havde han registreret et misbilligende smil på den yngre mand, der betjente skranken ved siden af og han havde ønsket, at det i stedet havde været ham, han var kommet til at tale med. ,,Nå, men det er de pårørende, der må bede om hjælpen. Hvor bor hun henne, hende fruen?" Han havde svaret, at ,,Ja, det havde han jo lige sagt... Ude på godset bag fodboldarenaen". Hun havde set måbende på ham og sagt: ,,Bor der nogle i det faldefærdige skrummel?" Han havde fortalt, at ham og fruen havde boet der hele deres liv, tidligere selvfølgeligt også hendes og hans familie, men de to havde boet, der alene de sidste 35 år. Hun havde knebet øjnene sammen, set snu ud og sagt, ,,Nå så I har levet på polsk! Det er også et fremmedarbejdernavn! Så hvor kommer den vigtige frue så fra? Polen måske?" Han var blevet forvirret af al den snak og sagde, at han havde hørt, at man kunne ansøge om at få hjælp af en hjemmehjælper? At det var blevet svært for ham at klare det hele selv. Så havde kvinden rakt om bag sig og taget en folder fra et stativ. Hun havde lagt den på skranken mellem dem og utålmodigt banket på folderens farverige papir med en negl filet så spids, at den lavede mærker, mens hun sagde, at: ,,I denne pamflet, forfattet af landets egen ældreminister! Står det sort på hvidt, eller grønt. At det er uomtvisteligt, at får man den den ældre til selv at yde noget egenomsorg, giver det en væsentlig øget livskvalitet. Læs den, når I udfylder ansøgningen." Som viste sig at være en bunke skemaer han skulle udfylde og som han var endt med at sidde og knuge i skødet på vej hjem i bussen, mens han havde tænkt på, at han skulle have spurgt. Om det der egenomsorg måske var en eufemisme for - Her er ingen hjælp at hente -. Så ærgerligt, at man altid først bagefter kom i tanke om, hvad man skulle have sagt af klogheder... Men hjælpen var til sidst blevet bevilliget. En gang om ugen kom der en flink dame og hjalp til. Hun var flittig og altid var hans skyggeprinsesse så glad, når damen havde været der. For hun sørgede blandt andet for at løsne, vaske og flette på ny, det lange hvide hår, der lå som en tynd, rullet glorie omkring skyggeprinsessens hoved. Når det var blevet gjort, sad skyggeprisessen efterfølgende og nynnede i hjørnet med sit stramajborderi, som hun havde været i gang med de sidste 10 år. Så ville hun sukke lidt og spørge til, om det snart var tid til at beskære træerne i parken?
Parken var blevet solgt fra for mange år siden og provinsbyen med vokseværk havde bygget en skrigende og larmende fodboldarena på grunden. Denne grundsinddragelse af godsets jorder havde betydet, at det nu på søndage vrimlede - (også i den del af parken, der stadig hørte til godset og som det var hans ansvar at vedligeholde!) - med fodboldtosser der i et opkørt toneleje og med en for dem - tilsyneladende drøbelnormalitet skreg i afsindige toner, noget der lød som ÅÅåhhlooooolloo i et væk. På søndage holdt han derfor gardinerne tæt trukne og udover den mindre arbejdsmængde på udendørsarealerne, så holdt han nu også endnu mere af vinteren for stilhedens skyld. Han havde undladt at trække for, her til aften. For månen lyste på lindetræet, det stod så tæt på arenaen, at han havde frygtet for dets liv, da entreprenøren var gået i gang. Det lindetræ, havde et snittet W i sin bark. Snittet af ham år tilbage. Men heldigvis var gravemaskinen ikke kommet om på den side og træet stod endnu. Han kunne se det her fra stuen.
Hun var begyndt at leve af fiskepålæg i de år, hvor hun var blevet til en kat. I de år var hun kommet op på at have 19 katte på værelset og var blevet tynd som et siv. Det havde hun aldrig forvundet, men han havde heldigvis fået hende bort fra at dele tallerken med kattene og havde også fået hende til at indtage anden føde. Skulle han opsummere den tid og uddrage noget positivt af hændelsen, så var det, at hun var blevet så let at bære ud til badet og ind i sengen. Og at da det endeligt var lykkedes ham at få hende i tale, fordi han ville sige, at NU var det nok med de katte, så havde han kun, kunnet fange hendes opmærksom, da han var begyndt at kravle rundt ved hendes ben og ind imellem de store og vrede ord havde sagt et miiaauuv. Tåbelig, tåbelig, tåbelig havde han følt sig. Men pludseligt havde han hørt hendes latter, engang så perlende, nu lidt ru og rusten. Men hun lo! Og så på ham med klare, lyse øjne der lignede sig selv igen - ,,Spiller du teater min ven?" Så havde hun ligesom rystet sig og sagt - ,,Oh hvilken gru, her stinker! Og hvem er det, der spiller på min mors harpe?" Det var der ingen, der gjorde. Det var kattenes struber - og vinduerne var blevet slået op på vid gab, To katte havde overlevet og til sidst, var det også lykkedes ham og skyggeprinsessen ved fælles hjælp at genoplive den Calathea Bicajoux som hun havde fået i gave fra sin bedstemor. Den havde stået og hensygnet på konsolbordet mellem vinduerne og havde lignet, ja, noget katten havde slæbt ind.
Der havde været et drengebarn. De havde kaldt ham William. I tiden før hun blev en kat. Men kun i 14 dage. Og så havde han måttet begrave det lille barn. I fare for at blive opdaget, havde det måtte ske i dæmringen. Det var i april og jorden var tung og fed af væde og løfter, med duft af fremtid. Blot ikke deres. Han havde taget afsked alene, hulkesunget Grundtvigs salme:
Sov sødt, barnlille!
Lig rolig og stille,
så sødelig sov
som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge!
Gud Fader har sagt:
Stå, engle, på vagt,
hvor mine de små er i senge!
Derpå taget et fast greb i Theos halsbånd og sagt til hunden. ,,Nu er det her forbudt område! Forstår du det?" Og hunden havde nikket og slikket tårerne af hans ansigt. Og så havde de ikke talt mere om det. Alligevel havde han været nødt til at svare på Annastasias skrigende og hulkende: ,,Hvorfor? Hvorfor?" Mens hun slog ham på brystet med sine små knyttede hænder med skarpe knoer. Afmægtig havde han været og afmægtig havde han svaret, at William måske havde manglet enzymer til at nedbryde mælken med? At det kunne være årsagen. Hun var stoppet med at slå ham. Havde set hadefuldt på ham og lukket sig inde og væk i lang tid, som i meget længe. Men det var jo heldigvis sluttet. Og på gode dage kunne hun finde på at sige med lys og glæde i stemmen. ,,Nej, jeg tror sørme, at det er William jeg kan høre. Han kommer jo på besøg i dag".
I dag var sådan en dag. Og hun havde bedt ham om at sætte nogle ekstra svinekæber over til middagen. De havde simret hele dagen og måtte være dejligt møre nu.
Han havde stadig sin skruetrækker i lommen, den var han nødt til at bruge, både når han skulle tænde og slukke for komfuret og han havde tidligere på dagen tænkt, at det måske ikke var så godt. Måske man skulle ringe efter nogle, der kunne hjælpe med det problem. Men først turen ned til køkkenet, den blev længere og længere.
Ladefoged, ældrepleje, egenomsorg, svinekæber, drøbelnormalitet, halsbånd, fodboldtosser, stramajbroderi, fiskepålæg, glasbroche, skyggeprinsesse, klezmer, teater, bedstemor, dæmringen, måneskin, ungmø, uomtvisteligt, den blå anemone, drengebarn, harpe, enzymer, afsked, Calathea Bicajoux, skruetrækker
Stille står en månestråle og lyser ind på de bonede gulve. Vejret har barslet med klart frostvejr og oplysende måneskin. Det er tidlig vinteraften på godset, hvor kulden favner rummene fra de kalkede vægge. Han sidder ved det gamle egetræs-skrivebord, der engang havde været godsejerens, men nu var hans, lige som alt det andet var blevet hans. Fra den mindste glasbroche i skrinet, den pressede blå anemone i salmebogen på bordet og til hende, den lille skyggeprinsesse i hjørnet. Engang havde hun været den ungmø på egnen, som alle de unge karle havde ønsket at danse med til høstballerne. Engang var længe siden.
Nu stod den på ældrepleje med ugentlig hjælp fra kommunen. Det havde været svært at beslutte sig for, men hans tiltagende gigt havde gjort udslaget, han havde kapituleret og var taget turen derind til rådhuset med tre forskellige busser. Men på rådhuset kunne de ikke hjælpe med sådan noget. De havde sendt ham videre til borgerservice i Smallegade. Byen var blevet så stor og der, hvor slagter Fedesen havde haft sin butik, stod nu en høj bygning med et pizzaria i stuen, hvorfra der havde lydt hidsige klezmertoner og hvor et skilt ved siden af havde vist ind til Borgerservice. Han havde fumlet lidt, ved nummermaskinen og en ung pige havde smilende rakt ham sit lod og selv trukket et nyt. Ved skranken, da det blev hans tur, havde der siddet en omfangsrig kvinde med bistre fuger i ansigtet. Hendes kølige øjne havde hvilet på ham, da han havde sagt, at han var kommet for at bede om at få noget hjælp til Annastasia von Röhringen. Så havde hun lænet sig lidt frem og spurgt om det var hjælp til hans kone. Nejnej! havde han svaret. ,,Jeg er ladefoged på godset, det er til fruen". ,,Tøhø!" Havde hun svaret - ,,Og jeg er skrankepave, tag den!" Ud af øjenkrogen havde han registreret et misbilligende smil på den yngre mand, der betjente skranken ved siden af og han havde ønsket, at det i stedet havde været ham, han var kommet til at tale med. ,,Nå, men det er de pårørende, der må bede om hjælpen. Hvor bor hun henne, hende fruen?" Han havde svaret, at ,,Ja, det havde han jo lige sagt... Ude på godset bag fodboldarenaen". Hun havde set måbende på ham og sagt: ,,Bor der nogle i det faldefærdige skrummel?" Han havde fortalt, at ham og fruen havde boet der hele deres liv, tidligere selvfølgeligt også hendes og hans familie, men de to havde boet, der alene de sidste 35 år. Hun havde knebet øjnene sammen, set snu ud og sagt, ,,Nå så I har levet på polsk! Det er også et fremmedarbejdernavn! Så hvor kommer den vigtige frue så fra? Polen måske?" Han var blevet forvirret af al den snak og sagde, at han havde hørt, at man kunne ansøge om at få hjælp af en hjemmehjælper? At det var blevet svært for ham at klare det hele selv. Så havde kvinden rakt om bag sig og taget en folder fra et stativ. Hun havde lagt den på skranken mellem dem og utålmodigt banket på folderens farverige papir med en negl filet så spids, at den lavede mærker, mens hun sagde, at: ,,I denne pamflet, forfattet af landets egen ældreminister! Står det sort på hvidt, eller grønt. At det er uomtvisteligt, at får man den den ældre til selv at yde noget egenomsorg, giver det en væsentlig øget livskvalitet. Læs den, når I udfylder ansøgningen." Som viste sig at være en bunke skemaer han skulle udfylde og som han var endt med at sidde og knuge i skødet på vej hjem i bussen, mens han havde tænkt på, at han skulle have spurgt. Om det der egenomsorg måske var en eufemisme for - Her er ingen hjælp at hente -. Så ærgerligt, at man altid først bagefter kom i tanke om, hvad man skulle have sagt af klogheder... Men hjælpen var til sidst blevet bevilliget. En gang om ugen kom der en flink dame og hjalp til. Hun var flittig og altid var hans skyggeprinsesse så glad, når damen havde været der. For hun sørgede blandt andet for at løsne, vaske og flette på ny, det lange hvide hår, der lå som en tynd, rullet glorie omkring skyggeprinsessens hoved. Når det var blevet gjort, sad skyggeprisessen efterfølgende og nynnede i hjørnet med sit stramajborderi, som hun havde været i gang med de sidste 10 år. Så ville hun sukke lidt og spørge til, om det snart var tid til at beskære træerne i parken?
Parken var blevet solgt fra for mange år siden og provinsbyen med vokseværk havde bygget en skrigende og larmende fodboldarena på grunden. Denne grundsinddragelse af godsets jorder havde betydet, at det nu på søndage vrimlede - (også i den del af parken, der stadig hørte til godset og som det var hans ansvar at vedligeholde!) - med fodboldtosser der i et opkørt toneleje og med en for dem - tilsyneladende drøbelnormalitet skreg i afsindige toner, noget der lød som ÅÅåhhlooooolloo i et væk. På søndage holdt han derfor gardinerne tæt trukne og udover den mindre arbejdsmængde på udendørsarealerne, så holdt han nu også endnu mere af vinteren for stilhedens skyld. Han havde undladt at trække for, her til aften. For månen lyste på lindetræet, det stod så tæt på arenaen, at han havde frygtet for dets liv, da entreprenøren var gået i gang. Det lindetræ, havde et snittet W i sin bark. Snittet af ham år tilbage. Men heldigvis var gravemaskinen ikke kommet om på den side og træet stod endnu. Han kunne se det her fra stuen.
Hun var begyndt at leve af fiskepålæg i de år, hvor hun var blevet til en kat. I de år var hun kommet op på at have 19 katte på værelset og var blevet tynd som et siv. Det havde hun aldrig forvundet, men han havde heldigvis fået hende bort fra at dele tallerken med kattene og havde også fået hende til at indtage anden føde. Skulle han opsummere den tid og uddrage noget positivt af hændelsen, så var det, at hun var blevet så let at bære ud til badet og ind i sengen. Og at da det endeligt var lykkedes ham at få hende i tale, fordi han ville sige, at NU var det nok med de katte, så havde han kun, kunnet fange hendes opmærksom, da han var begyndt at kravle rundt ved hendes ben og ind imellem de store og vrede ord havde sagt et miiaauuv. Tåbelig, tåbelig, tåbelig havde han følt sig. Men pludseligt havde han hørt hendes latter, engang så perlende, nu lidt ru og rusten. Men hun lo! Og så på ham med klare, lyse øjne der lignede sig selv igen - ,,Spiller du teater min ven?" Så havde hun ligesom rystet sig og sagt - ,,Oh hvilken gru, her stinker! Og hvem er det, der spiller på min mors harpe?" Det var der ingen, der gjorde. Det var kattenes struber - og vinduerne var blevet slået op på vid gab, To katte havde overlevet og til sidst, var det også lykkedes ham og skyggeprinsessen ved fælles hjælp at genoplive den Calathea Bicajoux som hun havde fået i gave fra sin bedstemor. Den havde stået og hensygnet på konsolbordet mellem vinduerne og havde lignet, ja, noget katten havde slæbt ind.
Der havde været et drengebarn. De havde kaldt ham William. I tiden før hun blev en kat. Men kun i 14 dage. Og så havde han måttet begrave det lille barn. I fare for at blive opdaget, havde det måtte ske i dæmringen. Det var i april og jorden var tung og fed af væde og løfter, med duft af fremtid. Blot ikke deres. Han havde taget afsked alene, hulkesunget Grundtvigs salme:
Sov sødt, barnlille!
Lig rolig og stille,
så sødelig sov
som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge!
Gud Fader har sagt:
Stå, engle, på vagt,
hvor mine de små er i senge!
Derpå taget et fast greb i Theos halsbånd og sagt til hunden. ,,Nu er det her forbudt område! Forstår du det?" Og hunden havde nikket og slikket tårerne af hans ansigt. Og så havde de ikke talt mere om det. Alligevel havde han været nødt til at svare på Annastasias skrigende og hulkende: ,,Hvorfor? Hvorfor?" Mens hun slog ham på brystet med sine små knyttede hænder med skarpe knoer. Afmægtig havde han været og afmægtig havde han svaret, at William måske havde manglet enzymer til at nedbryde mælken med? At det kunne være årsagen. Hun var stoppet med at slå ham. Havde set hadefuldt på ham og lukket sig inde og væk i lang tid, som i meget længe. Men det var jo heldigvis sluttet. Og på gode dage kunne hun finde på at sige med lys og glæde i stemmen. ,,Nej, jeg tror sørme, at det er William jeg kan høre. Han kommer jo på besøg i dag".
I dag var sådan en dag. Og hun havde bedt ham om at sætte nogle ekstra svinekæber over til middagen. De havde simret hele dagen og måtte være dejligt møre nu.
Han havde stadig sin skruetrækker i lommen, den var han nødt til at bruge, både når han skulle tænde og slukke for komfuret og han havde tidligere på dagen tænkt, at det måske ikke var så godt. Måske man skulle ringe efter nogle, der kunne hjælpe med det problem. Men først turen ned til køkkenet, den blev længere og længere.
Abonner på:
Opslag (Atom)