25. historie: Volvo

Ordene jeg fik til d.25. dogmehistorie:

Lykkens, frøkenhat, indgangsreplik, vandhund, akvarel, bordbøn, livmoder, klokkeblomst, svinepest, sommerferie, badebro, hestehale, phytoøstrogener, gyldenbrun, admin-inlägg, stikkelsbær, tourbus, fortovscafé, uundgåeligt, taknemmelighed, HelaCeller, campingvogn, Volvo, tyrkersko, omsorgssvigt, sindsyg, mindgames, stråhat, solsikke, sneglehus, Hansapark, Knuthenborg, 33 grader.

Han smed sin stråhat på køkkenbordet og lagde stønnende hovedet mod indersiden af den åbne køleskabslåge. Stak hånden ned og fiskede en kold øl op ad skuffen i bunden. Han var løbet ind i huset fra den varme bil, der nu stod dampende i indkørslen. Hans gamle Volvo havde ikke et AC-anlæg og termometret ved hoveddøren viste 33 grader. Fortsatte det sådan, var han klar over, at pigerne ville brokke sig helt enormt, når de om en uge skulle med ham på sommerferie. Han savnede dem voldsomt meget, men frygtede deres pubertære og teenageskarpe tunger og kritik. Og måske ville de hade, at han til denne sommerferie 'bare' havde lånt Ilja og Mortens campingvogn, som nu stod ude bag volvoen og spærrede et godt stykke af fortovet. Men han var træt af at rejse langt og havde efter skilsmissen fået et større og større behov for et mere simpelt liv.

Han skulle have den bakket ud og afmonteret den senere og så i gang med at gøre den ren. Han havde knust et sneglehus eller måske tre, under sine fødder, da han beså den hos Morten og Ilja. Skabene i campingvognen var overmalede med børnetegninger fra deres 3 børn. Sikkert aktiviteter på regnvejrsferiedage. Desuden havde han fundet et par orange tyrkersko under bunken af soveposer i rummet under sovebænkene. Dem ville Ida nok kunne lide, så han ville lade dem ligge i vognen.

I år - havde han planlagt - skulle de kun holde ferie i Danmark. De skulle på ø-ferie og festivalferie. En af hans gamle venner som han var løbet ind i en dag, da han stod og kiggede en pladekasses indhold igennem hos en marskandiser, havde fortalt ham om de mange skønne sommerferier ham og hans datter havde haft på Femø Jazz Festival. De skulle også derned i år og hans ven havde spurgt om ikke han og pigerne kunne tænke sig at komme med. Så nu blev det sådan.
Og efter sidste års 'Fadæseferie', som pigerne efterfølgende havde døbt deres ferie til Hansapark - og som det vitterlig også havde været af utallige grunde - Bl.a. fordi de til en start havde måtte vente på at komme i land i Puttgarden i hele 6 timer. Fordi en lastbil med svin fra Østeuropa havde været ombord, og Tyskland den sommer frygtede et udbrud af afrikansk svinepest. Det havde været ret slemt at sidde der og vente. For på trods af, at Ida - der var blevet spyttet i hovedet af en lama, inde i Knuthenborg Safaripark, som de havde besøgt på turen nedover - og desværre havde arvet Mettes manglende evne til at grine ad sig selv.- Længe havde stået længe med hovedet under en vandhane på færgen og skiftet sin bluse. To gange - så havde hun følt sig "virkelig ulækker". Og hun havde på ingen måde kunne se det sjove i situationen, de få gange han og Laura efterfølgende havde drillet hende ved at spytte langspyt, når de var ude at gå tur.

Men ja turen til Tyskland havde været fuld af regn. Bortset fra den ene overskyede dag, hvor de prøvede forlystelser. Og Laura, der ellers var en rigtig vandhund, havde set frem til at bade. Hun havde derfor surmulet i flere dage på grund af regnvejret, men også fordi hun havde haft sin menstruation, mens Ida havde udskudt sin med p-piller! Ellers ville han have haft to af slagsen...
Han havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvor meget hans liv som ægtemand og far ville blive farvet af østrogener, da han i sin tid havde friet til en gyldenbrun Mette med en rosafarvet frøkenhat bag øret.
De havde siddet med fødderne i vandet ude for enden af den badebro, der førte ud i skovsøen, nedenfor den skrånende grund ved hendes families ødegård. De havde endeligt været alene. En lun aften sammen med myggene og en pastelfarvet himmel og en simpel madkurv bestående af stikkelsbær, rosévin, ost, pølse og fladbrød.
Han havde været så heldig at blive inviteret med til ødegården af Mettes bror Laurits, som han læste sammen med på sociologi. Det havde været en lang sommer med mange mennesker, der var kommet og gået. Gamle venner af Laurits og Mette. Han var den 'nye' i selskabet. Men de tre havde alligevel været sommerens fasttømrede trio. En sommer fuld af sigende blikke, tilfældige flygtige berøringer - og ikke så tilfældige - imellem ham og Mette.

Ude på broen havde Mette grinende sagt, at de lignede noget fra en romantisk akvarel. Men på trods af hendes ironi, eller måske netop pga. denne, der blottede en sårbarhed hos hende, havde han i det øjeblik friet til hende. Hun havde sagt ja. Det havde været lykkens sommer. Det var også den sommer, hvor han var faldet for en cremefarvet Volvo.

"Vi skal tale sammen!" Havde Mette sagt med isnende kølighed, da hun havde ringet for et par måneder siden. Og de havde aftalt at mødes et sted med udendørsservering og en smule privatliv. Her havde hendes indgangsreplik ved døren ind til cafeen været: "Din nar!" Og han havde tørt svaret: "At hun da vist havde glemt, alle de dyre ord om "Den gode samtale" som de havde lært hos parterapeuten."

"Det er omsorgssvigt!" Havde hun råbt ind i hovedet på ham, da de havde fundet en afsides plads på den fortovscafé hun havde valgt, for at tage diskussionen omkring vaccinen.
Det er for helvede ikke din livmoder, der er tale om. Er du overhovedet klar over, hvor mange, der årligt dør på grund af den form for livmoderkræft, som man nu langt om længe kan vaccinere imod!" Rasende havde han råbt tilbage,: "At det fandeme også var omsorgssvigt, at hun havde ladet Ida køre i tourbus med opgangens gutiarist fra et syrerockband! En mand, der flere gange til diverse medier, gladeligt havde fortalt om alle de stoffer, der blev taget, når de var på tour!" "Du er jo sindsyg!" Havde hun hovedrystende svaret. "Du kender udmærket godt Frede og ved, at han har en datter på alder med Ida, der forøvrigt snart er 18 år! En datter som også var med på den tur.. Tror du virkeligt, at han vil være så ufornuftig og uansvarlig, når hans datter og Ida er med.?" "Hvor er du dog blevet hæsligt frelst" Det sidste havde hun snerret ud mellem tænderne, fordi en ældre, mandlig tjener med et blik - som en der signalerer, "Alt under kontrol? Ellers sørg for, at det kommer det.!" Var begyndt at rydde bordet ved siden af dem demonstrativt længe.
Og så havde hun pludseligt set på ham med tårer i øjnene. Åh. Gud! Hvor han dog hadede, når det skete. Det havde i deres år sammen rystet ham, at hun kunne skifte sind så voldsomt og på ingen tid. Og uden varsel. Hun var så skarp og kunne alligevel være så forbløffende omskiftelig. Og tårerne havde alt for ofte gjort ham mør og medgørlig. Og han havde tænkt, at hun nok spillede et af sine mindgames med ham, så han havde gjort sig hård. Og også mere end nødvendigt. Mette havde blinket tårene væk og sagt: "De har forsket så meget i HelaCeller og de mange påståede bivirkninger, der er opstået i kølvandet, på tilbuddet om HPV-virus vaccinen til unge piger. Og de er grundløse og bunder i hysteri. Jeg har læst et admin-inlägg fra Skånes Universitetssygehus, der med al tydelighed har påvist, at der ikke er hold i antagelsen om skadelige bivirkninger." Han havde fnyst og sagt: "Og er det ikke netop Per-Helges afdeling, der står for den forskning?" " Jeg har ikke fidus til, at han, eller andre for den sags skyld, skal sprøjte gift ind i min datters krop. Lauras krop! Og hvad siger du admin-inlägg!? Har du glemt dit danske? Du har måske set ham over skulderen på hjemmecomputeren?" Mette havde stirret på ham og hovedrystende spurgt: "Om han havde glemt, at hun selv havde arbejdet i tre år som forsker på det hospital?" "Nej, hvordan skulle jeg dog kunne glemme det? Det førte jo til vores skilsmisse!" "Havde det ikke været på forskningsturen til Mexico, at Per-Helge havde leget doktor i hende underliv?" Det ene ord havde ført det andet med sig. Og de var ikke skiltes med et håndtryk, som parterapeuten i sin tid havde anbefalet. Han havde følt sig sært opløftet og som en kompetent handlingens mand, da han kørte hjem. Han skulle vise hende fasthed og ansvarlighed for sin datter.

Da Laura var lille havde han læst Peter Pan for hende og hurtigt, havde hun besluttet sig for, at hun var Klokkeblomst og Ida var Wendy. Han havde nydt at sidde med Laura i sofaen og læse hende til ro, mens hendes hestehale ivrigt svang fra side til side og altid kom til at sidde fast i hans skæg, når hun drejede hovedet for at følge billederne. Det havde de moret sig meget over. Hendes lyse og hans røde hår blandet sammen.
Senere var der kommet en hel række af Klokkeblomst tegnefilm, og kjoler og andet klokkeblomstgejl ind i Lauras liv og hun havde mistet interessen for Peter Pan bogen. Uundgåeligt men ikke desto mindre smerteligt, var det i en periode på nogle år mere og mere Mette, som Laura havde søgt selskab hos.
Det havde fået ham til at trække sig og han havde fået skabt sig et arbejdsliv, der igennem flere år havde ført ham længere og længere væk fra familien. Ud i verden til forskellige projektansættelser for hjælpeorganisationer. Derude hvor der var brug for ham. Han havde i starten troet, at Mette ville med. Men pigerne og hendes forskning havde holdt hende hjemme. Og Peter Pan bogen stod nu med en revnet ryg i hans reol, fordi hans sjældent temperament-regulerede kone, en dag havde kylet den hen ad gulvet og skreget, "Hvornår har du tænkt dig at blive voksen og komme hjem og tage ansvar for at være familiefar - og mand?"

Laura havde ringet til ham nogle dage efter - "Det ikke så heldige møde med Mette". Hvor han havde forløbet sig. De begge havde forløbet sig, til langt under deres værdighed.

"Far!" Havde hun sagt med sin bekymrede, men også fast besluttede stemme. "Far du skal vide, at jeg gerne vil have den vaccine..! Så jeg vil gerne have, at du skriver under på attesten." Allerede inden han havde svaret hende, havde han bemærket, hvordan en tung, dybt sukkende indånding var under opsejling. Han havde nået at registrere - nærmest som en kildren ved det ene øre - at han havde trukket begge skuldre op om ørene, pustet tungt ud - og så havde han svaret Laura: "Om du så beder bordbøn i 100 dage, vil jeg ikke give dig lov til at få den vaccine. Der er så mange, der er blevet syge af den. Det vil jeg simpelthen ikke risikere sker for dig!"
Hans kloge datter havde derpå sagt: "Far ved du godt, at mor er gået i overgangsalderen? Hun drikker hver dag sådan noget hæsligt rødkløverdrik". "Hvorfor gør hun det?" Havde han svaret, mens den overraskende information langsomt sank til bunds i hans bevidsthed. "Fordi der er sådan nogle phytoøstrogener i som er plantebaserede østrogener. De hjælper kroppen, når den ikke længere selv kan danne hormoner". "Okay!" Havde han svaret. Lidt overrasket over den drejning samtalen havde taget. "Far! Det betyder, at mor ikke længere kan få børn! For jeg ved godt, at du ikke bryder dig om Per-Helge. Og at du ikke kan lide, at hans forskning siger, at det er noget vås med al den vaccineforskrækkelse. Men du skal vide, at mor og ham aldrig vil få nogle børn sammen..." Kunstpause. Hvor han havde hørt Laura trække vejret et par gange. "Mor får kun os. Dine børn. Og jeg, som dit barn vil gerne støttes i min beslutning om at blive vaccineret mod HPV-virus. Så vær sød at skrive under."
Hans kloge, snedige datter havde ramt hovedet på sømmet. Og samtidig udvist en ekstrem rummelighed overfor hans smålige, jaloux lille væsen, der længe havde følt sig så forsmået.
Så havde hun sagt: "Ida har selv sørget for at få vaccinationen ved vores egen læge, hvor jeg også skal stikkes og der er ikke sket noget med hende."
Han havde kradset lidt på den gamle flænge i dørkarmen, før han endelig havde svaret hende. Med en lidt grødet stemme. "Lille skat. Jeg skal nok skrive under." "Er du okay far?" Havde hun spurgt med sin fintfølende, blide stemme, Og han havde svaret hende med et lille, tappert smil: "Alt er okay. Jeg er vidst også bare gået i lidt overgangsalderen." Hun havde grinet og sagt, at han sikkert godt måtte få noget af morens rødkløverdrik og at han skulle huske at logge på med sit nem-id, når han skrev under, for det med at huske, kunne vidst godt være lidt problematisk, når man var blevet så gammel."

Telefonen ringede i lommen på ham, da han var på vej ud for at flytte campingvognen. Da han tog den fik han øjenkontakt med Henriette og Jan, hans naboer med nyfødte tvillinger. De var i gang med at manøvere en tvillingebarnevogn udenom campingvognen og sendte ham begge med fornærmede blikke. Han tog telefonen og signalerede undskyld og beklagelse i deres retning og et "Jeg er på vej smil". Det var Ida. Hendes glade, lyse stemme sprang ham i møde. "Far, jeg har hørt, at vi skal til Femø. Jeg glæder mig helt vildt, det skulle være så hyggeligt dernede. En af mine veninder har været der. Jeg mødte Ilja inde på Kultorvet og hun fortalte, at du skulle hente deres campingvogn i dag. Cool. Skal vi køre i vores gamle, skøre Volvo?" "Øh, ja. Hende svigter vi ikke selvom det er varmt." "Det er okay far. Den er faktisk også ret retrofed. Og forresten, så er Laura blevet stukket og det er gået helt fint. Hun glæder sig også til ferien." Så hørte han Laura og nogle andre piger skråle i baggrunden. "Far jeg har lavet en suveræn playliste, som vi skal skråle med på i bilen. Glæd dig! Der er også noget for gamle mennesker." Mere grin og skrål i baggrunden. "Såså unge dame! Men det vil jeg glæde mig til at høre. Du laver altid så gode playlister." Hun sagde: "Kyskys, vi ses" Og lagde på. Hendes solsikke stod ved gavlen af huset, lige ved siden af Lauras. De var lige høje. De var endnu mere gule end græsplænen og stod og nikkede med deres hoveder. Som om de billigede ham. Som om de sagde. Alt bliver godt igen. Han følte en dyb taknemmelighed, da han svarede de to solsikker: "Ja. Alt bliver godt - igen."

Høst

Gennem flere nætter høres deres støvende støj.
De følger lige baner på den gyldne mark.
Mejemaskine og efterfølgende ballepresser.
De er acceptable lyde af landlig effektivitet.
De er midlertidige.

Deres færd så tung og brutalt gennem havet
af flygtende harer og mus, hjorte der springer.
De sejler under Mars's røde øje.
De sejler i tørken.

Krigsplanetens sabler klirrer i ophedede hjerner
men han har fået fundet sig en underjordisk sø
og har lagt sig til rette til venstre for månen
på jagt efter et kys og lidt sødme.
Og hun har lovet os at stråle i aften
klædt i sin røde kjole.

Hun tykner og tynder vores celler i et brus
den evige rytmes rus.
Og høsttidens duftende varme
kalder erindringen om forgangne tiders
fælles arme frem fra den snoede masse.

Celler drypper af sommer
Vasker sig i lys
Synger i bølgerne
Og længes i duftene.
Vi er sammen - vævet i forgangne tiders net
alle/sammen vil vi se på den røde måne.

Hvide drømme

Flagermusene sværmer i cirkler
over de høje træer
mens aftenstjernen finder sin bane
over en cyklamen orange horisont.

Vi har taget kaffen med ud til vores træ
og vandslangen
for tørken må tage meget, blot ikke dette.

Ud på natten hvor søvnen endnu ikke
har nået min pude
drømmer jeg vågent om det glashus
jeg en dag vil plante.

Her vil jeg dyrke farver
- en hel bane mod øst
skal være hengivet til alt det hvide.

Kridt og kalk, titanium og zink.
Porcelænsjord og alabast vil stå i potter
side om side med elfenben og creme.
Og jeg vil så purpurhvid og mælkeblåt.

Min irske setter vil følge mig rundt
og noglegange vil det eneste jeg kan
se af den være dens mahognifarvede hale.

Ud på morgenen vågner jeg atter tidligt.
På trods af, at jeg har læst et sted, at næsten
alle dyr, på nær en særlig hjort og måske
et enkelt insekt alle sover med hovedet mod nord.

Og at vi derfor også
for at give søvnen favorable vilkår
har rykket vores seng.

Denne morgen vågner jeg først
efter at fuglene har øvet deres
morgenstemmer men duggen
endnu ikke er fordampet.

Kattene er endnu ikke stået op
og gennem en halvåben dør
ser jeg min søns bare fod.

Det giver en samhørighed
en enkelhed udover alle grænser
hviler i den bue, der spænder
mit hjerte - de sover alle trygt.

Udenfor tjekker jeg om hjorten
ligger under solbær- og ribsbuskene
som jeg høstede i går. For der var spor.

Men der er ingen gæst der,
kun ser jeg mod himlen
det hulmønster bladlusene har
stemplet i træernes blade.

Man kan se, hvor langt de er nået
ikke helt ud til de yderste blade
måske fordi mariehønen nu er landet.

Jeg drikker en kaffe, sætter en vask over
og spiser en banan. Ser den rødeste rose
på gårdspladsen lyse i solens stråler,
der nu kan nå. Jeg ved ikke hvem, der er gladest.

Det bliver en god dag med solflimmer
over Espe strand og mild havbrusen
i mit øre. Måske endda en lille søvn vil lande.