Kassebarnet

Kom til børnehjemmet i sin kasse, da hun var et par dage gammel.
Der blev hun taget op af kassen og lagt i en anden. Denne havde tremmer, men disse var ved madrassen og op, indrammet af en lyserød sengerand. Så kom den lille pige ikke så meget til skade, når hun lå dér, og slog ud med sine små arme. Og desuden var hun hurtig udvælgelig, hvis besøgende havde præference for et lille pigebarn.
Hendes nye kasse stod i et bart rum med plads til 20 kasser på hjul. Der var vinduer højt oppe i den ene side af det aflange rum, og de lyseblå og lyserøde skiftedes til at stå ved vinduerne så de kunne få lys.
Men loftet havde også nogle lysstofsrør, så der var altid lys, bare ikke når der var mørke. De larmede, disse rør deroppe, og altid var der ét der blinkede. Den øvrige larm kom fra de andre grædende babyer. Fra de knirkende hjul under kasserne. Den kom fra de tyssende og talende plejere. Fra klirrende metalbakker og baljer, og fra køretøjerne og stemmerne udenfor. For pigen blev universet skåret op i lyd. Lyde, der kom svævende til hende og nogle gange blev til en form ovenover hendes kasses ramme, når fx. en plejer kom ind i kassens synsfelt.
Ellers var der bare meget blankt. Blankt som i diffus lyd med støvkorn svævende i lyset. Blankt som i mørkets låg over kassen.

Og felter i firkant og kasse, blev måden hun sansede verden på.
Når hun hørte lyd kom den svævende i blokke ind i hendes synsfelt. Når hun hørte tanker blev de skåret til forståelse i felter. Og når hun så på billeder, undslap der hende nogengange et tegn, en form eller en fortælling, for den havde aldrig fundet plads i hendes opdelte univers.

Hun gjorde sig blød og rund, for at kunne rumme alle disse firkanter i sin krop.
Og hendes egne følelser og erindringer blev systematisk lagt bort i sættekasser inde i hendes sind.
Der var mange tusinde felter i disse reoler og hvis hun kom til at skubbe en tanke eller en erindring ind i en allerede fyldt ramme, var den bagvedliggende historie for evigt forsvundet. Det gav hende hvide pletter i erindringens kammer. Derfor måtte hun ofte tegne en sort firkant på sin hvide væg og bruge timer på at stirre efter tabet af det forsvundne.

En dag tog hun om på den anden side af jorden for at gense sin oprindelse. Men stedet var brændt som om intet var hændt. Alle spor var borte, men nede om hjørnet solgte man minder fra en kasse.

sort sol

Solformørkelse

kunne ikke se alt, hvad der stod under solar-døds-billedet

 

kan ikke læse alt i mit liv

kender svar på død og færdighed

kender svar på farvel og på gensyn

 

kender ikke kryptiske beskeder med pynt

 

møder mennesker i det sidste møde

kærtegner deres kind

ved, at i en anden verden ville jeg kneppe deres kroppe

 

bøjer virkeligheden i smertegrader

og hittepåsomhed

 

hvisker sange til karret

holder fest på en gren

slikker på en øreflip på kanten af en stille citron

 

i alenehedens kåbe x 7

vi er her nu - og vi har været her længe