Dette er 6.forsøg med en historie som fb-venner har givet ord til. De er som følger:
Sure tæer, helligånd, penneven, akademisk momentum, møllevinger, skråskrue, sukkerskålen, sko, shanghai, veranda, hyldeblomst, nekrofil, rosa kvarts, weissbier, navlevarmer og badenymfe.
Udenfor lød den hylende efterårsvind. Sensommeren havde ellers holdt sig længe med milde grader og solrige dage, men nu virkede det, som den endegyldigt havde lukket efteråret ind. De sidste dage havde været kolde og grå. Grå med en snigende fornemmelse af vinterdepression og knoglekulde.
Hendes lejlighed var ikke klar til de kolde måneder! Endnu engang havde hun glemt at bruge penge og tid på isoleringsprojektet som hun ellers frysende, nu 2 vintre i træk havde lovet sig selv, at hun skulle gøre inden næste vinter - blot havde hun i stedet endnu engang, forelsket sig i lyset og beruset sig i luftens mildhed i forårets måneder, fortabt sig i 'ude'lige gøremål og møder. Og åh, ja der havde været møder. Måske endda ét som kunne varme hende i vinteren, og være med til at holde hendes hoved ude af mørket? Men en lille gnavende tvivl kiggede på hende fra hjørnet i stuen hvor hendes lampes lys ikke nåede hen . Havde han ikke selv et stort og dystert mørke at slås med?
De havde mødt hinanden på et kursus, der skulle klæde dem ekstra godt på til det altid svingende jobmarked. Hun havde humpet afsted gennem Assistens Kirkegården efter mødet med deres kursus-coach Albine Vinkel. Hun havde været høj af glæde over at Albine havde 'set' hende og det på en måde så hun havde følt sig løfterig, klog og smuk med muligheder for at blive til noget, da Jakob var slingret forbi hende på sin cykel. Han havde kørt lidt længere og var så stoppet op for at spørge om hun ville have et lift. Og derefter havde månederne været ekstra lyse.
Men en weekend i slutningen af august, hvor havde de lånt et lille hus i en kolonihaveforening på Amager, af et par Jakob kendte, og som han sagde var 'med'. Havde de ligget på verandaen under de duftende hyldeblomsttræer og kigget på stjerner, da han sagde, at han havde hørt noget mærkeligt fra en penneven i Shanghai. Der var en bevægelse i gang sagde han, en bevægelse der hed ViralFreeMe, men at den bevægelse nu på en uheldig måde havde givet bagslag. Hvide pletter var endt med deciderede forsvindinger. I mørket havde han set så alvorlig ud, at hun havde følt en sær uro og en trang til at tale om noget andet, så hun havde tjattet lidt til ham, og var derved kommet til at vælte hans weissbier ned i sine sko. De havde rullet lidt rundt og ledt efter noget at tørre dem med, og efter det havde han ikke sagt mere om sin penneven, og den der bevægelse. Hun havde hvilet sit hoved på hans mave og kælent trukket lidt i hårene omkring hans navle mens hun hviskede, at hun ville hækle en navlevarmer til ham. Tørt havde han svaret, at de da også bare kunne bruge den som sukkerskål, så ville han vide hvor han havde hende.
Næste morgen var hun vågnet før ham, og var gået ind i den lille stue. Hun havde dagen før bemærket en kæmpestor rosa kvarts på en buttet, hvidmalet kommode som hun i distraktion havde kærtegnet, da hun børstede tænder. Men hun synes ikke, at hun havde set, at den havde en stor revne.
Og så havde hun undret sig over, den ramme lugt af sure tæer som hang omkring kommoden, den havde hun ikke bemærket dagen før, men da havde døren og vinduerne også stået åbne. Og egentligt vidste hun ikke så meget om sten, måske lugtede de? Men så var det mærkeligt, at man ville have sådan en i sit hjem. Så hun havde smækket alle døre og vinduer op på vid gab og stillet sig ud under den udendørs bruser. Her havde Jakob fundet hende og var kommet ind under bruseren til hende mens han hviskede min dejlige badenymfe ned i hendes øre, hvor lyden blandede sig med vand. Derfor havde hun glemt alt om lugt og ødelagt sten.
Men senere på sommeren da de en sen eftermiddag havde ligget under træerne på Dronning Louises bros høje, var der pludseligt kommet en stemning af dysterhed over Jakob. Og han havde holdt hende hårdt fast i armene, mens hans ansigt havde set helt fordrejet ud, og sagt: "At skulle der ske ham noget, ville hun kunne finde i svar i de blå møllevinger i Helligåndens Have." Bestyrtet havde hun sat sig op, en pludselig kølighed var hvirvlet op omkring dem. "Men Jakob hvad er det alt sammen for noget? Har du det godt?" Så havde han set på hende med et blik som kom det langvejs fra og sagt, "bare lov mig, at du vil huske de navne jeg nu giver dig - de er 'derinde' og de er de eneste, der kan hjælpe. "Og så havde hun tænkt. Gad vide om han er psykisk syg? Og spurgt ham stille og roligt om han hørte stemmer. Men havde havde bare svaret: "Ellen lov mig, at du vil lede efter Sarah og Traver hvis noget underligt skulle ske. De er med, og de
er VFM." Men da Jakob havde sagt det, var en meget høj og tynd mand snublet ned over dem. Han havde lugtet så grimt, at de omgående var sprunget op fra tæppet. Hun gyste endnu ved tanken. Den lugt havde mindet hende om noget. Og så den måde han havde kigget på hende. Som om han læste det indvendige af hendes blodårer. Jakob havde taget fat i hendes arm og trukket hende med ned mod Nørrebrogade. Tæppet havde han viklet om deres arme, så hun fulgte ham som i en skråskrue. Bag dem havde manden råbt: "Min ven er nekrofil, det er jeg dog ikke, så bliv lidt endnu." Hvorpå han havde leet - eller noget der lignede, og de var som to flygtende ned mod Birkegade. Jakobs telefon havde ringet da de næsten var ud for hendes hoveddør, og han havde taget den og sagt, at hun bare skulle gå op. Hun havde tøvet men Jakob havde verfet hende afsted, og det sidste hun hørte ham sige, inden gadedøren faldt i, var: "Stravinskys sweater ligger i en boks Shanghai"...
Han var blevet længe nede på gaden. Hun havde udspioneret ham fra vinduet, og set ham gå frem og tilbage, talende og gestikulerende. Hun havde undret sig. Og været bange. Men da han ringede på, og var kommet op i lejligheden til hende, havde han virket rolig, og havde slået det hele hen med: "Sikken skør dag." Og så havde han kysset hende og kildet hende og den dårlige, sære stemning var forsvundet. Lige indtil for tre dage siden, da hans telefon havde ringet mens de samme stod og lavede mad i hendes lille køkken. Hun kunne se, at han så meget alvorlig ud og blev hvid i ansigtet. Stemmen i røret talte så højt, at hun kunne høre hvad der blev sagt. En skinger kvindestemme råbte "Han er forsvundet, han er helt væk og Jakob havde sagt "Tante, hvem, hvem er det du taler om?" Og stemmen havde svaret: "Vi har lavet forskning sammen, det er min, min, - han ville skabe et akademisk momentum for os. Han havde hørt om, hvide pletter på nettet, han var i gang."...og så havde hun hørtkvinden skrige fra Jakobs telefon og derefter hviske, "de er så høje! De er her..." Der havde været lyde af tumult, og derpå havde en metallisk mandestemme sagt fra røret: "Frk. Langholm lægger på nu". Og så var telefonen død.
Ellen havde stået med skeen i bechamelsovsen og vendt sig mod Jakob, der allerede havde hevet sin jakke ned fra knagen, der havde sagt "Du skal blive her. Du må ikke ringe til nogen! Du skal blive her! Jeg er nødt til at gå" Du må under ingen omstændigheder ringe til nogen" Og så var han løbet ud af døren.
Nu var den lille tvivl om Jakob og hans sind ikke længere en tvivl. I tre dage nu havde hun forsøgt at få fat på ham over telefonen. Han havde kun sendt hende en ganske kort besked. "Luk ingen ind". Og nu sad hun er og frøs og var usikker på om de arme hun havde forestillet sig skulle varme hende, ville komme tilbage. Hvem var hans tante. Hvad fanden var det hele for noget?
Der lød en lille klapren ved hendes brevsprække. Hårene rejste sig i hendes nakke og nedad hendes ryg og arme.. Forsigtigt listede hun ud i entreen og så, at der var blevet listet et stykke papir ind ad hendes brevsprække. Hun holdt vejret. Stod der nu en eller anden lige udenfor hendes dør? Og i så fald hvem? Længe stod hun i mørket og følte tilstedeværelsen af en eller anden, ude på den anden side af hendes hoveddør. Hun kunne høre sit hjerte slå med hastige slag hun kunne høre sit blods susende lyd i sine ører. Tiden gik i stå, indtil hun pludseligt hørte yderdøren gå længere ned i opgangen. Så løb hun hen til vinduet for at kigge ned, men kom i tanke om, at hun på grund af det tændte lys ville blive set, så hun turde alligevel ikke at rykke gardinet til side. I stedet gik hun ud i entreen og samlede papiret op.
Der stod:
VFM
vil blive en selvopfyldende profeti
DHH
