søndag den 17. september 2017
fredag den 15. september 2017
tirsdag den 12. september 2017
22. historie: Flyvefisken
Ordene til denne historie fik jeg, da jeg samlede ind til d. 21. historie. Jeg fik så mange, at jeg kunne dele dem op i to historier, dermed havde jeg også allerede ord til denne min 22. dogmehistorie med ord givet mig af fb-venner.:
Flyvefisken, lortebil, færge, hyttetur, sensommer, forældrefest, sommerregn, kornmod, regnbue, barndomsminder, svanetræf, 'tillykke med drengen', glatte ål i tomatsovs, Trablitsa, forblibt, 'jeg er træt af regn', monsun, kulørte lamper, Barcelona, længselsfuldt, basta, uskyld.
De havde aftalt, at hun skulle hente Elizabeth på Flyvefisken - fiskegrillbaren på havnen - hvor Elizabeth rød i hovedet solgte fish n chips til turister med hang til autencitet i form af frisk fisk fra 'havet lige for', men helst kamufleret med et engelsk 'touch' af friture.
Det var Elizabeths egen biks og hun havde brugt mange arbejdstimer for at få den til at løbe rundt.
Hun hadede faktisk at tage Elizabeth direkte med i bilen (og det lagde hun ikke skjul på) inden denne havde nået at være hjemme og tage et bad, men Elizabeth sagde til gengæld altid, når Viva brokkede sig, at hendes gamle lortebil stank af 10.000 gamle, selvdøde, våde hunde, så hun skulle bare klappe kaje.
Så okay, hun måtte leve med det. De havde en færge de skulle nå, for de skulle på hyttetur sammen med de øvrige forældre fra ungernes klasse. Man havde på skoleårets sidste forældremøde besluttet, at det var en god idé - og et godt signal at sende til børnene - at forældrene alle sammen talte med hinanden - og kunne enes... Derfor havde den aktive forældregruppe planlagt en sensommer forældrefest med overnatning i en stor hytte på Orø. Hende og Elizabeth havde købt rigeligt vin med og Elizabeth havde lavet sin specialitet til den fælles buffet: 'Glatte ål i tomatsovs'. Der var sjældent nogle der brød sig særligt om retten, men den var tilpas eksotisk og særpræget - som Elizabeth selv - der elskede at fortælle historien om, over buffetbordet - eller over disken i Flyvefisken, når hun et par gange om sommeren solgte den delikatesse. At det var en ret, hendes far havde lært at lave i Trablitsa, - et sted som ingen nogensinde fandt ud af hvor lå - dengang han var ung og rejste på valsen - mødte kvinder, byggede huse og lærte at lave mad. Og altså denne ret, som nu kun Elizabeth kendte opskriften på.
Pelle skulle være hos sin far hele den næste uge. Han havde hentet ham på fritidshjemmet og de havde aftalt, at det var hende, der tog forældreteten og tog med på hytteturen.
Hun følte sig dejligt ung og ansvarsfri, da hun drejede ned ad den brolagte vej, der gik bagom pakhusene på havnen. En let sommerregn havde sat ind, da hun kørte hjemmefra. Der havde været svanetræf på den sunkne eng bag huset. De havde ligget der i græsset, badet i den rosa himmel fra den nedadgående sol og lignet små, løfterige candyfloss-glæder. Nu stod en klar regnbue indover byen fra fjorden. Det var ok, det var lunt i vejret og barndomsminder om lignende dage på fjorden sammen med hendes morfar, svævede rundt i hendes hoved som en blid brise. Hun håbede, at også Pelle en dag ville erindre sig gode dage fra en barndom ved vandet, selvom han var blevet skilsmissebarn for et år siden, hvor ham og hende var flyttet ind hos Elizabeth og Fie. Men efter sommerferien, som han blandt andet havde tilbragt i Barcelona sammen med sin far, havde han haft et tilbagefald til ønsket om at være en 'hel' familie. Han havde en eftermiddag, hvor hun sad og skrev på en opgave, siddet på hende armlæn og ladet sine fingre løbe gennem hendes hår, sagt at han: "Hadede regnen i Danmark og kunne de ikke godt flytte til Barcelona sammen alle tre?" Hun havde drejet sig om imod ham og set, hvordan de grå øjne længselsfuldt og fuld af uskyld havde lyst med et håb, som hun var nødt til at slukke. Det gjorde ondt. Og for ikke at affærdige ham med det samme, havde hun trukket ham ned på sit skød og sagt, at hun rigtig godt kunne tænke sig at opleve Barcelona sammen med ham, men at de nu boede her sammen med Elizabeth og Fie og at hende og Pelles far ikke længere elskede hinanden som kærester. Et mut udtryk havde bredt sig på Pelles ansigt og den lille afglidende skulderbevægelse, hun havde lagt mærke til hos ham på det seneste, havde drejet ham væk fra hende. Resten af dagen havde hun følt en skuffet kølighed og afstand sive fra ham. Det var svært at vide, hvad hun skulle sige og når hun forsøgte at tale med Elizabeth om det mødte hun ikke den store forståelse. Elizabeth havde stort set altid været eneforælder til Fie, der gik i klasse med Pelle. Og Elizabeth havde altid haft sine forældre i byen til at hjælpe sig. Og nu også hende selv på hverdagsdage. Så som sparringspartner på forældresmertedage, var hun ikke meget bevendt.
De var landet på øen og alle fandt sammen med dem, de plejede at tale sammen med. Hun var ikke selv særlig god til den slags sociale arrangementer. Hun fik altid en følelse af forkerthed, særligt fordi nogle af forældrene gjorde meget ud af at ligne 'rigtighed'. Men Elizabeth havde talt peptalk i bilen mens hun skiftede cd'er ud i en hektisk opkørthed. Og det havde hjulpet. Aftenen var godt på vej i god stemning.
"Tillykke med drengen!". Det var Bertrams far, der lagde sin varme hånd på hendes skulder, da hun stod og var ved at anrette buffetbordet. Pelle havde haft alle drengene fra klassen med hjemme til sin 8-års fødselsdag i starten af ugen og Bertram, der var Pelles bedste ven havde fået lov til at overnatte. Alle tre børn havde været temmelig eksalterede ved aftensmaden og hun havde glædet sig til at Elizabeth kom hjem fra Flyvefisken, så hun kunne tage sig lidt af Fie, der havde været ene pige i selskabet hele dagen. Men en heftig regn havde sat ind, mens hun stod og lavede mad og Elizabeth havde ringet og været grædefærdig i telefonen. "Jeg er træt af regn!" "Det vælter ned her på havnen, alt står i et! Fucking monsun." "Der er kommet hul i taget på vognen og jeg skal have den fragtet til garage. Jeg har fået Kilas til at komme og hjælpe mig med sin lastbil, så jeg kommer desværre ikke hjem foreløbig. Kys min Fie godnat fra mig." Suk ingen aflastning og så pokkers uheldigt for Elizabeth og den svingende økonomi. Regnen havde hele sommeren været deres ærkefjende.
Hun havde været nødt til at hæve stemmen overfor Fie, da denne var blevet ved med at løbe ind til drengene. Hun havde sagt til hende, at nu ville hun simpelthen have, at Fie blev inde på sit eget værelse. Basta! Hun ville på den ene side gerne have sagt til Pelle og Bertram, at de også godt kunne give plads til Fie, men Pelle havde tidligere på dagen, set på hende med sine grå øjne, der lyste af glæde og sagt at: "Mor i dag skal Bertram og mig bygge hule på værelset. Vi skal sove derinde helt alene og lege, at vi er på ekspedition på Indlandsisen." Så hun havde ikke kunnet nænne, at kræve det af ham. Den dårlige samvittighed overfor Fie og jo egentligt også Elizabeth, havde givet hende en grim smag i munden, mens hun gik og ryddede op i huset og ude i haven efter dagens tumultariske fødseldag. Men da hun var gået ovenpå, for at købe sig til lidt aflad ved at tilbyde en godnatlæsning for Fie, var hun allerede faldet i søvn. Hun puttede hende omhyggeligt og var lidt lettet over, at hun så faktisk fik en halv time til sig selv. Hun havde kigget lidt på nogle af forældrenes profiler på facebook og særligt på nogle billeder af Bertram og hans far. Desværre var der også mange af Bertrams smukke mor med Bertrams fars arm omkring sig... Hun var dog ikke med, da de havde en lille derhjemme og Bertram at passe.
Hun var gået ind for at tisse. Det var lummert i det lille værelse hun delte med Elizabeth, der i vanlig stil havde spredt alle sine ting udover det lille areal, så hun måtte løfte bunker af tøj, før hun fandt sin sweater. Da hun igen kom ud på gårdspladsen så hun glimt af kornmod i det fjerne, og hun kom i tanke om, at hun havde bildt sin lillesøster ind, da de var børn, at det var flyvende krigere på drager, der spyede ild, som man kunne se kæmpe i det fjerne. Hun savnede pludselig sin lillesøster og mærkede det som et stik i hjertet. Hvorfor var de kommet så langt fra hinanden?
Der sad stadig en god flok ude ved bålet under de kulørte lamper, som forældregruppen allerede havde fået hængt op, før de andre ankom. Det så fint og tillokkende ud og lyden af latter og stemmer, der steg og faldt blev båret hen til hende med skønne dufte fra de snart udgåede kaprifolier, der snoede sig omkring nogle af de nærmeste træer. Hun kunne høre at Elizabeth var diskussionslysten og at hun var efter Kaspers far. Kaspers far, Ole var sådan en mand, der havde meget travlt med at påtale, hvis andres børn var lidt frække. Han gik foran i feltet.. Man må ikke mobbe og drille. Men han var fodboldtræner for lilleputterne og var ærlig talt ikke det mest pædagogiske væsen, overfor andre end sin egen søn på den bane! Nu hørte hun Elizabeth sige: "Ole, du er så forbandet dobbeltmoralsk og hyklerisk! I sidste uge så jeg, at du havde lavet et opslag på facebook, hvor du skrev: "Nej Prins Vom du bliver sgu aldrig konge! - Hvad fanden er det for noget? Du giver folk øgenavne offentligt på din facebook...!? Jeg har ved flere lejligheder set dig svine folk til på den måde. Og så sidder du her og gør dig hellig og agerer forældre af den antimobbelige type. Du som ej heller ser noget problem i at udskamme og kritisere et andet barn, for øjnene af hele flokken. Det er sgu' svinsk!"
Hun kunne høre nogle, der sagde: "Aiiieee Elizabeth! Rolig nu..." Men så skar en stemme gennem de forskelliges udsagn, medhold og modstand. Det var Selmas mor. Viva kunne se, at hun havde rejst sig op: "Jeg er faktisk ekstremt træt af den kultur! Jeg giver Elizabeth fuldkommen ret og synes det er ækelt, så meget den tone er blevet til - hvad - den fattigste almendannelse i vores samfund? At det er blevet så legitimt at træde nedad, bare man pakker det ind i noget man kalder 'humor'!? Det gælder hele vejen rundt. Arrggh forstod du ikke- min sjofelhed - mit overgreb - det var jo bare humor. Har du ingen humor!"
Efter det og lidt håndholdning med Bertrams far..!? Var de dejset omkuld på værelset, hende og Elizabeth. Men først havde hun, været nødt til at hjælpe Elizabeth ud af sine cowboybukser, da hun lå og krøllede sig rundt på sengen for at befri sig, mens hun højlydt stønnede: "Årh. manner jeg er forblibt og forliebt i Selmas mor."
Og hun selv? Fortabt eller forliebt - eller bare på vej til at vågne sig mod livet - igen...
Flyvefisken, lortebil, færge, hyttetur, sensommer, forældrefest, sommerregn, kornmod, regnbue, barndomsminder, svanetræf, 'tillykke med drengen', glatte ål i tomatsovs, Trablitsa, forblibt, 'jeg er træt af regn', monsun, kulørte lamper, Barcelona, længselsfuldt, basta, uskyld.
De havde aftalt, at hun skulle hente Elizabeth på Flyvefisken - fiskegrillbaren på havnen - hvor Elizabeth rød i hovedet solgte fish n chips til turister med hang til autencitet i form af frisk fisk fra 'havet lige for', men helst kamufleret med et engelsk 'touch' af friture.
Det var Elizabeths egen biks og hun havde brugt mange arbejdstimer for at få den til at løbe rundt.
Hun hadede faktisk at tage Elizabeth direkte med i bilen (og det lagde hun ikke skjul på) inden denne havde nået at være hjemme og tage et bad, men Elizabeth sagde til gengæld altid, når Viva brokkede sig, at hendes gamle lortebil stank af 10.000 gamle, selvdøde, våde hunde, så hun skulle bare klappe kaje.
Så okay, hun måtte leve med det. De havde en færge de skulle nå, for de skulle på hyttetur sammen med de øvrige forældre fra ungernes klasse. Man havde på skoleårets sidste forældremøde besluttet, at det var en god idé - og et godt signal at sende til børnene - at forældrene alle sammen talte med hinanden - og kunne enes... Derfor havde den aktive forældregruppe planlagt en sensommer forældrefest med overnatning i en stor hytte på Orø. Hende og Elizabeth havde købt rigeligt vin med og Elizabeth havde lavet sin specialitet til den fælles buffet: 'Glatte ål i tomatsovs'. Der var sjældent nogle der brød sig særligt om retten, men den var tilpas eksotisk og særpræget - som Elizabeth selv - der elskede at fortælle historien om, over buffetbordet - eller over disken i Flyvefisken, når hun et par gange om sommeren solgte den delikatesse. At det var en ret, hendes far havde lært at lave i Trablitsa, - et sted som ingen nogensinde fandt ud af hvor lå - dengang han var ung og rejste på valsen - mødte kvinder, byggede huse og lærte at lave mad. Og altså denne ret, som nu kun Elizabeth kendte opskriften på.
Pelle skulle være hos sin far hele den næste uge. Han havde hentet ham på fritidshjemmet og de havde aftalt, at det var hende, der tog forældreteten og tog med på hytteturen.
Hun følte sig dejligt ung og ansvarsfri, da hun drejede ned ad den brolagte vej, der gik bagom pakhusene på havnen. En let sommerregn havde sat ind, da hun kørte hjemmefra. Der havde været svanetræf på den sunkne eng bag huset. De havde ligget der i græsset, badet i den rosa himmel fra den nedadgående sol og lignet små, løfterige candyfloss-glæder. Nu stod en klar regnbue indover byen fra fjorden. Det var ok, det var lunt i vejret og barndomsminder om lignende dage på fjorden sammen med hendes morfar, svævede rundt i hendes hoved som en blid brise. Hun håbede, at også Pelle en dag ville erindre sig gode dage fra en barndom ved vandet, selvom han var blevet skilsmissebarn for et år siden, hvor ham og hende var flyttet ind hos Elizabeth og Fie. Men efter sommerferien, som han blandt andet havde tilbragt i Barcelona sammen med sin far, havde han haft et tilbagefald til ønsket om at være en 'hel' familie. Han havde en eftermiddag, hvor hun sad og skrev på en opgave, siddet på hende armlæn og ladet sine fingre løbe gennem hendes hår, sagt at han: "Hadede regnen i Danmark og kunne de ikke godt flytte til Barcelona sammen alle tre?" Hun havde drejet sig om imod ham og set, hvordan de grå øjne længselsfuldt og fuld af uskyld havde lyst med et håb, som hun var nødt til at slukke. Det gjorde ondt. Og for ikke at affærdige ham med det samme, havde hun trukket ham ned på sit skød og sagt, at hun rigtig godt kunne tænke sig at opleve Barcelona sammen med ham, men at de nu boede her sammen med Elizabeth og Fie og at hende og Pelles far ikke længere elskede hinanden som kærester. Et mut udtryk havde bredt sig på Pelles ansigt og den lille afglidende skulderbevægelse, hun havde lagt mærke til hos ham på det seneste, havde drejet ham væk fra hende. Resten af dagen havde hun følt en skuffet kølighed og afstand sive fra ham. Det var svært at vide, hvad hun skulle sige og når hun forsøgte at tale med Elizabeth om det mødte hun ikke den store forståelse. Elizabeth havde stort set altid været eneforælder til Fie, der gik i klasse med Pelle. Og Elizabeth havde altid haft sine forældre i byen til at hjælpe sig. Og nu også hende selv på hverdagsdage. Så som sparringspartner på forældresmertedage, var hun ikke meget bevendt.
De var landet på øen og alle fandt sammen med dem, de plejede at tale sammen med. Hun var ikke selv særlig god til den slags sociale arrangementer. Hun fik altid en følelse af forkerthed, særligt fordi nogle af forældrene gjorde meget ud af at ligne 'rigtighed'. Men Elizabeth havde talt peptalk i bilen mens hun skiftede cd'er ud i en hektisk opkørthed. Og det havde hjulpet. Aftenen var godt på vej i god stemning.
"Tillykke med drengen!". Det var Bertrams far, der lagde sin varme hånd på hendes skulder, da hun stod og var ved at anrette buffetbordet. Pelle havde haft alle drengene fra klassen med hjemme til sin 8-års fødselsdag i starten af ugen og Bertram, der var Pelles bedste ven havde fået lov til at overnatte. Alle tre børn havde været temmelig eksalterede ved aftensmaden og hun havde glædet sig til at Elizabeth kom hjem fra Flyvefisken, så hun kunne tage sig lidt af Fie, der havde været ene pige i selskabet hele dagen. Men en heftig regn havde sat ind, mens hun stod og lavede mad og Elizabeth havde ringet og været grædefærdig i telefonen. "Jeg er træt af regn!" "Det vælter ned her på havnen, alt står i et! Fucking monsun." "Der er kommet hul i taget på vognen og jeg skal have den fragtet til garage. Jeg har fået Kilas til at komme og hjælpe mig med sin lastbil, så jeg kommer desværre ikke hjem foreløbig. Kys min Fie godnat fra mig." Suk ingen aflastning og så pokkers uheldigt for Elizabeth og den svingende økonomi. Regnen havde hele sommeren været deres ærkefjende.
Hun havde været nødt til at hæve stemmen overfor Fie, da denne var blevet ved med at løbe ind til drengene. Hun havde sagt til hende, at nu ville hun simpelthen have, at Fie blev inde på sit eget værelse. Basta! Hun ville på den ene side gerne have sagt til Pelle og Bertram, at de også godt kunne give plads til Fie, men Pelle havde tidligere på dagen, set på hende med sine grå øjne, der lyste af glæde og sagt at: "Mor i dag skal Bertram og mig bygge hule på værelset. Vi skal sove derinde helt alene og lege, at vi er på ekspedition på Indlandsisen." Så hun havde ikke kunnet nænne, at kræve det af ham. Den dårlige samvittighed overfor Fie og jo egentligt også Elizabeth, havde givet hende en grim smag i munden, mens hun gik og ryddede op i huset og ude i haven efter dagens tumultariske fødseldag. Men da hun var gået ovenpå, for at købe sig til lidt aflad ved at tilbyde en godnatlæsning for Fie, var hun allerede faldet i søvn. Hun puttede hende omhyggeligt og var lidt lettet over, at hun så faktisk fik en halv time til sig selv. Hun havde kigget lidt på nogle af forældrenes profiler på facebook og særligt på nogle billeder af Bertram og hans far. Desværre var der også mange af Bertrams smukke mor med Bertrams fars arm omkring sig... Hun var dog ikke med, da de havde en lille derhjemme og Bertram at passe.
Hun var gået ind for at tisse. Det var lummert i det lille værelse hun delte med Elizabeth, der i vanlig stil havde spredt alle sine ting udover det lille areal, så hun måtte løfte bunker af tøj, før hun fandt sin sweater. Da hun igen kom ud på gårdspladsen så hun glimt af kornmod i det fjerne, og hun kom i tanke om, at hun havde bildt sin lillesøster ind, da de var børn, at det var flyvende krigere på drager, der spyede ild, som man kunne se kæmpe i det fjerne. Hun savnede pludselig sin lillesøster og mærkede det som et stik i hjertet. Hvorfor var de kommet så langt fra hinanden?
Der sad stadig en god flok ude ved bålet under de kulørte lamper, som forældregruppen allerede havde fået hængt op, før de andre ankom. Det så fint og tillokkende ud og lyden af latter og stemmer, der steg og faldt blev båret hen til hende med skønne dufte fra de snart udgåede kaprifolier, der snoede sig omkring nogle af de nærmeste træer. Hun kunne høre at Elizabeth var diskussionslysten og at hun var efter Kaspers far. Kaspers far, Ole var sådan en mand, der havde meget travlt med at påtale, hvis andres børn var lidt frække. Han gik foran i feltet.. Man må ikke mobbe og drille. Men han var fodboldtræner for lilleputterne og var ærlig talt ikke det mest pædagogiske væsen, overfor andre end sin egen søn på den bane! Nu hørte hun Elizabeth sige: "Ole, du er så forbandet dobbeltmoralsk og hyklerisk! I sidste uge så jeg, at du havde lavet et opslag på facebook, hvor du skrev: "Nej Prins Vom du bliver sgu aldrig konge! - Hvad fanden er det for noget? Du giver folk øgenavne offentligt på din facebook...!? Jeg har ved flere lejligheder set dig svine folk til på den måde. Og så sidder du her og gør dig hellig og agerer forældre af den antimobbelige type. Du som ej heller ser noget problem i at udskamme og kritisere et andet barn, for øjnene af hele flokken. Det er sgu' svinsk!"
Hun kunne høre nogle, der sagde: "Aiiieee Elizabeth! Rolig nu..." Men så skar en stemme gennem de forskelliges udsagn, medhold og modstand. Det var Selmas mor. Viva kunne se, at hun havde rejst sig op: "Jeg er faktisk ekstremt træt af den kultur! Jeg giver Elizabeth fuldkommen ret og synes det er ækelt, så meget den tone er blevet til - hvad - den fattigste almendannelse i vores samfund? At det er blevet så legitimt at træde nedad, bare man pakker det ind i noget man kalder 'humor'!? Det gælder hele vejen rundt. Arrggh forstod du ikke- min sjofelhed - mit overgreb - det var jo bare humor. Har du ingen humor!"
Efter det og lidt håndholdning med Bertrams far..!? Var de dejset omkuld på værelset, hende og Elizabeth. Men først havde hun, været nødt til at hjælpe Elizabeth ud af sine cowboybukser, da hun lå og krøllede sig rundt på sengen for at befri sig, mens hun højlydt stønnede: "Årh. manner jeg er forblibt og forliebt i Selmas mor."
Og hun selv? Fortabt eller forliebt - eller bare på vej til at vågne sig mod livet - igen...
søndag den 10. september 2017
21. historie: Skæbnen
Her er ordene, som jeg fik, fra fb-folket til d.21.dogmehistorie:
Der var så mange, at jeg valgte at bruge ordene i parentes til at skrive d.22.historie med. Den udkommer om et par dage.
Talent, brusekabine, (barndomsminder), barnebarn, (kornmod), papmapper, (sensommer), (flyvefisken)(, færge), kirsebærsten, nittebælte, (forblibt), sykofant, gadelampe, saltmine, (glatte ål i tomatsovs), (Trablitsa), loppebid, pomeranian, (regnbue), tøsne, (længselsfuldt), løvfald, (uskyld), langsom, sulten, (sommerregn), skæbnen, genskæret, (kulørte lamper), (basta), (lortebil), grøntsager, (svanetræf), (Barcelona), ("Jeg er træt af regn"), (hyttetur), (monsun), højskole i Rødding, pastamaskine, (forældrefest), blodbad, Mikael T. Eckard.
Hun ligger der, i den brusekabine, der står i gavlværelset. Det er mig, der har lagt hende der. Jeg tror ikke, at han har set hende. Jeg tror ikke, at han kan, men han er begyndt at høre hende, det kan jeg se. Se på den måde hans øjne vagtsomt følger lyden fra loftet.
Han havde lejet sig ind i huset til en billig penge. Udlejeren var en ejendomsmægler fra Vanløse, der sagde, at den tidligere ejer havde haft svært ved at få huset solgt, så nu ville ejendomsmæglerene leje det ud i et år og så måtte man se. Det var slet ikke utænkeligt, at der kunne blive tale om et overordentligt billigt og fordelagtigt køb. Huset var et af dem med charme og en tilgroet have, der sikkert nok ville kunne blive en hel lille oase...
Han havde været afvisende overfor ejendomsmæglerens megen snak, blot sagt, at han trængte til at komme ud ad byen, at han havde brug for ro, han skulle færdiggøre en bog, så et års leje var rigeligt for ham. Og så var det fint, at det var sådan lidt let møbleret. Ejendomsmægleren havde lidt tøvende stået i den lille snævre entré som om, der var mere han ville sige, men så havde han kaldt sin hund til sig, en lille gylden pomeranian som han nu var sikker på var den, der havde givet ham 3 loppebid ved anklerne. Han blev aldrig nogen stor dyreven.
Under hyldetræet bagerst i haven ved brombærkrattet og de udgåede grøntsager i den gamle køkkenhave, ligger der en sten. Man skal fjerne blade, mos og snavs for at kunne læse, hvad der står. Det er længe siden nogen har læst på den sten. Jeg behøver ikke at fjerne noget, jeg ved, hvad der står.
Inde i drivhuset med de smadrede ruder, ligger der et falmet og flænset pudevår som farmor havde fyldt med rensede og tørrede kirsebærsten. Det havde været hendes nakkestøtte i den gule lænestol. Det havde lignet et blodbad, da stenene var blevet kogt fra bærrene. De havde malet sig med saften bagefter og leget vilde indianere.
Efter at have hentet sit vognlæs af bøger, madrasser, dyner, tæpper, musik, sin computer, de grå papmapper med manuskripterne, diverse værktøj, varmt tøj og hans ny-erhvervede pastamaskine var det blevet mørkt. Det var ikke fordi huset lå langt fra byen, men det lå afsides. Da han kørte ned ad den lille vej til huset, så han genskæret fra den hængende gadelampe reflekteret i de smadrede ruder i det faldefærdige drivhus. I morgen ville han bruge noget energi på at fjerne glasset derude og måske, når det blev forår sætte nye glas i. Der lå smattet løvfald på stien op til huset, tøsne ville blive til frost igen i nat og han var glad for, at han havde husket at købe en sæk brænde med. Landlivet skulle gøre godt. Og han erindrede sig, at Peter Seeberg i sin tid havde skrevet sin novelle 'Fugl føde' på en svensk ødegård. Der var noget over landlivets strabadser, der var vederkvægende for en forfatter. Det at komme ud af byens larm. Han havde helt bestemt valgt det rigtige for 'bogen' og for sig selv.
Det værste er sulten. Den er der hele tiden, samtidigt med alt andet. Alt er samtidigt. Og alt er stilhed. Snetyst stilhed som en sten i en lomme på en fjern anorak, der hænger på den sidste krog udenfor klasseværelset på den lukkede skole.- Bortset fra hendes bønfaldende stemme og løbende skridt på loftet - så er alt snetyst stille, men det ses.
Der var ingen tvivl, han ville bruge af virkeligheden, men naturligvis omskrevet. Men det skulle være en erotisk fortælling, man som læser ville brænde sig på. Han blev helt opstemt ved tanken og mærkede en rejsning. En meget hård rejsning. Han kunne stadig - ja for fanden! - Og han ville give den hele armen. I sin iver kom han til at skubbe til arkitektlampen, han lige havde fået monteret på det vakkelvorne bord, han nåede at gribe den, men den nåede at banke mod vindueskarmen i faldet så den gik ud og der blev mørkt i rummet. Brændeovnen kastede et skær af rødt lys og gadelampens kolde lys nåede også ind i rummet, hvor den fjerne væg blev oplyst i et felt, der viste et skjold i tapetet. Han sansede det hele i et nu - og tænkte, at alt var samtidig - og så hørte han for første gang lyden. Den kom fra første sal, der var ingen tvivl. Det lød som barnefødder, der løb henover loftet.
Jeg var hendes ældste barnebarn. Hun foragtede mine gaver. Min farmor foretrak skønhed, lys og pænt broderi. Det var ikke mit talent.
Jeg vandrer i skyggerne og er for evigt dømt til at høre Abellas bortløbende skridt.
De havde mødt hinanden på en højskole i Rødding og de var skiltes i en saltmine i Polen, efter et voldsomt skænderi. Han havde skrevet nogle digte om det - et konglomerat, der også var blevet trykt i et toneangivende litterært blad, men tomheden havde ikke forladt ham af den grund. På højskolen havde han været forbi, for at læse op af sin seneste samling. Hun havde siddet på forreste række og havde stirret på ham under hele oplæsningen, flirtet uhæmmet og ladet sit blik dvæle ved hans nittebælte. Der blev født en ukendt fetish den aften - og det stod der også noget om i nogle af teksterne, der lå inde på bordet - men som ikke havde været åbne siden den første uge, han havde boet i huset. Han var blevet langsom. Det var som om dagene skyllede uberørte og uindtagede ned over ham, mens han gik rundt i huset, der måske var fyldt med genfærd? Genfærd som han ikke troede på - men det gjorde måske ikke, at de ikke fandtes? Lydene fra 1.salen var jo virkelige - eller var de?
Klistermærket med hans navn Mikael T. Eckard i svungen skrift på hans bærbare, der skulle skjule hendes hævngerrigt indridsede grafitti med ordet 'Sykofant', var begyndt at blive lidt flosset, for han sad og kradsede fraværende i det, når han ledte efter de rigtige ord. Udenfor havde kulden taget til og det var svært for brændeovnen at nå ud til hjørnerne af huset med sine varmestråler. Der lå en Ga-Jolpakke foran ham. Han havde flere gange læst den lille tekst højt, den lød: "Pas på ikke at vende ryggen til livet. Du risikerer at livet vender ryggen til dig!" Det var en anonym, der havde skrevet ordsproget og det var godt det samme, han orkede ikke at forsøge at forestille sig ansigtet på en navngiven person. Alligevel sneg hendes blik sig henover ham i erindringen om hendes ord, der havde været de samme. Og ja, det var sådan man mistede- og sådan man lod sig miste - han vidste det godt. Og han følte en lille snigende frygt. Var det, det, der var ved at ske her? I overført betydning?
Peter havde ringet i går og spurgt om det gik fremad med bogen. "Ja! For helvede mand." Havde han svaret, mens han leende havde sagt,:"Men her spøger, og det er sgu ikke let at hengive sig til lystne, erotiske billeder, når genfærd løber i huset!" Peter havde grinet og sagt, at lidt død vel kun var godt, for så måtte han gøre sig mere umage, for at få de saftige detaljer frem!". De havde sludret om fælles bekendte og andres udgivelser og aftalt snart at mødes i byen til en øl. Da han havde lagt røret på, havde han haft en følelse af, at øjne stirrede ham i ryggen ovre fra døren ud til køkkenet. Han havde ikke villet vende sig, men gåsehud og følelsen af, at de små hår rejste sig i hans nakke, havde fået ham til at gå uroligt rundt i stuen, inden han havde valgt at gå udenfor. Han skosede sig selv for at flygte. Der var ingen øjne, der var jo ingen. Han havde flere gange været ovenpå for at tjekke, men kun lyd og derefter lyden af tilbageholdt åndedræt - eller af ingenting... Han måtte se at komme i gang! Uvirksomhed gjorde ham altid lidt skør.
Når han går i haven, kigger han af og til op mod gavlvinduet, hvor jeg sidder. Han fornemmer mig og hende, men han har endnu ikke fundet stenen. Jeg venter inde i evigheden så længe.
Fløjtende brækkede han glasflager af på drivhuset. Det var en dag med høj, skarp sol og han følte sig energisk og underligt fredet. Natten havde været fyldt med drømme, der havde føltes rensende og forløsende. Han var sikker på, at det blev i dag, at han fik fat i teksten, der i så mange dage havde undflyet sig ham. Måske hvis bare han turde være ærlig om, hvor han havde fejlet, så ville den 'lade' sig skrive, hans bog om dem og den svære kærlighed, der havde danset på løgne, svaghed og afmagt. Hans svagheder, som han ikke havde villet vedgå sig.
Han havde sat en dampende, varm kop kaffe fra sig på brændestablen og på vejen derover, fik han øje på noget, der glimtede gennem grenene på den gamle hyld. Der lå en sten, det lignede en kirkegårdssten? Da han næsten var så tæt på, at han skulle til at bukke sig, for at komme ind under grenene, snublede han og tog fra sig med hænderne, alligevel bankede han hovedet ned i stenens skarpe kant og mærkede det varme blod sive ned over hans ansigt fra en flænge ved øjenbrynet. Det dryppede ned på stenen som havde en inskription: Kaina og Abella venter på at komme hjem K'et blev fyldt med hans dryppende blod og en lyd af mange lettende fugle fyldte luften over ham. Et øjeblik var det som om, det mørknede for hans øjne. Men så tørrede han blodet bort med sit ærme og tænkte, at han hellere måtte komme ind og se på skaden og få renset såret.
Han var rolig og klar. Han var faktisk helt klar. Tidligere havde synet af blod og huller, rifter og revner i hans egen hud skræmt ham, men nu følte han sig tapper og lettet.
Jeg flyver bort sammen med fuglene og hende bærer jeg i mine arme. Mit mærke har fået plads i en andens pande. Jeg er Kaina, der flyder blod i mit K. Jeg flyver med min søster i mine arme. Hende hvis død jeg forvoldte. Jeg ved, at jeg skal flyve længe, men det gør ikke noget, for jeg kan høre fuglenes vingeslag i luften og vægten af min søster, der ser på mig mens hun siger. "Nu er vi ikke længere lænket til farmors hus."
Der var så mange, at jeg valgte at bruge ordene i parentes til at skrive d.22.historie med. Den udkommer om et par dage.
Talent, brusekabine, (barndomsminder), barnebarn, (kornmod), papmapper, (sensommer), (flyvefisken)(, færge), kirsebærsten, nittebælte, (forblibt), sykofant, gadelampe, saltmine, (glatte ål i tomatsovs), (Trablitsa), loppebid, pomeranian, (regnbue), tøsne, (længselsfuldt), løvfald, (uskyld), langsom, sulten, (sommerregn), skæbnen, genskæret, (kulørte lamper), (basta), (lortebil), grøntsager, (svanetræf), (Barcelona), ("Jeg er træt af regn"), (hyttetur), (monsun), højskole i Rødding, pastamaskine, (forældrefest), blodbad, Mikael T. Eckard.
Hun ligger der, i den brusekabine, der står i gavlværelset. Det er mig, der har lagt hende der. Jeg tror ikke, at han har set hende. Jeg tror ikke, at han kan, men han er begyndt at høre hende, det kan jeg se. Se på den måde hans øjne vagtsomt følger lyden fra loftet.
Han havde lejet sig ind i huset til en billig penge. Udlejeren var en ejendomsmægler fra Vanløse, der sagde, at den tidligere ejer havde haft svært ved at få huset solgt, så nu ville ejendomsmæglerene leje det ud i et år og så måtte man se. Det var slet ikke utænkeligt, at der kunne blive tale om et overordentligt billigt og fordelagtigt køb. Huset var et af dem med charme og en tilgroet have, der sikkert nok ville kunne blive en hel lille oase...
Han havde været afvisende overfor ejendomsmæglerens megen snak, blot sagt, at han trængte til at komme ud ad byen, at han havde brug for ro, han skulle færdiggøre en bog, så et års leje var rigeligt for ham. Og så var det fint, at det var sådan lidt let møbleret. Ejendomsmægleren havde lidt tøvende stået i den lille snævre entré som om, der var mere han ville sige, men så havde han kaldt sin hund til sig, en lille gylden pomeranian som han nu var sikker på var den, der havde givet ham 3 loppebid ved anklerne. Han blev aldrig nogen stor dyreven.
Under hyldetræet bagerst i haven ved brombærkrattet og de udgåede grøntsager i den gamle køkkenhave, ligger der en sten. Man skal fjerne blade, mos og snavs for at kunne læse, hvad der står. Det er længe siden nogen har læst på den sten. Jeg behøver ikke at fjerne noget, jeg ved, hvad der står.
Inde i drivhuset med de smadrede ruder, ligger der et falmet og flænset pudevår som farmor havde fyldt med rensede og tørrede kirsebærsten. Det havde været hendes nakkestøtte i den gule lænestol. Det havde lignet et blodbad, da stenene var blevet kogt fra bærrene. De havde malet sig med saften bagefter og leget vilde indianere.
Efter at have hentet sit vognlæs af bøger, madrasser, dyner, tæpper, musik, sin computer, de grå papmapper med manuskripterne, diverse værktøj, varmt tøj og hans ny-erhvervede pastamaskine var det blevet mørkt. Det var ikke fordi huset lå langt fra byen, men det lå afsides. Da han kørte ned ad den lille vej til huset, så han genskæret fra den hængende gadelampe reflekteret i de smadrede ruder i det faldefærdige drivhus. I morgen ville han bruge noget energi på at fjerne glasset derude og måske, når det blev forår sætte nye glas i. Der lå smattet løvfald på stien op til huset, tøsne ville blive til frost igen i nat og han var glad for, at han havde husket at købe en sæk brænde med. Landlivet skulle gøre godt. Og han erindrede sig, at Peter Seeberg i sin tid havde skrevet sin novelle 'Fugl føde' på en svensk ødegård. Der var noget over landlivets strabadser, der var vederkvægende for en forfatter. Det at komme ud af byens larm. Han havde helt bestemt valgt det rigtige for 'bogen' og for sig selv.
Det værste er sulten. Den er der hele tiden, samtidigt med alt andet. Alt er samtidigt. Og alt er stilhed. Snetyst stilhed som en sten i en lomme på en fjern anorak, der hænger på den sidste krog udenfor klasseværelset på den lukkede skole.- Bortset fra hendes bønfaldende stemme og løbende skridt på loftet - så er alt snetyst stille, men det ses.
Der var ingen tvivl, han ville bruge af virkeligheden, men naturligvis omskrevet. Men det skulle være en erotisk fortælling, man som læser ville brænde sig på. Han blev helt opstemt ved tanken og mærkede en rejsning. En meget hård rejsning. Han kunne stadig - ja for fanden! - Og han ville give den hele armen. I sin iver kom han til at skubbe til arkitektlampen, han lige havde fået monteret på det vakkelvorne bord, han nåede at gribe den, men den nåede at banke mod vindueskarmen i faldet så den gik ud og der blev mørkt i rummet. Brændeovnen kastede et skær af rødt lys og gadelampens kolde lys nåede også ind i rummet, hvor den fjerne væg blev oplyst i et felt, der viste et skjold i tapetet. Han sansede det hele i et nu - og tænkte, at alt var samtidig - og så hørte han for første gang lyden. Den kom fra første sal, der var ingen tvivl. Det lød som barnefødder, der løb henover loftet.
Jeg var hendes ældste barnebarn. Hun foragtede mine gaver. Min farmor foretrak skønhed, lys og pænt broderi. Det var ikke mit talent.
Jeg vandrer i skyggerne og er for evigt dømt til at høre Abellas bortløbende skridt.
De havde mødt hinanden på en højskole i Rødding og de var skiltes i en saltmine i Polen, efter et voldsomt skænderi. Han havde skrevet nogle digte om det - et konglomerat, der også var blevet trykt i et toneangivende litterært blad, men tomheden havde ikke forladt ham af den grund. På højskolen havde han været forbi, for at læse op af sin seneste samling. Hun havde siddet på forreste række og havde stirret på ham under hele oplæsningen, flirtet uhæmmet og ladet sit blik dvæle ved hans nittebælte. Der blev født en ukendt fetish den aften - og det stod der også noget om i nogle af teksterne, der lå inde på bordet - men som ikke havde været åbne siden den første uge, han havde boet i huset. Han var blevet langsom. Det var som om dagene skyllede uberørte og uindtagede ned over ham, mens han gik rundt i huset, der måske var fyldt med genfærd? Genfærd som han ikke troede på - men det gjorde måske ikke, at de ikke fandtes? Lydene fra 1.salen var jo virkelige - eller var de?
Klistermærket med hans navn Mikael T. Eckard i svungen skrift på hans bærbare, der skulle skjule hendes hævngerrigt indridsede grafitti med ordet 'Sykofant', var begyndt at blive lidt flosset, for han sad og kradsede fraværende i det, når han ledte efter de rigtige ord. Udenfor havde kulden taget til og det var svært for brændeovnen at nå ud til hjørnerne af huset med sine varmestråler. Der lå en Ga-Jolpakke foran ham. Han havde flere gange læst den lille tekst højt, den lød: "Pas på ikke at vende ryggen til livet. Du risikerer at livet vender ryggen til dig!" Det var en anonym, der havde skrevet ordsproget og det var godt det samme, han orkede ikke at forsøge at forestille sig ansigtet på en navngiven person. Alligevel sneg hendes blik sig henover ham i erindringen om hendes ord, der havde været de samme. Og ja, det var sådan man mistede- og sådan man lod sig miste - han vidste det godt. Og han følte en lille snigende frygt. Var det, det, der var ved at ske her? I overført betydning?
Peter havde ringet i går og spurgt om det gik fremad med bogen. "Ja! For helvede mand." Havde han svaret, mens han leende havde sagt,:"Men her spøger, og det er sgu ikke let at hengive sig til lystne, erotiske billeder, når genfærd løber i huset!" Peter havde grinet og sagt, at lidt død vel kun var godt, for så måtte han gøre sig mere umage, for at få de saftige detaljer frem!". De havde sludret om fælles bekendte og andres udgivelser og aftalt snart at mødes i byen til en øl. Da han havde lagt røret på, havde han haft en følelse af, at øjne stirrede ham i ryggen ovre fra døren ud til køkkenet. Han havde ikke villet vende sig, men gåsehud og følelsen af, at de små hår rejste sig i hans nakke, havde fået ham til at gå uroligt rundt i stuen, inden han havde valgt at gå udenfor. Han skosede sig selv for at flygte. Der var ingen øjne, der var jo ingen. Han havde flere gange været ovenpå for at tjekke, men kun lyd og derefter lyden af tilbageholdt åndedræt - eller af ingenting... Han måtte se at komme i gang! Uvirksomhed gjorde ham altid lidt skør.
Når han går i haven, kigger han af og til op mod gavlvinduet, hvor jeg sidder. Han fornemmer mig og hende, men han har endnu ikke fundet stenen. Jeg venter inde i evigheden så længe.
Fløjtende brækkede han glasflager af på drivhuset. Det var en dag med høj, skarp sol og han følte sig energisk og underligt fredet. Natten havde været fyldt med drømme, der havde føltes rensende og forløsende. Han var sikker på, at det blev i dag, at han fik fat i teksten, der i så mange dage havde undflyet sig ham. Måske hvis bare han turde være ærlig om, hvor han havde fejlet, så ville den 'lade' sig skrive, hans bog om dem og den svære kærlighed, der havde danset på løgne, svaghed og afmagt. Hans svagheder, som han ikke havde villet vedgå sig.
Han havde sat en dampende, varm kop kaffe fra sig på brændestablen og på vejen derover, fik han øje på noget, der glimtede gennem grenene på den gamle hyld. Der lå en sten, det lignede en kirkegårdssten? Da han næsten var så tæt på, at han skulle til at bukke sig, for at komme ind under grenene, snublede han og tog fra sig med hænderne, alligevel bankede han hovedet ned i stenens skarpe kant og mærkede det varme blod sive ned over hans ansigt fra en flænge ved øjenbrynet. Det dryppede ned på stenen som havde en inskription: Kaina og Abella venter på at komme hjem K'et blev fyldt med hans dryppende blod og en lyd af mange lettende fugle fyldte luften over ham. Et øjeblik var det som om, det mørknede for hans øjne. Men så tørrede han blodet bort med sit ærme og tænkte, at han hellere måtte komme ind og se på skaden og få renset såret.
Han var rolig og klar. Han var faktisk helt klar. Tidligere havde synet af blod og huller, rifter og revner i hans egen hud skræmt ham, men nu følte han sig tapper og lettet.
Jeg flyver bort sammen med fuglene og hende bærer jeg i mine arme. Mit mærke har fået plads i en andens pande. Jeg er Kaina, der flyder blod i mit K. Jeg flyver med min søster i mine arme. Hende hvis død jeg forvoldte. Jeg ved, at jeg skal flyve længe, men det gør ikke noget, for jeg kan høre fuglenes vingeslag i luften og vægten af min søster, der ser på mig mens hun siger. "Nu er vi ikke længere lænket til farmors hus."
mandag den 4. september 2017
Abonner på:
Opslag (Atom)