10. Dissociativt Fantasiforløb

10. historie med ord fra fb-venner. Jeg fik disse:
Amoniaknedfræser, Ordudskiftning, Strømpeholder, Livsnyder, Æbleskivepanden, Guld, Skelsættende, Syrien, Varme hænder, Mentor, Litteraturprismodtagerens, Forbudt, Sammenhold, Skønne Gittan, Tillid, Iskrystaller.

Jeg sad ved et bord under et vindue, der lænede sig mod syd ud til åbne marker. På vinduet rundt i hele dets ramme lyste små iskrystaller som snart ville forsvinde for solens stråler, der var begyndt at snige sig ind på vinduet den pågældende morgen.

Et skelsættende møde havde bragt denne forandring ind i mit liv, at jeg nu sad ude på landet i et hus og skulle skrive min bog.
Ved det bord hvor en arbejdsplads var blevet mig skabt, og hvor jeg tidligt den morgen var blevet anbragt af varme hænder, havde computeren stået med opslået skærm og blinket med curseren ved n'et i mit navn - "Sæt i gang! Skønne Gittan" havde der stået på dokumentet. Og jeg havde følt en ren, enkel lykkefølelse som flydende guld, der løb i mine varme årer.
Min enkle kjole var varm, mine lange strømper, der gik til midt på låret var tykke, jeg var klædt i livsnyderens dragt, med lettilgængelige drømme og ønsker på lur.
Men ordene, funderede jeg, nogle af ordende har skarpe tænder, og jeg kan ikke lide dem i en lysten fortælling...

"Men hør, du kan da bare foretage en ordudskiftning. Du er i din ret, du er forfatteren for fanden!" bliver det hvisket i mit øre. Hvem taler? spørger jeg ud i luften.  Det er Peter Felix her, siger stemmen. Jeg er dit alterego eller du er mit, du ved hvordan det er med os 'grænseløse' man ved ikke hvor man selv slutter og den anden begynder, eller om det er omvendt! Du ved, vores sammenhold er af de store, uendeligt." Dette bliver efterfulgt af en ru, latter der kilder på kanten af mit øre. Jeg svarer stemmen. "Men det er forbudt ifølge mine dogmeregler!" "Og jeg vil gerne bede dig forsvinde, du skal ikke lege dig inde, i mig, men lade dig være mig, når jeg går ind i din skygge"... En følelse af, at noget forsvinder omkring min krop, gør mig atter opmærksom på rummet jeg er i.

Og jeg hørte en fjern radios stemmer tale om Syrien, dens 'herheds' sorg og magtesløshed flød op ad trappen til mig i bølger, snoede sig som slanger henover gulvet til den stol, hvor jeg efter eget ønske sad lænket.

En amoniaknedfræser kører hen over mine skinneben og knoglemasse blandes med syre - jeg løber skrigende væk - i min søvn, er jeg paralyseret af smerte, der løber skrigende væk som en Munch, der har mistet al tillid til verden. Løber mens kolde hænder griber ud efter min krop. Og plop, fra radioen springes til en historie om hvorvidt litteraturmodtagerens position per automatik gør ham ansvarlig for at skulle blande sig i den offentlige debat om flygtningestrømmen. Imellem mit bare lår og min strømpeholder sidder en sort tusch fast, jeg hiver den frem som en daggert, åbner min skitseblok og støder cirkler ned på papiret, hvor en form som en æbleskivepande kæmper sig frem på papirets hvide krop, og nede i hvert af hullerne skriver jeg, peter blev væk, peter gik bort, peter forlad mig, peter hold kæft, peter fortabt, peter ikke igen, så er du død peter, skærmen er i mellemtiden blevet sort, og det, der før havde skinnet som begyndende guld - udviskende iskrystallernes form ved vinduesrammen er blevet til tunggråt, fladt lys, solen forsvundet som den kom.
Solen en mentor på flugt, som dét på flugt, der må se sol dø med sit hus. Fugle letter fra marken, vinteren er nogle gange kær, men i dag var den ond.

Håb

Lilletryg

små træer sejler i søen
stærke hænder redder dem hjem

med det alfabet af dufte
der gør sindet blødt

omplantes de i sikre fuger
før frosten sætter ind

Lilletryg hedder landet
hvor varme årer flyder sammen