Dette er 7. historie som facebook-venner har givet ord til. De er som følger:
Forløsningsfred, virksomhedspraktik, japansk kirsebær i blomst, glæder mig, lingvistisk kaudervælsk, plejehjems alkoholdemens, ny epoke, skuffelsens ødemark, 50 grader varme, sødmefyldt, hmmm, papillion, jetjawer, bedragerens:
Bente var ikke længere 'ny' på plejehjemmet Pappillion, hun var heller ikke længere nogens mormor. To ting, der indvarslede en ny epoke i Bentes liv og hun var faktisk ked af begge, dog nok mest det sidste. Og nu kunne hun se frem til at tandsættet i glasset hver morgen ville møde hende med en hånlig snerren, så snart hun slog øjnene op til endnu en dag i skuffelsens ødemark. Papillion var blevet kedelig efter at Freddy og Yvonne var blevet ramt af plejehjems alkoholdemems, hvilket ikke havde noget at gøre med Hjalmers hjemmebrændte snaps men bare fordi en ny læge (sikkert sådan en i virksomhedspraktik!) var blevet tilknyttet det nærtliggende hospital, og havde sat en stopper for deres fester med henvisning til blodomløb, diabetes og gamle hjerter og derfor havde ordineret en bunke piller, der havde gjort dem begge voldsomt kedelige. Vorherre bevares disse læger og deres lingvistiske kaudervælsk, også en evne Morten og Marie hendes dyrbare børnebørn besad - men åh så kedeligt.
Hjalmer, Yvonne, Freddy og hende selv havde - dengang noget stadig var sjovt - taget til Maries bryllup, hun skulle giftes med ham juristen fra pæn familie, der ikke havde hænderne skruet særligt godt på men havde formået at skrive hendes hus over på børnebørnene med et snuptag og en lille usynlig §. Bedragerens tegn! Så Bente havde rundhåndet inviteret 'banden' som bestemt ikke alle havde været inviteret, men siden Kurt fra Kerteminde var gået bort, og havde efterladt hende alene om det sjove, hvilket vel var sådan ca. 15 år nu, var hun blevet god til at 'samle en fest'. Så de havde taget bussen ud til kirken, alle sammen med lommelærker i henholdsvis tasker og lommer, stemningen var høj, der var jo da ikke noget mere festligt end et bryllup, og så var det egentligt lige meget hvem der blev gift, og hun var ikke den der skrev en festsang, for hun 'var' sangen. Men allerede ved kirkedøren var det gået galt. Marie og hendes endnu mere kedelige far William og mor Lisa (Bentes egen dydsirede datter), var blevet vrede over de ekstra gæster Bente havde slæbt med. Og da de var blevet bedt om at dæmpe deres sang af kordegnen og ikke havde gjort det, så var de venligt (ha!) og bestemt blevet ført ud af kirken. Udenfor, havde de lidt slukørede, stået under det japanske kirsebærtræ, der stod i pragtfuld blomst - og så havde Freddy peget på en øse af en amerikanerbil og sagt, "Må jeg invitere herskabet på en tur"?
Yvonne havde fniset, det gjorde hun ret meget, og engang havde hun betroet Bente, at det altid havde 'virket' for hende, så hvorfor ikke også på plejehjemmet Papillion med pomade Freddy og Hjalmer med bullen kartoffelnæse? Bente, der aldrig havde holdt sig tilbage for noget, havde knebet øjnene sammen og set på Freddy og sagt, "kan du fikse den?" Og ja, det havde han gjort, og de havde haft en skøn tur ud til Dragør, hvor de efter en omgang fiskefrikadeller på havnen var blevet omringet af noget politi, da de igen skulle til at køre. Det viste sig at bilen tilhørte brudgommens far, og at han havde skulle køre brudeparret i øsen til gæstgivergården hvor middagen højstemt skulle stå. Hmmm.! 'Banden' havde en stående aftale ved den slags event, spil dement! Så det gjorde de, i stor stil med klaprende gebis og rullende øjne, og Bente havde løftet op i barmen, der engang havde været ret betragtelig, og havde 'gnedet' sig lidt op af den unge betjent mens hun skælmsk havde hvisket, "glæder mig til 50 grader varme, sammen med dig unge mand, hos dig eller hos mig"?
Det havde været 2.gang den dag, at nogen havde taget et fast greb om hendes albue. Og lidt forskrækket havde hun pludseligt husket hvad Kurt fra Kerteminde havde lært hende, og det kom så lige der, ud af munden på hende - "Jeg har slet ikke noget med det her at gøre, jeg er fra Fyn"!, og så havde hun sagt: "Ooense, Boeense, Mielfart, Assens, Fååboorg, Svenborg, Nyborg, Kertemind, og "Fla' uud -der kommer en jetjawer". Betjentene havde ikke været imponerede, og de var alle fire kommet med en tur på Politigården inden de behørigt var blevet kørt hjem til Papillion - Så meget for den sommerfuglevinge! og deres "Forløsningsfred"!, i det katalog familierne kunne læse om stedet - for de gamle og svage er Papillion sagen!!! Hmmm.
Men. Der havde været et sødmefyldt øjeblik, der i bilen ved siden af Hjalmer. Han havde taget hendes hånd og hvisket, "Du er en dejlig fynbo".
