Under månen

Hun sidder under månen på sit værelse.

Hænderne ligger uvirksomme i skødet.
Fødderne har hun flettet omkring stolebenene.
Der er en gammel rift at spore på den ophovnede, højre kind.
Farven er gullig – også hendes kjole, der har røde pletter. Derfra, hvor jeg står på gaden, kan jeg ikke se, hvad de ligner. Men jeg ved at de røde pletter er hjerter, jeg har selv valgt kjolen til hende. Heller ikke det gule på hendes kind, kan jeg se, men jeg ved, at det er der.

Engang imellem løfter hun sit ellers nedbøjede hoved og møder mit blik, derude fra i mørket. Det er i hvert tilfælde, hvad jeg tænker. For hun tænker jo nok på mig.
Det bad jeg hende om at gøre, inden jeg gik ud ad døren, fordi jeg skulle besøge en ven, og hente noget dér. Noget af det, som jeg plejer at hente til os.


Men det har jeg hentet for længe siden, og nu står jeg her og holder øje med døren til vores opgang. For måske kommer han, og vil ind til hende. Ham hun kiggede på og smilte til, da vi var i træningscentret i sidste uge. Hun forstod ikke mit advarende blik. Faktisk så sagde jeg til hende bagefter, at hun helt havde ignoreret mig – og mit advarende blik. Og det har jeg jo sagt til hende før, at det, skal hun ikke, altså ignorere mig.


Månen over hendes hoved er ikke stabil. Lyset veksler med skyerne, der flugter hen over loftets bund. Jeg kan se hendes uro, som bliver til min uro. Er nogen kommet ind i rummet til hende uden, at jeg har opdaget det? Ham måske? Kullet i mine øjne gløder, og jeg kan mærke stenheden i min stirren, mens jeg tænder endnu en cigaret, men jeg kan ingen se i rummet hos hende.


Og dog, nu løfter hun sine hænder og sine arme som for at omfavne sig selv. Er det ment som en invitation? De grønlige pletter på hendes arme er egentligt ikke klædelige, men armene er bare, og kjolen har jeg valgt. Fordi den kun har stropper, og skulderen, nakken og halsen er nøgen, og det gør hende sød og min, men hun skal sidde stille. Det har jeg jo sagt. Jeg bliver nødt til at tage noget af det jeg hentede til os. Nu. Når hun gør noget, som jeg ikke vil have, og jeg står jo også herude i mørket uden månen. Det skal hun huske. Den har jeg givet til hende. Den hænger lige over hendes hoved.


Nu skubber hun skoene af sine fødder. Jeg kan se det imellem tremmerne, der udgør vores franske altan. Den altan, som jeg var nødt til at bukke hende nedover, så hun kunne huske, hvor langt ned der alligevel var, selvom vi kun bor på første sal. Men nogle gange er jeg bare nødt til at fortælle hende tingene flere gange. Sådan var jeg også engang. Sådan én, der skulle fortælles noget til flere gange, men ikke mere. Nu fortæller jeg i stedet for tingene flere gange. Og jeg er jo også i træning. Faktisk er jeg meget mere trænet, end ham hun smilte til i træningscentret. Det skal jeg lige huske at fortælle hende. Og jeg sagde, at hun skulle beholde skoene på.

Han kommer nok ikke i aften. Han kan nok mærke, at jeg står vagt med kuløjne.
Hun kigger ud på mig nu. Og jeg kan se, at hun tænker på ham.
Jeg bliver nødt til at gå ind og gribe fat i hendes hår og hoved, og trække det bagover, så hun kan få øje på – sådan rigtigt øje på den måne, som jeg har givet hende – og at det er mig, og ikke ham, der har givet hende månen.
Bagefter kan vi måske dele resten i min lomme.

UNDER MÅNEN 2


’’Stop! Stop lige bilen.’’


Anders huggede bremsen i, så gruset sprøjtede.
’’Hvad sker der, mand?’’ Anders så, forskrækket, på mig.


’’Ja. Undskyld! Men kan du se ham, der står derhenne ved træet? Det var sgu’ da ham vi så i træningscentret. Ham den creepy type, hvis kæreste, jeg kom til at smile til. Så han gloede på mig, som om han ville slå hovedet ned i maven på mig!?’’


'’Arrggh, jeg troede sgu’, at jeg var ved at køre en kat over eller sådan noget..’’ Anders sukkede, men hans blik fulgte min pegende finger. Og så fik han også øje på ham.
’’Hvad fanden laver han der?’’ Fyren stod lidt gemt under grenene, på det vintertrætte træ på parkeringspladsen ved Sadolinparken. Det så ud som om, at han holdt øje med noget. Eller nogen?

’’Kan du se, hvad han laver?’’ Det var en dyb hemmelighed, at jeg havde brug for briller. Og selvom, at jeg havde set, at det var ham, fra træningscentret, så stod han nu lidt i et blur. Anders lænede sig lidt over mig for bedre at kunne se ham.


’’Det ser ud som om, at han holder øje med et vindue, derovre i blokken.’’ Jeg fulgte Anders’ finger, og fik øje på et rum med en rund lampe, der lyste op – på en klat nedenunder.


’’Han er bare for creepy. Tror at han er på et eller andet! Han virkede også helt vildt psyko i træningscentret. Den stakkels pige virkede totalt kuet af ham.’’ Bare tanken om hendes forsigtige smil, havde givet mig gåsehud flere dage efter.


Anders mumlede bekræftende.


’’Hun så ud som om, at hun bliver slået, eller sådan noget. Jeg hader bare mænd, der slår deres kærester,’’ sagde jeg og trommede på bildørens armlæn. Det kriblede i mine fingre.


’’Skal du til at være en helt, Janus?’’ Anders grinte, ’’Come on, mand, skrider fantasien ikke lidt for dig?’’

Han genstartede bilen, og mumlede noget om heltehormoner, da vi bakkede ud fra pladsen. Efter at han havde vendt bilen, drejede jeg mig i sædet, og kunne nu ikke længere se fyren, men noget som lignede månen skinne imellem grenene.



UNDER MÅNEN 3


Det prikker under mine såler. Det er saltet i skoene, der gør det. Jeg ved godt at det er nødvendigt dér, så jeg kan huske det, han har givet mig. Det som han altid beder mig om at huske rigtigt godt på. Alt det som han giver mig, og det er jo meget. Stropperne på min gule kjole glider lydløst ned over mine skuldre, kun jeg hører, at de sukker. Men det er også kun mig, der er her, alene i rummet, sat fast på stolen under månen, med salt i skoene og en rift på kinden. Men jeg ved godt at jeg ikke er alene. Jeg er aldrig alene, for hans blik følger mig. Det stirrer ind på mig ude fra mørket, det fastholder mig i min plads på stolen midt i rummet fordi alle de nøgne vægge, er hans øjne med det bare blik. Så bart det bliver, når han tager det vi nogen gange deler, og det som han nogen gange tager alene. Jeg er mest bange, når han gør det alene, for så ender det tit med, at øjnene bliver sorte, og månen slukker over mit hoved.


Rummet hvisker til mig, at det er træt. Træt af at se på. Træt af at se de samme ting ske.


Jeg vil gerne svare. Jeg har lært at man skal svare pænt og ordentligt når nogen taler til én. Alligevel er pænt og ordentligt ikke altid, det som kommer ud af min mund, og så må den vaskes. Det er ikke altid at mine ører kan høre det, som kommer ud af min mund, men jeg vil strække mig så langt for rummets skyld, at jeg vil vrikke fødderne ud af skoene. Så er det ikke længere helt de samme ting, som rummet må se på.



UNDER MÅNEN 4

Det knaser i min mund. Jeg vågner op med en sur smag og erindringen om knuste tænder. Forsigtigt lader jeg tungen glide over alle mine tænder. De er der stadigvæk. Ingen er knuste og itu, så var det bare endnu en drøm af de slemme. Jeg kan lugte ham ved siden af mig i mørket. Alt på mig er vådt. Angstvådt. Forsigtigt vikler jeg mig ud af det rodede sengetøj. Det er vigtigt ikke at larme. Under mine fødder er gulvet kornet. Så husker jeg – saltet. Det der lå som en påmindelse i mine sko. Som en påmindelse om alt det, han giver mig. Alt det som jeg skal huske. Og så mærker jeg den, lænken. Det sindrige system der krydser rummet, er viklet omkring sengen, stolen, dørhåndtaget, den løber gennem hullet, såret i min mave, ud gennem ryggens lille skrig over halebenet, og ender i låsen omkring hans håndled.

Sveden på min krop føles kold nu. Engang for længe siden da tiden hed sommer begyndte vi en leg. Men den havde fået så mange regler og skarpe kanter, og ligegyldigt hvilken dør jeg nu åbnede, stødte jeg kun på murede vægge.


Han vender sig i sengen og jeg står helt stille i rummet, omfavner mig selv og mine pletter, men månens lys stirrer ind i rummet, giver min krop en forræderisk skygge, der larmer begærligt, og så sætter han sig op i sengen, og på væggen vokser hans eget begær i en ond form, der hvisler ud gennem spidse tænder. ’’Du går ingen steder.’’

UNDER MÅNEN 5

At hun tror det! Sådan virkeligt tror det. At hun bare kan liste af sted i ly af natten, viser bare, hvor dum hun er. Lænkerne er der jo. Den mindste bevægelse væk, får mit håndled til at rykke sig, og hun er afsløret.

Da jeg trådte ind i rummet i aftes sad hun stadigvæk på stolen, men hun havde smidt skoene. De sko som jeg havde fyldt med salt, så hun kunne huske alt det jeg har givet hende. Det var frækt. Jeg så også, da jeg tog fat omkring hendes nakke, at hun havde ’stirret’ historier på væggene. Det har jeg sagt, at hun ikke må. Og nu har hun rejst sig fra sengen, og er på vej væk.


Da jeg holdt hendes hoved under vand i håndvasken i går, troede jeg jo, at hun forstod, at sådan leger vi ikke. Jeg er altid nødt til at sige tingene så mange gange til hende, men denne gang skal det være løgn.


Den rednings-ridder hendes blik har snittet på væggen, vil aldrig komme.


I stedet vil jeg vise hende den store jagtkniv, som jeg har liggende under min side af sengen. Så kan hun lære det, kan hun.



UNDER MÅNEN 6

Da Anders satte mig af udenfor min dør havde vi kørt rundt i et stykke tid. Vi havde været et smut på Christiania og fået en klump og sagt hej til hans pige Janice, og jeg vidste, at det var ved at være på tide at få Trudi ud. Og ganske rigtigt stod hun logrende i entreen og ventede forventningsfuld på mig. Jeg følte en snert dårlig samvittighed over at have ladet hende alene i så mange timer. Hun var trods alt stadig en unghund.
Og selvom jeg var træt, tog jeg snoren fra knagen og skubbede hende ned fra mine ben og sagde, " så kom da, lad os gå ude og lugte til stjerner".
Forbi Jannies blomster og så over imod Sadolinparken. Jeg ved ikke hvem der trak mest! Men jeg følte dybt inde, at det var der, vi skulle gå. Pigens blik trak i mig. Pigen fra træningscentret. Og så fyren under træet, der stod der, så mærkeligt truende. Men det var især pigens øjne i mine - som jeg havde underspillet en smule overfor Anders..
Trudi trak i snoren hun var ivrig og kendte vejen til duftene. Jeg var også med, men mere som en bekymret medpassagerer.  Ånden stod os begge ud ad halsen i mørket under de spredte gadelygter og skyggen fra Prismen...
Og så stod vi der, i mørket med en fjern stjerne som vidne og lettede ben op ad et træ.
Men oppe i en lejlighed. Den lejlighed, ham den ækle havde set over imod, blev som en sjælden blomst oplyst under et måneskær, dér i Sadolinparken. Jeg bad Trudi at "sætte sig", og hun føjede mig ganske kært med et blik over skulderen, som sagde hun. "Okay, jeg forstår, at det er vigtigt at stå her og fryse".

Det var svært at se noget klart fra den afstand - uden briller. Men jeg kunne se to personer i lys-skæret under månens lys i rummet. En kvinde forsøgte at nå hen imod vinduet, men noget trak hende tilbage. Og bag hende så jeg en mand eller hans skygge aftegnet på væggen med en løftet kniv. Det var vores tegn. Trudi og jeg var et team - af aktion.

Aldrig havde jeg løbet så stærkt i mørke - aldrig havde jeg vidst,at jeg ville blive den, der stod med en krop imellem mine hænder, som skulle forbindes og have hjælp i verden.
Jeg prøver at fortælle jer, hvad der skete.
Jeg prøvede at stoppe blodet.
Jeg prøvede virkeligt meget. Imens psykopaten råbte og skreg, mens han hang udover gelænderet på den franske altan, sat fast med min hundesnor.
Jeg prøvede at tørre blodstriberne bort fra hendes ansigt, mens blodet samtidigt piblede frem fra flere huller i den gule kjole, og Trudi der gøede, og nogle havde ringet efter de sirener, der var på vej - tættere og tættere på, i mine ører. Jeg prøvede.

Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig, at komme ind i lejligheden? Jeg ved nu, at jeg har et brud på mit kraveben og to brækkede fingre - og jeg ved, at hun døde i sin gule kjole med røde hjerter.
Jeg har fortalt jer, hvad der var at fortælle. Jeg ved ikke mere...

Om ham - Tja han var en taber og fik sine år x mange gange minus. Men jeg tror godt, at jeg ved hvem han er... Han bor under huden på mange, jeg ser ham hver dag - og nogle gange i spejlet, når jeg siger godmorgen til mig selv...
 Og pigen, går Trudi og jeg engang imellem forbi med en blomst. Det er altid godt at vide, hvor man skal gå hen, når man går ud..