Fra nu igen -

Jeg tegner
dine streger
som kærtegn
på rynket glas.

Løfter buen
teltdugen
over dit øje
med en hvisken.

Dypper
et stort ark akvarelpapir
i havens sø
af regnvand
hvorfra birkestammen
knejser som en mast.

Rosa lister sig frem
på himlens grå
som spæde kærtegn
lullende os til ro
efter regndages lys-længsel.

Mit nadverbillede
forladt i en skurvet
rille af forventninger.
Stille ser det mig an
fra nu igen -
så langt væk.

fang mig, find mig,
mød mig, tro mig.
Din jords toner
løjer af i martret materie,
og dit barn rejser - nu
som klima-gast.

Cirklende

den tykke hvide
spærrer for udsynet
lægger sig tungt
på knæ

armen gør en cirklende
bevægelse mod
glat lærred

tidligere år stod
transparente
stod tidligere sår

åh. at være en hane.