Ordene jeg fik til d.20. dogmefortælling: finurlig, hedestigning, kørestolskrøllede bukser, parmaver, medglæde, vækst, udsalg, sommerfestival, hejren, skyggepigen, harmoni, espresso, misofoni, herskerteknikker, massehysteri, råddenskab, indian tandoori, omdømme, øjesten.
De var ved at gøre klar til årets sommerfestival. I år havde fru. Olsen udvalgt særlige kasser af det, de ikke havde fået solgt i butikken siden sidste efterårs satsninger. Og selvom flere af tingene havde været på udsalg et par gange gennem året, så troede hun nu på, at de nok skulle blive solgt, når først musikken spillede og folk var blevet så øre, at en underbuks str. xxxx-large nok skulle gå, når den blot blev solgt for en 10'er. Det var Mette, der satte prismærker på, hun havde nu været i butikken i 4 år, siden hun blev færdig på handelsskolen og i de første 2 år havde hun været med til at opleve en butik i vækst og en tid, hvor den anden elev i butikken, Ellinor og hende selv havde været med til at give gode råd om beklædning til byens borgere, men siden storcenteret ude ved rundkørslen var dukket op med smarte tøjbutikker, der lokkede med konstant outlet, "og en ulidelig massehysteri" som fru Olsen kaldte det, var det mere og mere blevet sådan, at det kun var de 'trofaste' som fru Olsen kaldte dem, der købte hos Klær' der klær dig'. Og Ellinor havde fået job i en fancy strømpebutik derude, da hun havde udstået sin læretid. En dag, havde Mette været forbi for at sige hej og Ellinor havde budt på en espresso! Sådan en lille stærk kop kaffe som hun bød på konernes mænd, når de skulle sidde og vente. Ellinor havde fået virkeligt smart hår og havde fniset, da hun spurgte hvordan det gik med hejren? Det havde været deres fælles-bag-om-ryggen øgenavn til fru Olsen.
Fru Olsen havde hjulpet Mette med at få en lille lejlighed i Smallegade. Det var gennem hendes fine forbindelser i Handelstandsforeningen, at hun havde trukket i nogle vigtige tråde. Det kunne hun godt lide at minde Mette om, specielt hvis Mette stillede spørgsmål ved nogle af fru Olsens dispositioner omkring forholdene i butikken.
Det var også med til, at Mette synes det var lidt svært at stå i Ellinors fine butik og kalde fru Olsen for hejren... Og være med til at medgive, at der altså var et eller andet råddenskab i den butik.
Hejren stod altid op og spiste sin frokost og havde altid set misbilligende på de andre, der sad ned. Ellinor havde en dag modigt spurgt hende, om hun troede, at maden fedede mindre, når den blev indtaget stående? Fru Olsen havde kigget hvast på hende, ladet begge sine hænder glide ned over sin talje og spurgt, "om Ellinor da troede at man kom sovende til sådan en talje?" Og så havde hun sagt, "at det var vigtigt med et slankt omdømme...(?), når man var den, der valgte tøj til byens borgere". Men det havde været lige i starten, da Mette var begyndt og det stadig gik godt med butikken. Men billedet at en kvinde, der stod op og spiste sin mad, havde hun ikke kunnet få ud af sit hoved. Hjemme på sit hummer havde hun tegnet nogle skitser med en modetynd kvinde i seneste pariserskrud, der havde stået med en baquette med brieost i en sø af olie, der flød ud af skoenes spidse snuder. Lidt skamfuld have hun gemt tegningen væk i et skab, men hun havde den stadig. Og når Ellinor talte om råddenskab, var hun også godt klar over, at hun egentligt hentydede til Skyggepigen...
'Skyggepigen' var fru Olsens datter som ingen rigtigt vidste, hvad der var i vejen med, men som hele byen omtalte som Skyggepigen, fordi de sjældent så hende og når de gjorde, kom hun trippende langsomt på meget små fødder, som en smal skygge langs husmurene. Mette havde en dag hørt fru Olsen sige med et betydningsfuldt blik til Albanifruen, at hun Henriette - som fru Olsens datter jo rigtig hed (det havde faktisk overrasket Mette at erindre at Skyggepigen engang havde haft et navn.) Led af noget særligt, der hed misofoni og at det var derfor, hun var lidt for slank! Hun kunne faktisk ikke engang udholde sine egne smaskelyde, når hun spiste. Det var så trist med sådan en eksotisk sygdom". Og Albanifruen havde klikket med sin tunge i den halvåbne mund med orange læbestift og sagt: "Hvor sørgeligt for dig med din lille øjesten!" "Ja!" havde fru Olsen sukket "Hun er så svagelig og fin en lille dukke". Og pludseligt havde det slået Mette, at det jo var det, hun var - Skyggepigen - en dukke holdt fin og ren indendøre i stor afstand fra byens borgere, der i årenes løb havde undret sig over, at pigebarnet gik i så små, fine, sorte laksko i så mange år. Lidt for små de sko, var de ikke?
På butikkens endevæg havde der hængt nogle gamle gulnede papirsparasoller, som hende og Ellinor havde skullet støve af. Ellinor havde en dag spurgt, om "De måske ikke var ved at være sådan lidt passé som butiksudsmykning, de der parasoller?" Men fru Olsen havde svaret, at "den ynde de små kineserinder havde haft, kunne de overvægtige danske kvinder godt lære lidt af. Og at de - parasollerne var med til at skabe harmoni i butikken - Så nej! De skulle ikke tages ned". Ellinor havde kigget på Mette og sagt: "Fru Olsens herskerteknikker har hun vist fra formand Mao!". Så, havde hun blinket med det ene øje på en finurlig måde og sagt, "at Kina ikke forekom hende specielt harmonisk, snarere som et sted med virkeligt meget råddenskab." Mette havde nikket og tænkt, at ja, det havde hun vist ret i. Men fru Olsen havde ikke hørt, hvad Ellinor havde sagt. Og det var blevet lidt en joke imellem dem, at når fru Olsen var særligt krævende, så havde Ellinor himlet med øjnene og sagt "Kina!" På den måde havde det at tage de daglige irettesættelser fra fru Olsen været lidt nemmere, da Ellinor stadig var i butikken.
Hr.Ebbensen havde lavet sin halvårlige aftale om at komme og prøve bukser. Det skulle altid aftales i forvejen for så var fru Olsen nødt til at få Prik og Johnny, de to brødre der havde Radio- og TV butikken til at komme og hjælpe med at få ham ind i butikken. Da hr. Ebbensen også var en af de 'trofaste', fik han mængderabat og fru.Olsen vimsede omkring ham klappende i sine kølige hænder og sagde, "At hun lige havde fået en buks hjem i grøn garbadine, "Så lad os få de kørestolskrøllede bukser af dig og se om ikke garbadinen er bedre, den skulle være helt krølfri".
Ellinor havde mindet hende om det, den dag Mette havde besøgt hende på hendes nye arbejde. Da hun havde peget på en strømpebuks, på en af de lange ben i vinduesudstillingen, mens hun fiffigt sagde "Og frue, den er helt bestemt, hel krølfri." Så havde de leet sammen og mindedes dengang hr. Ebbensen efter sådan en session havde sagt: "At nu skulle de dælme have noget indian tandoori, for det var frokosttid." Så havde han bedt om at måtte låne telefonen og havde ringet ned til byens pizzabar, der også var leveringsdygtige i indisk, kinesisk og græsk! Og bestilt 7 omgange tandoori, for som han sagde, "Så vil jegogså lige ringe til Yvette, der er ved frisøren, så hun kan komme og gøre os selskab". Mens han havde børstet cerutasken af sin skjorte, taget sig til maven og sagt, "At han skulle sørge for at passe på deres parmaver." Og du "fru.Olsen du skal spise med! - Skab lidt medglæde for en handicappet mand." Fru Olsen havde fået røde pletter på halsen og kinderne og sagt, "At han jo desværre ikke kunne komme ud i køkkenet med sin kørestol, så det var nok ikke så godt.." Men hr. Ebbensen havde leet og brølende sagt, at "Nej for fanden! De skulle da sidde i den fine butik - hun kunne vel rydde udsalgsbordet til dem alle?" I de følgende 3 dage derefter, havde fru Olsen misbilligende, hovedrystende og med væmmelsen tegnet i sine træk lukket alle vinduer og døre op, så snart de var mødt om morgenen. Ved et uheld havde vinden taget fat i en kinaparasol og blæst den ned, så den var landet på perletaske/bæltestativet, hvor den var blevet spiddet. Efterfølgende havde en skadefro Ellionor, bragt den ud i containeren, men inden da havde hun peget op på den tilbageblevne parasol og spurgt om "Så ikke også den, der skulle samme vej?" Og det var den kommet. Sidenhen havde de haft alle hylder og stativer flyttet, så Albanifruens mand, der med sit malerfirma og sin malerbutik også var en handelsstandsmand, til at male butikkens vægge i en løjerlig lysegrøn farve, der hed noget i retning af 'frisk forår', men som mest fik alle til at tage sig lidt vinterblege ud. Det var en blanding, der var blevet tilovers, da de havde malet plejehjemmet, så fru Olsen havde fået den billig.
Skyggepigen - Henriette! var blevet indlagt inde i København på en særlig afdeling. Fru Olsen havde fortalt det til Mette denne morgen, inden hun havde sagt, at hun" Mette, selv måtte passe butikken i dag, fordi hun selv skulle ind og være med til en samtale på hospitalet. Hun var jo nødt til at forklare dem om skoene og alt besværet med at få fødderne til at passe, til den særlige, graciøse ynde, der var hendes datters. Og hvor vigtig det havde været at holde en lys og vandkur, når nu ikke Henriette kunne lide lydene af mad. Hvad skulle hun ellers have gjort?"
Mette havde nikket perpleks og spurgt, mens hun havde følt en hedestigning i sine kinder, over synet af de underligt blottede øjne hos fru Olsen. "Om hun skulle fortsætte med at pakke varer ned til sommerfestivallen?" Og "ja, det skulle hun - og hun kunne også pakke alle sommerkjolerne ned og også tage Henriettes fine perletasker med." Og så var fru Olsen styrtet ud af døren, mens hun sagde. "De har vist lovet sol i weekenden. Så sælger vi mere."
