10. Dissociativt Fantasiforløb

10. historie med ord fra fb-venner. Jeg fik disse:
Amoniaknedfræser, Ordudskiftning, Strømpeholder, Livsnyder, Æbleskivepanden, Guld, Skelsættende, Syrien, Varme hænder, Mentor, Litteraturprismodtagerens, Forbudt, Sammenhold, Skønne Gittan, Tillid, Iskrystaller.

Jeg sad ved et bord under et vindue, der lænede sig mod syd ud til åbne marker. På vinduet rundt i hele dets ramme lyste små iskrystaller som snart ville forsvinde for solens stråler, der var begyndt at snige sig ind på vinduet den pågældende morgen.

Et skelsættende møde havde bragt denne forandring ind i mit liv, at jeg nu sad ude på landet i et hus og skulle skrive min bog.
Ved det bord hvor en arbejdsplads var blevet mig skabt, og hvor jeg tidligt den morgen var blevet anbragt af varme hænder, havde computeren stået med opslået skærm og blinket med curseren ved n'et i mit navn - "Sæt i gang! Skønne Gittan" havde der stået på dokumentet. Og jeg havde følt en ren, enkel lykkefølelse som flydende guld, der løb i mine varme årer.
Min enkle kjole var varm, mine lange strømper, der gik til midt på låret var tykke, jeg var klædt i livsnyderens dragt, med lettilgængelige drømme og ønsker på lur.
Men ordene, funderede jeg, nogle af ordende har skarpe tænder, og jeg kan ikke lide dem i en lysten fortælling...

"Men hør, du kan da bare foretage en ordudskiftning. Du er i din ret, du er forfatteren for fanden!" bliver det hvisket i mit øre. Hvem taler? spørger jeg ud i luften.  Det er Peter Felix her, siger stemmen. Jeg er dit alterego eller du er mit, du ved hvordan det er med os 'grænseløse' man ved ikke hvor man selv slutter og den anden begynder, eller om det er omvendt! Du ved, vores sammenhold er af de store, uendeligt." Dette bliver efterfulgt af en ru, latter der kilder på kanten af mit øre. Jeg svarer stemmen. "Men det er forbudt ifølge mine dogmeregler!" "Og jeg vil gerne bede dig forsvinde, du skal ikke lege dig inde, i mig, men lade dig være mig, når jeg går ind i din skygge"... En følelse af, at noget forsvinder omkring min krop, gør mig atter opmærksom på rummet jeg er i.

Og jeg hørte en fjern radios stemmer tale om Syrien, dens 'herheds' sorg og magtesløshed flød op ad trappen til mig i bølger, snoede sig som slanger henover gulvet til den stol, hvor jeg efter eget ønske sad lænket.

En amoniaknedfræser kører hen over mine skinneben og knoglemasse blandes med syre - jeg løber skrigende væk - i min søvn, er jeg paralyseret af smerte, der løber skrigende væk som en Munch, der har mistet al tillid til verden. Løber mens kolde hænder griber ud efter min krop. Og plop, fra radioen springes til en historie om hvorvidt litteraturmodtagerens position per automatik gør ham ansvarlig for at skulle blande sig i den offentlige debat om flygtningestrømmen. Imellem mit bare lår og min strømpeholder sidder en sort tusch fast, jeg hiver den frem som en daggert, åbner min skitseblok og støder cirkler ned på papiret, hvor en form som en æbleskivepande kæmper sig frem på papirets hvide krop, og nede i hvert af hullerne skriver jeg, peter blev væk, peter gik bort, peter forlad mig, peter hold kæft, peter fortabt, peter ikke igen, så er du død peter, skærmen er i mellemtiden blevet sort, og det, der før havde skinnet som begyndende guld - udviskende iskrystallernes form ved vinduesrammen er blevet til tunggråt, fladt lys, solen forsvundet som den kom.
Solen en mentor på flugt, som dét på flugt, der må se sol dø med sit hus. Fugle letter fra marken, vinteren er nogle gange kær, men i dag var den ond.

Håb

Lilletryg

små træer sejler i søen
stærke hænder redder dem hjem

med det alfabet af dufte
der gør sindet blødt

omplantes de i sikre fuger
før frosten sætter ind

Lilletryg hedder landet
hvor varme årer flyder sammen

betleren

pulveriseret patent
på palmin paryk

orddødninger drejer
snurrigt omkring

gennemløbshåb
svitser afstande ned

børn kalder fra søen
blank

betleren står ved
vejens krumning
blotlagt som den hals
der venter på bid

222

222
purple snow
(N*.lykke og undren)
going blue in the deep
cold shadow

halv lykke gjort
spejlinger i nattedrømme
på speedwayspor

444
pænt-
kniplingebroderet
gardin - ærbare kys -
- dobbeltmiddelalder
høviske farver
og horn

666
Alt hadet i verden
Alt muligt sataniskhed
i verden
bor i den nerve
i min hø.hjernebark
Aflad, Aflad, Aflad
for 1700 Sataner
- og forhåbentligt
ses vi aldrig
igen

888
Rooms are whores
you don't want
to meet
unless you are welldressed
- How to feel
væsenets musik
bag dets væren /Kina lykke
er gjort
på skrømt på
blide tavler
af ønsker

brunt fløjl

Brunt fløjl bølgede omkring hans andefødder
da han løb væk fra mig i skolegården

stod jeg med blussende kinder fra hans kys

Senere skrev jeg vores initialer på hessiantapet

i klassen hvor vi sendte sedler med sæt kryds

Ja - nej – ved ikke

Det der, ’ved ikke’, sad vagt på brune værelser

drak bitter te i orange krus – ’ved ikke’ blev

vores kurs, blødt som fløjl, lydende som tvivl

Figurativt

Some landscape

Farver

Meditationer

fjorden

fjorden lå grå med fjern latter i tågen
I gik i nyhedens rum og talte
inde i mig samlede jeg dufte og sten
i et skrin glimtende af dugdråber

vi var tre på tur
lethedens letteste konstellation
med efterårets glasur som en kåbe
af gyldne løfter til det kommende mørke

jeg fotograferede jeres rygge i skridt
langsomt i gummistøvler lod I vandet
kærtegne jeres fødder kolde, lod I spor
synke ned i vådt sand som flygtige drømme

ved den udgående orange brændeild
blotlagde vi på skift barndomsrædsler
og delte håb til vores fremtidsbørn
velvidende, at de en dag ville kalde os rædsomme

stormen Freja tvang træernes klædedragt af grenene
med kolde hårde dråber mod taget, mod vinduerne
drømmene lod sig se i sekvenser med ord fra vores møde
men solens morgen udviskede og bortjog gøgleren i mig

jeg lod hende hænge tilbage i brønden hos bænkebidere

Place3

væsen

et væsen så gemt
bag al den larmende væren

et sårbart væsen
et brændt barn

en ild jeg bilder mig ind
at kende - at ønske

er det blot fordi
jeg spejler mig selv
ind i den hule?

transformation
slægtskab
og indbildt samhørighed

hører lyde derindefra
den viseste stemme
ligger runde ord
omkring os

regnbuens smil

a purple brim

a purple brim in the distance
lips tightly kissed

below the trees it dance
before words were hissed

pure velvet on wet grass
decaying bodies in loss

laid bare upon the soil
grey rocks gave their name

med crimson pink

med crimson pink
beklædte læber
blev det kaldt
til live

nu her
en mulighed for
forblæste skæbner
på kviksølv hav

i en blå ventesal

i en blå ventesal
med sprukne
gulvklinker

flyver et brev
med tabte minder

på den sidste bænk
sidder skylden
og skammen alene

brorens spildte blod
ham afsagt, fravalgt

årers løb brudt
af betændte nålestik
på blodstænket gulv

alene han suser i
mindernes rige

under rødbøgen

under rødbøgen
ligger et glimtende nu
tabt af skaden

det får lov at ligge
for

hastende som busser
og luftdansende blade
rives alle liv forbi

grønne hjerter

bærer grønne hjerter
i mine hænder
et ad gangen
bringer jeg dem til skoven

lægger dem
i den hule eg
de lyder som glas
hvis du hører nogen kalde

Kysset af årets døde

at være den hemmelighed
i et skab
der er gemt for hendes blik

der falder i en have
af skrevne ord
forseglet bag tastaturet

med efterårets gule løv
på et andet sprog
løsrevet fra en krop

indsvøbt i hvirvlende stilhed
som ingen ser
der intet mærker

og kysset af årets døde
kun os
alligevel taget til fange

------------------

at være den hemmelighed
der falder
med efterårets gule løv
indsvøbt i hvirvlende stilhed
og kysset af årets døde

i et skab
af skrevne ord
på et andet sprog
som ingen ser
kun os

der er gemt for hendes blik
forseglet bag tastaturet
løsrevet fra en krop
der intet mærker
alligevel taget til fange

Yellow leaves

gule blade
falder
i min have

gule blade
med tæt skrevne ord
falder i min have

gule blade
lander som smat-brune
løgne i min have

when

yellow leaves stitched with words falls in my garden
and I'm the secret in a closet - I fall in a yellow stitch
on a leaf as a thought falls on your table in a yellow dress of lies
I fall

Place2

Calvados i hans øjne

i armhulens dybe grotte tog jeg bo for en stund
mens alt det udenom larmede nej
lod jeg duften lamme min tanke

vil gerne bytte pantflasker for det leje
bytte vinens hvislende gift for det leje
hælde mangedagenes sprut i søen for det leje

men han bor der, digteren i den sø
sirenernes hænder holder ham kær/
tegnende drypper de calvados i hans øjne

om eftermiddagen når noget skal reddes

Kære Stravinskij

Kære Stravinskij

Tid er forsvundet - og vi blev også væk - vi lod os forføre
af Selskabets Reproduktions Katedral.
Det gik hårdt for sig. Sarah blev blind og jeg blev stum -
og vores ører fyldte de med æggende propaganda, og selvom
vi frivilligt havde givet os hen, holdt de os fanget i seler
18 timer i døgnet, alt imens vi skulle performe.
Det er nu lykkedes os at stikke af og vi prøver på at finde hjem.
I dag hørte jeg en fugl synge.

Hilsen Traver

Vi taler sammen - nogengange

Place1

Det falder

Det har regnet vedholdende, gråt og Blade Runner agtigt i næsten 14 dage - hun forsøger at styre uden om de store huller i vejen som vandet har drukket bort - På vej til sommerhuset i Asserbo plantage - lyd og svimmel -
Fedtede blade falder med regnen - vindens fedtede blade falder med regnen - falde med regnen.
Dystert - vemodigt over erindringens sommer - over gyldne marker nu druknende pløre -
Det falder i regnen i Asserbo slitage - På to sprog fremmaner hun de kys, der blev givet på strandnattens stilhedstæppe før vandringen mod glemsel i fremmede horisonters skrattende radiolyd.
Det falder i regnen mens erindringens genkomstgæst drukner forblæst i historiens griller.
Vinduesviskerne klarer ikke nok op på fraværet i den kolde hånd forvredet afvredet regnevandsvædet glemt eller ristet i kulhjerter - de faldt i regnen - de var døde sorte fugle fra himlen - Gemmestedet glemmestedet luk mig ind i dit varme karosseri drivende gennem skov og urt - det falder i regnen,
Det falder.

9. Spindelvæv

Til min 9.historie med ord fra fb-venner fik jeg disse:

Buenos Aires, spindelvæv, passage, sandkasse, peber, prinsesse, bryllup, ostepops og sukkerhjerter, sindsro, Mods og rockers, original, grafikkort, Djøf, gammel elevfest, kolostomi, sensibilitet, kajak, tanketorsk, stjerneskud, passioneret, "Rita",  ja nu blev det altså det!!

Computeren virkede igen, og det var fandeme på  tide! 2.års opgaven på HF skulle afleveres om 14 dage. Hendes storebror havde været forbi og trylle her til aften, han havde mumlet noget om grafikkort og så alligevel ikke, mens han sad og rodede med computeren på hendes værelse. Det store værelse i deres lejlighed som hun var blevet opgraderet til efter at han, Allan var flyttet hjemmefra, og hvor hun nu boede alene sammen med sin mor.

"Hvorfor har du billeder af alle de der gammeldags rockere på din opslagstavle?" havde han spurgt. "Okay jeg kender James Dean, men hvem er alle de andre?". "Det er jo derfor jeg er så stresset", havde hun svaret, "Det er til min opgave. Jeg skriver om Mods og Rockers, to forskellige ungdomsgrupper i England i 60'erne. Den ene gruppe var sådan forløbere for det, der senere blev forskellige motorcykelbander med rygmærker, og de andre var unge, der pludselig havde penge mellem hænderne. Sådan efterkrigstidsunge i boom. De havde en cool tøjstil. "Og selvom J.D.  var lækker og Marlon Brando med, så er jeg mere til stilen hos mods, de kørte på scootere i stedet for motorcykler. Jeg har fortalt, at jeg er ved at spare sammen til en scooter, ikke'?" Allan havde rejst sig og med et grin, rodet op i hendes hår og sagt "at en kajak ville være sundere, specielt når man indtog så mange ostepops og sukkerhjerter som hun gjorde;" Hun havde dasket ud efter ham og sagt. "Du aner ikke hvor meget jeg knokler. Jeg har to fritidsjob. Hver fredag eftermiddag sidder jeg med Lone og Franks lille Amalie i en sandkasse og leger intellektuel og hver lørdag gør jeg rent hos gamle Olga over i rækkehusene - du ved skaber passage gennem hendes jungle af planter." "Årh du gør rent ved den original? Respekt for, at du orker." Havde han sagt med et stort grin. "Ja, jeg burde få en præmie". Havde hun svaret.
Deres mor havde kaldt på Allan ude fra køkkenet, og spurgt om han ville spise med. Han var gået derud, og hun havde hørt hendes mors glade stemme. Hun blev altid så glad når Allan var hjemme, så skulle han fortælle om alt hvad der var sket siden sidst han var hjemme. Og hun spurgte og spurgte, til hun endelig fik hul igennem og Allan åbnede op. Og mor lyttede andægtigt til beretninger om, svære universitetsopgaver, studiejobbet i Djøf, om Allans skøre bofæller i den fede delelejlighed hvor han nu boede inde på Vesterbro. Amalie var dybt misundelig.

Mens hun sad og scrollede billeder til sin opgave, lyttede hun med et halvt øre til det, der blev sagt ude i køkkenet. samtidig gik hendes tanker på langfart. For 14 dage siden havde moren igen haft en af sine ture med tristhed og nostalgi. Gardinerne blev trukket for, vinen blev trukket op, pilleglasset fik atter synlig plads på sengebordet. Og en følelse af klistret spindelvæv spandt sig over stuerne. Heldigvis have det kun varet 3 dage, og så var moren blevet overdrevet frisk og munter. Amalie frygtede, at det blot var en lille tur før en stor storm. De havde set det før. Og hun ville egentligt gerne have talt med Allan om det, men hun fornemmede sin mors sensibilitet overfor lukkede døre, hviskende snak og sigende blikke. Så det var umuligt. I dag.

"Vi er forresten blevet inviteret til bryllup hos jeres fætter Ole, ham der er blevet ejendomsmægler ude i Hvidovre, han skal giftes". havde moren fortalt, da de havde sat sig til bordet. "Med hvem dog?" Havde Allan spurgt med hævede øjenbryn til Amalie som havde fniset, og hvisket "med hjulbenede Anna fra Bagsværd", "Nej nu er I tarvlige" havde deres mor sagt. "Anna er en meget passioneret hestedame, der deltager i konkurrencer". Det havde fået dem alle tre til at sprutte af grin. "Nej hun er faktisk dygtig, hun har været helt i Argentina for at se på en hest". sagde moren med røde kinder. "Åh Buenos Aires!" havde Amalie sagt. "De har en helt fantastisk mode og designskole der, den vil jeg så gerne gå på." Men der går nok ingen heste rundt inde i Buenos Aires, så det er nok ikke der Anna har været", havde Allan svaret med et blink.  "Så undgår han da peber", refererede deres mor, at moster "Rita", ja nu blev det altså det!! glædestrålende havde sagt i telefonen".  "Åh, mor fortæl lige. Hvordan var det nu, at moster fik sit navn?" Amalie kunne godt lide at få sin mor til at fortælle historier, så fik hun glød og varme, fjerne øjne men nærværende grin. Og måske noget kunne holdes fra døren...

Og deres mor havde for 117 gang, igen fortalt hvordan præsten ved en tanketorsk i største sindsro og måske en anelse distræt, havde døbt moster "Rita", ja nu blev det altså det!! Fordi mormor med et sigende, vredt blik havde sagt det ved døbefonten, henvendt mod sin egen mor, der absolut ikke havde kunnet lide navnet Rita, af grunde der tabte sig i fortidens tåger.

Stemningen havde været god ved bordet, også selvom Allan havde sagt, at han ikke kunne komme med til brylluppet d.14. november, for den dag skulle han til gammel elevfest med sin folkeskoleklasse. Det havde ført til suk over smukke Ulrik hans folkeskoleven fra både hendes mor og hende selv. Og da de var ved at være færdige med at spise, havde deres mor sagt: "Så prinsesse, smut du ind og skriv på din opgave, Allan hjælper mig med opvasken..." Det var skønt at slippe for opvasken, men alligevel lå der, den der stemning, "smut nu, nu skal de 'voksne' lige snakke".

Hendes magelighed havde alligevel vundet over et muligt surmuleri, og hun havde sat sig ind foran computeren og kigget på modeblogs, det var faktisk også vigtigt og kunne egentligt også forsvares i forhold til vinklingen om moden i opgaven. Hun havde opdaget et klistret sukkerhjerte under sit tastatur, som hun forsøgte at vrikke fri, da hun havde hørt moren dæmpe stemmen i køkkenet og havde sagt noget om undersøgelser og hospital, og det sidste ord hun havde lyttet ud af lysstriben fra køkkendøren inden den blidt var blevet lukket i var 'koloskopi'. Det lød sært farligt. Hun havde følt lillesøsterens altid lidt forurettede følelse af at blive holdt udenfor, men var godt klar over, at det var moren og brorens irriterende måde at skåne hende på. Men hun var jo altså ikke længere et lille barn, og farens død lå nu så mange år tilbage, at de ikke længere behøvede at passe på hende. Hun var ikke længere så sart... Sært og sart tænkte hun, det kunne være navnet på et brand, da hun skrev koloskopi ind i søgefeltet løftede hun blikket mod vinduet og så et stjerneskud.

Aske

der finder en ubrudt sansning sted - et sted i verden i nuheds nu
svævende herhed kæmper om derhed men i et hele og som en smule fortabt
tildragelser, erkendelser, inkorporeres på et sorgsårligt tæppe af løseligt forbundne tråde - årsager væves med kendsgerninger til en måske forløsning i klarhed mens natten lader verdener gå under i aske og bjergtagne håb løfter sig over ubekendte bjergkamme med fremtidsgaver om nyhed passeret - på et efterbliks glimt *
afventende landflygtighedens tid

ubrugte hud

kender du det?

vi brænder på en plade af tin
som smeltet medløb -
arv af i går

og ingen at dele med.

mødres sorg
og fraværsfortielse -
kender du det?

vi brænder som kærtegn
på hinandens
ubrugte hud -

helt alene
i skrig -

8. Hønsetyv

8. gang en historie bliver til med ord fra fb-venner. Disse er:
sykofant, væv, florafobi, kælderkold, gummistøvler, kartoffelspegepølse, udsnakket, betydningsfrigøres, Cuba, sigøjnervogn, Det røde hjørne, grundskyld, frydværen, brudeslør, løvehjerte, hønsetyv, Marco Massi


Marco Massi står og vasker op i sit lille køkken mens han gumler på en mad med kartoffelspegepølse tilsat ekstra salt, for det er sådan en dag. Solen står nu endeligt varmende ind ad de åbne vinduer og gårdens rum har højt til loftet. Omkring, fra de andre åbenstående vinduer, høres klirren af service, blød snak og musik, og fra de tilstødende haver pludselige latterudbrud og hvin fra børn i vandleg. Fra en lejlighed sættes C.V.Jørgensen i gang, den sanger havde om nogen dansk sanger bibragt ham en poetisk forståelse for det danske sprog. Det var en sang om en nabo og ens næste så lettilgængeligt og rigtigt men alligevel, verset 'herrens florafobi', hvad pokker betød det? At vi var bittesmå var et faktum, og selvom håb stille sneg sig ind, så havde de forløbne måneder været skarpe og trælse. Med tab, regn og  begrædeligheder.

Hans søn var blevet taget som hønsetyv hjemme på Cuba, en dum sykofant havde sladret selvom hun gladeligt havde købt sine æg hos Marcos søn. Det var selvfølgeligt ikke i orden, at hans søn levede som tyv, men han var umådeligt fattig og boede i en sigøjnervogn med sine 4 børn og kæreste. Og for fanden da også - sladrerøve burde stege i helvede! Men da Marco i aftes havde siddet nede på 'Det Røde Hjørne' og fået sig en kælderkold eller 3 sammen med den rom, der gav ham ren frydværen helt ned i sine gummistøvler, mens han havde udsnakket emnet med HavariMads, havde denne ment, at Marco havde grundskyld i sønnens situation, fordi han (Marco) var her, og ikke der.

Det havde gjort ham tosset, og han havde brølet fra dybet af sit løvehjerte, at HavariMads, fandeme ikke havde noget at lade ham høre. Havde HavariMads måske ikke selv forladt 7 børn og en Ellinor i brudeslør over i Thy?
Det var endt i en halvhjertet nævekamp inden Ulla havde smidt dem begge ud. HavariMads havde fået næseblod, der dryppede ned på hans udbulende overalls mave. Så havde de siddet der, prustende og stønnende på kantstenen, og måtte begge sande, at de var nogle forliste hvaler i verdens umådelige væv. Døren var gået op bag dem, og Ulla havde kastet en spand koldt vand nedover dem. Det havde klaret luften mellem dem. Hun var en klog og dejlig kvinde, Ulla, det var de blevet enige om inden de havde skiltes, og var slingret i hver sin retning.

Og i dag måtte han sande, at det vand havde virket betydningsfrigørende på ham. Der var ikke længere nogen tvivl i hans hjerte, han måtte hjem til Cuba og hjælpe sin søn, med at komme ud af fængslet. Og han måtte hjem til Cuba og hjælpe med de børnebørn han endnu aldrig havde set.
Danmark kunne ryge og rejse som den skønne Helene havde gjort fra ham. Stukket af med en kollega til Sverige. Ja, han ville sælge sin lejlighed, og forlade det land som på det sidste, også var begyndt at se mere og mere skævt til ham og hans farve.
Cuba, cigarer, varm rom - og måske den skønne Rosita, stadig var skøn...

Islington

You spoke of anger. Yours when I played around the pond with Andreyi, and of jalousie when I left town with him. The speech came two months after, when I came back sunburned and fucked. You had spent those two months in agony biting your nails writing your poems and drinking. Yes you had been drinking. I saw that immediately when I returned with my excuses. You hadn’t loved me for quite a while, said so yourself, but apparently forgotten when I left. I couldn't stand the coldness between us anymore so when Andreyi came along, with all his charm, spontaneity and smiles I did soften and went dizzy. Those star nights by the pond with the gang, where you were talking weltsmertz with Simon and I did the swimming and laughing with Andreyi, Fiona, Beatrice, Zamid and Wolfgang, but mostly with Andreyi, we fell in love. Cautious he was, because I were your girlfriend but soon he realised that you didn't acknowledge it like that, if as anything, then merely as a little sister, tired of having around. So very, soon he got more courageous with a little help from me, my heart hard pounding and my eyes went flickering, when he was near me. Those soft strokes under the dark water, the stolen wet kisses and the aura of something only temporary, did made it all look so appealing and interesting. This summer in London, in the house in Islington with far too many diverse travellers banging down walls of nationality, in their mixture of coloured backpacks and cheap sleeping bags I needed attention. Our room with the dark-blue walls, the great bed where so little love were shared that summer and your table with the old red travel machine Olivetti. Surrounded by sadness from the walls never cried tears, it was easy for me to fall in love with happiness and exotic thoughts, presented by Andreyi from x-Yugoslavia so he preferred to call his land of horror and beauty. From Zagreb where he had been an actor-student but he left the country, for a war that he never wanted to fight. He had found a theatre course in London and worked as a dishwasher to pay it of with, but now he was finished and wanted - after the summer - to go back and seek for his family. He was energetic, expressive, and elegant and he had those facial-cuttings I just adore. The lion eyes, the Slavic cheekbones, the fine sculptured nose with the nostrils curving up, his lip had this little cruel and arrogant cut, though it was all destroyed when he smiled. He is in my head, as an image of a summers stolen beauty, but forever gone from my life. We parted in France. It was only temporary. Temporary sadness, do you laugh at me?

I am sitting here in the blue room I do not know where you are, after our talk last night you went out. You feel wounded, so you said. Angry and you were theatrical, I didn't know you had it in you and I didn't know whether it was in the honour of me you made the speech and wandering about the house with those dramatic gestures or it was one of your fictions you where trying of. I do not know, but somehow it just made me numb. You talked about love and commitment, and you talked about how I had stopped loving as the first of us, so I should bear the guilt. What kind of athletic discipline was that performance ... Who loves the most? Is it high or length, wide or short? I had just acted upon your non-love.  Preferred it hadn’t been necessary.

London, Islington 12 Florence Street.

Dear Amber.

It is such a shame that you couldn’t come with me to London, because it’s such great fun. I have met some people who live in a condemned house in the area Islington, it s a house where a lot off travellers hang out and live for while. The guy (Ben) who the house belongs to are forty-five and a strange kind of bohemian with a little second-hand shop in Camden town, he's seldom around and when he is, he is doped. 

There is a Danish couple living here as far as I can understand, they have been here since March. Jan and Trine (yes what a name!) He is a writer, very serious but handsome, he is doing some writing for a Danish magazine. Trine works as a waiter around Angel tube station, in a place with a cafe and a gallery for young 'perhaps up comers' painters et cetera.  I do not think they are all, that happy together, because she's flirting with a Yugoslav called Andreyi I can understand her cause he is far more fun to be with than Jan who spend a lot of the time talking with a Canadian architect called Simon who is so boring and old-fashioned. Apart from the above J mentioned, there are some other people whom I hang out with a great deal, Zamid are a Muslim from France he is not very religious and he is totally fun to go out with. He came to London to visit some family but stayed here, met Ben in Camden and moved in - only temporary - as he keeps saying because he is dreaming about going the States but hasn't yet the money - who will ever get them in this expensive town. I like him a lot and we do a little together, do not tell Robert! Beatrice is also from France she study English and will take a semester here. She is nice but takes a hell of a time in the bathroom. Wolfgang yes of course a German, with the right ecological opinions alas he is fine. He is here, because he met Simon in Berlin where he worked for the company of Wolfgang’s father. Wolfgang dropped out of medicine school because he wants to play music instead, the drums. He plays in Covent Garden at the street with some African Guys who also often come around the house and fill it with music.

On sunny day’s we go to the pond at the Heath or hang out in Camden. I have been to lots of job interview, and finally I managed to get cleaning job at an old people’s home in Finc1ey Central. It is okay. --- Hope you are fine and that you will somehow manage to get down and over here, because I miss you. ‘

Love Fiona.

 
(Her pussy gets wet when I whisper Arabic words into her ear. We do it in one sleeping bag very close and slow. She was first a prude - but by now - wet, wet.)

Suddenly we where so many people in the house and among them were Andreyi, with whom you seemed to have fallen in love with and left me for. I do know, in moments of honest reflection, that I have neglected you emotionally for quite a while, but was it really, necessary to leave me to the point? How come, you couldn't take a crisis in our relationship as an adult? You know that I have been down since my rejection from the publisher. It did take all my energy. I have been so damn tired and all what you have been around for was craving love as a suc1ing baby.  I did just ask for some kind of understanding and perhaps a bit of patience with me, but no - as soon as this fresh guy, which I'm convinced are the way you are looking upon him - came along you were sold to his elaborate charm or whatever he seems to possess.

Tapper-flakser

Sommerfuglene flakser bort,
fra satellit svæv i
ensomt tætblæksunivers*
Mal de billeder jeg ikke kan finde, skriv de tekster jeg ikke kan høre
for her er stille nu, her er gråt - nu.
Haglkugler af is er smykker i min brystkasse
med smertens konstant i stråler går jeg i rum
der tømmes for betydning, og smiler tappert over sorgens slankende kur.

sko gik på kro

sko gik på kro
trådte arnen itu

alt stod på skrå
under kedlen blå

her madam vrå
aldrig måtte slå

en klo i en bro
for favnen gru

7. Hmmm

Dette er 7. historie som facebook-venner har givet ord til. De er som følger:

Forløsningsfred, virksomhedspraktik, japansk kirsebær i blomst, glæder mig, lingvistisk kaudervælsk, plejehjems alkoholdemens, ny epoke, skuffelsens ødemark, 50 grader varme, sødmefyldt, hmmm, papillion, jetjawer, bedragerens:

Bente var ikke længere 'ny' på plejehjemmet Pappillion, hun var heller ikke længere nogens mormor. To ting, der indvarslede en ny epoke i Bentes liv og hun var faktisk ked af begge, dog nok mest det sidste. Og nu kunne hun se frem til at tandsættet i glasset hver morgen ville møde hende med en hånlig snerren, så snart hun slog øjnene op til endnu en dag i skuffelsens ødemark. Papillion var blevet kedelig efter at Freddy og Yvonne var blevet ramt af plejehjems alkoholdemems, hvilket ikke havde noget at gøre med Hjalmers hjemmebrændte snaps men bare fordi en ny læge (sikkert sådan en i virksomhedspraktik!) var blevet tilknyttet det nærtliggende hospital, og havde sat en stopper for deres fester med henvisning til blodomløb, diabetes og gamle hjerter og derfor havde ordineret en bunke piller, der havde gjort dem begge voldsomt kedelige. Vorherre bevares disse læger og deres lingvistiske kaudervælsk, også en evne Morten og Marie hendes dyrbare børnebørn besad - men åh så kedeligt.
Hjalmer, Yvonne, Freddy og hende selv havde - dengang noget stadig var sjovt - taget til Maries bryllup, hun skulle giftes med ham juristen fra pæn familie, der ikke havde hænderne skruet særligt godt på men havde formået at skrive hendes hus over på børnebørnene med et snuptag og en lille usynlig §. Bedragerens tegn! Så Bente havde rundhåndet inviteret 'banden' som bestemt ikke alle havde været inviteret, men siden Kurt fra Kerteminde var gået bort, og havde efterladt hende alene om det sjove, hvilket vel var sådan ca. 15 år nu, var hun blevet god til at 'samle en fest'. Så de havde taget bussen ud til kirken, alle sammen med lommelærker i henholdsvis tasker og lommer, stemningen var høj, der var jo da ikke noget mere festligt end et bryllup, og så var det egentligt lige meget hvem der blev gift, og hun var ikke den der skrev en festsang, for hun 'var' sangen. Men allerede ved kirkedøren var det gået galt. Marie og hendes endnu mere kedelige far William og mor Lisa (Bentes egen dydsirede datter), var blevet vrede over de ekstra gæster Bente havde slæbt med. Og da de var blevet bedt om at dæmpe deres sang af kordegnen og ikke havde gjort det, så var de venligt (ha!) og bestemt blevet ført ud af kirken. Udenfor, havde de lidt slukørede, stået under det japanske kirsebærtræ, der stod i pragtfuld blomst - og så havde Freddy peget på en øse af en amerikanerbil og sagt, "Må jeg invitere herskabet på en tur"?
Yvonne havde fniset, det gjorde hun ret meget, og engang havde hun betroet Bente, at det altid havde 'virket' for hende, så hvorfor ikke også på plejehjemmet Papillion med pomade Freddy og Hjalmer med bullen kartoffelnæse? Bente, der aldrig havde holdt sig tilbage for noget, havde knebet øjnene sammen og set på Freddy og sagt, "kan du fikse den?" Og ja, det havde han gjort, og de havde haft en skøn tur ud til Dragør, hvor de efter en omgang fiskefrikadeller på havnen var blevet omringet af noget politi, da de igen skulle til at køre. Det viste sig at bilen tilhørte brudgommens far, og at han havde skulle køre brudeparret i øsen til gæstgivergården hvor middagen højstemt skulle stå. Hmmm.! 'Banden' havde en stående aftale ved den slags event, spil dement! Så det gjorde de, i stor stil med klaprende gebis og rullende øjne, og Bente havde løftet op i barmen, der engang havde været ret betragtelig, og havde 'gnedet' sig lidt op af den unge betjent mens hun skælmsk havde hvisket, "glæder mig til 50 grader varme, sammen med dig unge mand, hos dig eller hos mig"?
Det havde været 2.gang den dag, at nogen havde taget et fast greb om hendes albue. Og lidt forskrækket havde hun pludseligt husket hvad Kurt fra Kerteminde havde lært hende, og det kom så lige der, ud af munden på hende - "Jeg har slet ikke noget med det her at gøre, jeg er fra Fyn"!, og så havde hun sagt: "Ooense, Boeense, Mielfart, Assens, Fååboorg, Svenborg, Nyborg, Kertemind, og "Fla' uud -der kommer en jetjawer". Betjentene havde ikke været imponerede, og de var alle fire kommet med en tur på Politigården inden de behørigt var blevet kørt hjem til Papillion - Så meget for den sommerfuglevinge! og deres "Forløsningsfred"!, i det katalog familierne kunne læse om stedet - for de gamle og svage er Papillion sagen!!! Hmmm.
Men. Der havde været et sødmefyldt øjeblik, der i bilen ved siden af Hjalmer. Han havde taget hendes hånd og hvisket, "Du er en dejlig fynbo".

Favnvogteren

Pigen med sin lille arm omkring moderen,

spørger mig; ’’Hvad er der?’’

da jeg forsigtigt stikker hovedet ind ad dørsprækken,

for at spørge efter moderen,

-  men istedet finder mig fastfrosset

i disse små skarpe,

direkte øjne –

Hvilket overgreb

at spørge efter moderen,

der er lullet ind

med sin vogtende datters arm

som beskyttelse,

i hvis hånd den slidte lille, gule én-håndfulds bamse

var medhjælpende soldat,

med glasplirre-øjne på stilke.

2 måtte man være, når

- dybsindigt mørke –

smeltede sammen med det glemte

lyserøde tyl skørt i hjørnet,

hvor gulvet hældede

imod næste dag.

My eye touched the water my hand drank the lines

Silence

stilhed

sorgkrampe
trykker
lunger ind
tykt i væv

fortæller sig selv hver dag
i min krop
stilhed