Blå røg lægger over marken
et faldende slør af glemsel.
Børnenes fjerne skrig og latter
hører jeg senere inde fra stuen.
De leger nytår på en anden dag.
Og vi spiser et festmåltid.
Når mørket har pakket huset
helt ind, vil jeg høre uglen
og mærke katten, der smyger sig
omkring mine ben.
Se dødedyrene flokkes i haven.
Jeg går i dagenes nutid
med en skrøbelig facade.
Ynglingene er hoveder højere
Styrkeforholdet er forskubbet.
Deres stærke stemmer er varme
de vil gerne pakke mig ind.
Manden vil gerne lave maden.
Han vil gerne være stærk.
Men det er jul og savn og smerte
bider i hans hængsler. Vi er begge
så små i mørket, der presser sig på.
Jeg fortaber mig i syner
inde på bagtapetet, er jeg her
er jeg der også i morgen.
Tiderne er flydende formationer
og jeg samler mine skår med nåde.
Vinden sender den blå røg væk
og ynglingene ser film på 1.sal.
Lyden af min skrattende pensel
mod aftrykkene på papiret, bliver
til fortællinger om kampe, der ikke
vindes. Der er modstand i materien.
Tidens samtidighed lader tre fugle
synke ind i mit bryst, men det sarte
kuvøsebarn jeg er blevet, jeg har været
jeg er, men ej mere, ser hende ikke længere
så ofte vandre i haven som fortid.
Sorte fugle lander på den hvide mark
de tegner deres søgen efter føde.
I min synsrand, stadigt fjernt fra min pen
står alle de ord, der vil besmykke det levende
De venter på mig, mens jeg kæmper med
farverne og fremtiden, der er sløret og uvis.
Ilden bager i ovnene, de skal fodres i tide.
Der flækkes udenfor, på de kolde dage
med solens skarphed som vinterkys -
på svedig pande - ser jeg bunken vokse.
Tavs gør jeg mit, der er mange møder.
Sindet skal være robust og klart
udredning følger på udredning.
Man skal ikke gå ned på den slags.
Systemets skamgidsler, det er os.
Men himmellyset vasker krogene
fri for vrede - jeg finder en anden vej.
