onsdag den 29. marts 2017
søndag den 19. marts 2017
lørdag den 11. marts 2017
17.historie - Ladefoged
Af fb-folket fik jeg disse 23 ord til udfordringen - at skrive en historie med ord givet mig:
Ladefoged, ældrepleje, egenomsorg, svinekæber, drøbelnormalitet, halsbånd, fodboldtosser, stramajbroderi, fiskepålæg, glasbroche, skyggeprinsesse, klezmer, teater, bedstemor, dæmringen, måneskin, ungmø, uomtvisteligt, den blå anemone, drengebarn, harpe, enzymer, afsked, Calathea Bicajoux, skruetrækker
Stille står en månestråle og lyser ind på de bonede gulve. Vejret har barslet med klart frostvejr og oplysende måneskin. Det er tidlig vinteraften på godset, hvor kulden favner rummene fra de kalkede vægge. Han sidder ved det gamle egetræs-skrivebord, der engang havde været godsejerens, men nu var hans, lige som alt det andet var blevet hans. Fra den mindste glasbroche i skrinet, den pressede blå anemone i salmebogen på bordet og til hende, den lille skyggeprinsesse i hjørnet. Engang havde hun været den ungmø på egnen, som alle de unge karle havde ønsket at danse med til høstballerne. Engang var længe siden.
Nu stod den på ældrepleje med ugentlig hjælp fra kommunen. Det havde været svært at beslutte sig for, men hans tiltagende gigt havde gjort udslaget, han havde kapituleret og var taget turen derind til rådhuset med tre forskellige busser. Men på rådhuset kunne de ikke hjælpe med sådan noget. De havde sendt ham videre til borgerservice i Smallegade. Byen var blevet så stor og der, hvor slagter Fedesen havde haft sin butik, stod nu en høj bygning med et pizzaria i stuen, hvorfra der havde lydt hidsige klezmertoner og hvor et skilt ved siden af havde vist ind til Borgerservice. Han havde fumlet lidt, ved nummermaskinen og en ung pige havde smilende rakt ham sit lod og selv trukket et nyt. Ved skranken, da det blev hans tur, havde der siddet en omfangsrig kvinde med bistre fuger i ansigtet. Hendes kølige øjne havde hvilet på ham, da han havde sagt, at han var kommet for at bede om at få noget hjælp til Annastasia von Röhringen. Så havde hun lænet sig lidt frem og spurgt om det var hjælp til hans kone. Nejnej! havde han svaret. ,,Jeg er ladefoged på godset, det er til fruen". ,,Tøhø!" Havde hun svaret - ,,Og jeg er skrankepave, tag den!" Ud af øjenkrogen havde han registreret et misbilligende smil på den yngre mand, der betjente skranken ved siden af og han havde ønsket, at det i stedet havde været ham, han var kommet til at tale med. ,,Nå, men det er de pårørende, der må bede om hjælpen. Hvor bor hun henne, hende fruen?" Han havde svaret, at ,,Ja, det havde han jo lige sagt... Ude på godset bag fodboldarenaen". Hun havde set måbende på ham og sagt: ,,Bor der nogle i det faldefærdige skrummel?" Han havde fortalt, at ham og fruen havde boet der hele deres liv, tidligere selvfølgeligt også hendes og hans familie, men de to havde boet, der alene de sidste 35 år. Hun havde knebet øjnene sammen, set snu ud og sagt, ,,Nå så I har levet på polsk! Det er også et fremmedarbejdernavn! Så hvor kommer den vigtige frue så fra? Polen måske?" Han var blevet forvirret af al den snak og sagde, at han havde hørt, at man kunne ansøge om at få hjælp af en hjemmehjælper? At det var blevet svært for ham at klare det hele selv. Så havde kvinden rakt om bag sig og taget en folder fra et stativ. Hun havde lagt den på skranken mellem dem og utålmodigt banket på folderens farverige papir med en negl filet så spids, at den lavede mærker, mens hun sagde, at: ,,I denne pamflet, forfattet af landets egen ældreminister! Står det sort på hvidt, eller grønt. At det er uomtvisteligt, at får man den den ældre til selv at yde noget egenomsorg, giver det en væsentlig øget livskvalitet. Læs den, når I udfylder ansøgningen." Som viste sig at være en bunke skemaer han skulle udfylde og som han var endt med at sidde og knuge i skødet på vej hjem i bussen, mens han havde tænkt på, at han skulle have spurgt. Om det der egenomsorg måske var en eufemisme for - Her er ingen hjælp at hente -. Så ærgerligt, at man altid først bagefter kom i tanke om, hvad man skulle have sagt af klogheder... Men hjælpen var til sidst blevet bevilliget. En gang om ugen kom der en flink dame og hjalp til. Hun var flittig og altid var hans skyggeprinsesse så glad, når damen havde været der. For hun sørgede blandt andet for at løsne, vaske og flette på ny, det lange hvide hår, der lå som en tynd, rullet glorie omkring skyggeprinsessens hoved. Når det var blevet gjort, sad skyggeprisessen efterfølgende og nynnede i hjørnet med sit stramajborderi, som hun havde været i gang med de sidste 10 år. Så ville hun sukke lidt og spørge til, om det snart var tid til at beskære træerne i parken?
Parken var blevet solgt fra for mange år siden og provinsbyen med vokseværk havde bygget en skrigende og larmende fodboldarena på grunden. Denne grundsinddragelse af godsets jorder havde betydet, at det nu på søndage vrimlede - (også i den del af parken, der stadig hørte til godset og som det var hans ansvar at vedligeholde!) - med fodboldtosser der i et opkørt toneleje og med en for dem - tilsyneladende drøbelnormalitet skreg i afsindige toner, noget der lød som ÅÅåhhlooooolloo i et væk. På søndage holdt han derfor gardinerne tæt trukne og udover den mindre arbejdsmængde på udendørsarealerne, så holdt han nu også endnu mere af vinteren for stilhedens skyld. Han havde undladt at trække for, her til aften. For månen lyste på lindetræet, det stod så tæt på arenaen, at han havde frygtet for dets liv, da entreprenøren var gået i gang. Det lindetræ, havde et snittet W i sin bark. Snittet af ham år tilbage. Men heldigvis var gravemaskinen ikke kommet om på den side og træet stod endnu. Han kunne se det her fra stuen.
Hun var begyndt at leve af fiskepålæg i de år, hvor hun var blevet til en kat. I de år var hun kommet op på at have 19 katte på værelset og var blevet tynd som et siv. Det havde hun aldrig forvundet, men han havde heldigvis fået hende bort fra at dele tallerken med kattene og havde også fået hende til at indtage anden føde. Skulle han opsummere den tid og uddrage noget positivt af hændelsen, så var det, at hun var blevet så let at bære ud til badet og ind i sengen. Og at da det endeligt var lykkedes ham at få hende i tale, fordi han ville sige, at NU var det nok med de katte, så havde han kun, kunnet fange hendes opmærksom, da han var begyndt at kravle rundt ved hendes ben og ind imellem de store og vrede ord havde sagt et miiaauuv. Tåbelig, tåbelig, tåbelig havde han følt sig. Men pludseligt havde han hørt hendes latter, engang så perlende, nu lidt ru og rusten. Men hun lo! Og så på ham med klare, lyse øjne der lignede sig selv igen - ,,Spiller du teater min ven?" Så havde hun ligesom rystet sig og sagt - ,,Oh hvilken gru, her stinker! Og hvem er det, der spiller på min mors harpe?" Det var der ingen, der gjorde. Det var kattenes struber - og vinduerne var blevet slået op på vid gab, To katte havde overlevet og til sidst, var det også lykkedes ham og skyggeprinsessen ved fælles hjælp at genoplive den Calathea Bicajoux som hun havde fået i gave fra sin bedstemor. Den havde stået og hensygnet på konsolbordet mellem vinduerne og havde lignet, ja, noget katten havde slæbt ind.
Der havde været et drengebarn. De havde kaldt ham William. I tiden før hun blev en kat. Men kun i 14 dage. Og så havde han måttet begrave det lille barn. I fare for at blive opdaget, havde det måtte ske i dæmringen. Det var i april og jorden var tung og fed af væde og løfter, med duft af fremtid. Blot ikke deres. Han havde taget afsked alene, hulkesunget Grundtvigs salme:
Sov sødt, barnlille!
Lig rolig og stille,
så sødelig sov
som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge!
Gud Fader har sagt:
Stå, engle, på vagt,
hvor mine de små er i senge!
Derpå taget et fast greb i Theos halsbånd og sagt til hunden. ,,Nu er det her forbudt område! Forstår du det?" Og hunden havde nikket og slikket tårerne af hans ansigt. Og så havde de ikke talt mere om det. Alligevel havde han været nødt til at svare på Annastasias skrigende og hulkende: ,,Hvorfor? Hvorfor?" Mens hun slog ham på brystet med sine små knyttede hænder med skarpe knoer. Afmægtig havde han været og afmægtig havde han svaret, at William måske havde manglet enzymer til at nedbryde mælken med? At det kunne være årsagen. Hun var stoppet med at slå ham. Havde set hadefuldt på ham og lukket sig inde og væk i lang tid, som i meget længe. Men det var jo heldigvis sluttet. Og på gode dage kunne hun finde på at sige med lys og glæde i stemmen. ,,Nej, jeg tror sørme, at det er William jeg kan høre. Han kommer jo på besøg i dag".
I dag var sådan en dag. Og hun havde bedt ham om at sætte nogle ekstra svinekæber over til middagen. De havde simret hele dagen og måtte være dejligt møre nu.
Han havde stadig sin skruetrækker i lommen, den var han nødt til at bruge, både når han skulle tænde og slukke for komfuret og han havde tidligere på dagen tænkt, at det måske ikke var så godt. Måske man skulle ringe efter nogle, der kunne hjælpe med det problem. Men først turen ned til køkkenet, den blev længere og længere.
Ladefoged, ældrepleje, egenomsorg, svinekæber, drøbelnormalitet, halsbånd, fodboldtosser, stramajbroderi, fiskepålæg, glasbroche, skyggeprinsesse, klezmer, teater, bedstemor, dæmringen, måneskin, ungmø, uomtvisteligt, den blå anemone, drengebarn, harpe, enzymer, afsked, Calathea Bicajoux, skruetrækker
Stille står en månestråle og lyser ind på de bonede gulve. Vejret har barslet med klart frostvejr og oplysende måneskin. Det er tidlig vinteraften på godset, hvor kulden favner rummene fra de kalkede vægge. Han sidder ved det gamle egetræs-skrivebord, der engang havde været godsejerens, men nu var hans, lige som alt det andet var blevet hans. Fra den mindste glasbroche i skrinet, den pressede blå anemone i salmebogen på bordet og til hende, den lille skyggeprinsesse i hjørnet. Engang havde hun været den ungmø på egnen, som alle de unge karle havde ønsket at danse med til høstballerne. Engang var længe siden.
Nu stod den på ældrepleje med ugentlig hjælp fra kommunen. Det havde været svært at beslutte sig for, men hans tiltagende gigt havde gjort udslaget, han havde kapituleret og var taget turen derind til rådhuset med tre forskellige busser. Men på rådhuset kunne de ikke hjælpe med sådan noget. De havde sendt ham videre til borgerservice i Smallegade. Byen var blevet så stor og der, hvor slagter Fedesen havde haft sin butik, stod nu en høj bygning med et pizzaria i stuen, hvorfra der havde lydt hidsige klezmertoner og hvor et skilt ved siden af havde vist ind til Borgerservice. Han havde fumlet lidt, ved nummermaskinen og en ung pige havde smilende rakt ham sit lod og selv trukket et nyt. Ved skranken, da det blev hans tur, havde der siddet en omfangsrig kvinde med bistre fuger i ansigtet. Hendes kølige øjne havde hvilet på ham, da han havde sagt, at han var kommet for at bede om at få noget hjælp til Annastasia von Röhringen. Så havde hun lænet sig lidt frem og spurgt om det var hjælp til hans kone. Nejnej! havde han svaret. ,,Jeg er ladefoged på godset, det er til fruen". ,,Tøhø!" Havde hun svaret - ,,Og jeg er skrankepave, tag den!" Ud af øjenkrogen havde han registreret et misbilligende smil på den yngre mand, der betjente skranken ved siden af og han havde ønsket, at det i stedet havde været ham, han var kommet til at tale med. ,,Nå, men det er de pårørende, der må bede om hjælpen. Hvor bor hun henne, hende fruen?" Han havde svaret, at ,,Ja, det havde han jo lige sagt... Ude på godset bag fodboldarenaen". Hun havde set måbende på ham og sagt: ,,Bor der nogle i det faldefærdige skrummel?" Han havde fortalt, at ham og fruen havde boet der hele deres liv, tidligere selvfølgeligt også hendes og hans familie, men de to havde boet, der alene de sidste 35 år. Hun havde knebet øjnene sammen, set snu ud og sagt, ,,Nå så I har levet på polsk! Det er også et fremmedarbejdernavn! Så hvor kommer den vigtige frue så fra? Polen måske?" Han var blevet forvirret af al den snak og sagde, at han havde hørt, at man kunne ansøge om at få hjælp af en hjemmehjælper? At det var blevet svært for ham at klare det hele selv. Så havde kvinden rakt om bag sig og taget en folder fra et stativ. Hun havde lagt den på skranken mellem dem og utålmodigt banket på folderens farverige papir med en negl filet så spids, at den lavede mærker, mens hun sagde, at: ,,I denne pamflet, forfattet af landets egen ældreminister! Står det sort på hvidt, eller grønt. At det er uomtvisteligt, at får man den den ældre til selv at yde noget egenomsorg, giver det en væsentlig øget livskvalitet. Læs den, når I udfylder ansøgningen." Som viste sig at være en bunke skemaer han skulle udfylde og som han var endt med at sidde og knuge i skødet på vej hjem i bussen, mens han havde tænkt på, at han skulle have spurgt. Om det der egenomsorg måske var en eufemisme for - Her er ingen hjælp at hente -. Så ærgerligt, at man altid først bagefter kom i tanke om, hvad man skulle have sagt af klogheder... Men hjælpen var til sidst blevet bevilliget. En gang om ugen kom der en flink dame og hjalp til. Hun var flittig og altid var hans skyggeprinsesse så glad, når damen havde været der. For hun sørgede blandt andet for at løsne, vaske og flette på ny, det lange hvide hår, der lå som en tynd, rullet glorie omkring skyggeprinsessens hoved. Når det var blevet gjort, sad skyggeprisessen efterfølgende og nynnede i hjørnet med sit stramajborderi, som hun havde været i gang med de sidste 10 år. Så ville hun sukke lidt og spørge til, om det snart var tid til at beskære træerne i parken?
Parken var blevet solgt fra for mange år siden og provinsbyen med vokseværk havde bygget en skrigende og larmende fodboldarena på grunden. Denne grundsinddragelse af godsets jorder havde betydet, at det nu på søndage vrimlede - (også i den del af parken, der stadig hørte til godset og som det var hans ansvar at vedligeholde!) - med fodboldtosser der i et opkørt toneleje og med en for dem - tilsyneladende drøbelnormalitet skreg i afsindige toner, noget der lød som ÅÅåhhlooooolloo i et væk. På søndage holdt han derfor gardinerne tæt trukne og udover den mindre arbejdsmængde på udendørsarealerne, så holdt han nu også endnu mere af vinteren for stilhedens skyld. Han havde undladt at trække for, her til aften. For månen lyste på lindetræet, det stod så tæt på arenaen, at han havde frygtet for dets liv, da entreprenøren var gået i gang. Det lindetræ, havde et snittet W i sin bark. Snittet af ham år tilbage. Men heldigvis var gravemaskinen ikke kommet om på den side og træet stod endnu. Han kunne se det her fra stuen.
Hun var begyndt at leve af fiskepålæg i de år, hvor hun var blevet til en kat. I de år var hun kommet op på at have 19 katte på værelset og var blevet tynd som et siv. Det havde hun aldrig forvundet, men han havde heldigvis fået hende bort fra at dele tallerken med kattene og havde også fået hende til at indtage anden føde. Skulle han opsummere den tid og uddrage noget positivt af hændelsen, så var det, at hun var blevet så let at bære ud til badet og ind i sengen. Og at da det endeligt var lykkedes ham at få hende i tale, fordi han ville sige, at NU var det nok med de katte, så havde han kun, kunnet fange hendes opmærksom, da han var begyndt at kravle rundt ved hendes ben og ind imellem de store og vrede ord havde sagt et miiaauuv. Tåbelig, tåbelig, tåbelig havde han følt sig. Men pludseligt havde han hørt hendes latter, engang så perlende, nu lidt ru og rusten. Men hun lo! Og så på ham med klare, lyse øjne der lignede sig selv igen - ,,Spiller du teater min ven?" Så havde hun ligesom rystet sig og sagt - ,,Oh hvilken gru, her stinker! Og hvem er det, der spiller på min mors harpe?" Det var der ingen, der gjorde. Det var kattenes struber - og vinduerne var blevet slået op på vid gab, To katte havde overlevet og til sidst, var det også lykkedes ham og skyggeprinsessen ved fælles hjælp at genoplive den Calathea Bicajoux som hun havde fået i gave fra sin bedstemor. Den havde stået og hensygnet på konsolbordet mellem vinduerne og havde lignet, ja, noget katten havde slæbt ind.
Der havde været et drengebarn. De havde kaldt ham William. I tiden før hun blev en kat. Men kun i 14 dage. Og så havde han måttet begrave det lille barn. I fare for at blive opdaget, havde det måtte ske i dæmringen. Det var i april og jorden var tung og fed af væde og løfter, med duft af fremtid. Blot ikke deres. Han havde taget afsked alene, hulkesunget Grundtvigs salme:
Sov sødt, barnlille!
Lig rolig og stille,
så sødelig sov
som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge!
Gud Fader har sagt:
Stå, engle, på vagt,
hvor mine de små er i senge!
Derpå taget et fast greb i Theos halsbånd og sagt til hunden. ,,Nu er det her forbudt område! Forstår du det?" Og hunden havde nikket og slikket tårerne af hans ansigt. Og så havde de ikke talt mere om det. Alligevel havde han været nødt til at svare på Annastasias skrigende og hulkende: ,,Hvorfor? Hvorfor?" Mens hun slog ham på brystet med sine små knyttede hænder med skarpe knoer. Afmægtig havde han været og afmægtig havde han svaret, at William måske havde manglet enzymer til at nedbryde mælken med? At det kunne være årsagen. Hun var stoppet med at slå ham. Havde set hadefuldt på ham og lukket sig inde og væk i lang tid, som i meget længe. Men det var jo heldigvis sluttet. Og på gode dage kunne hun finde på at sige med lys og glæde i stemmen. ,,Nej, jeg tror sørme, at det er William jeg kan høre. Han kommer jo på besøg i dag".
I dag var sådan en dag. Og hun havde bedt ham om at sætte nogle ekstra svinekæber over til middagen. De havde simret hele dagen og måtte være dejligt møre nu.
Han havde stadig sin skruetrækker i lommen, den var han nødt til at bruge, både når han skulle tænde og slukke for komfuret og han havde tidligere på dagen tænkt, at det måske ikke var så godt. Måske man skulle ringe efter nogle, der kunne hjælpe med det problem. Men først turen ned til køkkenet, den blev længere og længere.
fredag den 10. marts 2017
Abonner på:
Opslag (Atom)