Dette er 4. gang jeg har bedt mine fb'venner om at give mig ord til en historie. De gav mig disse:
Skipperlabskovs, homoseksuel, Godmorgen frue, chililakrids, Johannes, "og brændte et JA ind i overarmen", Simon & Garfunkel, Brønshøj Boldklub, urtekyndig, dilemma, bortglemt, Willie Nelson, bus, jamsk, biavler, natteravn.
Johannes var som vanlig mødt ind på remisen kl. 4 om morgenen. Han var blevet flagmand efter i mange år at have kørt natbus. Men lænde- og lårproblemer havde rykket ham ud af bussen og væk fra et langt liv som natteravn. Nu stod han for at holde opsyn med - og stå for reparationer af alle de små flag til hver buschauffør. Med tiden var der kommet mange flere flag til, og det var nu ikke længere kun Dannebrog, der skulle vaje på hver bus ved de kongeliges mærkedage, det gav en større variation i arbejdet, ligesom det var med til at højne både borgere og ansattes viden om vigtige begivenheder. Og så gav det anledning til diskussioner f.eks. med regnbueflaget. Det flag var Agnethe i kantinen glad for. Hendes søn var homoseksuel, og hun følte, at det gav sønnen og alle andre en hel del oprejsning, at de kunne få lov til at flage på busserne. (Høhø - oprejsning et vist sted, som L.L (lumre Lars) gnæggede, når hun sagde dette på flagdagen). Johannes delte hendes synspunkt til en vis grad. Han havde set og oplevet en del i sine mange år som buschauffør rundt i natten, og han kunne lide forskelligheden blandt byens typer, men omkring Priden var han i et dilemma, der blev vist for meget bar røv efter hans mening, og det kunne godt forårsage lidt jamsk hos ham i de dage byen foldede sig ud med afklædte i variationer. Men Agnethe var en frodig kvinde, og i dag havde hun varslet, at der stod skipperlabskovs på menuen, så Johannes var allerede tidligt på morgenen en stor ja-siger.
Han satte Willie Nelson på anlægget og skruede op på fuld volumen for "On The Road Again" mens han gennemgik chaufførplanerne, tjekkede om der var nogle nye på job, der havde brug for instruktion med påsætningen og kom i tanke om dengang hans egen bror Buller, der var inkarneret fan af Brønshøj Boldklub havde fået alle ungerne på den klub, hvor han arbejdede, engageret i at lave boldklubs-flag, som han havde overtalt Johannes til at lægge frem til chaufførerne. Det havde forårsaget en hel del latter den dag, og en enkelt ligesindet chauffør var kørt ud af garagen med Brønshøjs farver på bussen. Johannes og chaufføren havde begge fået en påtale men det havde mest været for syns skyld. Der var heldigvis næsten ligeså højt til loftet på hans arbejdsplads som der var i garagen.
Joel den skotske natbuschauffør kom fløjtende ud fra omklædningsrummet med vådt hår. I sommerhalvåret boede han i sin kolonihave ved fælleden ude på Amager, hvor han gav den som biavler.Johannes havde en dag overhørt Agnethe rose den honning han åbenbart havde foræret hende. At han også var urtekyndig havde Johannes opdaget en fugtig vinterdag, da han havde gået og klaget over sine iskiassmerter hvor Joel havde set på ham og sagt, at han kendte en recept til de smerter. Og nogle dage efter var han kommet med en rædsom blanding som Johannes havde skulle drikke 2 gange om dagen. Den pose med urter var hurtigt blevet bortglemt i skabet bag andre forliste sundhedsprojekter. Som dengang Agnethe havde rådet ham til at spise noget HUSK for problemer med maven. Hvorfor i alverden han ikke smed den pakke ud, var ham en kilde til evig undren. For det var svært at glemme et så insisterende ord, der sprang en i øjnene hvergang man åbnede sit køkkenskab. Og alligevel så glemte han dem! Nej han var vendt tilbage til sine chililakridser, som han klukkende kaldte sine "urtepiller", de hjalp mod smerterne, at de så gav vrøvl med maven var en anden sag.
Joel forstummede sin fløjteudgave af Simon & Garfunkels "The Sound of Silence, da Johannes tog fat i hans arm. "Hvad fanden er det der?", spurgte han og pegede på Joels overarm.
En svag rødmen bredte sig på Joels kinder, men han svarede glad på sit gebrokne dansk, at han var blevet forelsket i den her dejlige pige, som også havde et hus derude i hans haveforening. De var fornylig blevet viet ved en udendørs skovceremoni, hvor præstinden havde brændt et JA ind i begge deres overarme som en ed til hinanden og kulten. Nu var Joels kinder helt røde, men hans øjne lyste med en glæde, som Johannes ikke selv havde følt i mange år.
Hovedrystende gik han ud af hallen for at ryge en cigaret. På vejen passerede han Agnethe, der var på vej ind - "Godmorgen frue", sagde han og lettede på en usynlig hat. Hun tjattede spøgefuldt til ham, og han sagde, at han glædede sig til frokosten senere.
Mens han stod og så solen stod op, tænkte han på om han nogensinde selv havde været så forelsket, at han kunne finde på noget så fjollet som at brænde sig i armen?
