En kvart

14. historie: Sol

14 ord til den 14 historie med ord fra fb-venner. Her er dem jeg fik:

Harrefart, projektledelse, supermåne, opvarmning, valg, A Christmas Carol, kartoffel, tændrør, overspringshandling, sol, tarotkortene, julemesse, olielampe, erotik.

Harrefart drejede sin signetring mens han sad og studerede oplægget fra tarotkortene, der lå udbredt foran ham på det tunge egetræsbord i landhuset 'Bag Bakkerne'. Huset havde været familiens (Jasminas familie) i mange generationer og på fugtige dage som disse hvor vinteren allerede var krøbet inden døre, lugtede det også mindst ligeså gammelt.

Hans barnebarn Eva, havde spurgt ham om ikke han kunne tænke sig at agere julemand til den julemesse hun var i gang med at arrangere på bytorvet i Farum. Hun havde nemlig et fag på gymnasiet, der hed projektledelse og som sikkert nok skulle klæde hende på til dén "fremtidens verden", som hun så muligheder i, men som han blot så som det sted, der var ved- og ja allerede havde tabt alt menneskelig værdighed. Og som han derfor hadede ligesom han - Oh rædsel og gru! Hadede julen - i hvert fald havde hadet julen i de sidste 3 år - og mere end noget andet så absolut hadede bytorve, disse arkitektoniske rædsler. Men han havde et svagt punkt for Eva, der så ganske sødt havde spurgt om hans hjælp i mailen, han havde fået den anden dag, (en mailpostkasse hun i øvrigt havde hjulpet ham med at etablere, på den bærbare computer han havde fået i 70-års fødselsdagsgave af familien,). En gave han syntes var noget pjat, da han jo havde den gode gamle stationære model hjemme på arbejdsværelset i huset på Frederiksberg. Men smart var det alligevel og han havde svagt fornemmet, at han ville blive til grin hvis han luftede den tanke overfor familien, at mailbrevsprækken jo kun kunne ligge et sted - nemlig hjemme. Så han havde skælmsk sagt til Eva, da hun begejstret havde sagt, at nu var den helt oppe at 'køre', altså den bærbare, at: "Det var godt klaret af hende og det endda helt uden tændrør!". Hun havde tjattet til ham og sagt: "Ja,ja morfar, den gamle historie! Men det tændrør var bare så pæn og jeg troede, at den kunne bruges til at tænde den magiske olielampe med, som mormor havde givet dig i gave dengang i var unge, og du havde forresten selv forklaret mig, at sådan et tændrør blev brugt til at lave gnister med. - Så whats not to like" Irene, hans datter havde grebet den varme kartoffel, der var blevet synlig i rummet - for de voksne i det mindste - da en trækning af smerte var gledet over hans ansigt, ved tanken om, at hans Anna Jasmina ikke længere var - hende der havde været hans livs sol, hans livs gave. Og Irene havde purret op i Evas lyse hår og sagt, at hun allermest huskede, hvor svært det havde været at vaske olielugten ud af Evas jeans i campingpladsens vaskebalje og hvor meget de havde ledt efter det tændrør oppe og nede og rundt omkring huset, fordi morfar skulle reparere deres bil, inden de skulle køre afsted på ferie.


Og nu sad han her i skrivestuen i 'Bag Bakkerne', det eneste af husets rum, der havde en ordentlig opvarmning og kiggede som så mange gange før, op på det smukke portræt at Jasmina, der hang over hendes chatol, hvor hun havde skrevet så mange af sine breve med den smukke håndskrift, han altid følte ramte ham, som en næsten fysisk berøring, med dens gådefulde bogstavs-erotik. Det portræt som hans gode ven - der heller ikke længere var - i al hemmelighed havde malet og som Jasmina i al hemmelighed havde siddet model til og foræret ham for 30 år siden, da hans egen tegnestue var blevet en realitet.
Den amorbue, der havde tiltrukket ham så meget ombord på færgen til England, da han var på vej hjem efter en studietur i arkitektur, der havde bragt ham til Danmark. Og hun på sin side havde været på vej til et studiesemester i engelsk kunsthistorie på Kings College i Cambridge. Den fuldendte form i buen havde slået luften ud af ham, sammen med det blik hun havde tilkastet ham. Begge dele havde fået ham til at overvinde sin generthed og tiltale hende. På ubehjælpeligt dansk havde spurgt om hendes navn. Hun havde leet til ham med solen i ryggen, der havde skabt en lys af glorie omkring det blonde hår, rakt hånden ud og sagt Anna Jasmina Kretz, men for dig Jasmina. Og året efter var hun blevet til Anna Jasmina Harrefart og sjældent havde han, ikke haft hendes slanke hånd indenfor rækkevidde - ikke før tomheden indtrådte for 3 år siden, da hun døde og efterlod ham hul, gold og vred.

De her dumme kort som hun havde forstået, men som han mere bare lagde op i skarpe mønstre, fordi hendes hænder så mange gange havde leget de mystiske kortleges fortællinger, var nu blevet hans daglige overspringshandling. Inden han stak de gamle knogler i støvlerne og gik den daglige 'luftetur ned over bakkerne til havet. Noget lægen sagde var så sundt, sammen med de der piller til humøret, som han stædigt valgte at glemme.

På chatollet var skærmen på den bærbare blevet sort, fordi den bare havde stået der, med sin ubesvarede mail i flere dage. For Eva havde lagt sit sidste nye skolebillede ind til sidst i mailen. En mail hvor hun blandt meget andet omkring hendes julemands-forespørgsel havde skrevet, om han kunne huske, da han havde taget hende med ind og se 'A Christmas Carol' da hun blev 10 år? Og at de havde talt om, da de gik hjemad, at man som menneske næsten altid havde et valg. Og at han - hendes morfar havde trykket hende på næsen og sagt: "At man kan vælge, at gøre det gode - og man kan lade være, men så vil man ende med en verden derefter...''
Og nu ville hun blive så lykkelig, hvis han ville være hendes jule-hjælper. Og så ville hun forresten også lige minde ham om, at han samme aften skulle gå ud og se den varslede supermåne. Hun havde selv tænkt sig at prøve at fange den nede ved Furesøen.

Han samlede kortene sammen og lagde dem i posen. Kiggede op på Jasmina, der så ud til at bifalde hans tanker... Men helt så let skulle de ikke slippe - han havde stadig lidt over en måned, hvor han kunne skutte sig i sit gnavne element, før han ville trække i det der julegøjl. Men kun fordi, den der amorbue, der hang over chatollet samtidig havde smilet til ham fra et skolefoto i hans computer.

Early bird

på vej

glasis

Outside SMK

Kontra

Blå cykel

Farten blæser i mit hår og klemmer med pap

giver lyd til mig og mit blær, der ses som sorte streger på fliserne og stierne mellem rækkehusene med mosen rundt om.

Når jeg holder stille, holder jeg kun stille i et øjeblik, som i stille før næste spurt, alt er uro og forventning og mine solbrændte hænder har et fast greb på det grå-rillede håndtag på mit styr. Når jeg holder stille og stadig sidder på mit cykelsæde så står jeg nonchalant mens jeg lige kan nå jorden med strakt vrist. Vi er lidt en hest, cyklen og jeg sammen.

Og jeg har styr på det, da to drenge fra 2.klasse spørger om jeg vil med på byggelegepladsen. Vi kører i fuld fart og smider vores cykler op ad den sandbunke vi har døbt Bjerget. Her kaster vi os adræt op ad tuerne mens jeg stikker et græsstrå i munden og kigger tænksom langt ud i det fjerne - sådan et blik har jeg set i en westernfilm.  Drengene sidder lidt længere oppe bag mig og den ene, ham der er min kæreste siger, at de vil spørge mig om noget, og jeg må kun svare ja! I mit hoved foretager jeg en slags kalkulations-tankerække og finder frem til, at det er der nok ikke den store risiko ved, så jeg siger ja. Og så siger ham, der er min kæreste, at han synes, at jeg også godt kan være kæreste med hans ven. Og ja, det kan jeg da egentligt godt. Vi besegler denne aftale ved, at jeg giver dem begge et kys, vennen lidt mere hurtigt. Bagefter flyver vi videre på vores cykler, jeg nu med et storsindet hjerte med plads til flere kærester - på en gang og i min mundvig lurer et køligt cowboy smil, der også ligner McClouds en smule. På vejen ud fra byggelegepladsen jeg står op i pedalerne, for jeg vil komme først.

Koldt/varmt