Blå cykel

Farten blæser i mit hår og klemmer med pap

giver lyd til mig og mit blær, der ses som sorte streger på fliserne og stierne mellem rækkehusene med mosen rundt om.

Når jeg holder stille, holder jeg kun stille i et øjeblik, som i stille før næste spurt, alt er uro og forventning og mine solbrændte hænder har et fast greb på det grå-rillede håndtag på mit styr. Når jeg holder stille og stadig sidder på mit cykelsæde så står jeg nonchalant mens jeg lige kan nå jorden med strakt vrist. Vi er lidt en hest, cyklen og jeg sammen.

Og jeg har styr på det, da to drenge fra 2.klasse spørger om jeg vil med på byggelegepladsen. Vi kører i fuld fart og smider vores cykler op ad den sandbunke vi har døbt Bjerget. Her kaster vi os adræt op ad tuerne mens jeg stikker et græsstrå i munden og kigger tænksom langt ud i det fjerne - sådan et blik har jeg set i en westernfilm.  Drengene sidder lidt længere oppe bag mig og den ene, ham der er min kæreste siger, at de vil spørge mig om noget, og jeg må kun svare ja! I mit hoved foretager jeg en slags kalkulations-tankerække og finder frem til, at det er der nok ikke den store risiko ved, så jeg siger ja. Og så siger ham, der er min kæreste, at han synes, at jeg også godt kan være kæreste med hans ven. Og ja, det kan jeg da egentligt godt. Vi besegler denne aftale ved, at jeg giver dem begge et kys, vennen lidt mere hurtigt. Bagefter flyver vi videre på vores cykler, jeg nu med et storsindet hjerte med plads til flere kærester - på en gang og i min mundvig lurer et køligt cowboy smil, der også ligner McClouds en smule. På vejen ud fra byggelegepladsen jeg står op i pedalerne, for jeg vil komme først.