Til min 9.historie med ord fra fb-venner fik jeg disse:
Buenos Aires, spindelvæv, passage, sandkasse, peber, prinsesse, bryllup, ostepops og sukkerhjerter, sindsro, Mods og rockers, original, grafikkort, Djøf, gammel elevfest, kolostomi, sensibilitet, kajak, tanketorsk, stjerneskud, passioneret, "Rita", ja nu blev det altså det!!
Computeren virkede igen, og det var fandeme på tide! 2.års opgaven på HF skulle afleveres om 14 dage. Hendes storebror havde været forbi og trylle her til aften, han havde mumlet noget om grafikkort og så alligevel ikke, mens han sad og rodede med computeren på hendes værelse. Det store værelse i deres lejlighed som hun var blevet opgraderet til efter at han, Allan var flyttet hjemmefra, og hvor hun nu boede alene sammen med sin mor.
"Hvorfor har du billeder af alle de der gammeldags rockere på din opslagstavle?" havde han spurgt. "Okay jeg kender James Dean, men hvem er alle de andre?". "Det er jo derfor jeg er så stresset", havde hun svaret, "Det er til min opgave. Jeg skriver om Mods og Rockers, to forskellige ungdomsgrupper i England i 60'erne. Den ene gruppe var sådan forløbere for det, der senere blev forskellige motorcykelbander med rygmærker, og de andre var unge, der pludselig havde penge mellem hænderne. Sådan efterkrigstidsunge i boom. De havde en cool tøjstil. "Og selvom J.D. var lækker og Marlon Brando med, så er jeg mere til stilen hos mods, de kørte på scootere i stedet for motorcykler. Jeg har fortalt, at jeg er ved at spare sammen til en scooter, ikke'?" Allan havde rejst sig og med et grin, rodet op i hendes hår og sagt "at en kajak ville være sundere, specielt når man indtog så mange ostepops og sukkerhjerter som hun gjorde;" Hun havde dasket ud efter ham og sagt. "Du aner ikke hvor meget jeg knokler. Jeg har to fritidsjob. Hver fredag eftermiddag sidder jeg med Lone og Franks lille Amalie i en sandkasse og leger intellektuel og hver lørdag gør jeg rent hos gamle Olga over i rækkehusene - du ved skaber passage gennem hendes jungle af planter." "Årh du gør rent ved den original? Respekt for, at du orker." Havde han sagt med et stort grin. "Ja, jeg burde få en præmie". Havde hun svaret.
Deres mor havde kaldt på Allan ude fra køkkenet, og spurgt om han ville spise med. Han var gået derud, og hun havde hørt hendes mors glade stemme. Hun blev altid så glad når Allan var hjemme, så skulle han fortælle om alt hvad der var sket siden sidst han var hjemme. Og hun spurgte og spurgte, til hun endelig fik hul igennem og Allan åbnede op. Og mor lyttede andægtigt til beretninger om, svære universitetsopgaver, studiejobbet i Djøf, om Allans skøre bofæller i den fede delelejlighed hvor han nu boede inde på Vesterbro. Amalie var dybt misundelig.
Mens hun sad og scrollede billeder til sin opgave, lyttede hun med et halvt øre til det, der blev sagt ude i køkkenet. samtidig gik hendes tanker på langfart. For 14 dage siden havde moren igen haft en af sine ture med tristhed og nostalgi. Gardinerne blev trukket for, vinen blev trukket op, pilleglasset fik atter synlig plads på sengebordet. Og en følelse af klistret spindelvæv spandt sig over stuerne. Heldigvis have det kun varet 3 dage, og så var moren blevet overdrevet frisk og munter. Amalie frygtede, at det blot var en lille tur før en stor storm. De havde set det før. Og hun ville egentligt gerne have talt med Allan om det, men hun fornemmede sin mors sensibilitet overfor lukkede døre, hviskende snak og sigende blikke. Så det var umuligt. I dag.
"Vi er forresten blevet inviteret til bryllup hos jeres fætter Ole, ham der er blevet ejendomsmægler ude i Hvidovre, han skal giftes". havde moren fortalt, da de havde sat sig til bordet. "Med hvem dog?" Havde Allan spurgt med hævede øjenbryn til Amalie som havde fniset, og hvisket "med hjulbenede Anna fra Bagsværd", "Nej nu er I tarvlige" havde deres mor sagt. "Anna er en meget passioneret hestedame, der deltager i konkurrencer". Det havde fået dem alle tre til at sprutte af grin. "Nej hun er faktisk dygtig, hun har været helt i Argentina for at se på en hest". sagde moren med røde kinder. "Åh Buenos Aires!" havde Amalie sagt. "De har en helt fantastisk mode og designskole der, den vil jeg så gerne gå på." Men der går nok ingen heste rundt inde i Buenos Aires, så det er nok ikke der Anna har været", havde Allan svaret med et blink. "Så undgår han da peber", refererede deres mor, at moster "Rita", ja nu blev det altså det!! glædestrålende havde sagt i telefonen". "Åh, mor fortæl lige. Hvordan var det nu, at moster fik sit navn?" Amalie kunne godt lide at få sin mor til at fortælle historier, så fik hun glød og varme, fjerne øjne men nærværende grin. Og måske noget kunne holdes fra døren...
Og deres mor havde for 117 gang, igen fortalt hvordan præsten ved en tanketorsk i største sindsro og måske en anelse distræt, havde døbt moster "Rita", ja nu blev det altså det!! Fordi mormor med et sigende, vredt blik havde sagt det ved døbefonten, henvendt mod sin egen mor, der absolut ikke havde kunnet lide navnet Rita, af grunde der tabte sig i fortidens tåger.
Stemningen havde været god ved bordet, også selvom Allan havde sagt, at han ikke kunne komme med til brylluppet d.14. november, for den dag skulle han til gammel elevfest med sin folkeskoleklasse. Det havde ført til suk over smukke Ulrik hans folkeskoleven fra både hendes mor og hende selv. Og da de var ved at være færdige med at spise, havde deres mor sagt: "Så prinsesse, smut du ind og skriv på din opgave, Allan hjælper mig med opvasken..." Det var skønt at slippe for opvasken, men alligevel lå der, den der stemning, "smut nu, nu skal de 'voksne' lige snakke".
Hendes magelighed havde alligevel vundet over et muligt surmuleri, og hun havde sat sig ind foran computeren og kigget på modeblogs, det var faktisk også vigtigt og kunne egentligt også forsvares i forhold til vinklingen om moden i opgaven. Hun havde opdaget et klistret sukkerhjerte under sit tastatur, som hun forsøgte at vrikke fri, da hun havde hørt moren dæmpe stemmen i køkkenet og havde sagt noget om undersøgelser og hospital, og det sidste ord hun havde lyttet ud af lysstriben fra køkkendøren inden den blidt var blevet lukket i var 'koloskopi'. Det lød sært farligt. Hun havde følt lillesøsterens altid lidt forurettede følelse af at blive holdt udenfor, men var godt klar over, at det var moren og brorens irriterende måde at skåne hende på. Men hun var jo altså ikke længere et lille barn, og farens død lå nu så mange år tilbage, at de ikke længere behøvede at passe på hende. Hun var ikke længere så sart... Sært og sart tænkte hun, det kunne være navnet på et brand, da hun skrev koloskopi ind i søgefeltet løftede hun blikket mod vinduet og så et stjerneskud.
