Da tivoli kom til gårdspladsen

Stod de skilte forlystelsesvogne og skulle opmales i H.C. Andersens eventyr.  

Vi boede nu på dette sted, fordi store arbejder skulle laves. De blev fine og arbejdet klaret, og så kom der et tivolisjak i en stor lastbil og afhentede. Men da de lige skulle hente pengene i førerhuset, stak de af med eventyret på en kæmpe lastbil ud af vores gårdsplads. Dermed begyndte vores eventyrjagt på mammon gennem det ganske land, for at finde tilholdsstedet for tivolimafiaen. Vi endte vores tur en sen aften, udenfor en stor, neonoplyst lade på Fyn.

Der var store hunde udenfor bilen som min stedfar var bange for, og der var vrede råbende mænd, og jeg tror, at vi var med for at formilde, og fortælle hvorfor lønnen, for fanden skulle falde nu. Der faldt nogle ord om en pung, der var lavet af muldvarpeskind, det lød både ulækkert og meget alvorligt.

Men nogle penge kom der dog op ad den pung, for vi havde en bil med børneblikke, og så kørte vi hjem i en fest.

6. Hackere i Shanghai

Dette er 6.forsøg med en historie som fb-venner har givet ord til. De er som følger:
Sure tæer, helligånd, penneven, akademisk momentum, møllevinger, skråskrue, sukkerskålen, sko, shanghai, veranda, hyldeblomst, nekrofil, rosa kvarts, weissbier, navlevarmer og badenymfe.

Udenfor lød den hylende efterårsvind. Sensommeren havde ellers holdt sig længe med milde grader og solrige dage, men nu virkede det, som den endegyldigt havde lukket efteråret ind. De sidste dage havde været kolde og grå. Grå med en snigende fornemmelse af vinterdepression og knoglekulde.
Hendes lejlighed var ikke klar til de kolde måneder! Endnu engang havde hun glemt at bruge penge og tid på isoleringsprojektet som hun ellers frysende, nu 2 vintre i træk havde lovet sig selv, at hun skulle gøre inden næste vinter - blot havde hun i stedet endnu engang, forelsket sig i lyset og beruset sig i luftens mildhed i forårets måneder, fortabt sig i 'ude'lige gøremål og møder. Og åh, ja der havde været møder. Måske endda ét som kunne varme hende i vinteren, og være med til at holde hendes hoved ude af mørket? Men en lille gnavende tvivl kiggede på hende fra hjørnet i stuen hvor hendes lampes lys ikke nåede hen . Havde han ikke selv et stort og dystert mørke at slås med?

De havde mødt hinanden på et kursus, der skulle klæde dem ekstra godt på til det altid svingende jobmarked. Hun havde humpet afsted gennem Assistens Kirkegården efter mødet med deres kursus-coach Albine Vinkel.  Hun havde været høj af glæde over at Albine havde 'set' hende og det på en måde så hun havde følt sig løfterig, klog og smuk med muligheder for at blive til noget, da Jakob var slingret forbi hende på sin cykel. Han havde kørt lidt længere og var så stoppet op for at spørge om hun ville have et lift. Og derefter havde månederne været ekstra lyse.
Men en weekend i slutningen af august, hvor havde de lånt et lille hus i en kolonihaveforening på Amager, af et par Jakob kendte, og som han sagde var 'med'. Havde de ligget på verandaen under de duftende hyldeblomsttræer og kigget på stjerner, da han sagde, at han havde hørt noget mærkeligt fra en penneven i Shanghai. Der var en bevægelse i gang sagde han, en bevægelse der hed ViralFreeMe, men at den bevægelse nu på en uheldig måde havde givet bagslag. Hvide pletter var endt med deciderede forsvindinger. I mørket havde han set så alvorlig ud, at hun havde følt en sær uro og en trang til at tale om noget andet, så hun havde tjattet lidt til ham, og var derved kommet til at vælte hans weissbier ned i sine sko. De havde rullet lidt rundt og ledt efter noget at tørre dem med, og efter det havde han ikke sagt mere om sin penneven, og den der bevægelse. Hun havde hvilet sit hoved på hans mave og kælent trukket lidt i hårene omkring hans navle mens hun hviskede, at hun ville hækle en navlevarmer til ham. Tørt havde han svaret, at de da også bare kunne bruge den som sukkerskål, så ville han vide hvor han havde hende.
Næste morgen var hun vågnet før ham, og var gået ind i den lille stue. Hun havde dagen før bemærket en kæmpestor rosa kvarts på en buttet, hvidmalet kommode som hun i distraktion havde kærtegnet, da hun børstede tænder. Men hun synes ikke, at hun havde set, at den havde en stor revne.
Og så havde hun undret sig over, den ramme lugt af sure tæer som hang omkring kommoden, den havde hun ikke bemærket dagen før, men da havde døren og vinduerne også stået åbne. Og egentligt vidste hun ikke så meget om sten, måske lugtede de? Men så var det mærkeligt, at man ville have sådan en i sit hjem. Så hun havde smækket alle døre og vinduer op på vid gab og stillet sig ud under den udendørs bruser. Her havde Jakob fundet hende og var kommet ind under bruseren til hende mens han hviskede min dejlige badenymfe ned i hendes øre, hvor lyden blandede sig med vand. Derfor havde hun glemt alt om lugt og ødelagt sten.
Men senere på sommeren da de en sen eftermiddag havde ligget under træerne på Dronning Louises bros høje, var der pludseligt kommet en stemning af dysterhed over Jakob. Og han havde holdt hende hårdt fast i armene, mens hans ansigt havde set helt fordrejet ud, og sagt: "At skulle der ske ham noget, ville hun kunne finde i svar i de blå møllevinger i Helligåndens Have." Bestyrtet havde hun sat sig op, en pludselig kølighed var hvirvlet op omkring dem. "Men Jakob hvad er det alt sammen for noget? Har du det godt?" Så havde han set på hende med et blik som kom det langvejs fra og sagt, "bare lov mig, at du vil huske de navne jeg nu giver dig - de er 'derinde' og de er de eneste, der kan hjælpe. "Og så havde hun tænkt. Gad vide om han er psykisk syg? Og spurgt ham stille og roligt om han hørte stemmer. Men havde havde bare svaret: "Ellen lov mig, at du vil lede efter Sarah og Traver hvis noget underligt skulle ske. De er med, og de er VFM." Men da Jakob havde sagt det, var en meget høj og tynd mand snublet ned over dem. Han havde lugtet så grimt, at de omgående var sprunget op fra tæppet. Hun gyste endnu ved tanken. Den lugt havde mindet hende om noget. Og så den måde han havde kigget på hende. Som om han læste det indvendige af hendes blodårer. Jakob havde taget fat i hendes arm og trukket hende med ned mod Nørrebrogade. Tæppet havde han viklet om deres arme, så hun fulgte ham som i en skråskrue. Bag dem havde manden råbt: "Min ven er nekrofil, det er jeg dog ikke, så bliv lidt endnu." Hvorpå han havde leet - eller noget der lignede, og de var som to flygtende ned mod Birkegade. Jakobs telefon havde ringet da de næsten var ud for hendes hoveddør, og han havde taget den og sagt, at hun bare skulle gå op. Hun havde tøvet men Jakob havde verfet hende afsted, og det sidste hun hørte ham sige, inden gadedøren faldt i, var: "Stravinskys sweater ligger i en boks Shanghai"...

Han var blevet længe nede på gaden. Hun havde udspioneret ham fra vinduet, og set ham gå frem og tilbage, talende og gestikulerende. Hun havde undret sig. Og været bange. Men da han ringede på, og var kommet op i lejligheden til hende, havde han virket rolig, og havde slået det hele hen med: "Sikken skør dag." Og så havde han kysset hende og kildet hende og den dårlige, sære stemning var forsvundet. Lige indtil for tre dage siden, da hans telefon havde ringet mens de samme stod og lavede mad i hendes lille køkken. Hun kunne se, at han så meget alvorlig ud og blev hvid i ansigtet. Stemmen i røret talte så højt, at hun kunne høre hvad der blev sagt. En skinger kvindestemme råbte "Han er forsvundet, han er helt væk og Jakob havde sagt "Tante, hvem, hvem er det du taler om?" Og stemmen havde svaret: "Vi har lavet forskning sammen, det er min, min, - han ville skabe et akademisk momentum for os. Han havde hørt om, hvide pletter på nettet, han var i gang."...og så havde hun hørtkvinden skrige fra Jakobs telefon og derefter hviske, "de er så høje! De er her..." Der havde været lyde af tumult, og derpå havde en metallisk mandestemme sagt fra røret: "Frk. Langholm lægger på nu". Og så var telefonen død.
Ellen havde stået med skeen i bechamelsovsen og vendt sig mod Jakob, der allerede havde hevet sin jakke ned fra knagen, der havde sagt "Du skal blive her. Du må ikke ringe til nogen! Du skal blive her! Jeg er nødt til at gå" Du må under ingen omstændigheder ringe til nogen" Og så var han løbet ud af døren.
Nu var den lille tvivl om Jakob og hans sind ikke længere en tvivl. I tre dage nu havde hun forsøgt at få fat på ham over telefonen. Han havde kun sendt hende en ganske kort besked. "Luk ingen ind". Og nu sad hun er og frøs og var usikker på om de arme hun havde forestillet sig skulle varme hende, ville komme tilbage. Hvem var hans tante. Hvad fanden var det hele for noget?

Der lød en lille klapren ved hendes brevsprække. Hårene rejste sig i hendes nakke og nedad hendes ryg og arme.. Forsigtigt listede hun ud i entreen og så, at der var blevet listet et stykke papir ind ad hendes brevsprække. Hun holdt vejret. Stod der nu en eller anden lige udenfor hendes dør? Og i så fald hvem? Længe stod hun i mørket og følte tilstedeværelsen af en eller anden, ude på den anden side af hendes hoveddør. Hun kunne høre sit hjerte slå med hastige slag hun kunne høre sit blods susende lyd i sine ører. Tiden gik i stå, indtil hun pludseligt hørte yderdøren gå længere ned i opgangen. Så løb hun hen til vinduet for at kigge ned, men kom i tanke om, at hun på grund af det tændte lys ville blive set, så hun turde alligevel ikke at rykke gardinet til side. I stedet gik hun ud i entreen og samlede papiret op.
Der stod:
                                                             VFM
                                         vil blive en selvopfyldende profeti
                                                             DHH

Birdfish

kommer nok hjem engang

koordinater

elleve og regn sidder på et hegn, længere borte kører dorte hjemfra sporten, på en bakke står et får og tygger på en skjorte fra en snor som nogen har givet til nord, der ikke leger i dag for brønden er fyldt hvor han bor og nu er han i toget på vej til svalbard med sin trilling syd der har snydt nogen i noget poker derfor må han forlade sin plads ved smeden længere nede ad elven står en elg og drikker det gjorde han også i går da øst gav kys til elleve som med sine barkede hænder skar en pibe til regn, der længe havde haft fødselsdag og det havde også dorte

Unatur

Konglomerat

væltende kultur-prinssnar abe- kanhænde logonød til færgen synker-
kramligt telefonkreta afstandsbo- tænkt fabrikshemmelighed-
under/drevent forældreskab svinger- raiitiskum fordøjes på prazol-
nederlagsfrit kastaniebrud- æsken fuld- på den svindelsepsis-
flyver - madrid- en nekrofil med sure tæer - bomuldsdrømme-
med kaneloptur- skærer selfies i glasur- vennesæl pyjamas på retur-
afladssøvn i sukkerskål- tester prismen dans i shanghai - går mange-
hans helligånd bekæmper - sikre skrifter abdicerer i akademisk momentum-
flirter sikkert på grønne møllevinger- i posten en penneven med navlevarmer-
på hvid scooter - overlap mellem hendes ben - et kælent kirsebær- skråskrue -smil
du er på etiketten af en weissbier- under den sko - samler rosakvarts med mit ærme-
veranda gus på havtingets saunakro- står en badenymfe- kranbestyrer kl.2 ved knippelsbro-
en hidsig hyldeblomst- lækkert udstyr på dig

Rusty blood tale

electrical trace

Oceandream

5. Koldskål

Dette er 5.historie i rækken med ord fra fb'venner. Der er så meget sommer i dem:

Koldskål, levertran, Sverigesferieliv, majskolber, sandstrand, Disney' Juleshow, vendepunkt, solformørkelse, kærlighed, æstetisk åndenød, "Du må rejse til din yurt i det ydre Mongoliet, "skam få den, der tænker ilde om vejret", ydmyg, charlatan, regnemaskine

"Dumdidum dadadum" nynner Tove mens hun er igang med at piske æggehvider til koldskål. Cindy er hjemme på besøg i dag, og hun har spurgt om ikke Tove vil være sød at lave faster Ellens koldskål, den med de piskede skumtoppe. Herbert sidder ved køkkenbordet og brummer lidt mens han bladrer i et feriekatalog, for der er ingen, der i år, skal få ham med til det der Sverigesferieliv! Han var modstræbende taget med sidste år fordi hans bror William havde lokket med alle de fisk man kunne fange i søen, men der havde ikke været andet end myg, der havde bidt på Herbert, så nu ville han fandeme på ferie med sandstrand og sangria og det hele.
Inde i stuen havde Cindy sat den gamle video på med Disney' Juleshow, hun fik altid sådan en sær længsel efter jul, lige når sommeren næsten stod for døren. Så savnede hun Ole, som det ikke var blevet til noget med, og skønt hendes far havde sagt, at han var en charlatan med en smag af levertran, så var han dog blevet ejendomsmægler ude i Hvidovre med egen butik! Og det havde virkeligt stukket i Cindys hjerte, da hun havde set ham sidste år til Bibis aftenbryllup. Her havde Ole præsenteret sin nye kæreste Anna, som egentlig var meget pæn, men faktisk en smule hjulbenet. Det havde frydet Cindy en smule. Men tanken om at Ole også hviskede i Annas øre, "at hun gav ham æstetisk åndenød", som han havde gjort det, i hendes ører for 4 år siden, havde givet hende kvalme og lyst til at flygte. Siden havde hun ikke talt så meget med Bibi.

Cindy hed egentligt Margrethe men en numerolog havde anbefalet hende 'Cindy og store mængder af succes'. Det var bare ikke rigtigt blevet til noget med den succes. Her sad hun endnu en forsommer og bed negle i sine forældres sofa mens hun længtes efter at noget skulle ske. Hun var 32 og klatarbejdede lidt rundt omkring, hun havde ikke nogen kæreste, men Zorba, som hun havde taget med hjem fra Kreta, da hun var der forrige sommer sammen med sine forældre, var hendes et og alt. Dyr havde han også været. Det kostede mange penge at tage en hund med sig hjem i flyveren, og så skulle den oveni købet i karantæne inden hun kunne få den med hjem. Det kostede 13.000 og hendes far havde været rasende. Hun betalte stadigvæk af på den hund.
 Måske der skulle have været to ii i hendes navn istedet for et? Det tænkte hun tit på, men det havde også været dyrt hos den numerolog som hendes far også havde været rasende over, og han kaldte hende også stadig Margrethe. Og måske det egentligt var derfor, at der ingen succes var i navnet? Hvis nu det ikke blev accepteret af de nærmeste, var det måske dømt til at blive til undergang i stedet?

"Stik mig lige regnemaskinen!"  Tove rakte op på hylden over køkken tv'et. Det var altid lidt spændende hvor de endte med at tage hen. For når det kom til stykket, så var Herbert nærig, og selv om hun stadig efter 33 års ægteskab følte sig fuld af kærlighed til ham, så var det dog et træk ved ham, der irriterede hende voldsomt, når de igen, igen startede deres sommerferie med at satse på afbudsrejser, efter at Herbert havde siddet en time, og forsøgt at vride positive tal ud af maskinen.

"Mor skal vi have andet end koldskål?" råbte Cindy inde fra stuen. Tove gik hen til døren ind til stuen og sagde, at ja de skulle da også have majskolber, som jo også var en af Cindys livretter. For det var Cindydag, i dag, og også lidt jul sagde hun og nikkede smilende imod tv'et. Cindy havde mistet interessen for tv'et hun var nu fordybet i at læse om krebsens horoskop på sin Ipad: "Der var et vendepunkt under opsejling og det var vigtigt, at hun forholdt sig ydmyg overfor de forandringer den næste tid ville byde på. Hun måtte ikke holde sig alt for meget hjemme, men skulle rejse til sin yurt i det ydre Mongoliet..".

"Far"råbte Cindy, "vi skal til Mongoliet til sommer". Ude fra køkkenet råbte Herbert, "Nej, fandeme nej, vi skal til Mallorca!"
"Ja, men først skal vi spise", sagde Tove "og bagefter skal vi ned og høre Peter Belli Jam på 'Den røde plads'".
Cindy sukkede, "Aarrrgh mor, det er for de gamle og det bliver regnvejr snart, sagde hun mens hun smurte smør på sin majskolbe. "Skam få den, der taler ilde om vejret, eller om Peter Belli!" sagde Herbert med smeltede smørstriber ned langs mundvigene. "Det bliver solformørkelse i aften, og det er en kendt sag, at den mand du kaster dit blik på, i det øjeblik solformørkelsen er total - er ham du bliver gift med. Er det ikke sandt Tove?" Sagde han og blinkede til hende. Tove fniste lidt og skubbede med foden til Zorba, der også ville være med ved bordet. "Jo, da far og jeg mødte hinanden..."  Mere nåede hun ikke at sige, for det ringede på døren og Zorba begyndte at gø..

4. Johannes

Dette er 4. gang jeg har bedt mine fb'venner om at give mig ord til en historie. De gav mig disse:

Skipperlabskovs, homoseksuel, Godmorgen frue, chililakrids, Johannes, "og brændte et JA ind i overarmen", Simon & Garfunkel, Brønshøj Boldklub, urtekyndig, dilemma, bortglemt, Willie Nelson, bus, jamsk, biavler, natteravn.

Johannes var som vanlig mødt ind på remisen kl. 4 om morgenen. Han var blevet flagmand efter i mange år at have kørt natbus. Men lænde- og lårproblemer havde rykket ham ud af bussen og væk fra et langt liv som natteravn. Nu stod han for at holde opsyn med - og stå for reparationer af alle de små flag til hver buschauffør. Med tiden var der kommet mange flere flag til, og det var nu ikke længere kun Dannebrog, der skulle vaje på hver bus ved de kongeliges mærkedage, det gav en større variation i arbejdet, ligesom det var med til at højne både borgere og ansattes viden om vigtige begivenheder. Og så gav det anledning til diskussioner f.eks. med   regnbueflaget. Det flag var Agnethe i kantinen glad for. Hendes søn var homoseksuel, og hun følte, at det gav sønnen og alle andre en hel del oprejsning, at de kunne få lov til at flage på busserne. (Høhø - oprejsning et vist sted, som L.L (lumre Lars) gnæggede, når hun sagde dette på flagdagen). Johannes delte hendes synspunkt til en vis grad. Han havde set og oplevet en del i sine mange år som buschauffør rundt i natten, og han kunne lide forskelligheden blandt byens typer, men omkring Priden var han i et dilemma, der blev vist for meget bar røv efter hans mening, og det kunne godt forårsage lidt jamsk hos ham i de dage byen foldede sig ud med afklædte i variationer. Men Agnethe var en frodig kvinde, og i dag havde hun varslet, at der stod skipperlabskovs på menuen, så Johannes var allerede tidligt på morgenen en stor ja-siger.

Han satte Willie Nelson på anlægget og skruede op på fuld volumen for "On The Road Again" mens han gennemgik chaufførplanerne, tjekkede om der var nogle nye på job, der havde brug for instruktion med påsætningen og kom i tanke om dengang hans egen bror Buller, der var inkarneret fan af Brønshøj Boldklub havde fået alle ungerne på den klub, hvor han arbejdede, engageret i at lave boldklubs-flag, som han havde overtalt Johannes til at lægge frem til chaufførerne. Det havde forårsaget en hel del latter den dag, og en enkelt ligesindet chauffør var kørt ud af garagen med Brønshøjs farver på bussen. Johannes og chaufføren havde begge fået en påtale men det havde mest været for syns skyld. Der var heldigvis næsten ligeså højt til loftet på hans arbejdsplads som der var i garagen.

Joel den skotske natbuschauffør kom fløjtende ud fra omklædningsrummet med vådt hår. I sommerhalvåret boede han i sin kolonihave ved fælleden ude på Amager, hvor han gav den som biavler.Johannes havde en dag overhørt Agnethe rose den honning han åbenbart havde foræret hende. At han også var urtekyndig havde Johannes opdaget en fugtig vinterdag, da han havde gået og klaget over sine iskiassmerter hvor Joel havde set på ham og sagt, at han kendte en recept til de smerter. Og nogle dage efter var han kommet med en rædsom blanding som Johannes havde skulle drikke 2 gange om dagen. Den pose med urter var hurtigt blevet bortglemt i skabet bag andre forliste sundhedsprojekter. Som dengang Agnethe havde rådet ham til at spise noget HUSK for problemer med maven. Hvorfor i alverden han ikke smed den pakke ud, var ham en kilde til evig undren. For det var svært at glemme et så insisterende ord, der sprang en i øjnene hvergang man åbnede sit køkkenskab. Og alligevel så glemte han dem! Nej han var vendt tilbage til sine chililakridser, som han klukkende kaldte sine "urtepiller", de hjalp mod smerterne, at de så gav vrøvl med maven var en anden sag.
Joel forstummede sin fløjteudgave af Simon & Garfunkels "The Sound of Silence, da Johannes tog fat i hans arm. "Hvad fanden er det der?", spurgte han og pegede på Joels overarm.
En svag rødmen bredte sig på Joels kinder, men han svarede glad på sit gebrokne dansk, at han var blevet forelsket i den her dejlige pige, som også havde et hus derude i hans haveforening. De var fornylig blevet viet ved en udendørs skovceremoni, hvor præstinden havde brændt et JA ind i begge deres overarme som en ed til hinanden og kulten. Nu var Joels kinder helt røde, men hans øjne lyste med en glæde, som Johannes ikke selv havde følt i mange år.
Hovedrystende gik han ud af hallen for at ryge en cigaret. På vejen passerede han Agnethe, der var på vej ind - "Godmorgen frue", sagde han og lettede på en usynlig hat. Hun tjattede spøgefuldt til ham, og han sagde, at han glædede sig til frokosten senere.
Mens han stod og så solen stod op, tænkte han på om han nogensinde selv havde været så forelsket, at han kunne finde på noget så fjollet som at brænde sig i armen?

3. Skyggebilleder

Dette er 3. gang, jeg har bedt mine fb'venner om at give mig ord til en tekst, de er som følger:

Orangefarvede tæer, bryllup, Folkeaktie, Ekspressgebyr og hun vandt i scrabble, brev, sykregen, Skyggebilleder, brandsår med nylon, Tvillinger, Byld, Værdikæde, Dum pædagog, Ækvivalerer, Alkoholvanskelig, lang tunge, Midnat.

Bibi skulle holde sit bryllup ved midnat på en bakke fuld af blomstrende hæg, derfor gjorde det ikke så meget at selvbruneren var gået lidt amok, og at hun nu stod her med orangefarvede tæer. For ingen ville rigtigt kunne se det i mørket. Hvad der gjorde noget var det underlige brev hun havde fået overbragt af et bud, der havde bedt hende betale et ekspresgebyr for overhovedet at få lov at modtage brevet, som afsenderen ikke havde betalt! Naturligvis tog hendes nysgerrighed over, og hun betalte for brevet som hun straks flåede op. Det kunne jo være den folkeaktie hun havde ønsket sig i gave fra sin alkoholvanskelige mor, der levede et alternativt liv sammen med Bingo, hendes nye mand. Han var en dum pædagog som Bibi havde haft på ungdomsklubben - og som efter en dag, hvor hun vandt i scrabble havde sagt, at han syntes hendes mor var en sild... Helt ærligt, det havde næsten fået Bibi til at kaste op, og hendes mor til at forlade Bibis far for Bingo.
Men det hun så, da hun åbnede brevet, var ikke en folkeaktie men i stedet dette ubehjælpsomme og skræmmende skriv:
                                                           

diN koMmENde mANd

haR eN LAng tuNGE

hAN KAn liDe sYKreGen

                                               
Der var ingen afsender, og Bibi blev skiftevis kold og varm over det hele, mens hendes gamle brandsår med nylon rest på indersiden af venstre lår begyndte at klø, som det altid gjorde når hun blev nervøs og bange.

Hvem var brevet fra og hvad skulle det betyde? Var der nogen der ville hende ondt og hvad betød det underlige ord til sidst i det hele taget? Hun satte sig ned på kanten af sengen som sidenhen skulle danne romantisk ramme om deres bryllupsnat. Eller skulle den?
Med hovedet i hænderne lukkede hun øjnene mens skyggebilleder fra fortiden vældede op i hende. For nogle år siden havde hun opdaget, at hendes mor havde født et hold tvillinger som var blevet bortadopteret før hun selv kom til verden. Det havde naget hende som en velvoksen byld i en betændt tand i mange dage, da det var gået op for hende, og hun havde følt vrede, had og foragt overfor sin mor, og savn efter de søskende som hun var blevet snydt for.
Så hun var begyndt at lede efter dem, men det hun havde fundet havde ikke været rart. Og hendes kæreste havde sagt, da de sad i bilen hvorfra de overvågede massageklinikken hvor den ene tvilling arbejdede, at hvis hun foretog en værdikæde analyse af morens handlinger så havde det vel været til hendes, altså Bibis bedste, og at det vel så dermed ækvivalerede at Bibi ikke behøvede at give sig til kende overfor tvillingerne? (Og derfor var de heller ikke blevet invitere med til deres bryllup). Sådan noget lignende havde han sagt, om hele situationen, hendes Claus, og han var jo da så klog, og kunne så mange fremmede ord...
Så de var kørt fra massageklinikken uden, at hun havde givet sig til kende, men i bakspejlet havde hun set toppen af et afrohår træde ud ad døren fra huset, og det havde virket som om, at personen havde holdt øje med dem.

Det underlige brev lå på gulvet ved siden af hendes orangefarvede tæer. Hun skulle giftes, hun skulle gøre sig klar til sin store aften under de duftende træer, men først ville hun ringe til Claus, hendes forlovede og spørge ham om han vidste hvad brevet kunne betyde. Eller måske skulle hun først google ordet sykregen. Dog havde hun en følelse af, at hun ikke havde lyst. Hun havde glædet sig til denne dag i så lang tid, måske hun skulle vente til i morgen. Gemme brevet i skuffen, sammen med overraskelsen til Claus, en pakke flødeboller til dagen derpå...

Stravinskys sweater

Traver et komma

Sarah et punktum,

atomiseret – i transparent

plastik tekst

Sarah kastes – hårdt i

nedslagene – kommer de

nogensinde helskindet

ud derfra?

white body glace

packing the colors – greening the grass – peeling the flowers – with my white body glace – jumping high into conclusions – kissing the lips of a fool – bitching a boss – keeping all – the red alert averse – and drinking the sinking ships

2. "Når de hvide blomster blomstrer"

Andet forsøg med ord fra fb-venner til en historie: 

Mismodig, selvledelse, pengene først, klassekamp, København, dogmeromantik, venlighed, av!, overspringshandling, stjernehimmel, kaffeskum, "Når de hvide blomster, blomstrer", klump, infantil

Ellen Tran havde været på et kursus i 'selvledelse' ude på Hejrevej, et nyt tilbud hos anden aktør på jobmarkedet. Nu efter 18 måneders arbejdsløshed var hun endeligt rykket op i gruppen af de langvarigt arbejdsløse, der fik tilbud om specialpsykologiske kurser, i at 'lede' sige selv tilbage på arbejdsmarkedet. Hun havde ikke været reel arbejdsløs i alle de måneder, for hun havde også været langvarigt syg, efter et fald, men den slags talte ikke med i regnskabet længere. Det gjorde det meget lettere hos Statens Bogholderi, hvis man regnede alle under en pulje - Sultepuljen.

Dagen var gået fint på trods af, at hun var startet sin morgen mismodig og modløs ved tanken om endnu et blåøjet kursus.

Men hun var blevet mødt af en sjælden venlighed fra coach Albine Vinkel, deres kursuspsykolog, som havde kigget Ellen direkte ind i øjnene, i stedet for som det var normalt, på et punkt lidt over hendes øjenbryn. I sin rørelse havde hun måtte synke en klump, mens tårerne i hendes øjne fik de små lamper i loftet til at ligne en stjernehimmel.

De havde set en film om dogmeromantik, efter pausen, hvor hun for 10 euroyen havde trukket lidt kaffeskum fra en automat i gangen. Den havde handlet om tidligere tiders København, hvor borgere med tid til overspringshandlinger havde beskæftiget sig med  klassekamp og det totalt infantile "fælles værdier i almenvellet". Enkelte kursister havde leet ad de menneskeflokke filmen viste, som man så, stod og fløjtede under røde faner efter en enkelt dame, der ikke så godt kunne høres. Og Ellen havde bemærket, at også Albine Vinkel havde trukket på smilebåndet. Filmen var blevet vist for at man skulle bemærke det forrykte i svælge i søjletanker og glemme ikke at sætte pengene først. Grundlæggende det  Albine Vinkel ville lære dem,  At lede sig selv tilbage til rette samfundsforståelse. Euroyenen var for nedadgående og alle måtte påtage sig en ekstra tørn også med læringen.

Ellen gik nu hjemad den lange sti på Assistens kirkegården, det var forår og de hvide blomster blomstrede. Et sæt initialer stod brændt ind i hendes hoved. AV!

Enklaver

Enklaver af liv i det sorte net
udspændt over menneskenes jord

fylder sig med daglig ignorance
for ikke at erkende det styrende princip

og rummene fortættes i smålig arrogance
mens mørkesværmersjæle holder fest

still naked

stryger den kind

stryger den kind som ikke har hvile mod den skrivende hånd

bor for en stund i et andet århundrede hvor den slags sker

med blæk der klatter papiret til med ærgerlige tanker

og forblæste håb

går langs bredden søen rundt ser smutglimtende fisk aflejre

sarthed
reflekteret i de halsende skyer på den vekslende himmelbue

hængepilens blade knitrer tørt på vej til at tabe sig i vand

der suges ind i min lille tynde støvle i hvis blanke

perleknapper spejler sig næbbet på en blishøne
hvis venner har gemt sig for en glammende hund på vej gennem krat 

af ulæste breve på din krop

line on the run2

1. historie: Mr. Content Strategy

Jeg bad mine fb-venner om at smide mig nogle ord, som jeg skulle bruge i en historie. Jeg fik disse ord:

Regnvejrsrendevouz, Alkovehemmelighed, Storkontor, Sampak, Blomstertog, Synergieffekt

Nøgleben, Indeværende måned, Godsforvalter, Torden, Smukhedsfornemmelse, Dvæle

Hvidvin og varmrøget laks og verdens dejligste kvinde at dele det med..., Endoplasmatiskreticulum, komma.

Og nu bor de her:

Mr. Content Strategy

Lukker ned for sin computer. Det er fredag og han glæder sig til at forlade sit storkontor hvor alle hans kolleger havde været særdeles larmende den indeværende måned. De havde opført sig som overstadige børnehavebørn fordi Sampak nu var en realitet for firmaets videre salg i Kina. Og jaja, det var da også fint, med den mulighed for ekspansion, og han var da også glad for, at de med ordren og den synergieffekt den havde på firmaets fremtidige handler i Asien nu var sikret deres job.

Men set i bakspejlet og sådan set også fremadrettet, så ville han ikke ’lande’ så meget ved den ordre andet end ekstra arbejde, og det var meget muligt at hans kollegaer jublede over firmaets fremtidige beståen, men ret skulle være ret. Det tog tid fra hans fritidsforskning i endoplasmatiskreticulum. Et studie han desværre havde været nødt til at fjerne sig fra i sit ægteskab, og de tre uregerlige unger der var kommet ud af det, fordi han var blevet nødt til at tage sig et lønslave job som gedigen taster – og gedigen det var han. Men efter et mangeårigt ægteskab var han og Laila gledet hver til sit, og da han havde opdaget at hun rendte rundt og havde alkovehemmeligheder med Jansen, den blærede godsforvalter, havde han sat det sidste komma i det ægteskab. Hvilket så igen havde ført til, at han havde genoptaget sit gamle studie i cellebiologiens lyksaligheder. En hobby han indtil nu havde kunnet snige sig til at forske på – på firmaets langt hurtigere computer, men som han nu ikke længere havde tid til at dvæle ved, fordi der guddødme skulle tastes tal og kolonner i arbejdstiden.

Men nu var det weekend og han skulle mødes med frk. Langholm. Ikke så larmende som hans kollegaer, der gjorde sig klar til en drink på en fyraftensbar.

Nej, frk. Langholm og han havde aftalt en regnvejrsrendevouz omkring søerne. Hun var en fager kvinde med de smukkeste nøgleben han nogensinde havde set, og så var hun mikrobiolog! Hvilket sammenfald af tilfældigheder, der havde bragt dem i forbindelse med hinanden. Da han for et års tid siden atter var vendt tilbage til sin forskning, havde han været lidt rusten i begreberne, og meget var der sket siden han sidst havde været i lærebøgerne, det måtte han give. Forskningen havde virkeligt rykket sig, og han havde skrevet nogle mail til Det Biovidenskabelige Fakultet hvor han havde forespurgt, om han gjorde ret i at antage at hans steoridhormoner kunne være i stigende, fordi Laila var blevet opdaget i sine hemmeligheder, og at den glykoselering, der var en forøget risiko for i denne proces, kunne forårsage en diabetes og en forhøjelse af kolesterol? Det ene havde ført til det andet, og han var blevet ledt videre til frk. Langholm på Serum Instituttet, der som den eneste havde været helt lydhør over for hans spørgsmål, og som han nu samarbejdede med under dække af sit tastearbejde. Hun havde nemlig brug for hans ekspertise og store indsigt i membransyntesen og de metabolske processer. Det gav ham sådan en umådelig smukhedsfornemmelse han aldrig før havde oplevet, at være tæt på disse begreber sammen med en kvinde. Han havde besluttet sig for at det skulle ske i aften. Han ville spadsere med frk. Langholm langs søerne i dybsindig samtale, og havde øvet sig lidt på nogle begreber, som han nok tænkte ville gøre indtryk. Imens ville hendes lysebrune hår vifte omkring hendes søde ansigt når hun anerkendende smilede af det han sagde, og det ville være som et blomstertog af duft, når hun kastede håret bagover og lo.

Han følte sig særdeles opløftet da han tog sin regnjakke og paraply fra stumtjeneren ved indgangen. En fjern torden rullede over byen, og han glædede sig over, at han senere samme aften ville drikke et glas hvidvin og spise varmrøget laks, og dele det med verdens dejligste kvinde, som han i aften ville spørge – vil du se min diabolske membran?

Vandet

Vandet flyder
gennem alt
flyder vandet

det er bare over broen

det støjer lidt, sagde han
bare vent, sagde han
se nu, sagde han
hun lyttede, og sagde ja

selvom der ikke er langt

vil du med, sagde han
det er bare over broen, sagde han
ved det røde hus, sagde han
hun trak sin cykel, og gik med

selvom der er lukket

kan vi gå ind
for når broen er oppe
kan cyklen komme igennem
han, vent hun sagde, ikke snart

selvom vi er der nu

habitære fornemmelser

Voxer et skæg, mens jeg venter på, at mit hjem skal vokse sig stort nok til den røde parket, med strømlinede flyvefisk i profil. Vi går lidt til sit, hver for sig og det er i og for sig meningen der kom med posten da mit volds-abonnement udløb var der ingen der så de hvide lanterner på himlens bue sat op af den sidste influenza, der havde sneget sig ind ad den sprække ovre i hendes sind blot en kile i den ravnsorte pels på en frønnet kappe af slidte længsler voksede sig glidende udover hendes rya lagt øde under teaktræsbordets løber i skålen med bjørnen lå nøglen til carporten med hans spillende læber på kaskelothvalens tag drak de hinanden så fulde som svin mens den flimrende varmedis lå som et tungt favntag på den øde strækning mellem stat 1 og stat 2 hvor de ikke fandt hinanden da de stod i retssalen og ventede sig en baby der skulle skilles inden ankomsten til månen hvor tudsen sad tænksom og vendte hver og en af sine 3 mønter 11 gange mens lavninger hældte sig selv på dunke i delle der forhåbentligt havde set sin dag inden sommerens bikinijag kun godt at man kunne og jo da havde den frie vilje til at blive en undgænger i en ren kvartalsvis rus af habitære fornemmelser lånt på klods hos en leveringsdygtig frue i det meste...

2face