fredag den 11. april 2014

1. historie: Mr. Content Strategy

Jeg bad mine fb-venner om at smide mig nogle ord, som jeg skulle bruge i en historie. Jeg fik disse ord:



Regnvejrsrendevouz, Alkovehemmelighed, Storkontor, Sampak, Blomstertog, Synergieffekt
Nøgleben, Indeværende måned, Godsforvalter, Torden, Smukhedsfornemmelse, Dvæle
Hvidvin og varmrøget laks og verdens dejligste kvinde at dele det med..., Endoplasmatiskreticulum, komma.

Og nu bor de her:


Mr. Content Strategy


Lukker ned for sin computer. Det er fredag og han glæder sig til at forlade sit storkontor hvor alle hans kolleger havde været særdeles larmende den indeværende måned. De havde opført sig som overstadige børnehavebørn fordi Sampak nu var en realitet for firmaets videre salg i Kina. Og jaja, det var da også fint, med den mulighed for ekspansion, og han var da også glad for, at de med ordren og den synergieffekt den havde på firmaets fremtidige handler i Asien nu var sikret deres job.

Men set i bakspejlet og sådan set også fremadrettet, så ville han ikke ’lande’ så meget ved den ordre andet end ekstra arbejde, og det var meget muligt at hans kollegaer jublede over firmaets fremtidige beståen, men ret skulle være ret. Det tog tid fra hans fritidsforskning i endoplasmatiskreticulum. Et studie han desværre havde været nødt til at fjerne sig fra i sit ægteskab, og de tre uregerlige unger der var kommet ud af det, fordi han var blevet nødt til at tage sig et lønslave job som gedigen taster – og gedigen det var han. Men efter et mangeårigt ægteskab var han og Laila gledet hver til sit, og da han havde opdaget at hun rendte rundt og havde alkovehemmeligheder med Jansen, den blærede godsforvalter, havde han sat det sidste komma i det ægteskab. Hvilket så igen havde ført til, at han havde genoptaget sit gamle studie i cellebiologiens lyksaligheder. En hobby han indtil nu havde kunnet snige sig til at forske på – på firmaets langt hurtigere computer, men som han nu ikke længere havde tid til at dvæle ved, fordi der guddødme skulle tastes tal og kolonner i arbejdstiden.

Men nu var det weekend og han skulle mødes med frk. Langholm. Ikke så larmende som hans kollegaer, der gjorde sig klar til en drink på en fyraftensbar.

Nej, frk. Langholm og han havde aftalt en regnvejrsrendevouz omkring søerne. Hun var en fager kvinde med de smukkeste nøgleben han nogensinde havde set, og så var hun mikrobiolog! Hvilket sammenfald af tilfældigheder, der havde bragt dem i forbindelse med hinanden. Da han for et års tid siden atter var vendt tilbage til sin forskning, havde han været lidt rusten i begreberne, og meget var der sket siden han sidst havde været i lærebøgerne, det måtte han give. Forskningen havde virkeligt rykket sig, og han havde skrevet nogle mail til Det Biovidenskabelige Fakultet hvor han havde forespurgt, om han gjorde ret i at antage at hans steoridhormoner kunne være i stigende, fordi Laila var blevet opdaget i sine hemmeligheder, og at den glykoselering, der var en forøget risiko for i denne proces, kunne forårsage en diabetes og en forhøjelse af kolesterol? Det ene havde ført til det andet, og han var blevet ledt videre til frk. Langholm på Serum Instituttet, der som den eneste havde været helt lydhør over for hans spørgsmål, og som han nu samarbejdede med under dække af sit tastearbejde. Hun havde nemlig brug for hans ekspertise og store indsigt i membransyntesen og de metabolske processer. Det gav ham sådan en umådelig smukhedsfornemmelse han aldrig før havde oplevet, at være tæt på disse begreber sammen med en kvinde. Han havde besluttet sig for at det skulle ske i aften. Han ville spadsere med frk. Langholm langs søerne i dybsindig samtale, og havde øvet sig lidt på nogle begreber, som han nok tænkte ville gøre indtryk. Imens ville hendes lysebrune hår vifte omkring hendes søde ansigt når hun anerkendende smilede af det han sagde, og det ville være som et blomstertog af duft, når hun kastede håret bagover og lo.

Han følte sig særdeles opløftet da han tog sin regnjakke og paraply fra stumtjeneren ved indgangen. En fjern torden rullede over byen, og han glædede sig over, at han senere samme aften ville drikke et glas hvidvin og spise varmrøget laks, og dele det med verdens dejligste kvinde, som han i aften ville spørge – vil du se min diabolske membran?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

gittan.pedersen@gmail.com