torsdag den 21. juni 2018
torsdag den 14. juni 2018
24.historie: Offer
Ordene jeg fik til d.24. dogmehistorie:
Tusindvis, lørdagskylling, romantik, kvalitet, søskendeflok på 4, Audi A6 2,8, lykkeliv, stjerneskud, Lagatto, provinsen, cykelkurv, rosenknop, plejehjem, nøgenbadning, marmorrøv, stenhøfde, møllehjul, offer, symbiose.
Hun var stadig lidt i chok, da hun kørte ind på den næsten tomme parkeringsplads foran det plejehjem, hvor hendes mor nu endeligt havde fået plads!. Hun fik alligevel parkeret sin Audi A6 2,8 helt skarpt på trods af sine let rystende hænder. Godt nok havde hun hørt nogle rygter, fra en af sine tidligere gymnasievenner. Men det syn..! havde hun alligevel ikke forestillet sig.
Den forrige gang, hun havde været på besøg,hos moren, havde de to sortmalede møllehjul på pladsen lige ved indgangen, været fyldt med pinseliljer i fuldt flor. Det var ganske sikkert - og det havde også stået i den brochure som så fint 'solgte' stedet. At der arbejdede en ihærdig gartner på stedet. Det gjorde der bestemt - og helt sikkert. I dag stod der kornaks, blålilla kornblomster og purpursolhat mellem egerne i møllehjulene. Det var et kønt og fredfyldt skue. Sidst hun havde været på besøg, havde hun ikke bemærket, hvilke blomster der var ved indgangen. Måske havde hun glemt det? For der havde ligget en rosenknop på hendes mors hovedpude, da hun stille havde listet sig ind på morens værelse, gennem den septiske stilhed på den brede linoleumsbeklædte gang. Hun havde let alarmeret spurgt sin mor, om hvor den kom fra? Og moren, der havde sovet middagslur, da hun var ankommet. Havde fnisende sagt, at: "Det er 'negeren' som har givet mig den!" "Han er sådan en lækker flirt. Det er ham, der gør ren," Hun havde selv følt en frysende bevægelse ned langs rygradden ved morens meddelelse og havde tyssende og flovt sagt til sin mor: "Man siger altså ikke neger, mor! Man siger 'mørke', eller farvede!" Hvortil moren havde svaret: "Stik mig mine Cecil. De grønne! og ved du hvad! Du er endnu grimmere end i går!"
Hun havde ikke været på besøg i går. Alligevel savede udsagnet i hendes kød. Selvom hun godt vidste, at demens nogengange gjorde sådan. Onde ord - var de eneste direkte ord, der kom til hende fra morens mund.
Der tikkede en sms ind, da hun steg ud ad bilen. "U&M. Badning. v. den stenhøfde, der ligger til v., når du kommer tilbage fra dit morbesøg." Det var egentligt en unødvendig sms for hun vidste, at det altid var der, Angelica ville mødes. På den side af stranden var nøgenbadning lovligt og Angelica ejede ikke noget badetøj, men Angelica holdt af at meddele sig i detaljer i sin vanlige telegramstil og ville helt sikkert, enten sidde på stenene og sole sig eller ligge på et tæppe ganske nært ved, med sine romanudkast til gennemlæsning. De papirbunker, der altid blev plettede af kaffe, rødvin og lilla udråbstegn, når hun var kommet godt i gang med at læse korrektur på en håbefuld forfatters indsendte tekst til det forlag, hvor de begge arbejdede. På det forlag, hvor de, for snart 12 år siden havde mødt hinanden. Sidenhen var Angelica endda flyttet ind i en andelslejlighed i den modsatte ende af den gård, hvor hun selv boede. For 3 år siden havde de så i fællesskab, købt deres dejlige sommerrefugium. Som de kaldte 'Lykkeliv'. Det var i sin tid blevet bygget af en arkitekturfantast med kroget hjerne, der havde samlet materiale til huset fra diverse faldefærdige, sammenflikkede genbrugsvenlige brædder fra nedrivnings- og restaureringsprojekter rundt omkring fra egnen. Derfor fremstod huset i mange farver og niveauer. Selv havde hun købt en sigøjner, cirkus- skurvogn som nu stod på grunden. Her havde hun indrettet sig en soveplads i den ene ende af vognen og en arbejdsplads med et ekstrastort vindue, hvor hun arbejdede med sine illustrationer i den anden ende. Her arbejdede hun i de sommermåneder, som hun tilbragte i huset, væk fra byens larm. For i modsætning til Angelica, der rykkede op i huset 6 mdr. om året, foretrak hun selv, hvert år at rejse ud i verden 3-4 uger af sin sommerferie. Her mødte hun venner, familie, bekendte - og ikke mindst sig selv på fjerne destinationer, hvor alle muligheder stod åbne, for at være en anden - end netop sig selv...
Hun huskede i et nu, hvad Alfeldt som arbejdede i økonomiafdelingen, bittert havde sagt til årets sommerfest, da hun i en kort stund havde siddet ved siden af ham i Kongens.Have. Hun havde fortalt ham, at Angelica allerede var rykket op i sommerhuset, da han havde sagt, at det var længe siden, at han havde set Angelica på redaktionen? Til det havde han så bittert svaret: "At de to eddermame levede så meget i symbiose, at man skulle tro, at de var 'gnubbere'" Det havde fået hende til hurtigt at fortrække, med en hovedrystning og et "Stakkels dig! Sikken, äechlischhud du bor i!" Og Alfeldt, (som på redaktionen gik under navnet: "Lad os kalde ham Preben!") havde fnyst ad hende og havde åbnet endnu en medbragt dåseøl. Det, havde i flere år på redaktionen været et kendt faktum, at han havde et særdeles, men voldsomt ugengældt godt øje til Angelica. Hun opdagede som vanligt ikke noget, andet end den irriterende svirren af fluer, som hun kaldte det... Og godt det samme - for sikken idiot.
Og idiot. Hvem ville af egen fri vilje ved sin dødsdag stå som en idiot - et slet menneske?
Et øjeblik stod hun ved siden af den smækkede bildør. På den bil, der havde fået hende til at opdage, at fart kom let og tilsyneladende også foragt overfor dummere bilister, som hun rask væk gav fingeren, - der fra i sin overhalingsbane. Måske det var blevet tid til, at hun bragte et offer? Beslutsomt satte hun sig atter ind i bilen og rullede ud fra den besøgstomme parkeringsplads.
/For 4 dage siden havde hun set et stjerneskud, da hun var på vej over til grillen - og hun havde endda nået at ønske - Så måske noget ville ændres snart..? Hun havde ikke rigtigt ønsket noget konkret, bare sådan 'NOGET' - aka ALT./
På tilbagevejen til sin lejlighed i blok P, havde hun smidt det fedtede papir fra de to burgere og den store omgang pomfritter i en cykelkurv, der hang på en lyserød cykel og så abnormt energisk ud. Normalt ville hun ikke gøre sådan, men håb og fandenivoldskehed havde fyldt hendes krop efter den 'fråder', der normalt lagde hende ynkelig og brak - og totalt blottet for fremtid. Hendes kinder, der bevægede sig ved hvert et skridt, havde denne aften haft små opadvendte kroge af smil - helt ud i det yderste äechlischud på hendes kind. Hun var aldrig blevet god til tysk.
Fortælleren starter forfra:
Elisa havde sovet hos Randi. De havde været alene hjemme, eller det vil sige Randi som var den næstældste ud af en søskendeflok på 4, havde som altid haft de små på slæb. Polak på 11 og Frede på 9. Det havde de også haft denne lørdag, hvor de havde lavet lørdagskylling med kinakålssalat, og flüte.
Thousand Island dressingen var ikke som den, de spiste hjemme hos Elisa og hun havde ikke rigtigt kunne lide den. Men Polak som havde sit navn efter en fyr i en håndværkertrup på gennemrejse, havde set ud til at elske den, hun havde flere gange tværet sin flüte ned i dressingen og slikket dressingen af med obskønne bevægelser, der havde fået Maj, den storesøster på 16, som havde stået ved spejlet i entreen og lagt en tonstyk makeup, til at fare ind og slå Polak hårdt på begsiden af hovedet.
Næste morgen, da de havde siddet ved bordet, der nu flød af flasker, kaffekopper med sort, død kaffe og en bagerpose med indtørrede luftrundstykker, var der pludselig trådt en mand ud inde fra Randis mors soveværelse. Han havde kun haft leopardplettede underbukser i tangafacon på og en mave med sorte hår, der bulnede udover. "Hej Skipper!" Havde Polak grinende sagt, "Nå så var du den heldige i går!"Han havde blinket med det ene øje, kløet sig i skridtet og sagt "Jeps, smukke!" Så var han gået på wc og Elisa havde næsten fået kackaomælken i den gale hals, da han var gået ud ad stuen, imens han vrikkede med balderne. Hjemme hos hende forlod man altid sit soveværelse i morgenkåbe. Lidt efter havde ham, der åbenbart hed Skipper, råbt ude fra køkkenet: "Hvem fanden har spildt majs over hele gulvet? Der ligger tusindvis af majskorn herude!" Det var hende, Elisa, som var kommet til at skubbe til en dåse majs, da de midt i madlavningen havde haft vandkamp. Hun havde følt sig urolig over hans udråb selvom hverken Randi eller Polak så berørte ud. Hurtigt havde hun sagt, at hun måtte se, at komme hjem og var nærmest styrtet ud ad døren. Hjem til hendes mor der:
Ofte havde sagt til hende, at man måtte holde på formerne og sin facon. Særligt når Elisa ikke havde haft lyst til at tage den nystrøgne kjole på til børnefødselsdage. Men hendes mor havde en butik, der hed Romantik. En butik der kunne lide flæser og at noget var 'udsøgt'. Man kunne se skiltet helt ned Ibsens bageri for enden af gågaden. Det hang og svang i vinden med sine flotte svungne bogstaver i guld og sort og indenfor havde hendes mor solgt kurveting, puder, lysmanchetter i udsøgt design og vaser.. Og ja, alt i den fineste kvalitet til fruer med god smag i provinsen. Og god smag startede altså derhjemme, hvor mor løftede 'skindlågene' af de stegte lørdagskyllinger og tørrede fedtlaget af med køkkenrulle, når de lige var kommet ud af ovnen. Så smed hun det sprøde skind fra kyllingerne ned i Fidos madskål, og mens Elisa kiggede hadefuldt på deres Lagatto med ryggen til sin mor, sagde hendes mor ofte - "Elisa, jeg har øjne i nakken! Du tager det ikke! Det er det rene gift." En gift hun havde dobbeltnydt hos Randi, for hun kunne ikke lide skind. Äechlischhud kaldte hun det. De elskede deres tysklærer, hvis hud de begge var enige om, var ligesom marmor. Det navn for en stenart, havde de lært i formning på et besøg til København og Glyptoteket. Og de skrev sedler til hinanden som lød noget i retningen af: "Marmorrøv har en pæn trøje på i dag" Og nogle gange var de beskeder, der blev sendt rundt i klassen lidt mere vovede, såsom "Tror du marmorrøv har bollet i nat?" De sedler fik nogle gange en hel runde i hele klassen. Men sådanne sedler havde altid været Randis.
Randi som for et øjeblik siden havde mødt hendes blik. Randi som hun ikke havde set i mange år. Randi som nu, for et øjeblik siden havde stirret ud ad en bilrude, med målløsheden tegnet i sit ansigt. Over synet af hende. Over at genkende noget-nogen inde bag de 130 kg. Hun havde set hende, Elisa sidde sammen med Bent og grønlænder Jannie, der på bænken. Inden lyset nåede at skifte til grønt, havde hun set Randi vende sit ansigt bort. Hun havde følt, hvordan alle celler i hendes egen krop havde forsøgt at vende sig bort. Men luften havde på en måde været for stille og kompakt, til at en bevægelse havde være mulig.
Længe efter, at hun havde set den smarte bil give gas, havde hun været stum og ikke svaret på Bents spørgsmål: "Om hun dog ikke snart skulle til grillen?"
Hun havde til sidst set bedrøvet på ham og sagt: "Nej! Du må selv gå derhen. Jeg skal ikke have mere..." Og så havde hun set bilen komme tilbage. Søgende efter en parkeringsplads. Måske det var hendes stjerneskud...
Tusindvis, lørdagskylling, romantik, kvalitet, søskendeflok på 4, Audi A6 2,8, lykkeliv, stjerneskud, Lagatto, provinsen, cykelkurv, rosenknop, plejehjem, nøgenbadning, marmorrøv, stenhøfde, møllehjul, offer, symbiose.
Hun var stadig lidt i chok, da hun kørte ind på den næsten tomme parkeringsplads foran det plejehjem, hvor hendes mor nu endeligt havde fået plads!. Hun fik alligevel parkeret sin Audi A6 2,8 helt skarpt på trods af sine let rystende hænder. Godt nok havde hun hørt nogle rygter, fra en af sine tidligere gymnasievenner. Men det syn..! havde hun alligevel ikke forestillet sig.
Den forrige gang, hun havde været på besøg,hos moren, havde de to sortmalede møllehjul på pladsen lige ved indgangen, været fyldt med pinseliljer i fuldt flor. Det var ganske sikkert - og det havde også stået i den brochure som så fint 'solgte' stedet. At der arbejdede en ihærdig gartner på stedet. Det gjorde der bestemt - og helt sikkert. I dag stod der kornaks, blålilla kornblomster og purpursolhat mellem egerne i møllehjulene. Det var et kønt og fredfyldt skue. Sidst hun havde været på besøg, havde hun ikke bemærket, hvilke blomster der var ved indgangen. Måske havde hun glemt det? For der havde ligget en rosenknop på hendes mors hovedpude, da hun stille havde listet sig ind på morens værelse, gennem den septiske stilhed på den brede linoleumsbeklædte gang. Hun havde let alarmeret spurgt sin mor, om hvor den kom fra? Og moren, der havde sovet middagslur, da hun var ankommet. Havde fnisende sagt, at: "Det er 'negeren' som har givet mig den!" "Han er sådan en lækker flirt. Det er ham, der gør ren," Hun havde selv følt en frysende bevægelse ned langs rygradden ved morens meddelelse og havde tyssende og flovt sagt til sin mor: "Man siger altså ikke neger, mor! Man siger 'mørke', eller farvede!" Hvortil moren havde svaret: "Stik mig mine Cecil. De grønne! og ved du hvad! Du er endnu grimmere end i går!"
Hun havde ikke været på besøg i går. Alligevel savede udsagnet i hendes kød. Selvom hun godt vidste, at demens nogengange gjorde sådan. Onde ord - var de eneste direkte ord, der kom til hende fra morens mund.
Der tikkede en sms ind, da hun steg ud ad bilen. "U&M. Badning. v. den stenhøfde, der ligger til v., når du kommer tilbage fra dit morbesøg." Det var egentligt en unødvendig sms for hun vidste, at det altid var der, Angelica ville mødes. På den side af stranden var nøgenbadning lovligt og Angelica ejede ikke noget badetøj, men Angelica holdt af at meddele sig i detaljer i sin vanlige telegramstil og ville helt sikkert, enten sidde på stenene og sole sig eller ligge på et tæppe ganske nært ved, med sine romanudkast til gennemlæsning. De papirbunker, der altid blev plettede af kaffe, rødvin og lilla udråbstegn, når hun var kommet godt i gang med at læse korrektur på en håbefuld forfatters indsendte tekst til det forlag, hvor de begge arbejdede. På det forlag, hvor de, for snart 12 år siden havde mødt hinanden. Sidenhen var Angelica endda flyttet ind i en andelslejlighed i den modsatte ende af den gård, hvor hun selv boede. For 3 år siden havde de så i fællesskab, købt deres dejlige sommerrefugium. Som de kaldte 'Lykkeliv'. Det var i sin tid blevet bygget af en arkitekturfantast med kroget hjerne, der havde samlet materiale til huset fra diverse faldefærdige, sammenflikkede genbrugsvenlige brædder fra nedrivnings- og restaureringsprojekter rundt omkring fra egnen. Derfor fremstod huset i mange farver og niveauer. Selv havde hun købt en sigøjner, cirkus- skurvogn som nu stod på grunden. Her havde hun indrettet sig en soveplads i den ene ende af vognen og en arbejdsplads med et ekstrastort vindue, hvor hun arbejdede med sine illustrationer i den anden ende. Her arbejdede hun i de sommermåneder, som hun tilbragte i huset, væk fra byens larm. For i modsætning til Angelica, der rykkede op i huset 6 mdr. om året, foretrak hun selv, hvert år at rejse ud i verden 3-4 uger af sin sommerferie. Her mødte hun venner, familie, bekendte - og ikke mindst sig selv på fjerne destinationer, hvor alle muligheder stod åbne, for at være en anden - end netop sig selv...
Hun huskede i et nu, hvad Alfeldt som arbejdede i økonomiafdelingen, bittert havde sagt til årets sommerfest, da hun i en kort stund havde siddet ved siden af ham i Kongens.Have. Hun havde fortalt ham, at Angelica allerede var rykket op i sommerhuset, da han havde sagt, at det var længe siden, at han havde set Angelica på redaktionen? Til det havde han så bittert svaret: "At de to eddermame levede så meget i symbiose, at man skulle tro, at de var 'gnubbere'" Det havde fået hende til hurtigt at fortrække, med en hovedrystning og et "Stakkels dig! Sikken, äechlischhud du bor i!" Og Alfeldt, (som på redaktionen gik under navnet: "Lad os kalde ham Preben!") havde fnyst ad hende og havde åbnet endnu en medbragt dåseøl. Det, havde i flere år på redaktionen været et kendt faktum, at han havde et særdeles, men voldsomt ugengældt godt øje til Angelica. Hun opdagede som vanligt ikke noget, andet end den irriterende svirren af fluer, som hun kaldte det... Og godt det samme - for sikken idiot.
Og idiot. Hvem ville af egen fri vilje ved sin dødsdag stå som en idiot - et slet menneske?
Et øjeblik stod hun ved siden af den smækkede bildør. På den bil, der havde fået hende til at opdage, at fart kom let og tilsyneladende også foragt overfor dummere bilister, som hun rask væk gav fingeren, - der fra i sin overhalingsbane. Måske det var blevet tid til, at hun bragte et offer? Beslutsomt satte hun sig atter ind i bilen og rullede ud fra den besøgstomme parkeringsplads.
På tilbagevejen til sin lejlighed i blok P, havde hun smidt det fedtede papir fra de to burgere og den store omgang pomfritter i en cykelkurv, der hang på en lyserød cykel og så abnormt energisk ud. Normalt ville hun ikke gøre sådan, men håb og fandenivoldskehed havde fyldt hendes krop efter den 'fråder', der normalt lagde hende ynkelig og brak - og totalt blottet for fremtid. Hendes kinder, der bevægede sig ved hvert et skridt, havde denne aften haft små opadvendte kroge af smil - helt ud i det yderste äechlischud på hendes kind. Hun var aldrig blevet god til tysk.
Fortælleren starter forfra:
Elisa havde sovet hos Randi. De havde været alene hjemme, eller det vil sige Randi som var den næstældste ud af en søskendeflok på 4, havde som altid haft de små på slæb. Polak på 11 og Frede på 9. Det havde de også haft denne lørdag, hvor de havde lavet lørdagskylling med kinakålssalat, og flüte.
Thousand Island dressingen var ikke som den, de spiste hjemme hos Elisa og hun havde ikke rigtigt kunne lide den. Men Polak som havde sit navn efter en fyr i en håndværkertrup på gennemrejse, havde set ud til at elske den, hun havde flere gange tværet sin flüte ned i dressingen og slikket dressingen af med obskønne bevægelser, der havde fået Maj, den storesøster på 16, som havde stået ved spejlet i entreen og lagt en tonstyk makeup, til at fare ind og slå Polak hårdt på begsiden af hovedet.
Næste morgen, da de havde siddet ved bordet, der nu flød af flasker, kaffekopper med sort, død kaffe og en bagerpose med indtørrede luftrundstykker, var der pludselig trådt en mand ud inde fra Randis mors soveværelse. Han havde kun haft leopardplettede underbukser i tangafacon på og en mave med sorte hår, der bulnede udover. "Hej Skipper!" Havde Polak grinende sagt, "Nå så var du den heldige i går!"Han havde blinket med det ene øje, kløet sig i skridtet og sagt "Jeps, smukke!" Så var han gået på wc og Elisa havde næsten fået kackaomælken i den gale hals, da han var gået ud ad stuen, imens han vrikkede med balderne. Hjemme hos hende forlod man altid sit soveværelse i morgenkåbe. Lidt efter havde ham, der åbenbart hed Skipper, råbt ude fra køkkenet: "Hvem fanden har spildt majs over hele gulvet? Der ligger tusindvis af majskorn herude!" Det var hende, Elisa, som var kommet til at skubbe til en dåse majs, da de midt i madlavningen havde haft vandkamp. Hun havde følt sig urolig over hans udråb selvom hverken Randi eller Polak så berørte ud. Hurtigt havde hun sagt, at hun måtte se, at komme hjem og var nærmest styrtet ud ad døren. Hjem til hendes mor der:
Ofte havde sagt til hende, at man måtte holde på formerne og sin facon. Særligt når Elisa ikke havde haft lyst til at tage den nystrøgne kjole på til børnefødselsdage. Men hendes mor havde en butik, der hed Romantik. En butik der kunne lide flæser og at noget var 'udsøgt'. Man kunne se skiltet helt ned Ibsens bageri for enden af gågaden. Det hang og svang i vinden med sine flotte svungne bogstaver i guld og sort og indenfor havde hendes mor solgt kurveting, puder, lysmanchetter i udsøgt design og vaser.. Og ja, alt i den fineste kvalitet til fruer med god smag i provinsen. Og god smag startede altså derhjemme, hvor mor løftede 'skindlågene' af de stegte lørdagskyllinger og tørrede fedtlaget af med køkkenrulle, når de lige var kommet ud af ovnen. Så smed hun det sprøde skind fra kyllingerne ned i Fidos madskål, og mens Elisa kiggede hadefuldt på deres Lagatto med ryggen til sin mor, sagde hendes mor ofte - "Elisa, jeg har øjne i nakken! Du tager det ikke! Det er det rene gift." En gift hun havde dobbeltnydt hos Randi, for hun kunne ikke lide skind. Äechlischhud kaldte hun det. De elskede deres tysklærer, hvis hud de begge var enige om, var ligesom marmor. Det navn for en stenart, havde de lært i formning på et besøg til København og Glyptoteket. Og de skrev sedler til hinanden som lød noget i retningen af: "Marmorrøv har en pæn trøje på i dag" Og nogle gange var de beskeder, der blev sendt rundt i klassen lidt mere vovede, såsom "Tror du marmorrøv har bollet i nat?" De sedler fik nogle gange en hel runde i hele klassen. Men sådanne sedler havde altid været Randis.
Randi som for et øjeblik siden havde mødt hendes blik. Randi som hun ikke havde set i mange år. Randi som nu, for et øjeblik siden havde stirret ud ad en bilrude, med målløsheden tegnet i sit ansigt. Over synet af hende. Over at genkende noget-nogen inde bag de 130 kg. Hun havde set hende, Elisa sidde sammen med Bent og grønlænder Jannie, der på bænken. Inden lyset nåede at skifte til grønt, havde hun set Randi vende sit ansigt bort. Hun havde følt, hvordan alle celler i hendes egen krop havde forsøgt at vende sig bort. Men luften havde på en måde været for stille og kompakt, til at en bevægelse havde være mulig.
Længe efter, at hun havde set den smarte bil give gas, havde hun været stum og ikke svaret på Bents spørgsmål: "Om hun dog ikke snart skulle til grillen?"
Hun havde til sidst set bedrøvet på ham og sagt: "Nej! Du må selv gå derhen. Jeg skal ikke have mere..." Og så havde hun set bilen komme tilbage. Søgende efter en parkeringsplads. Måske det var hendes stjerneskud...
Abonner på:
Opslag (Atom)