tirsdag den 31. oktober 2017
lørdag den 7. oktober 2017
23. historie: Ubetinget
Ordene jeg fik til d.23. dogmehistorie:
Horisontal, barnedåb, papegøje, budgetforlig, semipermeabel, sommerhus, ubetinget, hvirvelvind, Mølleåen, forfinet, sæbeboblepuster, Nautilus, bombeopskrift, læber, træt, velsignelse, gensynsglæde, udlængsel, onomatopoietika, Selinah, fromhed, turnus.
Der er 78 fliser på bagvæggen på badeværelset, det har han fortalt mig mange gange. I dag har han formået at sætte sin lille hånd op til d. 10 række. Lyse naturfliser med et lille sort håndaftryk i blæk.
Min sælskindspung ligger og tørrer som et sørgeligt, mishandlet dyr ude på bordet på altanen.
Han taler igen i lydord. Det kaldes onomatopoeitika. Og det kan tage overhånd. Havde de sagt.
Da jeg kom ud til ham på badeværelset, var det hvide plastikbadekar som han snart er vokset ud af, fyldt med sortfarvet vand "Åh, nej! Hvad har du lavet?" Jeg havde råbt, forglemt mig... Sanset hele rummets dystre fortælling med et blik og set, at noget flød rundt nede i baljen..... Jeg havde skubbet ham til side og stukket hånden ned - og det var - hvad mit blik havde opfattet i et splitsekund! Min fine, grå pung gennemvædet og gennemfarvet, og inden i den lå hans lille badedukke i 6 dele. Arme, ben og hoved revet af dukkens krop.
"Nej!! Du må ikke tage min Nautilus." Han havde hægtet sig fast i hendes ben og forsøgt at rive sælskindspungen ud af hendes hænder. Han havde forsøgt at bide hende og kradset hendes arme, mens han forsøgte at rive pungen ud af hendes hænder.
Tilbagefaldet var allerede begyndt i den sidste uge af sommerferien. Hun havde læst 'En verdensomsejling under havet', for ham i de regnfulde sommerdage, hvor de havde hygget hjemme på sofaen under tæpper mens regnen pikkede på ruden. Nogle gange havde han også fået hende overtalt til, at de skulle ligge inde i hans hule og læse - og han havde flere gange sagt: "Mor! Du skal huske at kalde mig Kaptajn Nemo". Hulen var blevet hans ubåd. "Mor du kan være en forfinet dame, der kommer og besøger mig i ubåden." Og han havde digtet videre og spurgt hende: "Om hun bedst kunne tænke sig, at være en havbiolog, der skulle med ud på verdenshavene sammen med ham - eller sådan en dame, der arbejdede på en kæmpeavis, og som skulle med, for at skrive om hans bedrifter?" Hun havde sagt, at hun helst ville være en havbiolog og havde givet ham lov til at låne hendes eyeliner, så han kunne male sig et skæg. Han havde tegnet en sort streg hele vejen rundt om sine læber. Det havde mere lignet konturerne af en hårdt optrukket klovnemund, end et skæg og hun havde været lige ved at grine, hver gang hun drejede hovedet og så på ham. Efter et par kamuflerede hosteanfald, havde hun brugt det som en god undskyldning for at kravle ud af hulen.
Erik havde til gengæld som en reaktion på hende hosteanfald sagt med en alvorlig mine: "Jeg vil gerne have en papegøje. Der kan sige, når der ikke er mere ilt i kabinen." Han havde hørt om kanariefugle i miner, der dejsede døde om, når der ikke var mere ilt. Som signal holdt de helt op med at synge. Et tegn på, at den sikre død var nær og at man derfor skulle skynde sig at komme op. Men hvis det nu var en papegøje, så ville den også kunne lære at råbe 'land i sigte' og det kunne være sjovt. "Synes du ikke mor?" Hun havde rodet ham i håret og sagt, at jo det kunne være sjovt, men at de var nødt til at aftale, at det kun var inde i hulen - her rettede han hende med et fast blik og sagde "Husk det - Nautilus...." "Ja, svarede hun i Nautilus er du kaptajn Nemo, men ikke udenfor hulen/Nautilus." Han havde så villet diskutere, hvorfor ikke? Men hun havde holdt fast og sagt, at udenfor ubåden ville hun have sin dreng Erik.
De havde haft nogle rolige uger, men hun havde efter den megen alenetid sammen med Erik arrangeret sig med nogle af de bedste venner og deres børn. De skulle ud at sejle i kano på Mølleåen og havde oveni lejet et lille hus ved Bastrup sø. Det var ikke et sommerhus, men et gammelt husmandssted, som en af hendes veninders forældre med konstant udlængsel, sjældent selv boede i.
Der havde været stor gensynsglæde blandt de fem børn, selv den lille Olga havde set glad og fornøjet ud. Hun var blevet døbt i starten af sommeren, hvor de havde været med til barnedåb og den efterfølgende hyggelige dag. Erik havde forelsket sig i en sæbeboblepuster maskine, de havde set på Strøget en dag, så sådan en havde de givet Olga i gave og Erik havde utrætteligt betjent den hele dagen. De andre børn havde allernådigst fået lov til at prøve en enkelt tur med hjulet, hvilket havde forårsaget surmulende miner med forsøg på forhandlinger med ham. Da hun havde rejst sig for at ville gribe ind, havde hun hørt ham forklare dem: "Men hør nu. det er MIG! Der har givet Olga den i gave - og så er det også mest mig - der skal styre den. Og forresten så er jeg kaptajn Nemo, så jeg er vant til at styre." Det havde fået de andre unger til at spørge, hvem kaptajn Nemo var, så de var blevet afledt, fra at ville overtage styringen af maskinen, men det var jo ikke fair. Og hun havde tænkt sig alligevel at gå derover, for at hjælpe de andre børn lidt, men så havde Selinah stået ved hendes side. Hun havde stukket sin arm indunder hendes og spurgt, om der skete noget spændende på "voksensiden" for tiden? "Hvis du mener godt - i retningen horisontal, så nej..." De havde begge sukket og aftalt, at der snart måtte sørges for noget børnepasning, så de kunne komme en tur i byen.
Men hun havde stået og følt sig lidt foruroliget over, at Erik allerede var begyndt at leve sig så meget ind i bogens karakter. Så meget havde hun endnu ikke fået læst for ham...
Han løb omkring Bastruptårnet og råbte - "Se! Jeg er en hvirvl-hvirvl-hvirvlvind." Svingende med armene, havde han fået de andre børn med til at løbe ned ad græsskrænten og tilbage igen. Mange gange. Til sidst havde Jesper fået nok og stoppet dem, efter at et ældre ægtepar, der havde talt om den henrivende udsigt, tørt havde sagt, at "Ja ja, børn er en velsignelse. Specielt når de er lagt til ro om aftenen." Jesper hendes gamle ven fra gymnasietiden, var altid meget sensibel overfor andre menneskers blikke på deres børn og hans lunte overfor Erik, var heller ikke altid lang, men de formåede som regel altid at lave jokes, om hans sarte nerver. Og hvis han bare sørgede for maden til dem alle, fik han lov til at slippe for turnus med putningen og godnatlæsningen for de eksalterede børn.
Hun skulle skrive og sende dagsorden og bilag ud til mødet om budgetforlig i kommunen. Der skulle være møde i næste uge og i morgen var ubetinget den sidste dag, det kunne nå at blive sendt ud, for at nå til behandling og indsigelser. Hun havde tænkt sig at nå det, når Erik var lagt i seng. Men efter flere opslidende timer med ham, var hun faldet i søvn med hans lille krop krøllet ind i hendes. Hun havde kold savl ned over den ene kind og det værkede i hendes krop, da hun viklede sig op af hans træk-ud seng, hun endnu ikke havde fået trukket ud til voksenstørrelse. Satans! Hun måtte se at huske at få det gjort.
Og nu viste viserne på hendes ur tyve minutter over 12. Og hun var træt. Alt for træt til at lave noget arbejde. Alt for træt til at gå i seng.
For et par uger siden havde hendes chef trukket hende til side og sagt, at det ikke så så godt ud, at hun sendte sine mails ud så sent på natten. Og om hun ikke kunne prøve på at nå sit arbejde i arbejdstiden? Som om. Hun havde i forvejen, gennem flere måneder droppet sin frokostpause, der nu bestod af müslibarer foran computeren eller en anden sund snack fra det ene møde til det næste. Og en efterfølgende nætenbesvimelse, på vej på cyklen for at hente Erik i børnehaven.
På hendes telefon lå der et par sms'er fra Selinah. De havde aftalt, at de skulle have en televino, når hun havde puttet Erik og fået sendt sit arbejde ud.. Men som Selinah havde skrevet i den sidste sms: "Jeg går ud fra, at du igen er faldet i søvn hos Erik i den, alt for lille seng!? - Kære, du må søge noget hjælp til ham..." Og, ja det var blandt andet det, de skulle have talt om her til aften..
I weekenden havde hun fundet Erik foran sin computer, som han ellers godt vidste var forbudt område, fordi der lå så meget arbejde derpå. Desuden var den låst med en kode, han ikke kendte, så han havde siddet og hamret diverse ord og tal ned i tasterne. Hun havde hørt ham mumle. "Det må være noget med Erik." "Hvad laver du ved min computer?" - han havde først svaret - "Hvorfor er dit password ikke Erik5?" "Forældre skal have deres barns navne som kode". Hun var gået hen til ham, havde sat sig på hug og sagt, at: "Så ville alle de kloge børn, jo alt for hurtigt begynde at bruge deres forældres arbejdscomputere!" Han havde smilet til hende og sagt: "Nogle gange, er du helt snu, mor" Og så havde han lænet sig skævt ind til hende. En af de sjældne tilkendegivelser fra ham. Og hun havde følt en vidunderlig varme og glæde. Så havde han kigget på hende med fromhed i øjnene og sagt: "Mor hvis jeg putter boller på brødristeren, vil du så starte din computer?" Hun havde spurgt om det var fordi han ville spille? Men nej han ville på youtube. Han skulle finde en opskrift. "Men du kan gå på youtube på din iPad. Hvorfor bruger du ikke den?" "Mor den er børnesikret og jeg skal på voksensider."
Og så var han gået ud i køkkenet, mens hun var logget ind. Hun havde råbt ud til ham i køkkenet. Spurgt ham, hvad han skulle på voksensider og sagt, at der jo var en grund til, at børn ikke skulle gå ud på sider på nettet, som de ikke var gamle nok til. Så var hun gået på toilettet og da hun kom tilbage, havde han fundet en side med opskrifter. Ikke mad, men opskrifter på, hvordan man fremstiller bomber! "Hvad laver du? Hvad skal du med det?" Han havde siddet helt stiv og signaleret, at hun ikke måtte røre ham. Så havde han svaret, med eksplosive råb: "Jeg skal finde en Bomb- Bomb- Bombeopskrift". "Men lille skat! Hvad skal du med en bombe?" "Vi skal ikke have nogle bomber her. Vi skal i zoologisk have i dag." Han havde fnyst ad hende og skreget, at: "Åh du forstår ingenting mor!" "Jeg skal finde den onde Nautilus og bombe den i smadder."
På en eller anden måde, havde hun fået ham distraheret og fået ham med ud. Og dagen var forløbet næsten roligt. Om aftenen havde hun hørt ham mumle uroligt i søvne. Og hun havde følt, hvordan det snærrede omkring hendes brystkasse. Alt den sorg, alt den uro, der var i ham. Og hun havde tænkt, at hun om søndagen ville spørge ham, om de skulle lege kaptajn Nemo i hulen.
De havde ikke nået det.
Da han her til aften til sidst havde ladet sig falde hulkende om på badeværelsesgulvet, havde hun sat sig ved siden af ham. Forsigtigt havde hun strøget ham nedover hans lille drengeryg. Og så havde hun sagt: "Erik du må forklare mig, hvad det er du laver?" "Det er ligemeget med pungen, den kan blive ren igen, jeg blev bare ærgerlig og forskrækket over at finde den i sort blækvand." "Nautilus!" Havde han svaret. Hans stædighed komplet intakt. "Okay. Nautilus!" Havde hun svaret. "Men hvorfor er min pung blevet til Nautilus" - et kort øjeblik funderede hun over, om hendes læbestift havde været i pungen? Men hun måtte være nærværende, forsøge at lukke alle tanker og uro ude. Hun måtte prøve at forstå ham.
Han havde længe ligget stille og var også blevet helt tavs. Forsigtigt havde hun trukket deres badekåber ned ad krogen på døren og havde lagt dem over dem begge. Hun så et lille dukkeben ligge for enden af baljen. Hun så på det sorte vand i baljen. Hun så på alle hans håndaftryk på fliserne og hun tænkte så det knagede. Og hun ventede. Og hun ventede.
Så lagde han sig lidt tættere på hende, stadig med ryggen til og så begyndte han at fortælle.
"Mor, din pung kommer fra havet. Den har været dykket ned i havet, da den var et dyr, der var i live... Det er rædsomt, at den ikke længere er det." Hun fik helt varme kinder af skam, for han havde jo ret...
Hun turde næsten ikke at røre sig, selvom hun følte et stærkt ubehag ved at være i sin egen krop, men hun var nødt til at forholde sig tavs og afventende, der ville komme mere. Han ville sige mere, hvis hun ikke sagde noget, eller spurgte om noget.
"Oppe i udluftningskanalen er der direkte adgang til guds åsyn." "Ved du det mor?" Han havde drejet hovedet lidt, så han kiggede på hende, mens han spurgte. "Øh, nej - øh jo - er det noget med den friske luft og gud i naturen?" Hun så en trækning glide over hans ansigt, lidt sådan en, der udtrykte, at hun fremstod totalt blank, men at han jo måtte arbejde, med det der var! Så han fortsatte. "Jeg tænkte, at jeg med mine hænder kunne kalde på gud - håndaftryksgud, det har jeg set billeder af i nogle stenalderhuler, for den var ikke åben og jeg kunne ikke nå snoren." Hun nikkede anerkendende og fik ham på den måde til at fortsætte.
"Min dukke som jeg legede med, da jeg var lille, skulle forestille hende damen, der hed Kim - Mor jeg vidste ikke, at en dame kunne hedde Kim, hvorfor havde du ikke sagt det?" Hun lavede en beklagende gestus. Hun havde fået tårer i sine øjne og det havde han også. Men han fortsatte: "Min dukke blev til hende, i din pung, der blev til Nautilus. Hun skulle blive hel igen i din pung af et havdyr." "Men hvorfor skulle vandet være sort?" dristede hun sig til at spørge. "Fordi der så ville ske en semipermeabel proces, hvor det rene vand ville sive ind gennem huden i pungen. Den ville virke som en membran og vandet ville være lutret af at have været i berøring med mørkets dyb, men nu renset. Så ville den være gudevand, der igen kunne samle, alt det - ham den ondeste mand i verden - har ødelagt. Og jeg ville også få Nautilus tilbage igen. Min Nautilus. Ren uden ondskab indeni."
En hulken undslap hende. Og hun nikkede. Og hun sagde, at hun forstod, og at det hele nu gav mening. "Men det virker ikke, vel mor? Jeg føler ikke, at det har virket." Han lod hende tage sig i sine arme og hun bar ham ind i hans seng. De græd begge lidt og så sagde hun, at: "Nej desværre virkede det ikke, men at det havde været en utrolig smuk gestus, han havde villet udføre. Og at hun synes, de skulle holde en begravelse for Kim, for dukken, for den ødelagte Nautilus og den mistede drøm."
Det ville han gerne.
Hun havde fået lov til at ligge tæt sammen med ham og holde hans lille krop i sine arme. Han havde strøget hende ned ad hendes arm og sagt, lige inden han sov: "Mor, jeg skal nok hjælpe dig med at vaske fliserne."
Måske de var igennem nu? Måske? Og ellers måtte hun få hjælp til ham.
Hun gik ind i sin seng sammen med computeren. 5 timers søvn, så kunne hun sende arbejdet ud. Og melde sig syg.
De skulle arrangere en begravelse og rumme en sorg.
Ubetinget.
Horisontal, barnedåb, papegøje, budgetforlig, semipermeabel, sommerhus, ubetinget, hvirvelvind, Mølleåen, forfinet, sæbeboblepuster, Nautilus, bombeopskrift, læber, træt, velsignelse, gensynsglæde, udlængsel, onomatopoietika, Selinah, fromhed, turnus.
Der er 78 fliser på bagvæggen på badeværelset, det har han fortalt mig mange gange. I dag har han formået at sætte sin lille hånd op til d. 10 række. Lyse naturfliser med et lille sort håndaftryk i blæk.
Min sælskindspung ligger og tørrer som et sørgeligt, mishandlet dyr ude på bordet på altanen.
Han taler igen i lydord. Det kaldes onomatopoeitika. Og det kan tage overhånd. Havde de sagt.
Da jeg kom ud til ham på badeværelset, var det hvide plastikbadekar som han snart er vokset ud af, fyldt med sortfarvet vand "Åh, nej! Hvad har du lavet?" Jeg havde råbt, forglemt mig... Sanset hele rummets dystre fortælling med et blik og set, at noget flød rundt nede i baljen..... Jeg havde skubbet ham til side og stukket hånden ned - og det var - hvad mit blik havde opfattet i et splitsekund! Min fine, grå pung gennemvædet og gennemfarvet, og inden i den lå hans lille badedukke i 6 dele. Arme, ben og hoved revet af dukkens krop.
"Nej!! Du må ikke tage min Nautilus." Han havde hægtet sig fast i hendes ben og forsøgt at rive sælskindspungen ud af hendes hænder. Han havde forsøgt at bide hende og kradset hendes arme, mens han forsøgte at rive pungen ud af hendes hænder.
Tilbagefaldet var allerede begyndt i den sidste uge af sommerferien. Hun havde læst 'En verdensomsejling under havet', for ham i de regnfulde sommerdage, hvor de havde hygget hjemme på sofaen under tæpper mens regnen pikkede på ruden. Nogle gange havde han også fået hende overtalt til, at de skulle ligge inde i hans hule og læse - og han havde flere gange sagt: "Mor! Du skal huske at kalde mig Kaptajn Nemo". Hulen var blevet hans ubåd. "Mor du kan være en forfinet dame, der kommer og besøger mig i ubåden." Og han havde digtet videre og spurgt hende: "Om hun bedst kunne tænke sig, at være en havbiolog, der skulle med ud på verdenshavene sammen med ham - eller sådan en dame, der arbejdede på en kæmpeavis, og som skulle med, for at skrive om hans bedrifter?" Hun havde sagt, at hun helst ville være en havbiolog og havde givet ham lov til at låne hendes eyeliner, så han kunne male sig et skæg. Han havde tegnet en sort streg hele vejen rundt om sine læber. Det havde mere lignet konturerne af en hårdt optrukket klovnemund, end et skæg og hun havde været lige ved at grine, hver gang hun drejede hovedet og så på ham. Efter et par kamuflerede hosteanfald, havde hun brugt det som en god undskyldning for at kravle ud af hulen.
Erik havde til gengæld som en reaktion på hende hosteanfald sagt med en alvorlig mine: "Jeg vil gerne have en papegøje. Der kan sige, når der ikke er mere ilt i kabinen." Han havde hørt om kanariefugle i miner, der dejsede døde om, når der ikke var mere ilt. Som signal holdt de helt op med at synge. Et tegn på, at den sikre død var nær og at man derfor skulle skynde sig at komme op. Men hvis det nu var en papegøje, så ville den også kunne lære at råbe 'land i sigte' og det kunne være sjovt. "Synes du ikke mor?" Hun havde rodet ham i håret og sagt, at jo det kunne være sjovt, men at de var nødt til at aftale, at det kun var inde i hulen - her rettede han hende med et fast blik og sagde "Husk det - Nautilus...." "Ja, svarede hun i Nautilus er du kaptajn Nemo, men ikke udenfor hulen/Nautilus." Han havde så villet diskutere, hvorfor ikke? Men hun havde holdt fast og sagt, at udenfor ubåden ville hun have sin dreng Erik.
De havde haft nogle rolige uger, men hun havde efter den megen alenetid sammen med Erik arrangeret sig med nogle af de bedste venner og deres børn. De skulle ud at sejle i kano på Mølleåen og havde oveni lejet et lille hus ved Bastrup sø. Det var ikke et sommerhus, men et gammelt husmandssted, som en af hendes veninders forældre med konstant udlængsel, sjældent selv boede i.
Der havde været stor gensynsglæde blandt de fem børn, selv den lille Olga havde set glad og fornøjet ud. Hun var blevet døbt i starten af sommeren, hvor de havde været med til barnedåb og den efterfølgende hyggelige dag. Erik havde forelsket sig i en sæbeboblepuster maskine, de havde set på Strøget en dag, så sådan en havde de givet Olga i gave og Erik havde utrætteligt betjent den hele dagen. De andre børn havde allernådigst fået lov til at prøve en enkelt tur med hjulet, hvilket havde forårsaget surmulende miner med forsøg på forhandlinger med ham. Da hun havde rejst sig for at ville gribe ind, havde hun hørt ham forklare dem: "Men hør nu. det er MIG! Der har givet Olga den i gave - og så er det også mest mig - der skal styre den. Og forresten så er jeg kaptajn Nemo, så jeg er vant til at styre." Det havde fået de andre unger til at spørge, hvem kaptajn Nemo var, så de var blevet afledt, fra at ville overtage styringen af maskinen, men det var jo ikke fair. Og hun havde tænkt sig alligevel at gå derover, for at hjælpe de andre børn lidt, men så havde Selinah stået ved hendes side. Hun havde stukket sin arm indunder hendes og spurgt, om der skete noget spændende på "voksensiden" for tiden? "Hvis du mener godt - i retningen horisontal, så nej..." De havde begge sukket og aftalt, at der snart måtte sørges for noget børnepasning, så de kunne komme en tur i byen.
Men hun havde stået og følt sig lidt foruroliget over, at Erik allerede var begyndt at leve sig så meget ind i bogens karakter. Så meget havde hun endnu ikke fået læst for ham...
Han løb omkring Bastruptårnet og råbte - "Se! Jeg er en hvirvl-hvirvl-hvirvlvind." Svingende med armene, havde han fået de andre børn med til at løbe ned ad græsskrænten og tilbage igen. Mange gange. Til sidst havde Jesper fået nok og stoppet dem, efter at et ældre ægtepar, der havde talt om den henrivende udsigt, tørt havde sagt, at "Ja ja, børn er en velsignelse. Specielt når de er lagt til ro om aftenen." Jesper hendes gamle ven fra gymnasietiden, var altid meget sensibel overfor andre menneskers blikke på deres børn og hans lunte overfor Erik, var heller ikke altid lang, men de formåede som regel altid at lave jokes, om hans sarte nerver. Og hvis han bare sørgede for maden til dem alle, fik han lov til at slippe for turnus med putningen og godnatlæsningen for de eksalterede børn.
Hun skulle skrive og sende dagsorden og bilag ud til mødet om budgetforlig i kommunen. Der skulle være møde i næste uge og i morgen var ubetinget den sidste dag, det kunne nå at blive sendt ud, for at nå til behandling og indsigelser. Hun havde tænkt sig at nå det, når Erik var lagt i seng. Men efter flere opslidende timer med ham, var hun faldet i søvn med hans lille krop krøllet ind i hendes. Hun havde kold savl ned over den ene kind og det værkede i hendes krop, da hun viklede sig op af hans træk-ud seng, hun endnu ikke havde fået trukket ud til voksenstørrelse. Satans! Hun måtte se at huske at få det gjort.
Og nu viste viserne på hendes ur tyve minutter over 12. Og hun var træt. Alt for træt til at lave noget arbejde. Alt for træt til at gå i seng.
For et par uger siden havde hendes chef trukket hende til side og sagt, at det ikke så så godt ud, at hun sendte sine mails ud så sent på natten. Og om hun ikke kunne prøve på at nå sit arbejde i arbejdstiden? Som om. Hun havde i forvejen, gennem flere måneder droppet sin frokostpause, der nu bestod af müslibarer foran computeren eller en anden sund snack fra det ene møde til det næste. Og en efterfølgende nætenbesvimelse, på vej på cyklen for at hente Erik i børnehaven.
På hendes telefon lå der et par sms'er fra Selinah. De havde aftalt, at de skulle have en televino, når hun havde puttet Erik og fået sendt sit arbejde ud.. Men som Selinah havde skrevet i den sidste sms: "Jeg går ud fra, at du igen er faldet i søvn hos Erik i den, alt for lille seng!? - Kære, du må søge noget hjælp til ham..." Og, ja det var blandt andet det, de skulle have talt om her til aften..
I weekenden havde hun fundet Erik foran sin computer, som han ellers godt vidste var forbudt område, fordi der lå så meget arbejde derpå. Desuden var den låst med en kode, han ikke kendte, så han havde siddet og hamret diverse ord og tal ned i tasterne. Hun havde hørt ham mumle. "Det må være noget med Erik." "Hvad laver du ved min computer?" - han havde først svaret - "Hvorfor er dit password ikke Erik5?" "Forældre skal have deres barns navne som kode". Hun var gået hen til ham, havde sat sig på hug og sagt, at: "Så ville alle de kloge børn, jo alt for hurtigt begynde at bruge deres forældres arbejdscomputere!" Han havde smilet til hende og sagt: "Nogle gange, er du helt snu, mor" Og så havde han lænet sig skævt ind til hende. En af de sjældne tilkendegivelser fra ham. Og hun havde følt en vidunderlig varme og glæde. Så havde han kigget på hende med fromhed i øjnene og sagt: "Mor hvis jeg putter boller på brødristeren, vil du så starte din computer?" Hun havde spurgt om det var fordi han ville spille? Men nej han ville på youtube. Han skulle finde en opskrift. "Men du kan gå på youtube på din iPad. Hvorfor bruger du ikke den?" "Mor den er børnesikret og jeg skal på voksensider."
Og så var han gået ud i køkkenet, mens hun var logget ind. Hun havde råbt ud til ham i køkkenet. Spurgt ham, hvad han skulle på voksensider og sagt, at der jo var en grund til, at børn ikke skulle gå ud på sider på nettet, som de ikke var gamle nok til. Så var hun gået på toilettet og da hun kom tilbage, havde han fundet en side med opskrifter. Ikke mad, men opskrifter på, hvordan man fremstiller bomber! "Hvad laver du? Hvad skal du med det?" Han havde siddet helt stiv og signaleret, at hun ikke måtte røre ham. Så havde han svaret, med eksplosive råb: "Jeg skal finde en Bomb- Bomb- Bombeopskrift". "Men lille skat! Hvad skal du med en bombe?" "Vi skal ikke have nogle bomber her. Vi skal i zoologisk have i dag." Han havde fnyst ad hende og skreget, at: "Åh du forstår ingenting mor!" "Jeg skal finde den onde Nautilus og bombe den i smadder."
På en eller anden måde, havde hun fået ham distraheret og fået ham med ud. Og dagen var forløbet næsten roligt. Om aftenen havde hun hørt ham mumle uroligt i søvne. Og hun havde følt, hvordan det snærrede omkring hendes brystkasse. Alt den sorg, alt den uro, der var i ham. Og hun havde tænkt, at hun om søndagen ville spørge ham, om de skulle lege kaptajn Nemo i hulen.
De havde ikke nået det.
Da han her til aften til sidst havde ladet sig falde hulkende om på badeværelsesgulvet, havde hun sat sig ved siden af ham. Forsigtigt havde hun strøget ham nedover hans lille drengeryg. Og så havde hun sagt: "Erik du må forklare mig, hvad det er du laver?" "Det er ligemeget med pungen, den kan blive ren igen, jeg blev bare ærgerlig og forskrækket over at finde den i sort blækvand." "Nautilus!" Havde han svaret. Hans stædighed komplet intakt. "Okay. Nautilus!" Havde hun svaret. "Men hvorfor er min pung blevet til Nautilus" - et kort øjeblik funderede hun over, om hendes læbestift havde været i pungen? Men hun måtte være nærværende, forsøge at lukke alle tanker og uro ude. Hun måtte prøve at forstå ham.
Han havde længe ligget stille og var også blevet helt tavs. Forsigtigt havde hun trukket deres badekåber ned ad krogen på døren og havde lagt dem over dem begge. Hun så et lille dukkeben ligge for enden af baljen. Hun så på det sorte vand i baljen. Hun så på alle hans håndaftryk på fliserne og hun tænkte så det knagede. Og hun ventede. Og hun ventede.
Så lagde han sig lidt tættere på hende, stadig med ryggen til og så begyndte han at fortælle.
"Mor, din pung kommer fra havet. Den har været dykket ned i havet, da den var et dyr, der var i live... Det er rædsomt, at den ikke længere er det." Hun fik helt varme kinder af skam, for han havde jo ret...
Hun turde næsten ikke at røre sig, selvom hun følte et stærkt ubehag ved at være i sin egen krop, men hun var nødt til at forholde sig tavs og afventende, der ville komme mere. Han ville sige mere, hvis hun ikke sagde noget, eller spurgte om noget.
"Oppe i udluftningskanalen er der direkte adgang til guds åsyn." "Ved du det mor?" Han havde drejet hovedet lidt, så han kiggede på hende, mens han spurgte. "Øh, nej - øh jo - er det noget med den friske luft og gud i naturen?" Hun så en trækning glide over hans ansigt, lidt sådan en, der udtrykte, at hun fremstod totalt blank, men at han jo måtte arbejde, med det der var! Så han fortsatte. "Jeg tænkte, at jeg med mine hænder kunne kalde på gud - håndaftryksgud, det har jeg set billeder af i nogle stenalderhuler, for den var ikke åben og jeg kunne ikke nå snoren." Hun nikkede anerkendende og fik ham på den måde til at fortsætte.
"Min dukke som jeg legede med, da jeg var lille, skulle forestille hende damen, der hed Kim - Mor jeg vidste ikke, at en dame kunne hedde Kim, hvorfor havde du ikke sagt det?" Hun lavede en beklagende gestus. Hun havde fået tårer i sine øjne og det havde han også. Men han fortsatte: "Min dukke blev til hende, i din pung, der blev til Nautilus. Hun skulle blive hel igen i din pung af et havdyr." "Men hvorfor skulle vandet være sort?" dristede hun sig til at spørge. "Fordi der så ville ske en semipermeabel proces, hvor det rene vand ville sive ind gennem huden i pungen. Den ville virke som en membran og vandet ville være lutret af at have været i berøring med mørkets dyb, men nu renset. Så ville den være gudevand, der igen kunne samle, alt det - ham den ondeste mand i verden - har ødelagt. Og jeg ville også få Nautilus tilbage igen. Min Nautilus. Ren uden ondskab indeni."
En hulken undslap hende. Og hun nikkede. Og hun sagde, at hun forstod, og at det hele nu gav mening. "Men det virker ikke, vel mor? Jeg føler ikke, at det har virket." Han lod hende tage sig i sine arme og hun bar ham ind i hans seng. De græd begge lidt og så sagde hun, at: "Nej desværre virkede det ikke, men at det havde været en utrolig smuk gestus, han havde villet udføre. Og at hun synes, de skulle holde en begravelse for Kim, for dukken, for den ødelagte Nautilus og den mistede drøm."
Det ville han gerne.
Hun havde fået lov til at ligge tæt sammen med ham og holde hans lille krop i sine arme. Han havde strøget hende ned ad hendes arm og sagt, lige inden han sov: "Mor, jeg skal nok hjælpe dig med at vaske fliserne."
Måske de var igennem nu? Måske? Og ellers måtte hun få hjælp til ham.
Hun gik ind i sin seng sammen med computeren. 5 timers søvn, så kunne hun sende arbejdet ud. Og melde sig syg.
De skulle arrangere en begravelse og rumme en sorg.
Ubetinget.
onsdag den 4. oktober 2017
Abonner på:
Opslag (Atom)