onsdag den 23. april 2014
mandag den 14. april 2014
stryger den kind
stryger den kind som ikke har hvile mod den skrivende hånd
bor for en stund i et andet århundrede hvor den slags sker
med blæk der klatter papiret til med ærgerlige tanker
og forblæste håb
går langs bredden søen rundt ser smutglimtende fisk aflejre
sarthed
reflekteret i de halsende skyer på den vekslende himmelbue
reflekteret i de halsende skyer på den vekslende himmelbue
hængepilens blade knitrer tørt på vej til at tabe sig i vand
der suges ind i min lille tynde støvle i hvis blanke
der suges ind i min lille tynde støvle i hvis blanke
perleknapper spejler sig næbbet på en blishøne
hvis venner har gemt sig for en glammende hund på vej gennem krat
hvis venner har gemt sig for en glammende hund på vej gennem krat
af ulæste breve på din krop
søndag den 13. april 2014
fredag den 11. april 2014
1. historie: Mr. Content Strategy
Jeg bad mine fb-venner om at smide mig nogle ord, som jeg skulle bruge i en historie. Jeg fik disse ord:
Lukker ned for sin computer. Det er fredag og han glæder sig til at forlade sit storkontor hvor alle hans kolleger havde været særdeles larmende den indeværende måned. De havde opført sig som overstadige børnehavebørn fordi Sampak nu var en realitet for firmaets videre salg i Kina. Og jaja, det var da også fint, med den mulighed for ekspansion, og han var da også glad for, at de med ordren og den synergieffekt den havde på firmaets fremtidige handler i Asien nu var sikret deres job.
Men set i bakspejlet og sådan set også fremadrettet, så ville han ikke ’lande’ så meget ved den ordre andet end ekstra arbejde, og det var meget muligt at hans kollegaer jublede over firmaets fremtidige beståen, men ret skulle være ret. Det tog tid fra hans fritidsforskning i endoplasmatiskreticulum. Et studie han desværre havde været nødt til at fjerne sig fra i sit ægteskab, og de tre uregerlige unger der var kommet ud af det, fordi han var blevet nødt til at tage sig et lønslave job som gedigen taster – og gedigen det var han. Men efter et mangeårigt ægteskab var han og Laila gledet hver til sit, og da han havde opdaget at hun rendte rundt og havde alkovehemmeligheder med Jansen, den blærede godsforvalter, havde han sat det sidste komma i det ægteskab. Hvilket så igen havde ført til, at han havde genoptaget sit gamle studie i cellebiologiens lyksaligheder. En hobby han indtil nu havde kunnet snige sig til at forske på – på firmaets langt hurtigere computer, men som han nu ikke længere havde tid til at dvæle ved, fordi der guddødme skulle tastes tal og kolonner i arbejdstiden.
Men nu var det weekend og han skulle mødes med frk. Langholm. Ikke så larmende som hans kollegaer, der gjorde sig klar til en drink på en fyraftensbar.
Nej, frk. Langholm og han havde aftalt en regnvejrsrendevouz omkring søerne. Hun var en fager kvinde med de smukkeste nøgleben han nogensinde havde set, og så var hun mikrobiolog! Hvilket sammenfald af tilfældigheder, der havde bragt dem i forbindelse med hinanden. Da han for et års tid siden atter var vendt tilbage til sin forskning, havde han været lidt rusten i begreberne, og meget var der sket siden han sidst havde været i lærebøgerne, det måtte han give. Forskningen havde virkeligt rykket sig, og han havde skrevet nogle mail til Det Biovidenskabelige Fakultet hvor han havde forespurgt, om han gjorde ret i at antage at hans steoridhormoner kunne være i stigende, fordi Laila var blevet opdaget i sine hemmeligheder, og at den glykoselering, der var en forøget risiko for i denne proces, kunne forårsage en diabetes og en forhøjelse af kolesterol? Det ene havde ført til det andet, og han var blevet ledt videre til frk. Langholm på Serum Instituttet, der som den eneste havde været helt lydhør over for hans spørgsmål, og som han nu samarbejdede med under dække af sit tastearbejde. Hun havde nemlig brug for hans ekspertise og store indsigt i membransyntesen og de metabolske processer. Det gav ham sådan en umådelig smukhedsfornemmelse han aldrig før havde oplevet, at være tæt på disse begreber sammen med en kvinde. Han havde besluttet sig for at det skulle ske i aften. Han ville spadsere med frk. Langholm langs søerne i dybsindig samtale, og havde øvet sig lidt på nogle begreber, som han nok tænkte ville gøre indtryk. Imens ville hendes lysebrune hår vifte omkring hendes søde ansigt når hun anerkendende smilede af det han sagde, og det ville være som et blomstertog af duft, når hun kastede håret bagover og lo.
Han følte sig særdeles opløftet da han tog sin regnjakke og paraply fra stumtjeneren ved indgangen. En fjern torden rullede over byen, og han glædede sig over, at han senere samme aften ville drikke et glas hvidvin og spise varmrøget laks, og dele det med verdens dejligste kvinde, som han i aften ville spørge – vil du se min diabolske membran?
Regnvejrsrendevouz, Alkovehemmelighed, Storkontor, Sampak, Blomstertog, Synergieffekt
Nøgleben, Indeværende måned, Godsforvalter, Torden, Smukhedsfornemmelse, Dvæle
Hvidvin og varmrøget laks og verdens dejligste kvinde at dele det med..., Endoplasmatiskreticulum, komma.
Og nu bor de her:
Mr. Content Strategy
Lukker ned for sin computer. Det er fredag og han glæder sig til at forlade sit storkontor hvor alle hans kolleger havde været særdeles larmende den indeværende måned. De havde opført sig som overstadige børnehavebørn fordi Sampak nu var en realitet for firmaets videre salg i Kina. Og jaja, det var da også fint, med den mulighed for ekspansion, og han var da også glad for, at de med ordren og den synergieffekt den havde på firmaets fremtidige handler i Asien nu var sikret deres job.
Men set i bakspejlet og sådan set også fremadrettet, så ville han ikke ’lande’ så meget ved den ordre andet end ekstra arbejde, og det var meget muligt at hans kollegaer jublede over firmaets fremtidige beståen, men ret skulle være ret. Det tog tid fra hans fritidsforskning i endoplasmatiskreticulum. Et studie han desværre havde været nødt til at fjerne sig fra i sit ægteskab, og de tre uregerlige unger der var kommet ud af det, fordi han var blevet nødt til at tage sig et lønslave job som gedigen taster – og gedigen det var han. Men efter et mangeårigt ægteskab var han og Laila gledet hver til sit, og da han havde opdaget at hun rendte rundt og havde alkovehemmeligheder med Jansen, den blærede godsforvalter, havde han sat det sidste komma i det ægteskab. Hvilket så igen havde ført til, at han havde genoptaget sit gamle studie i cellebiologiens lyksaligheder. En hobby han indtil nu havde kunnet snige sig til at forske på – på firmaets langt hurtigere computer, men som han nu ikke længere havde tid til at dvæle ved, fordi der guddødme skulle tastes tal og kolonner i arbejdstiden.
Men nu var det weekend og han skulle mødes med frk. Langholm. Ikke så larmende som hans kollegaer, der gjorde sig klar til en drink på en fyraftensbar.
Nej, frk. Langholm og han havde aftalt en regnvejrsrendevouz omkring søerne. Hun var en fager kvinde med de smukkeste nøgleben han nogensinde havde set, og så var hun mikrobiolog! Hvilket sammenfald af tilfældigheder, der havde bragt dem i forbindelse med hinanden. Da han for et års tid siden atter var vendt tilbage til sin forskning, havde han været lidt rusten i begreberne, og meget var der sket siden han sidst havde været i lærebøgerne, det måtte han give. Forskningen havde virkeligt rykket sig, og han havde skrevet nogle mail til Det Biovidenskabelige Fakultet hvor han havde forespurgt, om han gjorde ret i at antage at hans steoridhormoner kunne være i stigende, fordi Laila var blevet opdaget i sine hemmeligheder, og at den glykoselering, der var en forøget risiko for i denne proces, kunne forårsage en diabetes og en forhøjelse af kolesterol? Det ene havde ført til det andet, og han var blevet ledt videre til frk. Langholm på Serum Instituttet, der som den eneste havde været helt lydhør over for hans spørgsmål, og som han nu samarbejdede med under dække af sit tastearbejde. Hun havde nemlig brug for hans ekspertise og store indsigt i membransyntesen og de metabolske processer. Det gav ham sådan en umådelig smukhedsfornemmelse han aldrig før havde oplevet, at være tæt på disse begreber sammen med en kvinde. Han havde besluttet sig for at det skulle ske i aften. Han ville spadsere med frk. Langholm langs søerne i dybsindig samtale, og havde øvet sig lidt på nogle begreber, som han nok tænkte ville gøre indtryk. Imens ville hendes lysebrune hår vifte omkring hendes søde ansigt når hun anerkendende smilede af det han sagde, og det ville være som et blomstertog af duft, når hun kastede håret bagover og lo.
Han følte sig særdeles opløftet da han tog sin regnjakke og paraply fra stumtjeneren ved indgangen. En fjern torden rullede over byen, og han glædede sig over, at han senere samme aften ville drikke et glas hvidvin og spise varmrøget laks, og dele det med verdens dejligste kvinde, som han i aften ville spørge – vil du se min diabolske membran?
torsdag den 10. april 2014
det er bare over broen
det støjer lidt, sagde han
bare vent, sagde han
se nu, sagde han
hun lyttede, og sagde ja
selvom der ikke er langt
vil du med, sagde han
det er bare over broen, sagde han
ved det røde hus, sagde han
hun trak sin cykel, og gik med
selvom der er lukket
kan vi gå ind
for når broen er oppe
kan cyklen komme igennem
han, vent hun sagde, ikke snart
selvom vi er der nu
bare vent, sagde han
se nu, sagde han
hun lyttede, og sagde ja
selvom der ikke er langt
vil du med, sagde han
det er bare over broen, sagde han
ved det røde hus, sagde han
hun trak sin cykel, og gik med
selvom der er lukket
kan vi gå ind
for når broen er oppe
kan cyklen komme igennem
han, vent hun sagde, ikke snart
selvom vi er der nu
habitære fornemmelser
Voxer et skæg, mens jeg venter på, at mit hjem skal vokse sig stort nok til den røde parket, med strømlinede flyvefisk i profil. Vi går lidt til sit, hver for sig og det er i og for sig meningen der kom med posten da mit volds-abonnement udløb var der ingen der så de hvide lanterner på himlens bue sat op af den sidste influenza, der havde sneget sig ind ad den sprække ovre i hendes sind blot en kile i den ravnsorte pels på en frønnet kappe af slidte længsler voksede sig glidende udover hendes rya lagt øde under teaktræsbordets løber i skålen med bjørnen lå nøglen til carporten med hans spillende læber på kaskelothvalens tag drak de hinanden så fulde som svin mens den flimrende varmedis lå som et tungt favntag på den øde strækning mellem stat 1 og stat 2 hvor de ikke fandt hinanden da de stod i retssalen og ventede sig en baby der skulle skilles inden ankomsten til månen hvor tudsen sad tænksom og vendte hver og en af sine 3 mønter 11 gange mens lavninger hældte sig selv på dunke i delle der forhåbentligt havde set sin dag inden sommerens bikinijag kun godt at man kunne og jo da havde den frie vilje til at blive en undgænger i en ren kvartalsvis rus af habitære fornemmelser lånt på klods hos en leveringsdygtig frue i det meste...
Abonner på:
Opslag (Atom)