stryger den kind

stryger den kind som ikke har hvile mod den skrivende hånd

bor for en stund i et andet århundrede hvor den slags sker

med blæk der klatter papiret til med ærgerlige tanker

og forblæste håb

går langs bredden søen rundt ser smutglimtende fisk aflejre

sarthed
reflekteret i de halsende skyer på den vekslende himmelbue

hængepilens blade knitrer tørt på vej til at tabe sig i vand

der suges ind i min lille tynde støvle i hvis blanke

perleknapper spejler sig næbbet på en blishøne
hvis venner har gemt sig for en glammende hund på vej gennem krat 

af ulæste breve på din krop