Farvelår

der er savtakker og cirkler
åndedrætsøvelser og sorg.
der er Kafka og Påpasselighed
de danser gennem labyrinter.

kunsten knægtes
tørke på indre tavler
Frygtfryser på klem.

alt var ved at være
opbrugt
alt - lod sig ikke
længere ane.

duften af brænde
kærtegner et lufttørret
fugtigt lagen
i vinduet en nellikeappelsin.

smerten bed i mange piller
kom søvn - kom ro
overblik bød sig til
med pakket taske.

lyskæder dinglede
noget var lagt frem
og så - til venten
alt var ordentligt - så nyt.

våde stammer sliber ikke
kattens klo
men hun kan det
,det bebrejdende blik.

gaffatape på onskabs-
fuldhederne - som barn
igen på listesko
hvordan laver man ikkespor i sneen.

en knivs bane fra 2.deck
afværge for 3. gang
rene forårssysler - og så
det sidste sensommerbid.

alting skal aldrig blive kedeligt
satelitter og sovs der lykkedes
og den lille å, der efter tørke
atter bruser sin rislesang.

Travel

Bjerget

Whirl

25. historie: Volvo

Ordene jeg fik til d.25. dogmehistorie:

Lykkens, frøkenhat, indgangsreplik, vandhund, akvarel, bordbøn, livmoder, klokkeblomst, svinepest, sommerferie, badebro, hestehale, phytoøstrogener, gyldenbrun, admin-inlägg, stikkelsbær, tourbus, fortovscafé, uundgåeligt, taknemmelighed, HelaCeller, campingvogn, Volvo, tyrkersko, omsorgssvigt, sindsyg, mindgames, stråhat, solsikke, sneglehus, Hansapark, Knuthenborg, 33 grader.

Han smed sin stråhat på køkkenbordet og lagde stønnende hovedet mod indersiden af den åbne køleskabslåge. Stak hånden ned og fiskede en kold øl op ad skuffen i bunden. Han var løbet ind i huset fra den varme bil, der nu stod dampende i indkørslen. Hans gamle Volvo havde ikke et AC-anlæg og termometret ved hoveddøren viste 33 grader. Fortsatte det sådan, var han klar over, at pigerne ville brokke sig helt enormt, når de om en uge skulle med ham på sommerferie. Han savnede dem voldsomt meget, men frygtede deres pubertære og teenageskarpe tunger og kritik. Og måske ville de hade, at han til denne sommerferie 'bare' havde lånt Ilja og Mortens campingvogn, som nu stod ude bag volvoen og spærrede et godt stykke af fortovet. Men han var træt af at rejse langt og havde efter skilsmissen fået et større og større behov for et mere simpelt liv.

Han skulle have den bakket ud og afmonteret den senere og så i gang med at gøre den ren. Han havde knust et sneglehus eller måske tre, under sine fødder, da han beså den hos Morten og Ilja. Skabene i campingvognen var overmalede med børnetegninger fra deres 3 børn. Sikkert aktiviteter på regnvejrsferiedage. Desuden havde han fundet et par orange tyrkersko under bunken af soveposer i rummet under sovebænkene. Dem ville Ida nok kunne lide, så han ville lade dem ligge i vognen.

I år - havde han planlagt - skulle de kun holde ferie i Danmark. De skulle på ø-ferie og festivalferie. En af hans gamle venner som han var løbet ind i en dag, da han stod og kiggede en pladekasses indhold igennem hos en marskandiser, havde fortalt ham om de mange skønne sommerferier ham og hans datter havde haft på Femø Jazz Festival. De skulle også derned i år og hans ven havde spurgt om ikke han og pigerne kunne tænke sig at komme med. Så nu blev det sådan.
Og efter sidste års 'Fadæseferie', som pigerne efterfølgende havde døbt deres ferie til Hansapark - og som det vitterlig også havde været af utallige grunde - Bl.a. fordi de til en start havde måtte vente på at komme i land i Puttgarden i hele 6 timer. Fordi en lastbil med svin fra Østeuropa havde været ombord, og Tyskland den sommer frygtede et udbrud af afrikansk svinepest. Det havde været ret slemt at sidde der og vente. For på trods af, at Ida - der var blevet spyttet i hovedet af en lama, inde i Knuthenborg Safaripark, som de havde besøgt på turen nedover - og desværre havde arvet Mettes manglende evne til at grine ad sig selv.- Længe havde stået længe med hovedet under en vandhane på færgen og skiftet sin bluse. To gange - så havde hun følt sig "virkelig ulækker". Og hun havde på ingen måde kunne se det sjove i situationen, de få gange han og Laura efterfølgende havde drillet hende ved at spytte langspyt, når de var ude at gå tur.

Men ja turen til Tyskland havde været fuld af regn. Bortset fra den ene overskyede dag, hvor de prøvede forlystelser. Og Laura, der ellers var en rigtig vandhund, havde set frem til at bade. Hun havde derfor surmulet i flere dage på grund af regnvejret, men også fordi hun havde haft sin menstruation, mens Ida havde udskudt sin med p-piller! Ellers ville han have haft to af slagsen...
Han havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvor meget hans liv som ægtemand og far ville blive farvet af østrogener, da han i sin tid havde friet til en gyldenbrun Mette med en rosafarvet frøkenhat bag øret.
De havde siddet med fødderne i vandet ude for enden af den badebro, der førte ud i skovsøen, nedenfor den skrånende grund ved hendes families ødegård. De havde endeligt været alene. En lun aften sammen med myggene og en pastelfarvet himmel og en simpel madkurv bestående af stikkelsbær, rosévin, ost, pølse og fladbrød.
Han havde været så heldig at blive inviteret med til ødegården af Mettes bror Laurits, som han læste sammen med på sociologi. Det havde været en lang sommer med mange mennesker, der var kommet og gået. Gamle venner af Laurits og Mette. Han var den 'nye' i selskabet. Men de tre havde alligevel været sommerens fasttømrede trio. En sommer fuld af sigende blikke, tilfældige flygtige berøringer - og ikke så tilfældige - imellem ham og Mette.

Ude på broen havde Mette grinende sagt, at de lignede noget fra en romantisk akvarel. Men på trods af hendes ironi, eller måske netop pga. denne, der blottede en sårbarhed hos hende, havde han i det øjeblik friet til hende. Hun havde sagt ja. Det havde været lykkens sommer. Det var også den sommer, hvor han var faldet for en cremefarvet Volvo.

"Vi skal tale sammen!" Havde Mette sagt med isnende kølighed, da hun havde ringet for et par måneder siden. Og de havde aftalt at mødes et sted med udendørsservering og en smule privatliv. Her havde hendes indgangsreplik ved døren ind til cafeen været: "Din nar!" Og han havde tørt svaret: "At hun da vist havde glemt, alle de dyre ord om "Den gode samtale" som de havde lært hos parterapeuten."

"Det er omsorgssvigt!" Havde hun råbt ind i hovedet på ham, da de havde fundet en afsides plads på den fortovscafé hun havde valgt, for at tage diskussionen omkring vaccinen.
Det er for helvede ikke din livmoder, der er tale om. Er du overhovedet klar over, hvor mange, der årligt dør på grund af den form for livmoderkræft, som man nu langt om længe kan vaccinere imod!" Rasende havde han råbt tilbage,: "At det fandeme også var omsorgssvigt, at hun havde ladet Ida køre i tourbus med opgangens gutiarist fra et syrerockband! En mand, der flere gange til diverse medier, gladeligt havde fortalt om alle de stoffer, der blev taget, når de var på tour!" "Du er jo sindsyg!" Havde hun hovedrystende svaret. "Du kender udmærket godt Frede og ved, at han har en datter på alder med Ida, der forøvrigt snart er 18 år! En datter som også var med på den tur.. Tror du virkeligt, at han vil være så ufornuftig og uansvarlig, når hans datter og Ida er med.?" "Hvor er du dog blevet hæsligt frelst" Det sidste havde hun snerret ud mellem tænderne, fordi en ældre, mandlig tjener med et blik - som en der signalerer, "Alt under kontrol? Ellers sørg for, at det kommer det.!" Var begyndt at rydde bordet ved siden af dem demonstrativt længe.
Og så havde hun pludseligt set på ham med tårer i øjnene. Åh. Gud! Hvor han dog hadede, når det skete. Det havde i deres år sammen rystet ham, at hun kunne skifte sind så voldsomt og på ingen tid. Og uden varsel. Hun var så skarp og kunne alligevel være så forbløffende omskiftelig. Og tårerne havde alt for ofte gjort ham mør og medgørlig. Og han havde tænkt, at hun nok spillede et af sine mindgames med ham, så han havde gjort sig hård. Og også mere end nødvendigt. Mette havde blinket tårene væk og sagt: "De har forsket så meget i HelaCeller og de mange påståede bivirkninger, der er opstået i kølvandet, på tilbuddet om HPV-virus vaccinen til unge piger. Og de er grundløse og bunder i hysteri. Jeg har læst et admin-inlägg fra Skånes Universitetssygehus, der med al tydelighed har påvist, at der ikke er hold i antagelsen om skadelige bivirkninger." Han havde fnyst og sagt: "Og er det ikke netop Per-Helges afdeling, der står for den forskning?" " Jeg har ikke fidus til, at han, eller andre for den sags skyld, skal sprøjte gift ind i min datters krop. Lauras krop! Og hvad siger du admin-inlägg!? Har du glemt dit danske? Du har måske set ham over skulderen på hjemmecomputeren?" Mette havde stirret på ham og hovedrystende spurgt: "Om han havde glemt, at hun selv havde arbejdet i tre år som forsker på det hospital?" "Nej, hvordan skulle jeg dog kunne glemme det? Det førte jo til vores skilsmisse!" "Havde det ikke været på forskningsturen til Mexico, at Per-Helge havde leget doktor i hende underliv?" Det ene ord havde ført det andet med sig. Og de var ikke skiltes med et håndtryk, som parterapeuten i sin tid havde anbefalet. Han havde følt sig sært opløftet og som en kompetent handlingens mand, da han kørte hjem. Han skulle vise hende fasthed og ansvarlighed for sin datter.

Da Laura var lille havde han læst Peter Pan for hende og hurtigt, havde hun besluttet sig for, at hun var Klokkeblomst og Ida var Wendy. Han havde nydt at sidde med Laura i sofaen og læse hende til ro, mens hendes hestehale ivrigt svang fra side til side og altid kom til at sidde fast i hans skæg, når hun drejede hovedet for at følge billederne. Det havde de moret sig meget over. Hendes lyse og hans røde hår blandet sammen.
Senere var der kommet en hel række af Klokkeblomst tegnefilm, og kjoler og andet klokkeblomstgejl ind i Lauras liv og hun havde mistet interessen for Peter Pan bogen. Uundgåeligt men ikke desto mindre smerteligt, var det i en periode på nogle år mere og mere Mette, som Laura havde søgt selskab hos.
Det havde fået ham til at trække sig og han havde fået skabt sig et arbejdsliv, der igennem flere år havde ført ham længere og længere væk fra familien. Ud i verden til forskellige projektansættelser for hjælpeorganisationer. Derude hvor der var brug for ham. Han havde i starten troet, at Mette ville med. Men pigerne og hendes forskning havde holdt hende hjemme. Og Peter Pan bogen stod nu med en revnet ryg i hans reol, fordi hans sjældent temperament-regulerede kone, en dag havde kylet den hen ad gulvet og skreget, "Hvornår har du tænkt dig at blive voksen og komme hjem og tage ansvar for at være familiefar - og mand?"

Laura havde ringet til ham nogle dage efter - "Det ikke så heldige møde med Mette". Hvor han havde forløbet sig. De begge havde forløbet sig, til langt under deres værdighed.

"Far!" Havde hun sagt med sin bekymrede, men også fast besluttede stemme. "Far du skal vide, at jeg gerne vil have den vaccine..! Så jeg vil gerne have, at du skriver under på attesten." Allerede inden han havde svaret hende, havde han bemærket, hvordan en tung, dybt sukkende indånding var under opsejling. Han havde nået at registrere - nærmest som en kildren ved det ene øre - at han havde trukket begge skuldre op om ørene, pustet tungt ud - og så havde han svaret Laura: "Om du så beder bordbøn i 100 dage, vil jeg ikke give dig lov til at få den vaccine. Der er så mange, der er blevet syge af den. Det vil jeg simpelthen ikke risikere sker for dig!"
Hans kloge datter havde derpå sagt: "Far ved du godt, at mor er gået i overgangsalderen? Hun drikker hver dag sådan noget hæsligt rødkløverdrik". "Hvorfor gør hun det?" Havde han svaret, mens den overraskende information langsomt sank til bunds i hans bevidsthed. "Fordi der er sådan nogle phytoøstrogener i som er plantebaserede østrogener. De hjælper kroppen, når den ikke længere selv kan danne hormoner". "Okay!" Havde han svaret. Lidt overrasket over den drejning samtalen havde taget. "Far! Det betyder, at mor ikke længere kan få børn! For jeg ved godt, at du ikke bryder dig om Per-Helge. Og at du ikke kan lide, at hans forskning siger, at det er noget vås med al den vaccineforskrækkelse. Men du skal vide, at mor og ham aldrig vil få nogle børn sammen..." Kunstpause. Hvor han havde hørt Laura trække vejret et par gange. "Mor får kun os. Dine børn. Og jeg, som dit barn vil gerne støttes i min beslutning om at blive vaccineret mod HPV-virus. Så vær sød at skrive under."
Hans kloge, snedige datter havde ramt hovedet på sømmet. Og samtidig udvist en ekstrem rummelighed overfor hans smålige, jaloux lille væsen, der længe havde følt sig så forsmået.
Så havde hun sagt: "Ida har selv sørget for at få vaccinationen ved vores egen læge, hvor jeg også skal stikkes og der er ikke sket noget med hende."
Han havde kradset lidt på den gamle flænge i dørkarmen, før han endelig havde svaret hende. Med en lidt grødet stemme. "Lille skat. Jeg skal nok skrive under." "Er du okay far?" Havde hun spurgt med sin fintfølende, blide stemme, Og han havde svaret hende med et lille, tappert smil: "Alt er okay. Jeg er vidst også bare gået i lidt overgangsalderen." Hun havde grinet og sagt, at han sikkert godt måtte få noget af morens rødkløverdrik og at han skulle huske at logge på med sit nem-id, når han skrev under, for det med at huske, kunne vidst godt være lidt problematisk, når man var blevet så gammel."

Telefonen ringede i lommen på ham, da han var på vej ud for at flytte campingvognen. Da han tog den fik han øjenkontakt med Henriette og Jan, hans naboer med nyfødte tvillinger. De var i gang med at manøvere en tvillingebarnevogn udenom campingvognen og sendte ham begge med fornærmede blikke. Han tog telefonen og signalerede undskyld og beklagelse i deres retning og et "Jeg er på vej smil". Det var Ida. Hendes glade, lyse stemme sprang ham i møde. "Far, jeg har hørt, at vi skal til Femø. Jeg glæder mig helt vildt, det skulle være så hyggeligt dernede. En af mine veninder har været der. Jeg mødte Ilja inde på Kultorvet og hun fortalte, at du skulle hente deres campingvogn i dag. Cool. Skal vi køre i vores gamle, skøre Volvo?" "Øh, ja. Hende svigter vi ikke selvom det er varmt." "Det er okay far. Den er faktisk også ret retrofed. Og forresten, så er Laura blevet stukket og det er gået helt fint. Hun glæder sig også til ferien." Så hørte han Laura og nogle andre piger skråle i baggrunden. "Far jeg har lavet en suveræn playliste, som vi skal skråle med på i bilen. Glæd dig! Der er også noget for gamle mennesker." Mere grin og skrål i baggrunden. "Såså unge dame! Men det vil jeg glæde mig til at høre. Du laver altid så gode playlister." Hun sagde: "Kyskys, vi ses" Og lagde på. Hendes solsikke stod ved gavlen af huset, lige ved siden af Lauras. De var lige høje. De var endnu mere gule end græsplænen og stod og nikkede med deres hoveder. Som om de billigede ham. Som om de sagde. Alt bliver godt igen. Han følte en dyb taknemmelighed, da han svarede de to solsikker: "Ja. Alt bliver godt - igen."

Høst

Gennem flere nætter høres deres støvende støj.
De følger lige baner på den gyldne mark.
Mejemaskine og efterfølgende ballepresser.
De er acceptable lyde af landlig effektivitet.
De er midlertidige.

Deres færd så tung og brutalt gennem havet
af flygtende harer og mus, hjorte der springer.
De sejler under Mars's røde øje.
De sejler i tørken.

Krigsplanetens sabler klirrer i ophedede hjerner
men han har fået fundet sig en underjordisk sø
og har lagt sig til rette til venstre for månen
på jagt efter et kys og lidt sødme.
Og hun har lovet os at stråle i aften
klædt i sin røde kjole.

Hun tykner og tynder vores celler i et brus
den evige rytmes rus.
Og høsttidens duftende varme
kalder erindringen om forgangne tiders
fælles arme frem fra den snoede masse.

Celler drypper af sommer
Vasker sig i lys
Synger i bølgerne
Og længes i duftene.
Vi er sammen - vævet i forgangne tiders net
alle/sammen vil vi se på den røde måne.

Hvide drømme

Flagermusene sværmer i cirkler
over de høje træer
mens aftenstjernen finder sin bane
over en cyklamen orange horisont.

Vi har taget kaffen med ud til vores træ
og vandslangen
for tørken må tage meget, blot ikke dette.

Ud på natten hvor søvnen endnu ikke
har nået min pude
drømmer jeg vågent om det glashus
jeg en dag vil plante.

Her vil jeg dyrke farver
- en hel bane mod øst
skal være hengivet til alt det hvide.

Kridt og kalk, titanium og zink.
Porcelænsjord og alabast vil stå i potter
side om side med elfenben og creme.
Og jeg vil så purpurhvid og mælkeblåt.

Min irske setter vil følge mig rundt
og noglegange vil det eneste jeg kan
se af den være dens mahognifarvede hale.

Ud på morgenen vågner jeg atter tidligt.
På trods af, at jeg har læst et sted, at næsten
alle dyr, på nær en særlig hjort og måske
et enkelt insekt alle sover med hovedet mod nord.

Og at vi derfor også
for at give søvnen favorable vilkår
har rykket vores seng.

Denne morgen vågner jeg først
efter at fuglene har øvet deres
morgenstemmer men duggen
endnu ikke er fordampet.

Kattene er endnu ikke stået op
og gennem en halvåben dør
ser jeg min søns bare fod.

Det giver en samhørighed
en enkelhed udover alle grænser
hviler i den bue, der spænder
mit hjerte - de sover alle trygt.

Udenfor tjekker jeg om hjorten
ligger under solbær- og ribsbuskene
som jeg høstede i går. For der var spor.

Men der er ingen gæst der,
kun ser jeg mod himlen
det hulmønster bladlusene har
stemplet i træernes blade.

Man kan se, hvor langt de er nået
ikke helt ud til de yderste blade
måske fordi mariehønen nu er landet.

Jeg drikker en kaffe, sætter en vask over
og spiser en banan. Ser den rødeste rose
på gårdspladsen lyse i solens stråler,
der nu kan nå. Jeg ved ikke hvem, der er gladest.

Det bliver en god dag med solflimmer
over Espe strand og mild havbrusen
i mit øre. Måske endda en lille søvn vil lande.

Artdry

24.historie: Offer

Ordene jeg fik til d.24. dogmehistorie:

Tusindvis, lørdagskylling, romantik, kvalitet, søskendeflok på 4, Audi A6 2,8, lykkeliv, stjerneskud, Lagatto, provinsen, cykelkurv, rosenknop, plejehjem, nøgenbadning, marmorrøv, stenhøfde, møllehjul, offer, symbiose.

Hun var stadig lidt i chok, da hun kørte ind på den næsten tomme parkeringsplads foran det plejehjem, hvor hendes mor nu endeligt havde fået plads!. Hun fik alligevel parkeret sin Audi A6 2,8 helt skarpt på trods af sine let rystende hænder. Godt nok havde hun hørt nogle rygter, fra en af sine tidligere gymnasievenner. Men det syn..! havde hun alligevel ikke forestillet sig.

Den forrige gang, hun havde været på besøg,hos moren, havde de to sortmalede møllehjul på pladsen lige ved indgangen, været fyldt med pinseliljer i fuldt flor. Det var ganske sikkert - og det havde også stået i den brochure som så fint 'solgte' stedet. At der arbejdede en ihærdig gartner på stedet. Det gjorde der bestemt - og helt sikkert. I dag stod der kornaks, blålilla kornblomster og purpursolhat mellem egerne  i møllehjulene. Det var et kønt og fredfyldt skue. Sidst hun havde været på besøg, havde hun ikke bemærket, hvilke blomster der var ved indgangen. Måske havde hun glemt det? For der havde ligget en rosenknop på hendes mors hovedpude, da hun stille havde listet sig ind på morens værelse,  gennem den septiske stilhed på den brede linoleumsbeklædte gang. Hun  havde let alarmeret spurgt sin mor, om hvor den kom fra?  Og moren, der havde sovet middagslur, da hun var ankommet.  Havde fnisende sagt, at: "Det er 'negeren' som har givet mig den!" "Han er sådan en lækker flirt. Det er ham, der gør ren," Hun havde selv følt en frysende bevægelse ned langs rygradden ved morens meddelelse og havde tyssende og flovt sagt til sin mor: "Man siger altså ikke neger, mor! Man siger 'mørke', eller farvede!" Hvortil moren havde svaret: "Stik mig mine Cecil. De grønne! og ved du hvad! Du er endnu grimmere end i går!"
Hun havde ikke været på besøg i går. Alligevel savede udsagnet i hendes kød. Selvom hun godt vidste, at demens nogengange gjorde sådan. Onde ord - var de eneste direkte ord, der kom til hende fra morens mund.

Der tikkede en sms ind, da hun steg ud ad bilen. "U&M. Badning. v. den stenhøfde, der ligger til v., når du kommer tilbage fra dit morbesøg."  Det var egentligt en unødvendig sms for hun vidste, at det altid var der, Angelica ville mødes. På den side af stranden var nøgenbadning lovligt og Angelica ejede ikke noget badetøj, men Angelica holdt af  at meddele sig i detaljer i sin vanlige telegramstil og ville helt sikkert, enten sidde på stenene og sole sig eller ligge på et tæppe ganske nært ved, med sine romanudkast til gennemlæsning. De papirbunker, der altid blev plettede af kaffe, rødvin og lilla udråbstegn, når hun var kommet godt i gang med at læse korrektur på en håbefuld forfatters indsendte tekst til det forlag, hvor de begge arbejdede. På det forlag, hvor de, for snart 12 år siden havde mødt hinanden. Sidenhen var Angelica endda flyttet ind i en andelslejlighed i den modsatte ende af den gård, hvor hun selv boede. For 3 år siden havde de så i fællesskab, købt deres dejlige sommerrefugium. Som de kaldte 'Lykkeliv'. Det var i sin tid blevet bygget af  en arkitekturfantast med kroget hjerne, der havde samlet materiale til huset fra diverse faldefærdige, sammenflikkede genbrugsvenlige brædder fra nedrivnings- og restaureringsprojekter rundt omkring fra egnen. Derfor  fremstod huset i mange farver og niveauer. Selv havde hun købt en sigøjner, cirkus- skurvogn som nu stod på grunden. Her havde hun indrettet sig en soveplads i den ene ende af vognen og en arbejdsplads med et ekstrastort vindue, hvor hun arbejdede med sine illustrationer i den anden ende. Her arbejdede hun i de sommermåneder, som hun tilbragte i huset, væk fra byens larm. For i modsætning til Angelica, der rykkede op i huset 6 mdr. om året, foretrak hun selv, hvert år at rejse ud i verden 3-4 uger af sin sommerferie. Her mødte hun venner, familie, bekendte - og ikke mindst sig selv på fjerne destinationer, hvor alle muligheder stod åbne, for at være en anden - end netop sig selv...

Hun huskede i et nu, hvad Alfeldt som arbejdede i økonomiafdelingen, bittert havde sagt til årets sommerfest, da hun i en kort stund havde siddet ved siden af ham i Kongens.Have. Hun havde fortalt ham, at Angelica allerede var rykket op i sommerhuset, da han havde sagt, at det var længe siden, at han havde set Angelica på redaktionen? Til det havde han så bittert svaret: "At de to eddermame levede så meget i symbiose, at man skulle tro, at de var 'gnubbere'" Det havde fået hende til hurtigt at fortrække, med en hovedrystning og et "Stakkels dig! Sikken, äechlischhud du bor i!" Og Alfeldt, (som på redaktionen gik under navnet: "Lad os kalde ham Preben!") havde fnyst ad hende og havde åbnet endnu en medbragt  dåseøl. Det, havde i flere år på redaktionen været et kendt faktum, at han havde et særdeles, men voldsomt ugengældt godt øje til Angelica. Hun opdagede som vanligt ikke noget, andet end den irriterende svirren af fluer, som hun kaldte det... Og godt det samme - for sikken idiot.
Og idiot. Hvem ville af egen fri vilje ved sin dødsdag stå som en idiot - et slet menneske?
Et øjeblik stod hun ved siden af den smækkede bildør. På den bil, der havde fået hende til at opdage, at fart kom let og tilsyneladende også foragt overfor dummere bilister, som hun rask væk gav fingeren, - der fra i sin overhalingsbane. Måske det var blevet tid til, at hun bragte et offer? Beslutsomt satte hun sig atter ind i bilen og rullede ud fra den besøgstomme parkeringsplads.

/For 4 dage siden havde hun set et stjerneskud, da hun var på vej over til grillen - og hun havde endda nået at ønske - Så måske noget ville ændres snart..? Hun havde ikke rigtigt ønsket noget konkret, bare sådan 'NOGET' - aka ALT./
På tilbagevejen til sin lejlighed i blok P,  havde hun smidt det fedtede papir fra de to burgere og den store omgang pomfritter i en cykelkurv, der hang på en lyserød cykel og så abnormt energisk ud. Normalt ville hun ikke gøre sådan, men håb og fandenivoldskehed havde fyldt hendes krop efter den 'fråder', der normalt lagde hende ynkelig og brak - og totalt blottet for fremtid. Hendes kinder, der bevægede sig ved hvert et skridt, havde denne aften haft små opadvendte kroge af smil -  helt ud i det yderste äechlischud på hendes kind. Hun var aldrig blevet god til tysk.

Fortælleren starter forfra:
Elisa havde sovet hos Randi. De havde været alene hjemme, eller det vil sige Randi som var den næstældste ud af en søskendeflok på 4, havde som altid haft de små på slæb. Polak på 11 og Frede på 9. Det havde de også haft denne lørdag, hvor de havde lavet lørdagskylling med kinakålssalat, og flüte.
Thousand Island dressingen var ikke som den, de spiste hjemme hos Elisa og hun havde ikke rigtigt kunne lide den. Men Polak som havde sit navn efter en fyr i en håndværkertrup på gennemrejse, havde set ud til at elske den, hun havde flere gange tværet sin flüte ned i dressingen og slikket dressingen af med obskønne bevægelser, der havde fået Maj, den storesøster på 16, som havde stået ved spejlet i entreen og lagt en tonstyk makeup, til at fare ind og slå Polak hårdt på begsiden af hovedet.
Næste morgen, da de havde siddet ved bordet, der nu flød af flasker, kaffekopper med sort, død kaffe og en bagerpose med indtørrede luftrundstykker, var der pludselig trådt en mand ud inde fra Randis mors soveværelse. Han havde kun haft leopardplettede underbukser  i tangafacon på og en mave med sorte hår, der bulnede udover. "Hej Skipper!" Havde Polak grinende sagt, "Nå så var du den heldige i går!"Han havde blinket med det ene øje, kløet sig i skridtet og sagt "Jeps, smukke!" Så var han gået på wc og Elisa havde næsten fået kackaomælken i den gale hals, da han var gået ud ad stuen, imens han vrikkede med balderne. Hjemme hos hende forlod man altid sit soveværelse i morgenkåbe. Lidt efter havde ham, der åbenbart hed Skipper, råbt ude fra køkkenet: "Hvem fanden har spildt majs over hele gulvet? Der ligger tusindvis af majskorn herude!" Det var hende, Elisa, som var kommet til at skubbe til en dåse majs, da de midt i madlavningen havde haft vandkamp. Hun havde følt sig urolig over hans udråb selvom hverken Randi eller Polak så berørte ud. Hurtigt havde hun sagt, at hun måtte se, at komme hjem og var nærmest styrtet ud ad døren. Hjem til hendes mor der:

Ofte havde sagt til hende, at man måtte holde på formerne og sin facon. Særligt når Elisa ikke havde haft lyst til at tage den nystrøgne kjole på til børnefødselsdage. Men hendes mor havde en butik, der hed Romantik. En butik der kunne lide flæser og at noget var 'udsøgt'. Man kunne se skiltet helt ned Ibsens bageri for enden af gågaden. Det hang og svang i vinden med sine flotte svungne bogstaver i guld og sort og indenfor havde hendes mor solgt kurveting, puder, lysmanchetter i udsøgt design og vaser.. Og ja, alt i den fineste kvalitet til fruer med god smag i provinsen. Og god smag startede altså derhjemme, hvor mor løftede 'skindlågene' af de stegte lørdagskyllinger og tørrede fedtlaget af med køkkenrulle, når de lige var kommet ud af ovnen. Så smed hun det sprøde skind fra kyllingerne ned i Fidos madskål, og mens Elisa kiggede hadefuldt på deres Lagatto med ryggen til sin mor, sagde hendes mor ofte - "Elisa, jeg har øjne i nakken! Du tager det ikke! Det er det rene gift." En gift hun havde dobbeltnydt hos Randi, for hun kunne ikke lide skind. Äechlischhud kaldte hun det. De elskede deres tysklærer,  hvis hud de begge var enige om, var ligesom marmor. Det navn for en stenart, havde de lært i formning på et besøg til København og Glyptoteket. Og de skrev sedler til hinanden som lød noget i retningen af: "Marmorrøv har en pæn trøje på i dag" Og nogle gange var de beskeder, der blev sendt rundt i klassen lidt mere vovede, såsom "Tror du marmorrøv har bollet i nat?" De sedler fik nogle gange en hel runde i hele klassen. Men sådanne sedler havde altid været Randis.

Randi som for et øjeblik siden havde mødt hendes blik. Randi som hun ikke havde set i mange år. Randi som nu, for et øjeblik siden havde stirret ud ad en bilrude, med målløsheden tegnet i sit ansigt. Over synet af hende. Over at genkende noget-nogen inde bag de 130 kg. Hun havde set hende, Elisa sidde sammen med Bent og grønlænder Jannie, der på bænken. Inden lyset nåede at skifte til grønt, havde hun set Randi vende sit ansigt bort. Hun havde følt, hvordan alle celler i hendes egen krop havde forsøgt at vende sig bort. Men luften havde på en måde været for stille og kompakt, til at en bevægelse havde være mulig.
Længe efter, at hun havde set den smarte bil give gas, havde hun været stum og ikke svaret på Bents spørgsmål: "Om hun dog ikke snart skulle til grillen?"
Hun havde til sidst set bedrøvet på ham og sagt: "Nej! Du må selv gå derhen. Jeg skal ikke have mere..." Og så havde hun set bilen komme tilbage. Søgende efter en parkeringsplads. Måske det var hendes stjerneskud...

Landskab på råt lærred

Ikaros

Vi driver hjortene ud

Vi klapper i hænderne
råber til hinanden fra hver sin ende
af marken, af huset.

Vi driver hjortene ud
de spiser vores træer
og vi skal spise.

Bagefter er det nymåne
mørke - og pause.
Og der ser jeg dem.

Fortættet substans
søger mod husets lys.
Mod mig - i natten.

Landet ligger stille
afventende med
tunge dråber.

De falder fra spidse kanter.
De falder som lyd
i tyngde - og spredning.

Form presser sig på
jeg ved ikke,
hvad de vil mig.

Årene kaster skygger
nedover mine kinder
langt væk er nu tættere på.

En lillebror - var.

Sorgen har mange ansigter
i dag er du mit.
Der - på den hvide pude.

Snefnug danser i luften
som lystige fortællinger
om alle de veje et liv
kan hvirvle. Blot ikke dit.

Dit ildrøde skæg
pjusker på din hage
din mørkeblå t-shirt
giver skær af - for lidt siden.

Sidder her på mit kammer
har fået dig foræret som
et sidste snapshot.
Sidder her alene og lyver.

Sorgen har mange ansigter.
I dag har det dit.

Dit hoved hviler ikke mod en pude.
Du ligger på en briks.
På et hvidt lagen.
Du har også et over dig.

Men jeg må male en blødhed
frem som en pude til din sidste søvn.
Som jeg må male hvide engle frem
der flyver dig til smertefrie universer.

Skylden gnaver om kap med sorgen.
Kunne jeg have gjort mere?
Kunne jeg have fjernet nålene?
Stoffet du løb med - og som løb bort med dig.

Sorgen har mange ansigter.
Lillebror. Nu bærer den også dig.

Jeg bruger dagen til tårer
og hverdagsagtige ting.
Tørrer tårer bort fra mine sønners kinder.
Og husker dig med os - før du blev væk.

Din kerne var ømhed, varme og humor.
Og plejeren på dit sidste sted, fortalte os
om din omsorg, din kærlige venlighed.
Dit blik for alle, og hvor stille der nu er - der.

Og selv den venlige landbetjent
som kom og hentede mine frigivelsespenge
så du kunne lukkes ud fra arresten, holdt af dig.
"Han er en god dreng, på en skidt vej". Sagde han.

Sorgen har mange ansigter.
Engang min lillebror
- var.

City asleep

Noise

Porcelænsjord

I den fortættede luft
hører jeg den fjerne nabos påfugl
dens skrig er ildevarslende fremmedhed.
Eksotisk natur på gammelt bondeland.

Jeg går forsigtigt over marken
der stadig bærer en skal af hvidt
fra frosten, der er ved at opløse sig
fylder luften med påtrængende væde.

Jeg går forsigtigt på det knasende det,
der synker sig ned under mine fødder
i brune smattede furer med talrige
flækkede flintesten i farvede former.

I udhusenes haarderland af forliste drømme
forsøger jeg at forstå og ser en flig
af hendes kjole, når hun drejer om et hjørne
porcelænsjord knaser under mig, når jeg spørger.

Vi finder blå tallerkener med guldkant
noget er evigt som de døde vi tæller.
Fasanerne i haven flygter fra duehøgens styrt.
Den har klædt sig i hvid kamuflage.

Der er fangeskure på grunden - under granerne
den vogtende campingvogns øjne.
Hønsene er væk, nu bor der måske rotter
op ad de revnede glas i drivhusene.

Men de mange katte hvæsser klør
mod de krogede æbletræers skind
og flytter ind i drivhusenes plantekasser
der venter på forår, hvor bistaderne atter vil vågne.

Mine øjne falder til ro udover marken mod syd
langt borte grænses de af rækker af træer,
grålige konturer, der tegner rummet under
den orange sols synkende guldstriber.

Tiden vender sig og ser på mig -
en fremmed kultur der registrerer
stivnede sæder og skikke. Tiden
hvisler mod mig med mørke øjne.

Alene i skumringstimen siddende
på bordet under tagets skråvindue
hører jeg den gamle æblegren kærtegne
glasset - ellers er alt tyst. Alt venter nu.

Jeg går i dagenes nutid

Blå røg lægger over marken
et faldende slør af glemsel.

Børnenes fjerne skrig og latter
hører jeg senere inde fra stuen.
De leger nytår på en anden dag.
Og vi spiser et festmåltid.

Når mørket har pakket huset
helt ind, vil jeg høre uglen
og mærke katten, der smyger sig
omkring mine ben.
Se dødedyrene flokkes i haven.

Jeg går i dagenes nutid
med en skrøbelig facade.
Ynglingene er hoveder højere
Styrkeforholdet er forskubbet.
Deres stærke stemmer er varme
de vil gerne pakke mig ind.

Manden vil gerne lave maden.
Han vil gerne være stærk.
Men det er jul og savn og smerte
bider i hans hængsler. Vi er begge
så små i mørket, der presser sig på.

Jeg fortaber mig i syner
inde på bagtapetet, er jeg her
er jeg der også i morgen.
Tiderne er flydende formationer
og jeg samler mine skår med nåde.

Vinden sender den blå røg væk
og ynglingene ser film på 1.sal.
Lyden af min skrattende pensel
mod aftrykkene på papiret, bliver
til fortællinger om kampe, der ikke
vindes. Der er modstand i materien.

Tidens samtidighed lader tre fugle
synke ind i mit bryst, men det sarte
kuvøsebarn jeg er blevet, jeg har været
jeg er, men ej mere, ser hende ikke længere
så ofte vandre i haven som fortid.

Sorte fugle lander på den hvide mark
de tegner deres søgen efter føde.
I min synsrand, stadigt fjernt fra min pen
står alle de ord, der vil besmykke det levende
De venter på mig, mens jeg kæmper med
farverne og fremtiden, der er sløret og uvis.

Ilden bager i ovnene, de skal fodres i  tide.
Der flækkes udenfor, på de kolde dage
med solens skarphed som vinterkys -
på svedig pande - ser jeg bunken vokse.
Tavs gør jeg mit, der er mange møder.

Sindet skal være robust og klart
udredning følger på udredning.
Man skal ikke gå ned på den slags.
Systemets skamgidsler, det er os.

Men himmellyset vasker krogene
fri for vrede - jeg finder en anden vej.

The red country

I am waiting for you

The garden

Udsnit af en verden