Vi klapper i hænderne
råber til hinanden fra hver sin ende
af marken, af huset.
Vi driver hjortene ud
de spiser vores træer
og vi skal spise.
Bagefter er det nymåne
mørke - og pause.
Og der ser jeg dem.
Fortættet substans
søger mod husets lys.
Mod mig - i natten.
Landet ligger stille
afventende med
tunge dråber.
De falder fra spidse kanter.
De falder som lyd
i tyngde - og spredning.
Form presser sig på
jeg ved ikke,
hvad de vil mig.
Årene kaster skygger
nedover mine kinder
langt væk er nu tættere på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
gittan.pedersen@gmail.com