mandag den 29. maj 2017
lørdag den 27. maj 2017
19. historie: Rød ræv
19. dogmefortælling med ord fra fb-venner. Her er dem jeg fik:
Fossa, fingerdutter, himmelhvid, morgenfrisk, ellevild, knallerthjerne, ballon, ildsjæl, sjælefred, grøn, nedløbsrør, dansuenza, terris, kronbladende, blåning, stjerneskud, skytsengel, gult hus, glansbillede, budding, nada, forhåbning, nymåne, det fortabte vand, forløsende tårer, remouladeskovl, mor, brunst
Hun løb gennem arret som hjulsporet havde skåret gennem bygmarken.
Hun løb som dengang hun løb ned til Liza, for at byde hende velkommen hjem fra Julemærkehjemmet. Hun havde dengang været ellevild af glæde og forventning, da hun var løbet afsted gennem sporet, men samtidig havde hun følt en lille knugen i brystet. Hvorfor havde Liza ikke ringet og sagt, at det var i dag hun kom hjem?
Mor havde været inde at handle og var kommet hjem og havde sagt: *Hvorfor løber du ikke ned til Elizabeth?" Og Inger havde rejst sig så hurtigt fra sin plads ved køkkenbordet, hvor hun havde siddet og tegnet, at stolen var væltet ned i Mivs vandskål. "Er Liza kommet hjem? Hvordan ved du det?" Mor havde svaret, at hun havde mødt Frands, Mona og Elizabeth inde i Brugsen og at Mona var meget glad og stolt, da hun fortalte alle i Brugsen at Elizabeth havde været så dygtig at tabe 15 kg på Julemærkehjemmet, men nu var blevet næsten lidt for tynd, hvis man ville høre hendes mening, derfor skulle de nu hjem og hygge lidt. Og så havde hun sagt til mor, at hun skulle sende Inger ned for at sige hej. Det havde mor fortalt, mens hun pakkede varer ud, så havde hun vendt sig om imod Inger og sagt: "Du bliver nok lidt overrasket. Hun ser forandret ud."
I går aftes i nymåne mørket havde hun set et stjerneskud. Det faldt eller nærmere fløj i en lang bue henunder stjernehvælvet og hun havde været så betaget, at det først var bagefter, at hun havde tænkt. Hov jeg skulle jo ønske noget! Så havde hun tænkt, at det måske var det rette øjeblik at ringe til Liv. Liv, der var rejst til Fossa i Italien for at fotografere ruiner og som havde været vred inden hun rejste. I stedet var hun gået i seng erindrende sig Livs afskedsord om: "At det var var hendes forhåbning, at det vanvid snart sluttede. Det havde varet i tre år nu... 3 forpulede år!" Resigneret havde Inger sat sig ved vinduet og betragtet, hvordan Liv med hidsighed og ilterhed i sine bevægelser havde behandlet bilens døre, sin bagage og bagagerumsklappen, inden hun havde speedet op og var drønet afsted... Og ja.Tre år var lang tid at have boet i et brudt glansbillede.
Da hun nåede Lizas hus, var hun forpustet. Spændt havde hun hurtigt sparket sine våde gummisko af, inden hun var drønet ind i huset. Og råbt, "Hvor er du Liza?" Tre stemmer havde råbt i kor fra køkkenet: "Vi er her". Og selvfølgeligt, hvor skulle de ellers være? Køkkenet var Monas kærlighedstempel, derfra styrede hun sin verden. Og de havde kastet sig i hinandens arme, hende og Liza. Liza der nu havde sort hår? og var blevet så slank, at smilehullerne i kinderne næsten var forsvundet. Mona havde smilet over hele hovedet, hvor hendes smilehuller var aldeles synlige og øjnene næsten forsvandt, når hun smilede og havde sagt: "Se så smart hun er med sit nye hår - men nu skal vi altså have en budding, for det er alligevel lidt synd, at se hende så tynd! "Mor! Det er jo ligesom meningen med det ophold! Og du lovede til afskedssamtalen, at du vil støtte op om, at vi skal fortsætte med kuren!"
(Inger havde hørt en ny vrede i Lizas stemme, en vrede som hun ellers kun hidtil havde hørt Liza bruge, når de sammen sad og talte om, hvor falske folk var i byen. Alle de som kaldte Mona for trind og trivelig og så fuld af vigør. Sådan som hun både passede posten i Brugsen med fingerdutter på alle fingre, havde sin fish & chip bod opsat, ved hver en lejlighed og i det hele taget var en rigtig ildsjæl i foreningslivet. Folk som Liza- og også Inger ved flere lejligheder, når de samme folk troede sig uhørte, havde hørt sige om Mona at: "Hun er smækfed og tromlende - og se lige hvordan børnene slægter hende på i størrelse!" Nogle gange ved sådanne lejligheder, når de havde siddet med det røde nedløbsrør imellem sig, ved den lukkede lilleskole, havde Inger villet sige noget trøstende, men så var Liza blevet arrig og havde sagt, at Ingers far jo først var morgenfrisk, når han havde slugt den første bajer! Sådan kunne nogle af deres dage godt blive lidt mismodige. Og Inger følte skammens rødme i kinderne over farens drukperioder. Over morens løgne og over at være bedste veninde med byens tykke, vrede pige.)
"Jojo, Elizabeth, det gør jeg da også. Men en enkel karamelbudding, nu hvor du er kommet hjem til at fejre dig med, den glæde kan du da ikke nægte din mor?" "Så Frands hent skålene." Og Frands, Lizas omfangsrige bror, var tøffet ud i bryggerset, hvor skabene stod med servicet. Lizas var gået efter ham og hun havde taget en stor ske fra en af krukkerne i vindueskarmen og havde hvæst til Frands,: "Jeg spiser med denne!" Inger havde stået lidt beklemt i dørkarmen og betragtet optrinnet og sin nye veninde som hun ikke havde følt, at hun kendte længere, da Frands havde svaret.: "Nej, Elizabeth! Det er jo mors remouladeskovl!" "Ja, Frands. Buh bang, knallerthjerne! Hvor mange almindelige familier tror du har en remouladeskovl?". "Jamen det er jo til mors grillbod! Så det er vel ikke så mærkeligt, at hun har sådan en?" Havde Frands vrisset ad Liza, der stod med tårer i øjnene. De havde derefter spist budding og forsøgt at gøre det i noget højt humør, over hjemkomsten af den forandrede datter. Mona havde siddet med et smil så stort i det buttede ansigt og hun havde flere gange klappet Lizas hånd og sagt: "Min lille Elizabeth, så smuk du er med dit nye hår, så fin du er." Men så var hun kommet til at sige det, som hun jo egentligt altid havde sagt, når de spiste hjemme hos Liza. "Mor bliver så glad, af at se jer spise". Det havde ligesom ødelagt stemningen og Liza havde sagt.: "Ja du spiste far i graven! Og skal jeg fortælle dig noget? Hvis du presser mig til at spise mere mad, end jeg behøver, så vil jeg bruge enden af denne ske og kaste det hele op igen. Lige for fødderne af dig." Mona var brudt i gråd, Frands havde sagt til Liza. "Hold kæft, hvor er du tarvelig og Liza havde trukket Inger med ud af huset.
For 10 år siden havde en superslank model ført Inger op ad kirkegulvet. Det var Liza, fløjet hjem fra New York med endnu en ny mand på slæb. Hun havde lagt Ingers hånd i Livs og sagt: "Nu giver jeg dig min barndomsbrud, pas godt på hende." Og de havde festet og nydt hinandens selskab i et par dage før Liza igen var draget videre. Derefter havde fulgt nogle år med sporadisk kontakt, et enkelt møde i Milano, Monas begravelse samt en juleaften i sommerhuset som Liza havde købt i Tisvilde Hegn, men som hun sjældent brugte og oftest kun imellem forhold.. Og så havde de sidst set hinanden på bilturen til Skagen, da sidst var blevet til 'aldrigmere' omkring Ørbæk og sjælefred var blevet til ord, som Inger kun stødte på i bøgerne. Alle de bøger i bunker, som hun sidenhen havde forskanset sig bag. Bøger som Liv ved flere lejligheder, i ren afmagt havde kylet gennem stuerne, mens hun havde skreget - "Så se dog mig! - Jeg er her stadig - og jeg er fandeme i live!"
De boede i et gult hus hende og Liv. De havde en grøn dam fuld af andemad og en have med mængder af bellis og mælkebøtter, hvor kronbladene havde lukket sig nu. Som hendes hjerte fanget i en evig blåning af skyld.
Når hun gik sin runde omkring huset, remsede hun deres farver op. "Vi bor i et gult hus og vi har en grøn dam". Og så sagde hun til sig selv, at der var en himmelhvid forskel på skyld og skam, men at hverken NADA-nåle eller en tur i ballon med Liv, havde kunnet mindske det første. Skylden stod skarpt tegnet i hvert et aftryk fra hendes sko, i den sorte jord på hendes rute ned til søen. Den sø som hende og Liza engang havde døbt 'Det fortabte vand', da de havde set nogle rådyr i brunst træde ud i søen, efter deres gnubben sig. Og 'Det fortabte vand' havde været en indforstået vittighed helt op i deres voksenliv. Selv i bilen på vej til Skagen havde de leet ad det.
To ophold mere på Julemærkehjemmet i Hobro. Efter den sidste gang var Liza vendt hjem som en svane, havde hurtigt pakket sig sammen og var taget ud i verden. Hun ville langt væk. Også Inger var rejst fra byen, men var vendt hjem og havde lokket Liv med. Den første tid havde været hård og ubarmhjertig. De var byens første lebbere. Og hun vidste, hvad der blev sladret om, derinde bag stuernes gardiner. Men hun havde haft brug for landluften og roen og efterhånden var de blevet accepteret. "For i virkeligheden" - som kroejeren havde sagt til en julebazar, mens han jovialt havde klappet hende og Liv på ryggen, "Så er vi jo alle bare mennesker, der elsker hinanden." "Og det kan man jo ikke gøre for". Og uanset, hvor irriterende han var, så var han blevet deres selvudnævnte skytsengel i byen, der langsomt var begyndt at acceptere dem.
Liza havde siddet og rodet i handskerummet, hun havde leende smidt en cd ud ad bilruden og sagt. "Sikke noget argt lort,Terris Inger?" Spørgende og rystende på hovedet havde hun grinende sagt til Inger. "Vi sgu skal have noget dansuenza". I det øjeblik havde ræven stået der på vejen og Inger havde drejet hårdt i rattet for at undgå den, men bilen var skredet ud - og hun havde kørt for stærkt og - der havde stået et træ og - Liza havde banket hovedet hårdt ind i hanskerummet. Da bilen holdt helt stille var Lizas side af bilen mast ind i træet og Liza havde kigget på hende med en forundring i blikket og sagt. "Hvorfor?" Og så var alt blevet til tin.
Liv havde hentet dem hjem fra Aalborgs lufthavn. Hun havde ordnet det hele. Og i dagene uden ord, havde hun også sørget for det hele. Liza havde en forsikring, den kunne betale for hendes ophold på genoptræningshjemmet, men den kunne ikke købe ben, eller forstand. Et piskesmæld og en rift på hånden var, hvad der var sket med Inger. Og Frands' skulende blik, når de mødte ham i byen, eller når hun stødte på ham på sine løbeture.Liv havde tigget og bedt hende om, de ikke nok skulle flytte fra byen. Finde et nyt sted, få et nyt liv. Men Inger havde hvergang rystet på hovedet og sagt, at hun ikke var klar. Men hun var dog klar over, at hun var ved at miste Liv.
Jeg bor i et gult hus/ jeg har en grøn dam/ der er en himmelhvid forskel på skyld og skam - men begge er sorte i sporet her/ Jeg bor i en himmelhvid dam/ jeg har et grønt hus, jeg løber i det gule spor og skyld og skam er sorte forskelle kan ikk.... Hun faldt så lang hun var. Hun havde nået at registrere en fod, der blev sat ud foran hende, spændte ben for hende, men hun havde ikke nået at undgå den. Arrigt og smertende vendte hun sig om, en fod blev sat på hendes brystkasse. Det var Frands, han var en mørk bred firkant, der skyggede for himlens sidste lys. Hans fod holdt hende fast og han sagde: "Jeg vil have, at du forsvinder fra byen, flyt din vej! Jeg kan ikke udholde at se dig, løbe rundt her som en hån mod Liza. Som om du soner noget ved det. Du forstyrrer os alle, du forstyrrer dyrene sådan som du tramper. Du forgifter jorden med din skyld.Forsvind med dig, eller jeg sætter ild på dit hus." Så tog han foden til sig, gik ind og væk i marken, hvor han var kommet fra.
Forpustet og bange rejste hun sig op. Det var blevet køligt. Hun ville hjem. Hun ville snakke med Liv. Hun ville væk. Det var på tide. Han havde ret. Hun sonede intet. Og intet havde nogensinde sonet noget.
Da hun humpende gik tilbage stod den der, en rød ræv der kiggede hende i øjnene, et kort øjeblik før den løb ind mellem buskene. Og så kom regnen i tunge dråber, der piskede ned med sådan en styrke, at de sprang op igen som regnede selv jorden. Og hun hørte en stemme sige: "Det er forløsende tårer, de vil lukke arret i marken". Hun følte, hvordan hun smuldrede, hvordan regnen gjorde hende til ler. Hvordan hendes sorg løb af hende med vandet, der var trængt ind overalt. Og hun lo mod himlen.
Fossa, fingerdutter, himmelhvid, morgenfrisk, ellevild, knallerthjerne, ballon, ildsjæl, sjælefred, grøn, nedløbsrør, dansuenza, terris, kronbladende, blåning, stjerneskud, skytsengel, gult hus, glansbillede, budding, nada, forhåbning, nymåne, det fortabte vand, forløsende tårer, remouladeskovl, mor, brunst
Hun løb gennem arret som hjulsporet havde skåret gennem bygmarken.
Hun løb som dengang hun løb ned til Liza, for at byde hende velkommen hjem fra Julemærkehjemmet. Hun havde dengang været ellevild af glæde og forventning, da hun var løbet afsted gennem sporet, men samtidig havde hun følt en lille knugen i brystet. Hvorfor havde Liza ikke ringet og sagt, at det var i dag hun kom hjem?
Mor havde været inde at handle og var kommet hjem og havde sagt: *Hvorfor løber du ikke ned til Elizabeth?" Og Inger havde rejst sig så hurtigt fra sin plads ved køkkenbordet, hvor hun havde siddet og tegnet, at stolen var væltet ned i Mivs vandskål. "Er Liza kommet hjem? Hvordan ved du det?" Mor havde svaret, at hun havde mødt Frands, Mona og Elizabeth inde i Brugsen og at Mona var meget glad og stolt, da hun fortalte alle i Brugsen at Elizabeth havde været så dygtig at tabe 15 kg på Julemærkehjemmet, men nu var blevet næsten lidt for tynd, hvis man ville høre hendes mening, derfor skulle de nu hjem og hygge lidt. Og så havde hun sagt til mor, at hun skulle sende Inger ned for at sige hej. Det havde mor fortalt, mens hun pakkede varer ud, så havde hun vendt sig om imod Inger og sagt: "Du bliver nok lidt overrasket. Hun ser forandret ud."
I går aftes i nymåne mørket havde hun set et stjerneskud. Det faldt eller nærmere fløj i en lang bue henunder stjernehvælvet og hun havde været så betaget, at det først var bagefter, at hun havde tænkt. Hov jeg skulle jo ønske noget! Så havde hun tænkt, at det måske var det rette øjeblik at ringe til Liv. Liv, der var rejst til Fossa i Italien for at fotografere ruiner og som havde været vred inden hun rejste. I stedet var hun gået i seng erindrende sig Livs afskedsord om: "At det var var hendes forhåbning, at det vanvid snart sluttede. Det havde varet i tre år nu... 3 forpulede år!" Resigneret havde Inger sat sig ved vinduet og betragtet, hvordan Liv med hidsighed og ilterhed i sine bevægelser havde behandlet bilens døre, sin bagage og bagagerumsklappen, inden hun havde speedet op og var drønet afsted... Og ja.Tre år var lang tid at have boet i et brudt glansbillede.
Da hun nåede Lizas hus, var hun forpustet. Spændt havde hun hurtigt sparket sine våde gummisko af, inden hun var drønet ind i huset. Og råbt, "Hvor er du Liza?" Tre stemmer havde råbt i kor fra køkkenet: "Vi er her". Og selvfølgeligt, hvor skulle de ellers være? Køkkenet var Monas kærlighedstempel, derfra styrede hun sin verden. Og de havde kastet sig i hinandens arme, hende og Liza. Liza der nu havde sort hår? og var blevet så slank, at smilehullerne i kinderne næsten var forsvundet. Mona havde smilet over hele hovedet, hvor hendes smilehuller var aldeles synlige og øjnene næsten forsvandt, når hun smilede og havde sagt: "Se så smart hun er med sit nye hår - men nu skal vi altså have en budding, for det er alligevel lidt synd, at se hende så tynd! "Mor! Det er jo ligesom meningen med det ophold! Og du lovede til afskedssamtalen, at du vil støtte op om, at vi skal fortsætte med kuren!"
(Inger havde hørt en ny vrede i Lizas stemme, en vrede som hun ellers kun hidtil havde hørt Liza bruge, når de sammen sad og talte om, hvor falske folk var i byen. Alle de som kaldte Mona for trind og trivelig og så fuld af vigør. Sådan som hun både passede posten i Brugsen med fingerdutter på alle fingre, havde sin fish & chip bod opsat, ved hver en lejlighed og i det hele taget var en rigtig ildsjæl i foreningslivet. Folk som Liza- og også Inger ved flere lejligheder, når de samme folk troede sig uhørte, havde hørt sige om Mona at: "Hun er smækfed og tromlende - og se lige hvordan børnene slægter hende på i størrelse!" Nogle gange ved sådanne lejligheder, når de havde siddet med det røde nedløbsrør imellem sig, ved den lukkede lilleskole, havde Inger villet sige noget trøstende, men så var Liza blevet arrig og havde sagt, at Ingers far jo først var morgenfrisk, når han havde slugt den første bajer! Sådan kunne nogle af deres dage godt blive lidt mismodige. Og Inger følte skammens rødme i kinderne over farens drukperioder. Over morens løgne og over at være bedste veninde med byens tykke, vrede pige.)
"Jojo, Elizabeth, det gør jeg da også. Men en enkel karamelbudding, nu hvor du er kommet hjem til at fejre dig med, den glæde kan du da ikke nægte din mor?" "Så Frands hent skålene." Og Frands, Lizas omfangsrige bror, var tøffet ud i bryggerset, hvor skabene stod med servicet. Lizas var gået efter ham og hun havde taget en stor ske fra en af krukkerne i vindueskarmen og havde hvæst til Frands,: "Jeg spiser med denne!" Inger havde stået lidt beklemt i dørkarmen og betragtet optrinnet og sin nye veninde som hun ikke havde følt, at hun kendte længere, da Frands havde svaret.: "Nej, Elizabeth! Det er jo mors remouladeskovl!" "Ja, Frands. Buh bang, knallerthjerne! Hvor mange almindelige familier tror du har en remouladeskovl?". "Jamen det er jo til mors grillbod! Så det er vel ikke så mærkeligt, at hun har sådan en?" Havde Frands vrisset ad Liza, der stod med tårer i øjnene. De havde derefter spist budding og forsøgt at gøre det i noget højt humør, over hjemkomsten af den forandrede datter. Mona havde siddet med et smil så stort i det buttede ansigt og hun havde flere gange klappet Lizas hånd og sagt: "Min lille Elizabeth, så smuk du er med dit nye hår, så fin du er." Men så var hun kommet til at sige det, som hun jo egentligt altid havde sagt, når de spiste hjemme hos Liza. "Mor bliver så glad, af at se jer spise". Det havde ligesom ødelagt stemningen og Liza havde sagt.: "Ja du spiste far i graven! Og skal jeg fortælle dig noget? Hvis du presser mig til at spise mere mad, end jeg behøver, så vil jeg bruge enden af denne ske og kaste det hele op igen. Lige for fødderne af dig." Mona var brudt i gråd, Frands havde sagt til Liza. "Hold kæft, hvor er du tarvelig og Liza havde trukket Inger med ud af huset.
For 10 år siden havde en superslank model ført Inger op ad kirkegulvet. Det var Liza, fløjet hjem fra New York med endnu en ny mand på slæb. Hun havde lagt Ingers hånd i Livs og sagt: "Nu giver jeg dig min barndomsbrud, pas godt på hende." Og de havde festet og nydt hinandens selskab i et par dage før Liza igen var draget videre. Derefter havde fulgt nogle år med sporadisk kontakt, et enkelt møde i Milano, Monas begravelse samt en juleaften i sommerhuset som Liza havde købt i Tisvilde Hegn, men som hun sjældent brugte og oftest kun imellem forhold.. Og så havde de sidst set hinanden på bilturen til Skagen, da sidst var blevet til 'aldrigmere' omkring Ørbæk og sjælefred var blevet til ord, som Inger kun stødte på i bøgerne. Alle de bøger i bunker, som hun sidenhen havde forskanset sig bag. Bøger som Liv ved flere lejligheder, i ren afmagt havde kylet gennem stuerne, mens hun havde skreget - "Så se dog mig! - Jeg er her stadig - og jeg er fandeme i live!"
De boede i et gult hus hende og Liv. De havde en grøn dam fuld af andemad og en have med mængder af bellis og mælkebøtter, hvor kronbladene havde lukket sig nu. Som hendes hjerte fanget i en evig blåning af skyld.
Når hun gik sin runde omkring huset, remsede hun deres farver op. "Vi bor i et gult hus og vi har en grøn dam". Og så sagde hun til sig selv, at der var en himmelhvid forskel på skyld og skam, men at hverken NADA-nåle eller en tur i ballon med Liv, havde kunnet mindske det første. Skylden stod skarpt tegnet i hvert et aftryk fra hendes sko, i den sorte jord på hendes rute ned til søen. Den sø som hende og Liza engang havde døbt 'Det fortabte vand', da de havde set nogle rådyr i brunst træde ud i søen, efter deres gnubben sig. Og 'Det fortabte vand' havde været en indforstået vittighed helt op i deres voksenliv. Selv i bilen på vej til Skagen havde de leet ad det.
To ophold mere på Julemærkehjemmet i Hobro. Efter den sidste gang var Liza vendt hjem som en svane, havde hurtigt pakket sig sammen og var taget ud i verden. Hun ville langt væk. Også Inger var rejst fra byen, men var vendt hjem og havde lokket Liv med. Den første tid havde været hård og ubarmhjertig. De var byens første lebbere. Og hun vidste, hvad der blev sladret om, derinde bag stuernes gardiner. Men hun havde haft brug for landluften og roen og efterhånden var de blevet accepteret. "For i virkeligheden" - som kroejeren havde sagt til en julebazar, mens han jovialt havde klappet hende og Liv på ryggen, "Så er vi jo alle bare mennesker, der elsker hinanden." "Og det kan man jo ikke gøre for". Og uanset, hvor irriterende han var, så var han blevet deres selvudnævnte skytsengel i byen, der langsomt var begyndt at acceptere dem.
Liza havde siddet og rodet i handskerummet, hun havde leende smidt en cd ud ad bilruden og sagt. "Sikke noget argt lort,Terris Inger?" Spørgende og rystende på hovedet havde hun grinende sagt til Inger. "Vi sgu skal have noget dansuenza". I det øjeblik havde ræven stået der på vejen og Inger havde drejet hårdt i rattet for at undgå den, men bilen var skredet ud - og hun havde kørt for stærkt og - der havde stået et træ og - Liza havde banket hovedet hårdt ind i hanskerummet. Da bilen holdt helt stille var Lizas side af bilen mast ind i træet og Liza havde kigget på hende med en forundring i blikket og sagt. "Hvorfor?" Og så var alt blevet til tin.
Liv havde hentet dem hjem fra Aalborgs lufthavn. Hun havde ordnet det hele. Og i dagene uden ord, havde hun også sørget for det hele. Liza havde en forsikring, den kunne betale for hendes ophold på genoptræningshjemmet, men den kunne ikke købe ben, eller forstand. Et piskesmæld og en rift på hånden var, hvad der var sket med Inger. Og Frands' skulende blik, når de mødte ham i byen, eller når hun stødte på ham på sine løbeture.Liv havde tigget og bedt hende om, de ikke nok skulle flytte fra byen. Finde et nyt sted, få et nyt liv. Men Inger havde hvergang rystet på hovedet og sagt, at hun ikke var klar. Men hun var dog klar over, at hun var ved at miste Liv.
Jeg bor i et gult hus/ jeg har en grøn dam/ der er en himmelhvid forskel på skyld og skam - men begge er sorte i sporet her/ Jeg bor i en himmelhvid dam/ jeg har et grønt hus, jeg løber i det gule spor og skyld og skam er sorte forskelle kan ikk.... Hun faldt så lang hun var. Hun havde nået at registrere en fod, der blev sat ud foran hende, spændte ben for hende, men hun havde ikke nået at undgå den. Arrigt og smertende vendte hun sig om, en fod blev sat på hendes brystkasse. Det var Frands, han var en mørk bred firkant, der skyggede for himlens sidste lys. Hans fod holdt hende fast og han sagde: "Jeg vil have, at du forsvinder fra byen, flyt din vej! Jeg kan ikke udholde at se dig, løbe rundt her som en hån mod Liza. Som om du soner noget ved det. Du forstyrrer os alle, du forstyrrer dyrene sådan som du tramper. Du forgifter jorden med din skyld.Forsvind med dig, eller jeg sætter ild på dit hus." Så tog han foden til sig, gik ind og væk i marken, hvor han var kommet fra.
Forpustet og bange rejste hun sig op. Det var blevet køligt. Hun ville hjem. Hun ville snakke med Liv. Hun ville væk. Det var på tide. Han havde ret. Hun sonede intet. Og intet havde nogensinde sonet noget.
Da hun humpende gik tilbage stod den der, en rød ræv der kiggede hende i øjnene, et kort øjeblik før den løb ind mellem buskene. Og så kom regnen i tunge dråber, der piskede ned med sådan en styrke, at de sprang op igen som regnede selv jorden. Og hun hørte en stemme sige: "Det er forløsende tårer, de vil lukke arret i marken". Hun følte, hvordan hun smuldrede, hvordan regnen gjorde hende til ler. Hvordan hendes sorg løb af hende med vandet, der var trængt ind overalt. Og hun lo mod himlen.
onsdag den 17. maj 2017
søndag den 14. maj 2017
Abonner på:
Opslag (Atom)