Let glas har indkapslet dit ansigt, og du står der ved skranken på nippet til at krakelere. For de tog sig friheder de fyre, der skulle bestille billet, de fyre, der siger, når du beder dem om at stoppe: ,,Årh for fanden er du sådan en snerpe, der ikke kan tåle en joke? Du skal sgu' være glad for, at vi overhovedet gider kigge på dine patter..." Hvorefter de grinende giver hinanden high-five og vender sig bort for at udsøge sig andre piger i lokalet. Andre patter. Du er 20 år og det er ikke første gang, at du oplever en gruppe fyre nedgøre dig og din krop, det er ikke første gang du har været ude for fyre der brovtende, grinende synes det må være morsomt for dig at få at vide, at din krops torso og dens raketter godt måtte dingle over hans hoved - og det er ikke første gang, at du oplever dig hånet af de samme fyre, når du har sagt fra overfor deres slibrige ord om din krop. For dine dage er fyldt af let glas som et fernis over dit ansigt, over og indhyllende din krop, der - ude i verden ikke kun er din.
Og du husker vejfesten derhjemme i parcelhuskvarteret, husker hvordan din far stod sammen med en gruppe af andre fædre fra vejen og skoggerlo over en bemærkning om den nye nabokone og hendes yppige krop - som de da alle godt gad, - og hun sikkert også, når hun nu så sådan ud - og du husker hvordan du fangede din fars blik i det øjeblik han løftede sin øl til sine læber, du husker hvor kolde de øjne var og så samtidig et flig derinde af skam, da han opdagede, hvad du havde hørt. Den nye nabokone var pænt klædt efter datidens mode, hendes kjole var ikke synderlig åben, hun var genert og virkede utilpas over sin fyldighed, sin runde krop som du havde stået ved siden af, da I tog mad fra buffeten og hun havde smilet og komplimenteret dit korte hår med et varmt smil, du senere havde set stivne, og se ud som koldt, porøst glas, da hun fik et klap bag i af en af vejens mænd.
Kold som kulden der vaskede ned over din krop og nu flød rundt derinde som små stive baner af is, når grupper af mænd lugtede voldeligt og utilregneligt i et offentligt rum, lige som de mænd omkring din far og den kulde du den dag kom til at føle i mødet med hans øjne dér. Og du følte trang til at pakke dig væk, du følte trang til ikke at blive en yppig kvinde, trang til at dine bryster lod være med at vokse, fordi mænd som her ved skranken derfor mente sig i deres fulde ret til at tale om dem i sjofle vendinger. Og du lærte at pakke dig forsigtigt væk, lærte ikke at løfte blikket til et møde, der så let og legitimt blev grænseoverskridende, der så let slog itu, som var det en ret mænd og drenge bare havde - at trampe på tynd is omkring din krop. For du er blot en pige hyllet i let glas, revnet i dit ligestillingsland.
onsdag den 21. september 2016
søndag den 18. september 2016
12.historie: Venskab.
12. historie med ord fra fb-venner. Her var dem jeg fik:
Mursten, parykker, kusine, sommertid, vejfest, havtorn, letvægt, indsnuse, venskab, familiekærlighed, stormflodsbølge, regnvejr, accept, glemte grenen, kontanthjælpsloftet, attitude, knaster, færgeleje, sorg, enestående, saglighed, velfærd, løveklo, porcelænshud, tis, fartgrænser, stoflig blødhed, frø, vandmand, solnedgang, hobby, rødt hår, hun hedder Ariana.
,,G. Jeg hørte selv min far sige det, da vi havde vejfest!" (Min kusine havde det med at glemme, vigtige detaljer, såsom, at jeg faktisk også havde været til stede ved den vejfest! Men jeg vidste bedre. Når hun først gik i gang med sine vilde historier, så forblev vi bedst venner, hvis jeg ikke holdt hende alt for meget op på de unøjagtigheder, der oftest var i hendes fortællinger. Så jeg tav, da hun sagde: ,,Min far sagde til Pedro, at hr. Mogensen har klistret kontanthjælpsloftet op i sin garage, og så snupper han lidt derfra, når han mangler knaster!" Hun så bidsk ud med den mine og rynke mellem brynene som hendes far, min morbror, også altid fik, når han blev politisk, som min mor kaldte dét, hendes lillebror blev til familiefester nogle gange. Min kusine blev også meget politisk noglegange, men jeg mente nu at kontanthjælpsloftet var noget andet, og skulle lige til at sige hende imod, da hun fortsatte ,,og ved du hvad, Pedro svarede min far? At, ja! Ham og hans typer har stjålet alt vores velfærd, og belønnes fyrsteligt, hver gang de sejler skuden i sænk og det endda med store, fede, gyldne håndtryk." ,,G!" Hun spyttede sig i næverne. ,,Vi kan være de nye Robin Hood'er, og snige os ind i haven ad bagvejen, og hente pengene tilbage til de fattiges lofter." Her var min kusines øjne blevet store, og hun havde bidt sig i underlæben, som jeg vidste, at hun altid gjorde, når hun tænkte stærkt og lagde skumle planer.
,,G! Jeg er sikker på, at de parykker, der står i vinduet, er dem han bruger, når han er ude at stjæle andres velværd." De der parykker var meget uhyggelige, og jeg kiggede altid med skrækblandet fascination og gru, når jeg gik forbi. De stod i et mørkt vindue, der vendte ud mod den sti jeg brugte til skole. Og man kunne se, at nogle nye mursten var sat i under vinduet, det så ud som om der engang havde været en dør. Parykkerne hang på nogle hvide flamingohoveder, der ligesom lyste lidt indefra når der var et bestemt lys, det var som regel noget de gjorde, når jeg gik der alene. Alle os børn i kvarteret, fortalte jævnligt hinanden forfærdelige gyserhistorier hvor parykkerne indgik. Den bedste havde selvfølgeligt været A.s. Hun havde fortalt, at de nye mursten var sat ind i muren fordi parykhovederne i virkeligheden tilhørte nogle dværge, der var muret ind i husets væg, og som blev kaldt til live ved særlige fuldmåne-logefester, hvor de så blev sat i arbejde for at skaffe guld til herrefolket. Hun havde engang selv set, at muren var krakeleret og en arm var kommet ud gennem muren. - Og nu ville hun have, at vi skulle bevæge os ind i den have! Jeg spurgte om vi ikke bare kunne ringe på døren og sige til ham, at han burde aflevere det tilbage, der ikke var hans. ,,Er du gal G! Han har en BMW... Man kan sgu ikke ringe på døren ind til en, der har en BMW og tro, at han frivilligt vil samarbejde!"
,,Nej. Vi tager en stige med og min heksegren, jeg har set, at der er et lille vindue helt øverst oppe i garagen." A.s heksegren var en forvokset slangebøssegren som havde været brugt i krigen mod sakserne, men som på forunderlig vis var kommet hende i hænde, da hun en mystisk aften havde mødt en hekseflok ude på engen, da græsset var lilla, og hun havde kunnet svæve henover det. Pludseligt havde de stået der og sagt, at hun skulle være den nye ejer af grenen og udrette store ting med den. ,,G. det er min skæbne, og jeg tager den på mig med accept." Fejende flot, havde hun svunget sin sweater over skulderen som en kappe. Og vi havde lagt en plan om at mødes ved storstenen kl.21.55
Men da jeg havde stået og trippet lidt der med vores lille æbletræsstige, kom hun ræsende på sin cykel og sagde, ,,shit jeg glemte grenen, vi gør det en anden dag". Vi havde ikke nået det.
Der var så meget hun ikke nåede. Vi havde fået til opgave at skrive en stil med overskriften: Min hobby. Jeg havde skrevet en pæn stil på computeren, og havde flere gange talt ordene, for den måtte ikke blive for lang, min lærer var træt af at læse mine 10 siders stile, så der var sat begrænsning på denne gang. Men da vi så skulle gennemgå stilene på klassen havde vores lærer spurgt hvorfor A. ikke havde afleveret sin stil. Så havde hun svaret. ,,Min hobby er familiekærlighed, og hun sidder lige der" Hvorpå hun havde peget over på mig med sin langefinger, blinket med højre øje og hurtigt rystet sin hånd om til en revolver, sat lyd på og pustet røgen væk fra pistolmundingen - hendes pegefinger. Og med en vigtig attitude havde hun landet alle fire stoleben med et brag og sagt,: ,,Nej, spøg til side. Jeg har en vigtig hobby som jeg deler med min far. Vi lever 2 timer i timen, og har derfor ikke tid til at skrive stile, men nu har jeg i stedet fortalt den, og kan vi så komme videre?" Vores lærer så ud som om, hun overvejede at sende A. udenfor døren, men lod sig nøjes med et hørligt suk og en bemærkning om, at det jo så måtte blive til endnu et besøg på forældreintra.
Om eftermiddagen var vi endt hjemme hos mig, og jeg havde lige været ude på toilettet, da jeg fra gangen ud til køkkenet kunne høre min kusine sige:
,,Det er en rigtig løveklo! Farfar har selv fået den af en indianer i Amerika" Jeg kom ind i køkkenet og så hende kigge min mor trodsigt ind i øjnene, mens min mor stod og holdt om løvekloen, der dinglede i en lædersnor omkring min kusines hals. Altid hang den der. Men min mor sagde med stor saglighed, at hun nu mente, at den stammede fra en grævling, og at hendes far, min morfar aldrig havde været i USA. Men måske var det bare helt anderledes når nogen var en andens farfar end når han var nogens - min morfar. Måske havde min kusines far en helt anden slags far, end den min mor havde haft?. Jeg blev helt svimmel af at tænke de tanker men forsøgte lidt spagfærdigt at komme min mor til undsætning ved at sige, at jeg ikke mente, at der boede løver i USA. ,,Hvor er I bare dumme!" Havde min kusine brølet, så var hun løbet ud ad døren, og jeg havde råbt vent og var løbet med. Ude på vejen havde min kusine sagt, at bare fordi min mor var håndarbejdslærer så skulle hun jo ikke tro, at hun vidste noget om dyr! Hvilket hun jo tydeligvis ikke gjorde, når hun ikke kunne kende forskel på en løveklo og en grævlingeklo. Jeg havde givet min kusine ret, og for at sætte lidt trumf på havde jeg sagt. ,,Nej hun ved tis og lort". Og så var lyset straks vendt tilbage i min kusines øjne, og hun havde foreslået at vi tog ned til fjorden for at plukke havtorn, for nu var det snart slut med sommertid og den store, stygge stormflodsbølge, som vi hvert år hørte de voksne tale om med bekymrede miner, ville komme med rusk og evigt fimbul-regnvejr. Det ville blive dystre og onde dage, hvor frøer og vandmænd ville sejle i gaderne (det var noget af det værste vi begge kendte). Og universet vil rive os fra hinanden, men vi vil mødes igen på den blødeste sky. Alt det småsang min kusine, mens hun løb sin cykel i gang.
Selvom der var fartgrænser var man ikke altid sikker, når man kørte ad den smalle vej mod byens lille færgeleje, og vi havde tit fået at vide, at vi skulle køre forsigtigt, for lyset var flimrende og smukt og distraherende. Og bilisten blev så forblændet af den smukke solnedgang, (den som A. altid kaldte stoflig blødhed på vores kinder), at han glemte at holde øje med en skrålende, hujende pige med rødt hår og papklemmer sat fast på egerne, der fortsatte med at rulle, fortsatte med at lave lyd, da cyklen lå stille, og alle hendes fregner forsvandt og blev til hvid porcelænshud.
Hele natten har jeg ligget og ridset med hendes løveklo i tapetet. De gav mig den, efter de var kommet hjem fra hospitalet. Og de gav mig hendes pude med de lyseblå og hvide striber, min mor engang hjalp os med at sy. Det var stof fra en kjole, der havde været vores mormors/farmors og som hun havde haft på, dengang hun havde redet på kamel ad silkevejen. Det var hvad A fortalte om den sag, da vi sad ved symaskinen og fnisende brækkede nåle på skift.
Hele natten har jeg indsnuset hendes duft og samlet røde hår, som jeg stramt har viklet om mine fingre, og jeg har ladet tårer løbe ned i våret i en koncentreret tynd stribe, som den tynde stribe blod, der var løbet ud ad hendes øre, da hun ikke ville svare mig, der i grøften. Min mor og far har på skift siddet på min seng og aet mit hår, strøget mig ned ad ryggen og hvisket kærlige ord. Hvisket om sorg vi alle føler, over hvor enestående A. var. Og hvor meget det gør ondt at miste en man har så kær og tæt. Men vil de nogensinde vide hvad sorg er i min krop? Vil de nogensinde forstå, at hun fik mig til at føle mig enestående, at hun gav mig en følelse af letvægt, når hun begyndte at fortælle...
På lørdag skal min kusine begraves. Hun hed Ariana, og vi skulle have været til gymnastikopvisning - sammen.
Mursten, parykker, kusine, sommertid, vejfest, havtorn, letvægt, indsnuse, venskab, familiekærlighed, stormflodsbølge, regnvejr, accept, glemte grenen, kontanthjælpsloftet, attitude, knaster, færgeleje, sorg, enestående, saglighed, velfærd, løveklo, porcelænshud, tis, fartgrænser, stoflig blødhed, frø, vandmand, solnedgang, hobby, rødt hår, hun hedder Ariana.
,,G. Jeg hørte selv min far sige det, da vi havde vejfest!" (Min kusine havde det med at glemme, vigtige detaljer, såsom, at jeg faktisk også havde været til stede ved den vejfest! Men jeg vidste bedre. Når hun først gik i gang med sine vilde historier, så forblev vi bedst venner, hvis jeg ikke holdt hende alt for meget op på de unøjagtigheder, der oftest var i hendes fortællinger. Så jeg tav, da hun sagde: ,,Min far sagde til Pedro, at hr. Mogensen har klistret kontanthjælpsloftet op i sin garage, og så snupper han lidt derfra, når han mangler knaster!" Hun så bidsk ud med den mine og rynke mellem brynene som hendes far, min morbror, også altid fik, når han blev politisk, som min mor kaldte dét, hendes lillebror blev til familiefester nogle gange. Min kusine blev også meget politisk noglegange, men jeg mente nu at kontanthjælpsloftet var noget andet, og skulle lige til at sige hende imod, da hun fortsatte ,,og ved du hvad, Pedro svarede min far? At, ja! Ham og hans typer har stjålet alt vores velfærd, og belønnes fyrsteligt, hver gang de sejler skuden i sænk og det endda med store, fede, gyldne håndtryk." ,,G!" Hun spyttede sig i næverne. ,,Vi kan være de nye Robin Hood'er, og snige os ind i haven ad bagvejen, og hente pengene tilbage til de fattiges lofter." Her var min kusines øjne blevet store, og hun havde bidt sig i underlæben, som jeg vidste, at hun altid gjorde, når hun tænkte stærkt og lagde skumle planer.
,,G! Jeg er sikker på, at de parykker, der står i vinduet, er dem han bruger, når han er ude at stjæle andres velværd." De der parykker var meget uhyggelige, og jeg kiggede altid med skrækblandet fascination og gru, når jeg gik forbi. De stod i et mørkt vindue, der vendte ud mod den sti jeg brugte til skole. Og man kunne se, at nogle nye mursten var sat i under vinduet, det så ud som om der engang havde været en dør. Parykkerne hang på nogle hvide flamingohoveder, der ligesom lyste lidt indefra når der var et bestemt lys, det var som regel noget de gjorde, når jeg gik der alene. Alle os børn i kvarteret, fortalte jævnligt hinanden forfærdelige gyserhistorier hvor parykkerne indgik. Den bedste havde selvfølgeligt været A.s. Hun havde fortalt, at de nye mursten var sat ind i muren fordi parykhovederne i virkeligheden tilhørte nogle dværge, der var muret ind i husets væg, og som blev kaldt til live ved særlige fuldmåne-logefester, hvor de så blev sat i arbejde for at skaffe guld til herrefolket. Hun havde engang selv set, at muren var krakeleret og en arm var kommet ud gennem muren. - Og nu ville hun have, at vi skulle bevæge os ind i den have! Jeg spurgte om vi ikke bare kunne ringe på døren og sige til ham, at han burde aflevere det tilbage, der ikke var hans. ,,Er du gal G! Han har en BMW... Man kan sgu ikke ringe på døren ind til en, der har en BMW og tro, at han frivilligt vil samarbejde!"
,,Nej. Vi tager en stige med og min heksegren, jeg har set, at der er et lille vindue helt øverst oppe i garagen." A.s heksegren var en forvokset slangebøssegren som havde været brugt i krigen mod sakserne, men som på forunderlig vis var kommet hende i hænde, da hun en mystisk aften havde mødt en hekseflok ude på engen, da græsset var lilla, og hun havde kunnet svæve henover det. Pludseligt havde de stået der og sagt, at hun skulle være den nye ejer af grenen og udrette store ting med den. ,,G. det er min skæbne, og jeg tager den på mig med accept." Fejende flot, havde hun svunget sin sweater over skulderen som en kappe. Og vi havde lagt en plan om at mødes ved storstenen kl.21.55
Men da jeg havde stået og trippet lidt der med vores lille æbletræsstige, kom hun ræsende på sin cykel og sagde, ,,shit jeg glemte grenen, vi gør det en anden dag". Vi havde ikke nået det.
Der var så meget hun ikke nåede. Vi havde fået til opgave at skrive en stil med overskriften: Min hobby. Jeg havde skrevet en pæn stil på computeren, og havde flere gange talt ordene, for den måtte ikke blive for lang, min lærer var træt af at læse mine 10 siders stile, så der var sat begrænsning på denne gang. Men da vi så skulle gennemgå stilene på klassen havde vores lærer spurgt hvorfor A. ikke havde afleveret sin stil. Så havde hun svaret. ,,Min hobby er familiekærlighed, og hun sidder lige der" Hvorpå hun havde peget over på mig med sin langefinger, blinket med højre øje og hurtigt rystet sin hånd om til en revolver, sat lyd på og pustet røgen væk fra pistolmundingen - hendes pegefinger. Og med en vigtig attitude havde hun landet alle fire stoleben med et brag og sagt,: ,,Nej, spøg til side. Jeg har en vigtig hobby som jeg deler med min far. Vi lever 2 timer i timen, og har derfor ikke tid til at skrive stile, men nu har jeg i stedet fortalt den, og kan vi så komme videre?" Vores lærer så ud som om, hun overvejede at sende A. udenfor døren, men lod sig nøjes med et hørligt suk og en bemærkning om, at det jo så måtte blive til endnu et besøg på forældreintra.
Om eftermiddagen var vi endt hjemme hos mig, og jeg havde lige været ude på toilettet, da jeg fra gangen ud til køkkenet kunne høre min kusine sige:
,,Det er en rigtig løveklo! Farfar har selv fået den af en indianer i Amerika" Jeg kom ind i køkkenet og så hende kigge min mor trodsigt ind i øjnene, mens min mor stod og holdt om løvekloen, der dinglede i en lædersnor omkring min kusines hals. Altid hang den der. Men min mor sagde med stor saglighed, at hun nu mente, at den stammede fra en grævling, og at hendes far, min morfar aldrig havde været i USA. Men måske var det bare helt anderledes når nogen var en andens farfar end når han var nogens - min morfar. Måske havde min kusines far en helt anden slags far, end den min mor havde haft?. Jeg blev helt svimmel af at tænke de tanker men forsøgte lidt spagfærdigt at komme min mor til undsætning ved at sige, at jeg ikke mente, at der boede løver i USA. ,,Hvor er I bare dumme!" Havde min kusine brølet, så var hun løbet ud ad døren, og jeg havde råbt vent og var løbet med. Ude på vejen havde min kusine sagt, at bare fordi min mor var håndarbejdslærer så skulle hun jo ikke tro, at hun vidste noget om dyr! Hvilket hun jo tydeligvis ikke gjorde, når hun ikke kunne kende forskel på en løveklo og en grævlingeklo. Jeg havde givet min kusine ret, og for at sætte lidt trumf på havde jeg sagt. ,,Nej hun ved tis og lort". Og så var lyset straks vendt tilbage i min kusines øjne, og hun havde foreslået at vi tog ned til fjorden for at plukke havtorn, for nu var det snart slut med sommertid og den store, stygge stormflodsbølge, som vi hvert år hørte de voksne tale om med bekymrede miner, ville komme med rusk og evigt fimbul-regnvejr. Det ville blive dystre og onde dage, hvor frøer og vandmænd ville sejle i gaderne (det var noget af det værste vi begge kendte). Og universet vil rive os fra hinanden, men vi vil mødes igen på den blødeste sky. Alt det småsang min kusine, mens hun løb sin cykel i gang.
Selvom der var fartgrænser var man ikke altid sikker, når man kørte ad den smalle vej mod byens lille færgeleje, og vi havde tit fået at vide, at vi skulle køre forsigtigt, for lyset var flimrende og smukt og distraherende. Og bilisten blev så forblændet af den smukke solnedgang, (den som A. altid kaldte stoflig blødhed på vores kinder), at han glemte at holde øje med en skrålende, hujende pige med rødt hår og papklemmer sat fast på egerne, der fortsatte med at rulle, fortsatte med at lave lyd, da cyklen lå stille, og alle hendes fregner forsvandt og blev til hvid porcelænshud.
Hele natten har jeg ligget og ridset med hendes løveklo i tapetet. De gav mig den, efter de var kommet hjem fra hospitalet. Og de gav mig hendes pude med de lyseblå og hvide striber, min mor engang hjalp os med at sy. Det var stof fra en kjole, der havde været vores mormors/farmors og som hun havde haft på, dengang hun havde redet på kamel ad silkevejen. Det var hvad A fortalte om den sag, da vi sad ved symaskinen og fnisende brækkede nåle på skift.
Hele natten har jeg indsnuset hendes duft og samlet røde hår, som jeg stramt har viklet om mine fingre, og jeg har ladet tårer løbe ned i våret i en koncentreret tynd stribe, som den tynde stribe blod, der var løbet ud ad hendes øre, da hun ikke ville svare mig, der i grøften. Min mor og far har på skift siddet på min seng og aet mit hår, strøget mig ned ad ryggen og hvisket kærlige ord. Hvisket om sorg vi alle føler, over hvor enestående A. var. Og hvor meget det gør ondt at miste en man har så kær og tæt. Men vil de nogensinde vide hvad sorg er i min krop? Vil de nogensinde forstå, at hun fik mig til at føle mig enestående, at hun gav mig en følelse af letvægt, når hun begyndte at fortælle...
På lørdag skal min kusine begraves. Hun hed Ariana, og vi skulle have været til gymnastikopvisning - sammen.
tirsdag den 6. september 2016
søndag den 4. september 2016
Abonner på:
Opslag (Atom)