Porcelænsjord

I den fortættede luft
hører jeg den fjerne nabos påfugl
dens skrig er ildevarslende fremmedhed.
Eksotisk natur på gammelt bondeland.

Jeg går forsigtigt over marken
der stadig bærer en skal af hvidt
fra frosten, der er ved at opløse sig
fylder luften med påtrængende væde.

Jeg går forsigtigt på det knasende det,
der synker sig ned under mine fødder
i brune smattede furer med talrige
flækkede flintesten i farvede former.

I udhusenes haarderland af forliste drømme
forsøger jeg at forstå og ser en flig
af hendes kjole, når hun drejer om et hjørne
porcelænsjord knaser under mig, når jeg spørger.

Vi finder blå tallerkener med guldkant
noget er evigt som de døde vi tæller.
Fasanerne i haven flygter fra duehøgens styrt.
Den har klædt sig i hvid kamuflage.

Der er fangeskure på grunden - under granerne
den vogtende campingvogns øjne.
Hønsene er væk, nu bor der måske rotter
op ad de revnede glas i drivhusene.

Men de mange katte hvæsser klør
mod de krogede æbletræers skind
og flytter ind i drivhusenes plantekasser
der venter på forår, hvor bistaderne atter vil vågne.

Mine øjne falder til ro udover marken mod syd
langt borte grænses de af rækker af træer,
grålige konturer, der tegner rummet under
den orange sols synkende guldstriber.

Tiden vender sig og ser på mig -
en fremmed kultur der registrerer
stivnede sæder og skikke. Tiden
hvisler mod mig med mørke øjne.

Alene i skumringstimen siddende
på bordet under tagets skråvindue
hører jeg den gamle æblegren kærtegne
glasset - ellers er alt tyst. Alt venter nu.