8. Hønsetyv

8. gang en historie bliver til med ord fra fb-venner. Disse er:
sykofant, væv, florafobi, kælderkold, gummistøvler, kartoffelspegepølse, udsnakket, betydningsfrigøres, Cuba, sigøjnervogn, Det røde hjørne, grundskyld, frydværen, brudeslør, løvehjerte, hønsetyv, Marco Massi


Marco Massi står og vasker op i sit lille køkken mens han gumler på en mad med kartoffelspegepølse tilsat ekstra salt, for det er sådan en dag. Solen står nu endeligt varmende ind ad de åbne vinduer og gårdens rum har højt til loftet. Omkring, fra de andre åbenstående vinduer, høres klirren af service, blød snak og musik, og fra de tilstødende haver pludselige latterudbrud og hvin fra børn i vandleg. Fra en lejlighed sættes C.V.Jørgensen i gang, den sanger havde om nogen dansk sanger bibragt ham en poetisk forståelse for det danske sprog. Det var en sang om en nabo og ens næste så lettilgængeligt og rigtigt men alligevel, verset 'herrens florafobi', hvad pokker betød det? At vi var bittesmå var et faktum, og selvom håb stille sneg sig ind, så havde de forløbne måneder været skarpe og trælse. Med tab, regn og  begrædeligheder.

Hans søn var blevet taget som hønsetyv hjemme på Cuba, en dum sykofant havde sladret selvom hun gladeligt havde købt sine æg hos Marcos søn. Det var selvfølgeligt ikke i orden, at hans søn levede som tyv, men han var umådeligt fattig og boede i en sigøjnervogn med sine 4 børn og kæreste. Og for fanden da også - sladrerøve burde stege i helvede! Men da Marco i aftes havde siddet nede på 'Det Røde Hjørne' og fået sig en kælderkold eller 3 sammen med den rom, der gav ham ren frydværen helt ned i sine gummistøvler, mens han havde udsnakket emnet med HavariMads, havde denne ment, at Marco havde grundskyld i sønnens situation, fordi han (Marco) var her, og ikke der.

Det havde gjort ham tosset, og han havde brølet fra dybet af sit løvehjerte, at HavariMads, fandeme ikke havde noget at lade ham høre. Havde HavariMads måske ikke selv forladt 7 børn og en Ellinor i brudeslør over i Thy?
Det var endt i en halvhjertet nævekamp inden Ulla havde smidt dem begge ud. HavariMads havde fået næseblod, der dryppede ned på hans udbulende overalls mave. Så havde de siddet der, prustende og stønnende på kantstenen, og måtte begge sande, at de var nogle forliste hvaler i verdens umådelige væv. Døren var gået op bag dem, og Ulla havde kastet en spand koldt vand nedover dem. Det havde klaret luften mellem dem. Hun var en klog og dejlig kvinde, Ulla, det var de blevet enige om inden de havde skiltes, og var slingret i hver sin retning.

Og i dag måtte han sande, at det vand havde virket betydningsfrigørende på ham. Der var ikke længere nogen tvivl i hans hjerte, han måtte hjem til Cuba og hjælpe sin søn, med at komme ud af fængslet. Og han måtte hjem til Cuba og hjælpe med de børnebørn han endnu aldrig havde set.
Danmark kunne ryge og rejse som den skønne Helene havde gjort fra ham. Stukket af med en kollega til Sverige. Ja, han ville sælge sin lejlighed, og forlade det land som på det sidste, også var begyndt at se mere og mere skævt til ham og hans farve.
Cuba, cigarer, varm rom - og måske den skønne Rosita, stadig var skøn...