fjorden lå grå med fjern latter i tågen
I gik i nyhedens rum og talte
inde i mig samlede jeg dufte og sten
i et skrin glimtende af dugdråber
vi var tre på tur
lethedens letteste konstellation
med efterårets glasur som en kåbe
af gyldne løfter til det kommende mørke
jeg fotograferede jeres rygge i skridt
langsomt i gummistøvler lod I vandet
kærtegne jeres fødder kolde, lod I spor
synke ned i vådt sand som flygtige drømme
ved den udgående orange brændeild
blotlagde vi på skift barndomsrædsler
og delte håb til vores fremtidsbørn
velvidende, at de en dag ville kalde os rædsomme
stormen Freja tvang træernes klædedragt af grenene
med kolde hårde dråber mod taget, mod vinduerne
drømmene lod sig se i sekvenser med ord fra vores møde
men solens morgen udviskede og bortjog gøgleren i mig
jeg lod hende hænge tilbage i brønden hos bænkebidere
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
gittan.pedersen@gmail.com