Jeg tegner
dine streger
som kærtegn
på rynket glas.
Løfter buen
teltdugen
over dit øje
med en hvisken.
Dypper
et stort ark akvarelpapir
i havens sø
af regnvand
hvorfra birkestammen
knejser som en mast.
Rosa lister sig frem
på himlens grå
som spæde kærtegn
lullende os til ro
efter regndages lys-længsel.
Mit nadverbillede
forladt i en skurvet
rille af forventninger.
Stille ser det mig an
fra nu igen -
så langt væk.
fang mig, find mig,
mød mig, tro mig.
Din jords toner
løjer af i martret materie,
og dit barn rejser - nu
som klima-gast.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
gittan.pedersen@gmail.com