fredag den 5. juni 2020

Fjernsyn og far

Min far var engang i fjernsynet. Inde i fjernsynet. Han skulle sige noget i et eller andet debatprogram eller sådan noget. Min mor og jeg sad klar foran fjernsynet - eller min mor stod vist op, og sagde et eller andet fnysende om, at han havde to forskellige farver strømper på. På lyden i hendes stemme kunne jeg høre, at de var uvenner. Og at det måske var fordi, de ikke var på talefod og min mor netop den morgen havde lagt en seddel på hans natbord, hvor der stod klokken er 7, du skal op... at han kun havde kunnet nå at finde 2 forskellige farver strømper før han måtte haste forsinket afsted til fjernsynet? Men jeg havde den dag ikke interesse i at prøve at afkode noget uvenskab eller finde min trøstetone frem. For min far var i fjernsynet! Og hvordan pokker var han kommet derind..? Jeg husker, at jeg gik om bag fjernsynet, hvor stikket gik ind og fulgte det hen til antennestikket på væggen, hele vejen derhen gled ledningen gennem min hånd og jeg forestillede mig, - og jeg forklarede mig og følte en indsigt, at den ledning måtte være den meget lange gang som min far var gået igennem for at komme ind i fjernsynet, en gang hvor man blev lillebitte, når man gik der, og måske også meget ensom, og at kontaktstedet, indgangen på væggen nok var porten ind til den lange gang. Inde i mit hoved, blafrede der sådan nogle urolige fugle med skarpe stemmer, der sagde: "Jaja, det er måske nok sådan, men hvordan blev han så lille i første omgang ? Hvad! Kan du svare på det?" Og jeg kom til kort og måtte ty til eventyret og magien, for at min fortælling kunne hænge sammen, så jeg blev lidt ærgerligt nødt til at indsætte en figur - en fin dame var det, sådan en der smilede med store tænder og blanke øjne - som udleverede trylledrikke ved porten. Trylledrikke, der forvandlede alle, der skulle ind i fjernsynet til lillebitte.

En dag ville jeg også drikke af fjern-synets drik. Måske min far og jeg så kunne lande i det samme rum? I det rum ville være gerne have to forskellige farvede strømper på - selvom min mor synes, at det var åndsvagt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

gittan.pedersen@gmail.com