21. historie: Skæbnen

Her er ordene, som jeg fik, fra fb-folket til d.21.dogmehistorie:
Der var så mange, at jeg valgte at bruge ordene i parentes til at skrive d.22.historie med. Den udkommer om et par dage.

Talent, brusekabine, (barndomsminder), barnebarn, (kornmod), papmapper, (sensommer), (flyvefisken)(, færge), kirsebærsten, nittebælte, (forblibt), sykofant, gadelampe, saltmine, (glatte ål i tomatsovs), (Trablitsa), loppebid, pomeranian, (regnbue), tøsne, (længselsfuldt), løvfald, (uskyld), langsom, sulten, (sommerregn), skæbnen, genskæret, (kulørte lamper), (basta), (lortebil), grøntsager, (svanetræf), (Barcelona), ("Jeg er træt af regn"), (hyttetur), (monsun), højskole i Rødding, pastamaskine, (forældrefest), blodbad, Mikael T. Eckard.

Hun ligger der, i den brusekabine, der står i gavlværelset. Det er mig, der har lagt hende der. Jeg tror ikke, at han har set hende. Jeg tror ikke, at han kan, men han er begyndt at høre hende, det kan jeg se. Se på den måde hans øjne vagtsomt følger lyden fra loftet.

Han havde lejet sig ind i huset til en billig penge. Udlejeren var en ejendomsmægler fra Vanløse, der sagde, at den tidligere ejer havde haft svært ved at få huset solgt, så nu ville ejendomsmæglerene leje det ud i et år og så måtte man se. Det var slet ikke utænkeligt, at der kunne blive tale om et overordentligt billigt og fordelagtigt køb. Huset var et af dem med charme og en tilgroet have, der sikkert nok ville kunne blive en hel lille oase...
Han havde været afvisende overfor ejendomsmæglerens megen snak, blot sagt, at han trængte til at komme ud ad byen, at han havde brug for ro, han skulle færdiggøre en bog, så et års leje var rigeligt for ham. Og så var det fint, at det var  sådan lidt let møbleret. Ejendomsmægleren havde lidt tøvende stået i den lille snævre entré som om, der var mere han ville sige, men så havde han kaldt sin hund til sig, en lille gylden pomeranian som han nu var sikker på var den, der havde givet ham 3 loppebid ved anklerne. Han blev aldrig nogen stor dyreven.

Under hyldetræet bagerst i haven ved brombærkrattet og de udgåede grøntsager i den gamle køkkenhave, ligger der en sten. Man skal fjerne blade, mos og snavs for at kunne læse, hvad der står. Det er længe siden nogen har læst på  den sten. Jeg behøver ikke at fjerne noget, jeg ved, hvad der står.

Inde i drivhuset med de smadrede ruder, ligger der et falmet og flænset pudevår som farmor havde fyldt med rensede og tørrede kirsebærsten. Det havde været hendes nakkestøtte i den gule lænestol. Det havde lignet et blodbad, da stenene var blevet kogt fra bærrene. De havde malet sig med saften bagefter og leget vilde indianere.

Efter at have hentet sit vognlæs af bøger, madrasser, dyner, tæpper, musik, sin computer, de grå papmapper med manuskripterne, diverse værktøj, varmt tøj og hans ny-erhvervede pastamaskine var det blevet mørkt. Det var ikke fordi huset lå langt fra byen, men det lå afsides. Da han kørte ned ad den lille vej til huset, så han genskæret fra den hængende gadelampe reflekteret i de smadrede ruder i det faldefærdige drivhus. I morgen ville han bruge noget energi på at fjerne glasset derude og måske, når det blev forår sætte nye glas i. Der lå smattet løvfald på stien op til huset, tøsne ville blive til frost igen i nat og han var glad for, at han havde husket at købe en sæk brænde med. Landlivet skulle gøre godt. Og han erindrede sig, at Peter Seeberg i sin tid havde skrevet sin novelle 'Fugl føde' på en svensk ødegård. Der var noget over landlivets strabadser, der var vederkvægende for en forfatter. Det at komme ud af byens larm. Han havde helt bestemt valgt det rigtige for 'bogen' og for sig selv.

Det værste er sulten. Den er der hele tiden, samtidigt med alt andet. Alt er samtidigt. Og alt er stilhed. Snetyst stilhed som en sten i en lomme på en fjern anorak, der hænger på den sidste krog udenfor klasseværelset på den lukkede skole.-  Bortset fra hendes bønfaldende stemme og løbende skridt på loftet - så er alt snetyst stille, men det ses.

Der var ingen tvivl, han ville bruge af virkeligheden, men naturligvis omskrevet. Men det skulle være en erotisk fortælling, man som læser ville brænde sig på. Han blev helt opstemt ved tanken og mærkede en rejsning. En meget hård rejsning. Han kunne stadig - ja for fanden! - Og han ville give den hele armen. I sin iver kom han til at skubbe til arkitektlampen, han lige havde fået monteret på det vakkelvorne bord, han nåede at gribe den, men den nåede at banke mod vindueskarmen i faldet så den gik ud og der blev mørkt i rummet. Brændeovnen kastede et skær af rødt lys og gadelampens kolde lys nåede også ind i rummet, hvor den fjerne væg blev oplyst i et felt, der viste et skjold i tapetet. Han sansede det hele i et nu - og tænkte, at alt var samtidig - og så hørte han for første gang lyden. Den kom fra første sal, der var ingen tvivl. Det lød som barnefødder, der løb henover loftet.

Jeg var hendes ældste barnebarn. Hun foragtede mine gaver. Min farmor foretrak skønhed, lys og pænt broderi. Det var ikke mit talent. 
Jeg vandrer i skyggerne og er for evigt dømt til at høre Abellas bortløbende skridt.

De havde mødt hinanden på en højskole i Rødding og de var skiltes i en saltmine i Polen, efter et voldsomt skænderi. Han havde skrevet nogle digte om det - et konglomerat, der også var blevet trykt i et toneangivende litterært blad, men tomheden havde ikke forladt ham af den grund. På højskolen havde han været forbi, for at læse op af sin seneste samling. Hun havde siddet på forreste række og havde stirret på ham under hele oplæsningen, flirtet uhæmmet og ladet sit blik dvæle ved hans nittebælte. Der blev født en ukendt fetish den aften - og det stod der også noget om i nogle af teksterne, der lå inde på bordet - men som ikke havde været åbne siden den første uge, han havde boet i huset. Han var blevet langsom. Det var som om dagene skyllede uberørte og uindtagede ned over ham, mens han gik rundt i huset, der måske var fyldt med genfærd? Genfærd som han ikke troede på - men det gjorde måske ikke, at de ikke fandtes? Lydene fra 1.salen var jo virkelige - eller var de?

Klistermærket med hans navn Mikael T. Eckard i svungen skrift på hans bærbare, der skulle skjule hendes hævngerrigt indridsede grafitti med ordet 'Sykofant', var begyndt at blive lidt flosset, for han sad og kradsede fraværende i det, når han ledte efter de rigtige ord. Udenfor havde kulden taget til og det var svært for brændeovnen at nå ud til hjørnerne af huset med sine varmestråler. Der lå en Ga-Jolpakke foran ham. Han havde flere gange læst den lille tekst højt, den lød: "Pas på ikke at vende ryggen til livet. Du risikerer at livet vender ryggen til dig!" Det var en anonym, der havde skrevet ordsproget og det var godt det samme, han orkede ikke at forsøge at forestille sig ansigtet på en navngiven person. Alligevel sneg hendes blik sig henover ham i erindringen om hendes ord, der havde været de samme. Og ja, det var sådan man mistede- og sådan man lod sig miste - han vidste det godt. Og han følte en lille snigende frygt. Var det, det, der var ved at ske her? I overført betydning?
Peter havde ringet i går og spurgt om det gik fremad med bogen. "Ja! For helvede mand." Havde han svaret, mens han leende havde sagt,:"Men her spøger, og det er sgu ikke let at hengive sig til lystne, erotiske billeder, når genfærd løber i huset!" Peter havde grinet og sagt, at lidt død vel kun var godt, for så måtte han gøre sig mere umage, for at få de saftige detaljer frem!".  De havde sludret om fælles bekendte og andres udgivelser og aftalt snart at mødes i byen til en øl. Da han havde lagt røret på, havde han haft en følelse af, at øjne stirrede ham i ryggen ovre fra døren ud til køkkenet. Han havde ikke villet vende sig, men gåsehud og følelsen af, at de små hår rejste sig i hans nakke, havde fået ham til at gå uroligt rundt i stuen, inden han havde valgt at gå udenfor. Han skosede sig selv for at flygte. Der var ingen øjne, der var jo ingen. Han havde flere gange været ovenpå for at tjekke, men kun lyd og derefter lyden af tilbageholdt åndedræt - eller af ingenting... Han måtte se at komme i gang! Uvirksomhed gjorde ham altid lidt skør.

Når han går i haven, kigger han af og til op mod gavlvinduet, hvor jeg sidder. Han fornemmer mig og hende, men han har endnu ikke fundet stenen. Jeg venter inde i evigheden så længe.

Fløjtende brækkede han glasflager af på drivhuset. Det var en dag med høj, skarp sol og han følte sig energisk og underligt fredet. Natten havde været fyldt med drømme, der havde føltes rensende og forløsende. Han var sikker på, at det blev i dag, at han fik fat i teksten, der i så mange dage havde undflyet sig ham. Måske hvis bare han turde være ærlig om, hvor han havde fejlet, så ville den 'lade' sig skrive, hans bog om dem og den svære kærlighed, der havde danset på løgne, svaghed og afmagt. Hans svagheder, som han ikke havde villet vedgå sig.
Han havde sat en dampende, varm kop kaffe fra sig på brændestablen og på vejen derover, fik han øje på noget, der glimtede gennem grenene på den gamle hyld. Der lå  en sten, det lignede en kirkegårdssten? Da han næsten var så tæt på, at han skulle til at bukke sig, for at komme ind under grenene, snublede han og tog fra sig med hænderne, alligevel bankede han hovedet ned i stenens skarpe kant og mærkede det varme blod sive ned over hans ansigt fra en flænge ved øjenbrynet. Det dryppede ned på stenen som havde en inskription: Kaina og Abella venter på at komme hjem K'et blev fyldt med hans dryppende blod og en lyd af mange lettende fugle fyldte luften over ham. Et øjeblik var det som om, det mørknede for hans øjne. Men så tørrede han blodet bort med sit ærme og tænkte, at han hellere måtte komme ind og se på skaden og få renset såret.
Han var rolig og klar. Han var faktisk helt klar. Tidligere havde synet af blod og huller, rifter og revner i hans egen hud skræmt ham, men nu følte han sig tapper og lettet.

Jeg flyver bort sammen med fuglene og hende bærer jeg i mine arme. Mit mærke har fået plads i en andens pande. Jeg er Kaina, der flyder blod i mit K. Jeg flyver med min søster i mine arme. Hende hvis død jeg forvoldte. Jeg ved, at jeg skal flyve længe, men det gør ikke noget, for jeg kan høre fuglenes vingeslag i luften og vægten af min søster, der ser på mig mens hun siger. "Nu er vi ikke længere lænket til farmors hus."