Flyvefisken, lortebil, færge, hyttetur, sensommer, forældrefest, sommerregn, kornmod, regnbue, barndomsminder, svanetræf, 'tillykke med drengen', glatte ål i tomatsovs, Trablitsa, forblibt, 'jeg er træt af regn', monsun, kulørte lamper, Barcelona, længselsfuldt, basta, uskyld.
De havde aftalt, at hun skulle hente Elizabeth på Flyvefisken - fiskegrillbaren på havnen - hvor Elizabeth rød i hovedet solgte fish n chips til turister med hang til autencitet i form af frisk fisk fra 'havet lige for', men helst kamufleret med et engelsk 'touch' af friture.
Det var Elizabeths egen biks og hun havde brugt mange arbejdstimer for at få den til at løbe rundt.
Hun hadede faktisk at tage Elizabeth direkte med i bilen (og det lagde hun ikke skjul på) inden denne havde nået at være hjemme og tage et bad, men Elizabeth sagde til gengæld altid, når Viva brokkede sig, at hendes gamle lortebil stank af 10.000 gamle, selvdøde, våde hunde, så hun skulle bare klappe kaje.
Så okay, hun måtte leve med det. De havde en færge de skulle nå, for de skulle på hyttetur sammen med de øvrige forældre fra ungernes klasse. Man havde på skoleårets sidste forældremøde besluttet, at det var en god idé - og et godt signal at sende til børnene - at forældrene alle sammen talte med hinanden - og kunne enes... Derfor havde den aktive forældregruppe planlagt en sensommer forældrefest med overnatning i en stor hytte på Orø. Hende og Elizabeth havde købt rigeligt vin med og Elizabeth havde lavet sin specialitet til den fælles buffet: 'Glatte ål i tomatsovs'. Der var sjældent nogle der brød sig særligt om retten, men den var tilpas eksotisk og særpræget - som Elizabeth selv - der elskede at fortælle historien om, over buffetbordet - eller over disken i Flyvefisken, når hun et par gange om sommeren solgte den delikatesse. At det var en ret, hendes far havde lært at lave i Trablitsa, - et sted som ingen nogensinde fandt ud af hvor lå - dengang han var ung og rejste på valsen - mødte kvinder, byggede huse og lærte at lave mad. Og altså denne ret, som nu kun Elizabeth kendte opskriften på.
Pelle skulle være hos sin far hele den næste uge. Han havde hentet ham på fritidshjemmet og de havde aftalt, at det var hende, der tog forældreteten og tog med på hytteturen.
Hun følte sig dejligt ung og ansvarsfri, da hun drejede ned ad den brolagte vej, der gik bagom pakhusene på havnen. En let sommerregn havde sat ind, da hun kørte hjemmefra. Der havde været svanetræf på den sunkne eng bag huset. De havde ligget der i græsset, badet i den rosa himmel fra den nedadgående sol og lignet små, løfterige candyfloss-glæder. Nu stod en klar regnbue indover byen fra fjorden. Det var ok, det var lunt i vejret og barndomsminder om lignende dage på fjorden sammen med hendes morfar, svævede rundt i hendes hoved som en blid brise. Hun håbede, at også Pelle en dag ville erindre sig gode dage fra en barndom ved vandet, selvom han var blevet skilsmissebarn for et år siden, hvor ham og hende var flyttet ind hos Elizabeth og Fie. Men efter sommerferien, som han blandt andet havde tilbragt i Barcelona sammen med sin far, havde han haft et tilbagefald til ønsket om at være en 'hel' familie. Han havde en eftermiddag, hvor hun sad og skrev på en opgave, siddet på hende armlæn og ladet sine fingre løbe gennem hendes hår, sagt at han: "Hadede regnen i Danmark og kunne de ikke godt flytte til Barcelona sammen alle tre?" Hun havde drejet sig om imod ham og set, hvordan de grå øjne længselsfuldt og fuld af uskyld havde lyst med et håb, som hun var nødt til at slukke. Det gjorde ondt. Og for ikke at affærdige ham med det samme, havde hun trukket ham ned på sit skød og sagt, at hun rigtig godt kunne tænke sig at opleve Barcelona sammen med ham, men at de nu boede her sammen med Elizabeth og Fie og at hende og Pelles far ikke længere elskede hinanden som kærester. Et mut udtryk havde bredt sig på Pelles ansigt og den lille afglidende skulderbevægelse, hun havde lagt mærke til hos ham på det seneste, havde drejet ham væk fra hende. Resten af dagen havde hun følt en skuffet kølighed og afstand sive fra ham. Det var svært at vide, hvad hun skulle sige og når hun forsøgte at tale med Elizabeth om det mødte hun ikke den store forståelse. Elizabeth havde stort set altid været eneforælder til Fie, der gik i klasse med Pelle. Og Elizabeth havde altid haft sine forældre i byen til at hjælpe sig. Og nu også hende selv på hverdagsdage. Så som sparringspartner på forældresmertedage, var hun ikke meget bevendt.
De var landet på øen og alle fandt sammen med dem, de plejede at tale sammen med. Hun var ikke selv særlig god til den slags sociale arrangementer. Hun fik altid en følelse af forkerthed, særligt fordi nogle af forældrene gjorde meget ud af at ligne 'rigtighed'. Men Elizabeth havde talt peptalk i bilen mens hun skiftede cd'er ud i en hektisk opkørthed. Og det havde hjulpet. Aftenen var godt på vej i god stemning.
"Tillykke med drengen!". Det var Bertrams far, der lagde sin varme hånd på hendes skulder, da hun stod og var ved at anrette buffetbordet. Pelle havde haft alle drengene fra klassen med hjemme til sin 8-års fødselsdag i starten af ugen og Bertram, der var Pelles bedste ven havde fået lov til at overnatte. Alle tre børn havde været temmelig eksalterede ved aftensmaden og hun havde glædet sig til at Elizabeth kom hjem fra Flyvefisken, så hun kunne tage sig lidt af Fie, der havde været ene pige i selskabet hele dagen. Men en heftig regn havde sat ind, mens hun stod og lavede mad og Elizabeth havde ringet og været grædefærdig i telefonen. "Jeg er træt af regn!" "Det vælter ned her på havnen, alt står i et! Fucking monsun." "Der er kommet hul i taget på vognen og jeg skal have den fragtet til garage. Jeg har fået Kilas til at komme og hjælpe mig med sin lastbil, så jeg kommer desværre ikke hjem foreløbig. Kys min Fie godnat fra mig." Suk ingen aflastning og så pokkers uheldigt for Elizabeth og den svingende økonomi. Regnen havde hele sommeren været deres ærkefjende.
Hun havde været nødt til at hæve stemmen overfor Fie, da denne var blevet ved med at løbe ind til drengene. Hun havde sagt til hende, at nu ville hun simpelthen have, at Fie blev inde på sit eget værelse. Basta! Hun ville på den ene side gerne have sagt til Pelle og Bertram, at de også godt kunne give plads til Fie, men Pelle havde tidligere på dagen, set på hende med sine grå øjne, der lyste af glæde og sagt at: "Mor i dag skal Bertram og mig bygge hule på værelset. Vi skal sove derinde helt alene og lege, at vi er på ekspedition på Indlandsisen." Så hun havde ikke kunnet nænne, at kræve det af ham. Den dårlige samvittighed overfor Fie og jo egentligt også Elizabeth, havde givet hende en grim smag i munden, mens hun gik og ryddede op i huset og ude i haven efter dagens tumultariske fødseldag. Men da hun var gået ovenpå, for at købe sig til lidt aflad ved at tilbyde en godnatlæsning for Fie, var hun allerede faldet i søvn. Hun puttede hende omhyggeligt og var lidt lettet over, at hun så faktisk fik en halv time til sig selv. Hun havde kigget lidt på nogle af forældrenes profiler på facebook og særligt på nogle billeder af Bertram og hans far. Desværre var der også mange af Bertrams smukke mor med Bertrams fars arm omkring sig... Hun var dog ikke med, da de havde en lille derhjemme og Bertram at passe.
Hun var gået ind for at tisse. Det var lummert i det lille værelse hun delte med Elizabeth, der i vanlig stil havde spredt alle sine ting udover det lille areal, så hun måtte løfte bunker af tøj, før hun fandt sin sweater. Da hun igen kom ud på gårdspladsen så hun glimt af kornmod i det fjerne, og hun kom i tanke om, at hun havde bildt sin lillesøster ind, da de var børn, at det var flyvende krigere på drager, der spyede ild, som man kunne se kæmpe i det fjerne. Hun savnede pludselig sin lillesøster og mærkede det som et stik i hjertet. Hvorfor var de kommet så langt fra hinanden?
Der sad stadig en god flok ude ved bålet under de kulørte lamper, som forældregruppen allerede havde fået hængt op, før de andre ankom. Det så fint og tillokkende ud og lyden af latter og stemmer, der steg og faldt blev båret hen til hende med skønne dufte fra de snart udgåede kaprifolier, der snoede sig omkring nogle af de nærmeste træer. Hun kunne høre at Elizabeth var diskussionslysten og at hun var efter Kaspers far. Kaspers far, Ole var sådan en mand, der havde meget travlt med at påtale, hvis andres børn var lidt frække. Han gik foran i feltet.. Man må ikke mobbe og drille. Men han var fodboldtræner for lilleputterne og var ærlig talt ikke det mest pædagogiske væsen, overfor andre end sin egen søn på den bane! Nu hørte hun Elizabeth sige: "Ole, du er så forbandet dobbeltmoralsk og hyklerisk! I sidste uge så jeg, at du havde lavet et opslag på facebook, hvor du skrev: "Nej Prins Vom du bliver sgu aldrig konge! - Hvad fanden er det for noget? Du giver folk øgenavne offentligt på din facebook...!? Jeg har ved flere lejligheder set dig svine folk til på den måde. Og så sidder du her og gør dig hellig og agerer forældre af den antimobbelige type. Du som ej heller ser noget problem i at udskamme og kritisere et andet barn, for øjnene af hele flokken. Det er sgu' svinsk!"
Hun kunne høre nogle, der sagde: "Aiiieee Elizabeth! Rolig nu..." Men så skar en stemme gennem de forskelliges udsagn, medhold og modstand. Det var Selmas mor. Viva kunne se, at hun havde rejst sig op: "Jeg er faktisk ekstremt træt af den kultur! Jeg giver Elizabeth fuldkommen ret og synes det er ækelt, så meget den tone er blevet til - hvad - den fattigste almendannelse i vores samfund? At det er blevet så legitimt at træde nedad, bare man pakker det ind i noget man kalder 'humor'!? Det gælder hele vejen rundt. Arrggh forstod du ikke- min sjofelhed - mit overgreb - det var jo bare humor. Har du ingen humor!"
Efter det og lidt håndholdning med Bertrams far..!? Var de dejset omkuld på værelset, hende og Elizabeth. Men først havde hun, været nødt til at hjælpe Elizabeth ud af sine cowboybukser, da hun lå og krøllede sig rundt på sengen for at befri sig, mens hun højlydt stønnede: "Årh. manner jeg er forblibt og forliebt i Selmas mor."
Og hun selv? Fortabt eller forliebt - eller bare på vej til at vågne sig mod livet - igen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
gittan.pedersen@gmail.com