Stedt til hvile

Melankolien blev stedt til hvile
under gårdens æbletræer
da hånden lagde sig på min skulder
det øjeblik
mit hjerte fandt hjem.

Forfædres fortræd tilgivet
og usynlighedens nåde
tog bort den tusmørke sten
- små fugle trækker
den nu på havet
i vredens lille båd -

Gul(d) sitrer,
gennemløber systemer
kimer i verdens mindste
klokker af nektar
i blodbaner blåt
brændende på den hvide hud.