En lillebror - var.

Sorgen har mange ansigter
i dag er du mit.
Der - på den hvide pude.

Snefnug danser i luften
som lystige fortællinger
om alle de veje et liv
kan hvirvle. Blot ikke dit.

Dit ildrøde skæg
pjusker på din hage
din mørkeblå t-shirt
giver skær af - for lidt siden.

Sidder her på mit kammer
har fået dig foræret som
et sidste snapshot.
Sidder her alene og lyver.

Sorgen har mange ansigter.
I dag har det dit.

Dit hoved hviler ikke mod en pude.
Du ligger på en briks.
På et hvidt lagen.
Du har også et over dig.

Men jeg må male en blødhed
frem som en pude til din sidste søvn.
Som jeg må male hvide engle frem
der flyver dig til smertefrie universer.

Skylden gnaver om kap med sorgen.
Kunne jeg have gjort mere?
Kunne jeg have fjernet nålene?
Stoffet du løb med - og som løb bort med dig.

Sorgen har mange ansigter.
Lillebror. Nu bærer den også dig.

Jeg bruger dagen til tårer
og hverdagsagtige ting.
Tørrer tårer bort fra mine sønners kinder.
Og husker dig med os - før du blev væk.

Din kerne var ømhed, varme og humor.
Og plejeren på dit sidste sted, fortalte os
om din omsorg, din kærlige venlighed.
Dit blik for alle, og hvor stille der nu er - der.

Og selv den venlige landbetjent
som kom og hentede mine frigivelsespenge
så du kunne lukkes ud fra arresten, holdt af dig.
"Han er en god dreng, på en skidt vej". Sagde han.

Sorgen har mange ansigter.
Engang min lillebror
- var.

City asleep

Noise

Porcelænsjord

I den fortættede luft
hører jeg den fjerne nabos påfugl
dens skrig er ildevarslende fremmedhed.
Eksotisk natur på gammelt bondeland.

Jeg går forsigtigt over marken
der stadig bærer en skal af hvidt
fra frosten, der er ved at opløse sig
fylder luften med påtrængende væde.

Jeg går forsigtigt på det knasende det,
der synker sig ned under mine fødder
i brune smattede furer med talrige
flækkede flintesten i farvede former.

I udhusenes haarderland af forliste drømme
forsøger jeg at forstå og ser en flig
af hendes kjole, når hun drejer om et hjørne
porcelænsjord knaser under mig, når jeg spørger.

Vi finder blå tallerkener med guldkant
noget er evigt som de døde vi tæller.
Fasanerne i haven flygter fra duehøgens styrt.
Den har klædt sig i hvid kamuflage.

Der er fangeskure på grunden - under granerne
den vogtende campingvogns øjne.
Hønsene er væk, nu bor der måske rotter
op ad de revnede glas i drivhusene.

Men de mange katte hvæsser klør
mod de krogede æbletræers skind
og flytter ind i drivhusenes plantekasser
der venter på forår, hvor bistaderne atter vil vågne.

Mine øjne falder til ro udover marken mod syd
langt borte grænses de af rækker af træer,
grålige konturer, der tegner rummet under
den orange sols synkende guldstriber.

Tiden vender sig og ser på mig -
en fremmed kultur der registrerer
stivnede sæder og skikke. Tiden
hvisler mod mig med mørke øjne.

Alene i skumringstimen siddende
på bordet under tagets skråvindue
hører jeg den gamle æblegren kærtegne
glasset - ellers er alt tyst. Alt venter nu.

Jeg går i dagenes nutid

Blå røg lægger over marken
et faldende slør af glemsel.

Børnenes fjerne skrig og latter
hører jeg senere inde fra stuen.
De leger nytår på en anden dag.
Og vi spiser et festmåltid.

Når mørket har pakket huset
helt ind, vil jeg høre uglen
og mærke katten, der smyger sig
omkring mine ben.
Se dødedyrene flokkes i haven.

Jeg går i dagenes nutid
med en skrøbelig facade.
Ynglingene er hoveder højere
Styrkeforholdet er forskubbet.
Deres stærke stemmer er varme
de vil gerne pakke mig ind.

Manden vil gerne lave maden.
Han vil gerne være stærk.
Men det er jul og savn og smerte
bider i hans hængsler. Vi er begge
så små i mørket, der presser sig på.

Jeg fortaber mig i syner
inde på bagtapetet, er jeg her
er jeg der også i morgen.
Tiderne er flydende formationer
og jeg samler mine skår med nåde.

Vinden sender den blå røg væk
og ynglingene ser film på 1.sal.
Lyden af min skrattende pensel
mod aftrykkene på papiret, bliver
til fortællinger om kampe, der ikke
vindes. Der er modstand i materien.

Tidens samtidighed lader tre fugle
synke ind i mit bryst, men det sarte
kuvøsebarn jeg er blevet, jeg har været
jeg er, men ej mere, ser hende ikke længere
så ofte vandre i haven som fortid.

Sorte fugle lander på den hvide mark
de tegner deres søgen efter føde.
I min synsrand, stadigt fjernt fra min pen
står alle de ord, der vil besmykke det levende
De venter på mig, mens jeg kæmper med
farverne og fremtiden, der er sløret og uvis.

Ilden bager i ovnene, de skal fodres i  tide.
Der flækkes udenfor, på de kolde dage
med solens skarphed som vinterkys -
på svedig pande - ser jeg bunken vokse.
Tavs gør jeg mit, der er mange møder.

Sindet skal være robust og klart
udredning følger på udredning.
Man skal ikke gå ned på den slags.
Systemets skamgidsler, det er os.

Men himmellyset vasker krogene
fri for vrede - jeg finder en anden vej.

The red country

I am waiting for you