Det har regnet vedholdende, gråt og Blade Runner agtigt i næsten 14 dage - hun forsøger at styre uden om de store huller i vejen som vandet har drukket bort - På vej til sommerhuset i Asserbo plantage - lyd og svimmel -
Fedtede blade falder med regnen - vindens fedtede blade falder med regnen - falde med regnen.
Dystert - vemodigt over erindringens sommer - over gyldne marker nu druknende pløre -
Det falder i regnen i Asserbo slitage - På to sprog fremmaner hun de kys, der blev givet på strandnattens stilhedstæppe før vandringen mod glemsel i fremmede horisonters skrattende radiolyd.
Det falder i regnen mens erindringens genkomstgæst drukner forblæst i historiens griller.
Vinduesviskerne klarer ikke nok op på fraværet i den kolde hånd forvredet afvredet regnevandsvædet glemt eller ristet i kulhjerter - de faldt i regnen - de var døde sorte fugle fra himlen - Gemmestedet glemmestedet luk mig ind i dit varme karosseri drivende gennem skov og urt - det falder i regnen,
Det falder.
torsdag den 10. september 2015
mandag den 17. august 2015
9. Spindelvæv
Til min 9.historie med ord fra fb-venner fik jeg disse:
Buenos Aires, spindelvæv, passage, sandkasse, peber, prinsesse, bryllup, ostepops og sukkerhjerter, sindsro, Mods og rockers, original, grafikkort, Djøf, gammel elevfest, kolostomi, sensibilitet, kajak, tanketorsk, stjerneskud, passioneret, "Rita", ja nu blev det altså det!!
Computeren virkede igen, og det var fandeme på tide! 2.års opgaven på HF skulle afleveres om 14 dage. Hendes storebror havde været forbi og trylle her til aften, han havde mumlet noget om grafikkort og så alligevel ikke, mens han sad og rodede med computeren på hendes værelse. Det store værelse i deres lejlighed som hun var blevet opgraderet til efter at han, Allan var flyttet hjemmefra, og hvor hun nu boede alene sammen med sin mor.
"Hvorfor har du billeder af alle de der gammeldags rockere på din opslagstavle?" havde han spurgt. "Okay jeg kender James Dean, men hvem er alle de andre?". "Det er jo derfor jeg er så stresset", havde hun svaret, "Det er til min opgave. Jeg skriver om Mods og Rockers, to forskellige ungdomsgrupper i England i 60'erne. Den ene gruppe var sådan forløbere for det, der senere blev forskellige motorcykelbander med rygmærker, og de andre var unge, der pludselig havde penge mellem hænderne. Sådan efterkrigstidsunge i boom. De havde en cool tøjstil. "Og selvom J.D. var lækker og Marlon Brando med, så er jeg mere til stilen hos mods, de kørte på scootere i stedet for motorcykler. Jeg har fortalt, at jeg er ved at spare sammen til en scooter, ikke'?" Allan havde rejst sig og med et grin, rodet op i hendes hår og sagt "at en kajak ville være sundere, specielt når man indtog så mange ostepops og sukkerhjerter som hun gjorde;" Hun havde dasket ud efter ham og sagt. "Du aner ikke hvor meget jeg knokler. Jeg har to fritidsjob. Hver fredag eftermiddag sidder jeg med Lone og Franks lille Amalie i en sandkasse og leger intellektuel og hver lørdag gør jeg rent hos gamle Olga over i rækkehusene - du ved skaber passage gennem hendes jungle af planter." "Årh du gør rent ved den original? Respekt for, at du orker." Havde han sagt med et stort grin. "Ja, jeg burde få en præmie". Havde hun svaret.
Deres mor havde kaldt på Allan ude fra køkkenet, og spurgt om han ville spise med. Han var gået derud, og hun havde hørt hendes mors glade stemme. Hun blev altid så glad når Allan var hjemme, så skulle han fortælle om alt hvad der var sket siden sidst han var hjemme. Og hun spurgte og spurgte, til hun endelig fik hul igennem og Allan åbnede op. Og mor lyttede andægtigt til beretninger om, svære universitetsopgaver, studiejobbet i Djøf, om Allans skøre bofæller i den fede delelejlighed hvor han nu boede inde på Vesterbro. Amalie var dybt misundelig.
Mens hun sad og scrollede billeder til sin opgave, lyttede hun med et halvt øre til det, der blev sagt ude i køkkenet. samtidig gik hendes tanker på langfart. For 14 dage siden havde moren igen haft en af sine ture med tristhed og nostalgi. Gardinerne blev trukket for, vinen blev trukket op, pilleglasset fik atter synlig plads på sengebordet. Og en følelse af klistret spindelvæv spandt sig over stuerne. Heldigvis have det kun varet 3 dage, og så var moren blevet overdrevet frisk og munter. Amalie frygtede, at det blot var en lille tur før en stor storm. De havde set det før. Og hun ville egentligt gerne have talt med Allan om det, men hun fornemmede sin mors sensibilitet overfor lukkede døre, hviskende snak og sigende blikke. Så det var umuligt. I dag.
"Vi er forresten blevet inviteret til bryllup hos jeres fætter Ole, ham der er blevet ejendomsmægler ude i Hvidovre, han skal giftes". havde moren fortalt, da de havde sat sig til bordet. "Med hvem dog?" Havde Allan spurgt med hævede øjenbryn til Amalie som havde fniset, og hvisket "med hjulbenede Anna fra Bagsværd", "Nej nu er I tarvlige" havde deres mor sagt. "Anna er en meget passioneret hestedame, der deltager i konkurrencer". Det havde fået dem alle tre til at sprutte af grin. "Nej hun er faktisk dygtig, hun har været helt i Argentina for at se på en hest". sagde moren med røde kinder. "Åh Buenos Aires!" havde Amalie sagt. "De har en helt fantastisk mode og designskole der, den vil jeg så gerne gå på." Men der går nok ingen heste rundt inde i Buenos Aires, så det er nok ikke der Anna har været", havde Allan svaret med et blink. "Så undgår han da peber", refererede deres mor, at moster "Rita", ja nu blev det altså det!! glædestrålende havde sagt i telefonen". "Åh, mor fortæl lige. Hvordan var det nu, at moster fik sit navn?" Amalie kunne godt lide at få sin mor til at fortælle historier, så fik hun glød og varme, fjerne øjne men nærværende grin. Og måske noget kunne holdes fra døren...
Og deres mor havde for 117 gang, igen fortalt hvordan præsten ved en tanketorsk i største sindsro og måske en anelse distræt, havde døbt moster "Rita", ja nu blev det altså det!! Fordi mormor med et sigende, vredt blik havde sagt det ved døbefonten, henvendt mod sin egen mor, der absolut ikke havde kunnet lide navnet Rita, af grunde der tabte sig i fortidens tåger.
Stemningen havde været god ved bordet, også selvom Allan havde sagt, at han ikke kunne komme med til brylluppet d.14. november, for den dag skulle han til gammel elevfest med sin folkeskoleklasse. Det havde ført til suk over smukke Ulrik hans folkeskoleven fra både hendes mor og hende selv. Og da de var ved at være færdige med at spise, havde deres mor sagt: "Så prinsesse, smut du ind og skriv på din opgave, Allan hjælper mig med opvasken..." Det var skønt at slippe for opvasken, men alligevel lå der, den der stemning, "smut nu, nu skal de 'voksne' lige snakke".
Hendes magelighed havde alligevel vundet over et muligt surmuleri, og hun havde sat sig ind foran computeren og kigget på modeblogs, det var faktisk også vigtigt og kunne egentligt også forsvares i forhold til vinklingen om moden i opgaven. Hun havde opdaget et klistret sukkerhjerte under sit tastatur, som hun forsøgte at vrikke fri, da hun havde hørt moren dæmpe stemmen i køkkenet og havde sagt noget om undersøgelser og hospital, og det sidste ord hun havde lyttet ud af lysstriben fra køkkendøren inden den blidt var blevet lukket i var 'koloskopi'. Det lød sært farligt. Hun havde følt lillesøsterens altid lidt forurettede følelse af at blive holdt udenfor, men var godt klar over, at det var moren og brorens irriterende måde at skåne hende på. Men hun var jo altså ikke længere et lille barn, og farens død lå nu så mange år tilbage, at de ikke længere behøvede at passe på hende. Hun var ikke længere så sart... Sært og sart tænkte hun, det kunne være navnet på et brand, da hun skrev koloskopi ind i søgefeltet løftede hun blikket mod vinduet og så et stjerneskud.
Buenos Aires, spindelvæv, passage, sandkasse, peber, prinsesse, bryllup, ostepops og sukkerhjerter, sindsro, Mods og rockers, original, grafikkort, Djøf, gammel elevfest, kolostomi, sensibilitet, kajak, tanketorsk, stjerneskud, passioneret, "Rita", ja nu blev det altså det!!
Computeren virkede igen, og det var fandeme på tide! 2.års opgaven på HF skulle afleveres om 14 dage. Hendes storebror havde været forbi og trylle her til aften, han havde mumlet noget om grafikkort og så alligevel ikke, mens han sad og rodede med computeren på hendes værelse. Det store værelse i deres lejlighed som hun var blevet opgraderet til efter at han, Allan var flyttet hjemmefra, og hvor hun nu boede alene sammen med sin mor.
"Hvorfor har du billeder af alle de der gammeldags rockere på din opslagstavle?" havde han spurgt. "Okay jeg kender James Dean, men hvem er alle de andre?". "Det er jo derfor jeg er så stresset", havde hun svaret, "Det er til min opgave. Jeg skriver om Mods og Rockers, to forskellige ungdomsgrupper i England i 60'erne. Den ene gruppe var sådan forløbere for det, der senere blev forskellige motorcykelbander med rygmærker, og de andre var unge, der pludselig havde penge mellem hænderne. Sådan efterkrigstidsunge i boom. De havde en cool tøjstil. "Og selvom J.D. var lækker og Marlon Brando med, så er jeg mere til stilen hos mods, de kørte på scootere i stedet for motorcykler. Jeg har fortalt, at jeg er ved at spare sammen til en scooter, ikke'?" Allan havde rejst sig og med et grin, rodet op i hendes hår og sagt "at en kajak ville være sundere, specielt når man indtog så mange ostepops og sukkerhjerter som hun gjorde;" Hun havde dasket ud efter ham og sagt. "Du aner ikke hvor meget jeg knokler. Jeg har to fritidsjob. Hver fredag eftermiddag sidder jeg med Lone og Franks lille Amalie i en sandkasse og leger intellektuel og hver lørdag gør jeg rent hos gamle Olga over i rækkehusene - du ved skaber passage gennem hendes jungle af planter." "Årh du gør rent ved den original? Respekt for, at du orker." Havde han sagt med et stort grin. "Ja, jeg burde få en præmie". Havde hun svaret.
Deres mor havde kaldt på Allan ude fra køkkenet, og spurgt om han ville spise med. Han var gået derud, og hun havde hørt hendes mors glade stemme. Hun blev altid så glad når Allan var hjemme, så skulle han fortælle om alt hvad der var sket siden sidst han var hjemme. Og hun spurgte og spurgte, til hun endelig fik hul igennem og Allan åbnede op. Og mor lyttede andægtigt til beretninger om, svære universitetsopgaver, studiejobbet i Djøf, om Allans skøre bofæller i den fede delelejlighed hvor han nu boede inde på Vesterbro. Amalie var dybt misundelig.
Mens hun sad og scrollede billeder til sin opgave, lyttede hun med et halvt øre til det, der blev sagt ude i køkkenet. samtidig gik hendes tanker på langfart. For 14 dage siden havde moren igen haft en af sine ture med tristhed og nostalgi. Gardinerne blev trukket for, vinen blev trukket op, pilleglasset fik atter synlig plads på sengebordet. Og en følelse af klistret spindelvæv spandt sig over stuerne. Heldigvis have det kun varet 3 dage, og så var moren blevet overdrevet frisk og munter. Amalie frygtede, at det blot var en lille tur før en stor storm. De havde set det før. Og hun ville egentligt gerne have talt med Allan om det, men hun fornemmede sin mors sensibilitet overfor lukkede døre, hviskende snak og sigende blikke. Så det var umuligt. I dag.
"Vi er forresten blevet inviteret til bryllup hos jeres fætter Ole, ham der er blevet ejendomsmægler ude i Hvidovre, han skal giftes". havde moren fortalt, da de havde sat sig til bordet. "Med hvem dog?" Havde Allan spurgt med hævede øjenbryn til Amalie som havde fniset, og hvisket "med hjulbenede Anna fra Bagsværd", "Nej nu er I tarvlige" havde deres mor sagt. "Anna er en meget passioneret hestedame, der deltager i konkurrencer". Det havde fået dem alle tre til at sprutte af grin. "Nej hun er faktisk dygtig, hun har været helt i Argentina for at se på en hest". sagde moren med røde kinder. "Åh Buenos Aires!" havde Amalie sagt. "De har en helt fantastisk mode og designskole der, den vil jeg så gerne gå på." Men der går nok ingen heste rundt inde i Buenos Aires, så det er nok ikke der Anna har været", havde Allan svaret med et blink. "Så undgår han da peber", refererede deres mor, at moster "Rita", ja nu blev det altså det!! glædestrålende havde sagt i telefonen". "Åh, mor fortæl lige. Hvordan var det nu, at moster fik sit navn?" Amalie kunne godt lide at få sin mor til at fortælle historier, så fik hun glød og varme, fjerne øjne men nærværende grin. Og måske noget kunne holdes fra døren...
Og deres mor havde for 117 gang, igen fortalt hvordan præsten ved en tanketorsk i største sindsro og måske en anelse distræt, havde døbt moster "Rita", ja nu blev det altså det!! Fordi mormor med et sigende, vredt blik havde sagt det ved døbefonten, henvendt mod sin egen mor, der absolut ikke havde kunnet lide navnet Rita, af grunde der tabte sig i fortidens tåger.
Stemningen havde været god ved bordet, også selvom Allan havde sagt, at han ikke kunne komme med til brylluppet d.14. november, for den dag skulle han til gammel elevfest med sin folkeskoleklasse. Det havde ført til suk over smukke Ulrik hans folkeskoleven fra både hendes mor og hende selv. Og da de var ved at være færdige med at spise, havde deres mor sagt: "Så prinsesse, smut du ind og skriv på din opgave, Allan hjælper mig med opvasken..." Det var skønt at slippe for opvasken, men alligevel lå der, den der stemning, "smut nu, nu skal de 'voksne' lige snakke".
Hendes magelighed havde alligevel vundet over et muligt surmuleri, og hun havde sat sig ind foran computeren og kigget på modeblogs, det var faktisk også vigtigt og kunne egentligt også forsvares i forhold til vinklingen om moden i opgaven. Hun havde opdaget et klistret sukkerhjerte under sit tastatur, som hun forsøgte at vrikke fri, da hun havde hørt moren dæmpe stemmen i køkkenet og havde sagt noget om undersøgelser og hospital, og det sidste ord hun havde lyttet ud af lysstriben fra køkkendøren inden den blidt var blevet lukket i var 'koloskopi'. Det lød sært farligt. Hun havde følt lillesøsterens altid lidt forurettede følelse af at blive holdt udenfor, men var godt klar over, at det var moren og brorens irriterende måde at skåne hende på. Men hun var jo altså ikke længere et lille barn, og farens død lå nu så mange år tilbage, at de ikke længere behøvede at passe på hende. Hun var ikke længere så sart... Sært og sart tænkte hun, det kunne være navnet på et brand, da hun skrev koloskopi ind i søgefeltet løftede hun blikket mod vinduet og så et stjerneskud.
tirsdag den 28. juli 2015
Aske
der finder en ubrudt sansning sted - et sted i verden i nuheds nu
svævende herhed kæmper om derhed men i et hele og som en smule fortabt
tildragelser, erkendelser, inkorporeres på et sorgsårligt tæppe af løseligt forbundne tråde - årsager væves med kendsgerninger til en måske forløsning i klarhed mens natten lader verdener gå under i aske og bjergtagne håb løfter sig over ubekendte bjergkamme med fremtidsgaver om nyhed passeret - på et efterbliks glimt *
afventende landflygtighedens tid
tirsdag den 21. juli 2015
ubrugte hud
kender du det?
vi brænder på en plade af tin
som smeltet medløb -
arv af i går
og ingen at dele med.
mødres sorg
og fraværsfortielse -
kender du det?
vi brænder som kærtegn
på hinandens
ubrugte hud -
helt alene
i skrig -
vi brænder på en plade af tin
som smeltet medløb -
arv af i går
og ingen at dele med.
mødres sorg
og fraværsfortielse -
kender du det?
vi brænder som kærtegn
på hinandens
ubrugte hud -
helt alene
i skrig -
søndag den 12. juli 2015
8. Hønsetyv
8. gang en historie bliver til med ord fra fb-venner. Disse er:
sykofant, væv, florafobi, kælderkold, gummistøvler, kartoffelspegepølse, udsnakket, betydningsfrigøres, Cuba, sigøjnervogn, Det røde hjørne, grundskyld, frydværen, brudeslør, løvehjerte, hønsetyv, Marco Massi
Marco Massi står og vasker op i sit lille køkken mens han gumler på en mad med kartoffelspegepølse tilsat ekstra salt, for det er sådan en dag. Solen står nu endeligt varmende ind ad de åbne vinduer og gårdens rum har højt til loftet. Omkring, fra de andre åbenstående vinduer, høres klirren af service, blød snak og musik, og fra de tilstødende haver pludselige latterudbrud og hvin fra børn i vandleg. Fra en lejlighed sættes C.V.Jørgensen i gang, den sanger havde om nogen dansk sanger bibragt ham en poetisk forståelse for det danske sprog. Det var en sang om en nabo og ens næste så lettilgængeligt og rigtigt men alligevel, verset 'herrens florafobi', hvad pokker betød det? At vi var bittesmå var et faktum, og selvom håb stille sneg sig ind, så havde de forløbne måneder været skarpe og trælse. Med tab, regn og begrædeligheder.
Hans søn var blevet taget som hønsetyv hjemme på Cuba, en dum sykofant havde sladret selvom hun gladeligt havde købt sine æg hos Marcos søn. Det var selvfølgeligt ikke i orden, at hans søn levede som tyv, men han var umådeligt fattig og boede i en sigøjnervogn med sine 4 børn og kæreste. Og for fanden da også - sladrerøve burde stege i helvede! Men da Marco i aftes havde siddet nede på 'Det Røde Hjørne' og fået sig en kælderkold eller 3 sammen med den rom, der gav ham ren frydværen helt ned i sine gummistøvler, mens han havde udsnakket emnet med HavariMads, havde denne ment, at Marco havde grundskyld i sønnens situation, fordi han (Marco) var her, og ikke der.
Det havde gjort ham tosset, og han havde brølet fra dybet af sit løvehjerte, at HavariMads, fandeme ikke havde noget at lade ham høre. Havde HavariMads måske ikke selv forladt 7 børn og en Ellinor i brudeslør over i Thy?
Det var endt i en halvhjertet nævekamp inden Ulla havde smidt dem begge ud. HavariMads havde fået næseblod, der dryppede ned på hans udbulende overalls mave. Så havde de siddet der, prustende og stønnende på kantstenen, og måtte begge sande, at de var nogle forliste hvaler i verdens umådelige væv. Døren var gået op bag dem, og Ulla havde kastet en spand koldt vand nedover dem. Det havde klaret luften mellem dem. Hun var en klog og dejlig kvinde, Ulla, det var de blevet enige om inden de havde skiltes, og var slingret i hver sin retning.
Og i dag måtte han sande, at det vand havde virket betydningsfrigørende på ham. Der var ikke længere nogen tvivl i hans hjerte, han måtte hjem til Cuba og hjælpe sin søn, med at komme ud af fængslet. Og han måtte hjem til Cuba og hjælpe med de børnebørn han endnu aldrig havde set.
Danmark kunne ryge og rejse som den skønne Helene havde gjort fra ham. Stukket af med en kollega til Sverige. Ja, han ville sælge sin lejlighed, og forlade det land som på det sidste, også var begyndt at se mere og mere skævt til ham og hans farve.
Cuba, cigarer, varm rom - og måske den skønne Rosita, stadig var skøn...
sykofant, væv, florafobi, kælderkold, gummistøvler, kartoffelspegepølse, udsnakket, betydningsfrigøres, Cuba, sigøjnervogn, Det røde hjørne, grundskyld, frydværen, brudeslør, løvehjerte, hønsetyv, Marco Massi
Marco Massi står og vasker op i sit lille køkken mens han gumler på en mad med kartoffelspegepølse tilsat ekstra salt, for det er sådan en dag. Solen står nu endeligt varmende ind ad de åbne vinduer og gårdens rum har højt til loftet. Omkring, fra de andre åbenstående vinduer, høres klirren af service, blød snak og musik, og fra de tilstødende haver pludselige latterudbrud og hvin fra børn i vandleg. Fra en lejlighed sættes C.V.Jørgensen i gang, den sanger havde om nogen dansk sanger bibragt ham en poetisk forståelse for det danske sprog. Det var en sang om en nabo og ens næste så lettilgængeligt og rigtigt men alligevel, verset 'herrens florafobi', hvad pokker betød det? At vi var bittesmå var et faktum, og selvom håb stille sneg sig ind, så havde de forløbne måneder været skarpe og trælse. Med tab, regn og begrædeligheder.
Hans søn var blevet taget som hønsetyv hjemme på Cuba, en dum sykofant havde sladret selvom hun gladeligt havde købt sine æg hos Marcos søn. Det var selvfølgeligt ikke i orden, at hans søn levede som tyv, men han var umådeligt fattig og boede i en sigøjnervogn med sine 4 børn og kæreste. Og for fanden da også - sladrerøve burde stege i helvede! Men da Marco i aftes havde siddet nede på 'Det Røde Hjørne' og fået sig en kælderkold eller 3 sammen med den rom, der gav ham ren frydværen helt ned i sine gummistøvler, mens han havde udsnakket emnet med HavariMads, havde denne ment, at Marco havde grundskyld i sønnens situation, fordi han (Marco) var her, og ikke der.
Det havde gjort ham tosset, og han havde brølet fra dybet af sit løvehjerte, at HavariMads, fandeme ikke havde noget at lade ham høre. Havde HavariMads måske ikke selv forladt 7 børn og en Ellinor i brudeslør over i Thy?
Det var endt i en halvhjertet nævekamp inden Ulla havde smidt dem begge ud. HavariMads havde fået næseblod, der dryppede ned på hans udbulende overalls mave. Så havde de siddet der, prustende og stønnende på kantstenen, og måtte begge sande, at de var nogle forliste hvaler i verdens umådelige væv. Døren var gået op bag dem, og Ulla havde kastet en spand koldt vand nedover dem. Det havde klaret luften mellem dem. Hun var en klog og dejlig kvinde, Ulla, det var de blevet enige om inden de havde skiltes, og var slingret i hver sin retning.
Og i dag måtte han sande, at det vand havde virket betydningsfrigørende på ham. Der var ikke længere nogen tvivl i hans hjerte, han måtte hjem til Cuba og hjælpe sin søn, med at komme ud af fængslet. Og han måtte hjem til Cuba og hjælpe med de børnebørn han endnu aldrig havde set.
Danmark kunne ryge og rejse som den skønne Helene havde gjort fra ham. Stukket af med en kollega til Sverige. Ja, han ville sælge sin lejlighed, og forlade det land som på det sidste, også var begyndt at se mere og mere skævt til ham og hans farve.
Cuba, cigarer, varm rom - og måske den skønne Rosita, stadig var skøn...
onsdag den 8. juli 2015
Islington
You spoke of anger. Yours when
I played around the pond with Andreyi, and of jalousie when I left town with
him. The speech came two months after, when I came back sunburned and fucked. You
had spent those two months in agony biting your nails writing your poems and
drinking. Yes you had been drinking. I saw that immediately when I returned
with my excuses. You hadn’t loved me for quite a while, said so yourself, but
apparently forgotten when I left. I couldn't stand the coldness between us
anymore so when Andreyi came along, with all his charm, spontaneity and smiles
I did soften and went dizzy. Those star nights by the pond with the gang, where
you were talking weltsmertz with Simon and I did the swimming and laughing with
Andreyi, Fiona, Beatrice, Zamid and Wolfgang, but mostly with Andreyi, we fell
in love. Cautious he was, because I were your girlfriend but soon he realised
that you didn't acknowledge it like that, if as anything, then merely as a
little sister, tired of having around. So very, soon he got more courageous
with a little help from me, my heart hard pounding and my eyes went flickering,
when he was near me. Those soft strokes under the dark water, the stolen wet
kisses and the aura of something only temporary, did made it all look so
appealing and interesting. This summer in London,
in the house in Islington with far too many diverse travellers banging down
walls of nationality, in their mixture of coloured backpacks and cheap sleeping
bags I needed attention. Our room with the dark-blue walls, the great bed where
so little love were shared that summer and your table with the old red travel
machine Olivetti. Surrounded by sadness from the walls never cried tears, it
was easy for me to fall in love with happiness and exotic thoughts, presented
by Andreyi from x-Yugoslavia so he preferred to call his land of horror and
beauty. From Zagreb where he had been an actor-student but he left the country,
for a war that he never wanted to fight. He had found a theatre course in London and worked as a
dishwasher to pay it of with, but now he was finished and wanted - after the
summer - to go back and seek for his family. He was energetic, expressive, and
elegant and he had those facial-cuttings I just adore. The lion eyes, the
Slavic cheekbones, the fine sculptured nose with the nostrils curving up, his
lip had this little cruel and arrogant cut, though it was all destroyed when he
smiled. He is in my head, as an image of a summers stolen beauty, but forever
gone from my life. We parted in France.
It was only temporary. Temporary sadness, do you laugh at me?
I am
sitting here in the blue room I do not know where you are, after our talk last
night you went out. You feel wounded, so you said. Angry and you were
theatrical, I didn't know you had it in you and I didn't know whether it was in
the honour of me you made the speech and wandering about the house with those
dramatic gestures or it was one of your fictions you where trying of. I do not
know, but somehow it just made me numb. You talked about love and commitment,
and you talked about how I had stopped loving as the first of us, so I should
bear the guilt. What kind of athletic discipline was that performance ... Who
loves the most? Is it high or length, wide or short? I had just acted upon your
non-love. Preferred it hadn’t been necessary.
London, Islington 12 Florence
Street.
Dear
Amber.
It is
such a shame that you couldn’t come with me to London, because it’s such great
fun. I have met some people who live in a condemned house in the area
Islington, it s a house where a lot off travellers hang out and live for while.
The guy (Ben) who the house belongs to are forty-five and a strange kind of bohemian
with a little second-hand shop in Camden town, he's seldom around and when he
is, he is doped.
There is a Danish couple living here as far as I can
understand, they have been here since March. Jan and Trine (yes what a name!)
He is a writer, very serious but handsome, he is doing some writing for a
Danish magazine. Trine works as a waiter around Angel tube station, in a place
with a cafe and a gallery for young 'perhaps up comers' painters et cetera. I do not think they are all, that happy
together, because she's flirting with a Yugoslav called Andreyi I can understand
her cause he is far more fun to be with than Jan who spend a lot of the time
talking with a Canadian architect called Simon who is so boring and
old-fashioned. Apart from the above J mentioned, there are some other people whom I
hang out with a great deal, Zamid are a Muslim from France he is not very religious
and he is totally fun to go out with. He came to London to visit some family
but stayed here, met Ben in Camden and moved in - only temporary - as he keeps
saying because he is dreaming about going the States but hasn't yet the money -
who will ever get them in this expensive town. I like him a lot and we do a
little together, do not tell Robert! Beatrice is also from France she
study English and will take a semester here. She is nice but takes a hell of a
time in the bathroom. Wolfgang yes of course a German, with the right
ecological opinions alas he is fine. He is here, because he met Simon in Berlin where he worked
for the company of Wolfgang’s father. Wolfgang dropped out of medicine school
because he wants to play music instead, the drums. He plays in Covent Garden at
the street with some African Guys who also often come around the house and fill
it with music.
On sunny day’s we go to the pond at the Heath or hang out in Camden. I
have been to lots of job interview, and finally I managed to get cleaning job
at an old people’s home in Finc1ey Central. It is okay. --- Hope you are fine
and that you will somehow manage to get down and over here, because I miss you.
‘
Love
Fiona.
(Her pussy gets wet when I whisper Arabic words into her ear. We do it in one sleeping bag very close and slow. She was first a prude - but by now - wet, wet.)
Suddenly
we where so many people in the house and among them were Andreyi, with whom you
seemed to have fallen in love with and left me for. I do know, in moments of
honest reflection, that I have neglected you emotionally for quite a while, but
was it really, necessary to leave me to the point? How come, you couldn't take
a crisis in our relationship as an adult? You know that I have been down since
my rejection from the publisher. It did take all my energy. I have been so damn
tired and all what you have been around for was craving love as a suc1ing baby.
I did just ask for some kind of
understanding and perhaps a bit of patience with me, but no - as soon as this
fresh guy, which I'm convinced are the way you are looking upon him - came
along you were sold to his elaborate charm or whatever he seems to possess.
lørdag den 20. juni 2015
Tapper-flakser
Sommerfuglene flakser bort,
fra satellit svæv i
ensomt tætblæksunivers*
Mal de billeder jeg ikke kan finde, skriv de tekster jeg ikke kan høre
for her er stille nu, her er gråt - nu.
Haglkugler af is er smykker i min brystkasse
med smertens konstant i stråler går jeg i rum
der tømmes for betydning, og smiler tappert over sorgens slankende kur.
fra satellit svæv i
ensomt tætblæksunivers*
Mal de billeder jeg ikke kan finde, skriv de tekster jeg ikke kan høre
for her er stille nu, her er gråt - nu.
Haglkugler af is er smykker i min brystkasse
med smertens konstant i stråler går jeg i rum
der tømmes for betydning, og smiler tappert over sorgens slankende kur.
Abonner på:
Opslag (Atom)