Dette er 5.historie i rækken med ord fra fb'venner. Der er så meget sommer i dem:
Koldskål, levertran, Sverigesferieliv, majskolber, sandstrand, Disney' Juleshow, vendepunkt, solformørkelse, kærlighed, æstetisk åndenød, "Du må rejse til din yurt i det ydre Mongoliet, "skam få den, der tænker ilde om vejret", ydmyg, charlatan, regnemaskine
"Dumdidum dadadum" nynner Tove mens hun er igang med at piske æggehvider til koldskål. Cindy er hjemme på besøg i dag, og hun har spurgt om ikke Tove vil være sød at lave faster Ellens koldskål, den med de piskede skumtoppe. Herbert sidder ved køkkenbordet og brummer lidt mens han bladrer i et feriekatalog, for der er ingen, der i år, skal få ham med til det der Sverigesferieliv! Han var modstræbende taget med sidste år fordi hans bror William havde lokket med alle de fisk man kunne fange i søen, men der havde ikke været andet end myg, der havde bidt på Herbert, så nu ville han fandeme på ferie med sandstrand og sangria og det hele.
Inde i stuen havde Cindy sat den gamle video på med Disney' Juleshow, hun fik altid sådan en sær længsel efter jul, lige når sommeren næsten stod for døren. Så savnede hun Ole, som det ikke var blevet til noget med, og skønt hendes far havde sagt, at han var en charlatan med en smag af levertran, så var han dog blevet ejendomsmægler ude i Hvidovre med egen butik! Og det havde virkeligt stukket i Cindys hjerte, da hun havde set ham sidste år til Bibis aftenbryllup. Her havde Ole præsenteret sin nye kæreste Anna, som egentlig var meget pæn, men faktisk en smule hjulbenet. Det havde frydet Cindy en smule. Men tanken om at Ole også hviskede i Annas øre, "at hun gav ham æstetisk åndenød", som han havde gjort det, i hendes ører for 4 år siden, havde givet hende kvalme og lyst til at flygte. Siden havde hun ikke talt så meget med Bibi.
Cindy hed egentligt Margrethe men en numerolog havde anbefalet hende 'Cindy og store mængder af succes'. Det var bare ikke rigtigt blevet til noget med den succes. Her sad hun endnu en forsommer og bed negle i sine forældres sofa mens hun længtes efter at noget skulle ske. Hun var 32 og klatarbejdede lidt rundt omkring, hun havde ikke nogen kæreste, men Zorba, som hun havde taget med hjem fra Kreta, da hun var der forrige sommer sammen med sine forældre, var hendes et og alt. Dyr havde han også været. Det kostede mange penge at tage en hund med sig hjem i flyveren, og så skulle den oveni købet i karantæne inden hun kunne få den med hjem. Det kostede 13.000 og hendes far havde været rasende. Hun betalte stadigvæk af på den hund.
Måske der skulle have været to ii i hendes navn istedet for et? Det tænkte hun tit på, men det havde også været dyrt hos den numerolog som hendes far også havde været rasende over, og han kaldte hende også stadig Margrethe. Og måske det egentligt var derfor, at der ingen succes var i navnet? Hvis nu det ikke blev accepteret af de nærmeste, var det måske dømt til at blive til undergang i stedet?
"Stik mig lige regnemaskinen!" Tove rakte op på hylden over køkken tv'et. Det var altid lidt spændende hvor de endte med at tage hen. For når det kom til stykket, så var Herbert nærig, og selv om hun stadig efter 33 års ægteskab følte sig fuld af kærlighed til ham, så var det dog et træk ved ham, der irriterede hende voldsomt, når de igen, igen startede deres sommerferie med at satse på afbudsrejser, efter at Herbert havde siddet en time, og forsøgt at vride positive tal ud af maskinen.
"Mor skal vi have andet end koldskål?" råbte Cindy inde fra stuen. Tove gik hen til døren ind til stuen og sagde, at ja de skulle da også have majskolber, som jo også var en af Cindys livretter. For det var Cindydag, i dag, og også lidt jul sagde hun og nikkede smilende imod tv'et. Cindy havde mistet interessen for tv'et hun var nu fordybet i at læse om krebsens horoskop på sin Ipad: "Der var et vendepunkt under opsejling og det var vigtigt, at hun forholdt sig ydmyg overfor de forandringer den næste tid ville byde på. Hun måtte ikke holde sig alt for meget hjemme, men skulle rejse til sin yurt i det ydre Mongoliet..".
"Far"råbte Cindy, "vi skal til Mongoliet til sommer". Ude fra køkkenet råbte Herbert, "Nej, fandeme nej, vi skal til Mallorca!"
"Ja, men først skal vi spise", sagde Tove "og bagefter skal vi ned og høre Peter Belli Jam på 'Den røde plads'".
Cindy sukkede, "Aarrrgh mor, det er for de gamle og det bliver regnvejr snart, sagde hun mens hun smurte smør på sin majskolbe. "Skam få den, der taler ilde om vejret, eller om Peter Belli!" sagde Herbert med smeltede smørstriber ned langs mundvigene. "Det bliver solformørkelse i aften, og det er en kendt sag, at den mand du kaster dit blik på, i det øjeblik solformørkelsen er total - er ham du bliver gift med. Er det ikke sandt Tove?" Sagde han og blinkede til hende. Tove fniste lidt og skubbede med foden til Zorba, der også ville være med ved bordet. "Jo, da far og jeg mødte hinanden..." Mere nåede hun ikke at sige, for det ringede på døren og Zorba begyndte at gø..
tirsdag den 22. juli 2014
torsdag den 19. juni 2014
4. Johannes
Dette er 4. gang jeg har bedt mine fb'venner om at give mig ord til en historie. De gav mig disse:
Skipperlabskovs, homoseksuel, Godmorgen frue, chililakrids, Johannes, "og brændte et JA ind i overarmen", Simon & Garfunkel, Brønshøj Boldklub, urtekyndig, dilemma, bortglemt, Willie Nelson, bus, jamsk, biavler, natteravn.
Johannes var som vanlig mødt ind på remisen kl. 4 om morgenen. Han var blevet flagmand efter i mange år at have kørt natbus. Men lænde- og lårproblemer havde rykket ham ud af bussen og væk fra et langt liv som natteravn. Nu stod han for at holde opsyn med - og stå for reparationer af alle de små flag til hver buschauffør. Med tiden var der kommet mange flere flag til, og det var nu ikke længere kun Dannebrog, der skulle vaje på hver bus ved de kongeliges mærkedage, det gav en større variation i arbejdet, ligesom det var med til at højne både borgere og ansattes viden om vigtige begivenheder. Og så gav det anledning til diskussioner f.eks. med regnbueflaget. Det flag var Agnethe i kantinen glad for. Hendes søn var homoseksuel, og hun følte, at det gav sønnen og alle andre en hel del oprejsning, at de kunne få lov til at flage på busserne. (Høhø - oprejsning et vist sted, som L.L (lumre Lars) gnæggede, når hun sagde dette på flagdagen). Johannes delte hendes synspunkt til en vis grad. Han havde set og oplevet en del i sine mange år som buschauffør rundt i natten, og han kunne lide forskelligheden blandt byens typer, men omkring Priden var han i et dilemma, der blev vist for meget bar røv efter hans mening, og det kunne godt forårsage lidt jamsk hos ham i de dage byen foldede sig ud med afklædte i variationer. Men Agnethe var en frodig kvinde, og i dag havde hun varslet, at der stod skipperlabskovs på menuen, så Johannes var allerede tidligt på morgenen en stor ja-siger.
Han satte Willie Nelson på anlægget og skruede op på fuld volumen for "On The Road Again" mens han gennemgik chaufførplanerne, tjekkede om der var nogle nye på job, der havde brug for instruktion med påsætningen og kom i tanke om dengang hans egen bror Buller, der var inkarneret fan af Brønshøj Boldklub havde fået alle ungerne på den klub, hvor han arbejdede, engageret i at lave boldklubs-flag, som han havde overtalt Johannes til at lægge frem til chaufførerne. Det havde forårsaget en hel del latter den dag, og en enkelt ligesindet chauffør var kørt ud af garagen med Brønshøjs farver på bussen. Johannes og chaufføren havde begge fået en påtale men det havde mest været for syns skyld. Der var heldigvis næsten ligeså højt til loftet på hans arbejdsplads som der var i garagen.
Joel den skotske natbuschauffør kom fløjtende ud fra omklædningsrummet med vådt hår. I sommerhalvåret boede han i sin kolonihave ved fælleden ude på Amager, hvor han gav den som biavler.Johannes havde en dag overhørt Agnethe rose den honning han åbenbart havde foræret hende. At han også var urtekyndig havde Johannes opdaget en fugtig vinterdag, da han havde gået og klaget over sine iskiassmerter hvor Joel havde set på ham og sagt, at han kendte en recept til de smerter. Og nogle dage efter var han kommet med en rædsom blanding som Johannes havde skulle drikke 2 gange om dagen. Den pose med urter var hurtigt blevet bortglemt i skabet bag andre forliste sundhedsprojekter. Som dengang Agnethe havde rådet ham til at spise noget HUSK for problemer med maven. Hvorfor i alverden han ikke smed den pakke ud, var ham en kilde til evig undren. For det var svært at glemme et så insisterende ord, der sprang en i øjnene hvergang man åbnede sit køkkenskab. Og alligevel så glemte han dem! Nej han var vendt tilbage til sine chililakridser, som han klukkende kaldte sine "urtepiller", de hjalp mod smerterne, at de så gav vrøvl med maven var en anden sag.
Joel forstummede sin fløjteudgave af Simon & Garfunkels "The Sound of Silence, da Johannes tog fat i hans arm. "Hvad fanden er det der?", spurgte han og pegede på Joels overarm.
En svag rødmen bredte sig på Joels kinder, men han svarede glad på sit gebrokne dansk, at han var blevet forelsket i den her dejlige pige, som også havde et hus derude i hans haveforening. De var fornylig blevet viet ved en udendørs skovceremoni, hvor præstinden havde brændt et JA ind i begge deres overarme som en ed til hinanden og kulten. Nu var Joels kinder helt røde, men hans øjne lyste med en glæde, som Johannes ikke selv havde følt i mange år.
Hovedrystende gik han ud af hallen for at ryge en cigaret. På vejen passerede han Agnethe, der var på vej ind - "Godmorgen frue", sagde han og lettede på en usynlig hat. Hun tjattede spøgefuldt til ham, og han sagde, at han glædede sig til frokosten senere.
Mens han stod og så solen stod op, tænkte han på om han nogensinde selv havde været så forelsket, at han kunne finde på noget så fjollet som at brænde sig i armen?
Skipperlabskovs, homoseksuel, Godmorgen frue, chililakrids, Johannes, "og brændte et JA ind i overarmen", Simon & Garfunkel, Brønshøj Boldklub, urtekyndig, dilemma, bortglemt, Willie Nelson, bus, jamsk, biavler, natteravn.
Johannes var som vanlig mødt ind på remisen kl. 4 om morgenen. Han var blevet flagmand efter i mange år at have kørt natbus. Men lænde- og lårproblemer havde rykket ham ud af bussen og væk fra et langt liv som natteravn. Nu stod han for at holde opsyn med - og stå for reparationer af alle de små flag til hver buschauffør. Med tiden var der kommet mange flere flag til, og det var nu ikke længere kun Dannebrog, der skulle vaje på hver bus ved de kongeliges mærkedage, det gav en større variation i arbejdet, ligesom det var med til at højne både borgere og ansattes viden om vigtige begivenheder. Og så gav det anledning til diskussioner f.eks. med regnbueflaget. Det flag var Agnethe i kantinen glad for. Hendes søn var homoseksuel, og hun følte, at det gav sønnen og alle andre en hel del oprejsning, at de kunne få lov til at flage på busserne. (Høhø - oprejsning et vist sted, som L.L (lumre Lars) gnæggede, når hun sagde dette på flagdagen). Johannes delte hendes synspunkt til en vis grad. Han havde set og oplevet en del i sine mange år som buschauffør rundt i natten, og han kunne lide forskelligheden blandt byens typer, men omkring Priden var han i et dilemma, der blev vist for meget bar røv efter hans mening, og det kunne godt forårsage lidt jamsk hos ham i de dage byen foldede sig ud med afklædte i variationer. Men Agnethe var en frodig kvinde, og i dag havde hun varslet, at der stod skipperlabskovs på menuen, så Johannes var allerede tidligt på morgenen en stor ja-siger.
Han satte Willie Nelson på anlægget og skruede op på fuld volumen for "On The Road Again" mens han gennemgik chaufførplanerne, tjekkede om der var nogle nye på job, der havde brug for instruktion med påsætningen og kom i tanke om dengang hans egen bror Buller, der var inkarneret fan af Brønshøj Boldklub havde fået alle ungerne på den klub, hvor han arbejdede, engageret i at lave boldklubs-flag, som han havde overtalt Johannes til at lægge frem til chaufførerne. Det havde forårsaget en hel del latter den dag, og en enkelt ligesindet chauffør var kørt ud af garagen med Brønshøjs farver på bussen. Johannes og chaufføren havde begge fået en påtale men det havde mest været for syns skyld. Der var heldigvis næsten ligeså højt til loftet på hans arbejdsplads som der var i garagen.
Joel den skotske natbuschauffør kom fløjtende ud fra omklædningsrummet med vådt hår. I sommerhalvåret boede han i sin kolonihave ved fælleden ude på Amager, hvor han gav den som biavler.Johannes havde en dag overhørt Agnethe rose den honning han åbenbart havde foræret hende. At han også var urtekyndig havde Johannes opdaget en fugtig vinterdag, da han havde gået og klaget over sine iskiassmerter hvor Joel havde set på ham og sagt, at han kendte en recept til de smerter. Og nogle dage efter var han kommet med en rædsom blanding som Johannes havde skulle drikke 2 gange om dagen. Den pose med urter var hurtigt blevet bortglemt i skabet bag andre forliste sundhedsprojekter. Som dengang Agnethe havde rådet ham til at spise noget HUSK for problemer med maven. Hvorfor i alverden han ikke smed den pakke ud, var ham en kilde til evig undren. For det var svært at glemme et så insisterende ord, der sprang en i øjnene hvergang man åbnede sit køkkenskab. Og alligevel så glemte han dem! Nej han var vendt tilbage til sine chililakridser, som han klukkende kaldte sine "urtepiller", de hjalp mod smerterne, at de så gav vrøvl med maven var en anden sag.
Joel forstummede sin fløjteudgave af Simon & Garfunkels "The Sound of Silence, da Johannes tog fat i hans arm. "Hvad fanden er det der?", spurgte han og pegede på Joels overarm.
En svag rødmen bredte sig på Joels kinder, men han svarede glad på sit gebrokne dansk, at han var blevet forelsket i den her dejlige pige, som også havde et hus derude i hans haveforening. De var fornylig blevet viet ved en udendørs skovceremoni, hvor præstinden havde brændt et JA ind i begge deres overarme som en ed til hinanden og kulten. Nu var Joels kinder helt røde, men hans øjne lyste med en glæde, som Johannes ikke selv havde følt i mange år.
Hovedrystende gik han ud af hallen for at ryge en cigaret. På vejen passerede han Agnethe, der var på vej ind - "Godmorgen frue", sagde han og lettede på en usynlig hat. Hun tjattede spøgefuldt til ham, og han sagde, at han glædede sig til frokosten senere.
Mens han stod og så solen stod op, tænkte han på om han nogensinde selv havde været så forelsket, at han kunne finde på noget så fjollet som at brænde sig i armen?
søndag den 25. maj 2014
3. Skyggebilleder
Dette er 3. gang, jeg har bedt mine fb'venner om at give mig ord til en tekst, de er som følger:
Orangefarvede tæer, bryllup, Folkeaktie, Ekspressgebyr og hun vandt i scrabble, brev, sykregen, Skyggebilleder, brandsår med nylon, Tvillinger, Byld, Værdikæde, Dum pædagog, Ækvivalerer, Alkoholvanskelig, lang tunge, Midnat.
Bibi skulle holde sit bryllup ved midnat på en bakke fuld af blomstrende hæg, derfor gjorde det ikke så meget at selvbruneren var gået lidt amok, og at hun nu stod her med orangefarvede tæer. For ingen ville rigtigt kunne se det i mørket. Hvad der gjorde noget var det underlige brev hun havde fået overbragt af et bud, der havde bedt hende betale et ekspresgebyr for overhovedet at få lov at modtage brevet, som afsenderen ikke havde betalt! Naturligvis tog hendes nysgerrighed over, og hun betalte for brevet som hun straks flåede op. Det kunne jo være den folkeaktie hun havde ønsket sig i gave fra sin alkoholvanskelige mor, der levede et alternativt liv sammen med Bingo, hendes nye mand. Han var en dum pædagog som Bibi havde haft på ungdomsklubben - og som efter en dag, hvor hun vandt i scrabble havde sagt, at han syntes hendes mor var en sild... Helt ærligt, det havde næsten fået Bibi til at kaste op, og hendes mor til at forlade Bibis far for Bingo.
Men det hun så, da hun åbnede brevet, var ikke en folkeaktie men i stedet dette ubehjælpsomme og skræmmende skriv:
Der var ingen afsender, og Bibi blev skiftevis kold og varm over det hele, mens hendes gamle brandsår med nylon rest på indersiden af venstre lår begyndte at klø, som det altid gjorde når hun blev nervøs og bange.
Hvem var brevet fra og hvad skulle det betyde? Var der nogen der ville hende ondt og hvad betød det underlige ord til sidst i det hele taget? Hun satte sig ned på kanten af sengen som sidenhen skulle danne romantisk ramme om deres bryllupsnat. Eller skulle den?
Med hovedet i hænderne lukkede hun øjnene mens skyggebilleder fra fortiden vældede op i hende. For nogle år siden havde hun opdaget, at hendes mor havde født et hold tvillinger som var blevet bortadopteret før hun selv kom til verden. Det havde naget hende som en velvoksen byld i en betændt tand i mange dage, da det var gået op for hende, og hun havde følt vrede, had og foragt overfor sin mor, og savn efter de søskende som hun var blevet snydt for.
Så hun var begyndt at lede efter dem, men det hun havde fundet havde ikke været rart. Og hendes kæreste havde sagt, da de sad i bilen hvorfra de overvågede massageklinikken hvor den ene tvilling arbejdede, at hvis hun foretog en værdikæde analyse af morens handlinger så havde det vel været til hendes, altså Bibis bedste, og at det vel så dermed ækvivalerede at Bibi ikke behøvede at give sig til kende overfor tvillingerne? (Og derfor var de heller ikke blevet invitere med til deres bryllup). Sådan noget lignende havde han sagt, om hele situationen, hendes Claus, og han var jo da så klog, og kunne så mange fremmede ord...
Så de var kørt fra massageklinikken uden, at hun havde givet sig til kende, men i bakspejlet havde hun set toppen af et afrohår træde ud ad døren fra huset, og det havde virket som om, at personen havde holdt øje med dem.
Det underlige brev lå på gulvet ved siden af hendes orangefarvede tæer. Hun skulle giftes, hun skulle gøre sig klar til sin store aften under de duftende træer, men først ville hun ringe til Claus, hendes forlovede og spørge ham om han vidste hvad brevet kunne betyde. Eller måske skulle hun først google ordet sykregen. Dog havde hun en følelse af, at hun ikke havde lyst. Hun havde glædet sig til denne dag i så lang tid, måske hun skulle vente til i morgen. Gemme brevet i skuffen, sammen med overraskelsen til Claus, en pakke flødeboller til dagen derpå...
Orangefarvede tæer, bryllup, Folkeaktie, Ekspressgebyr og hun vandt i scrabble, brev, sykregen, Skyggebilleder, brandsår med nylon, Tvillinger, Byld, Værdikæde, Dum pædagog, Ækvivalerer, Alkoholvanskelig, lang tunge, Midnat.
Bibi skulle holde sit bryllup ved midnat på en bakke fuld af blomstrende hæg, derfor gjorde det ikke så meget at selvbruneren var gået lidt amok, og at hun nu stod her med orangefarvede tæer. For ingen ville rigtigt kunne se det i mørket. Hvad der gjorde noget var det underlige brev hun havde fået overbragt af et bud, der havde bedt hende betale et ekspresgebyr for overhovedet at få lov at modtage brevet, som afsenderen ikke havde betalt! Naturligvis tog hendes nysgerrighed over, og hun betalte for brevet som hun straks flåede op. Det kunne jo være den folkeaktie hun havde ønsket sig i gave fra sin alkoholvanskelige mor, der levede et alternativt liv sammen med Bingo, hendes nye mand. Han var en dum pædagog som Bibi havde haft på ungdomsklubben - og som efter en dag, hvor hun vandt i scrabble havde sagt, at han syntes hendes mor var en sild... Helt ærligt, det havde næsten fået Bibi til at kaste op, og hendes mor til at forlade Bibis far for Bingo.
Men det hun så, da hun åbnede brevet, var ikke en folkeaktie men i stedet dette ubehjælpsomme og skræmmende skriv:
diN koMmENde mANd
haR eN LAng tuNGE
hAN KAn liDe sYKreGen
Der var ingen afsender, og Bibi blev skiftevis kold og varm over det hele, mens hendes gamle brandsår med nylon rest på indersiden af venstre lår begyndte at klø, som det altid gjorde når hun blev nervøs og bange.
Hvem var brevet fra og hvad skulle det betyde? Var der nogen der ville hende ondt og hvad betød det underlige ord til sidst i det hele taget? Hun satte sig ned på kanten af sengen som sidenhen skulle danne romantisk ramme om deres bryllupsnat. Eller skulle den?
Med hovedet i hænderne lukkede hun øjnene mens skyggebilleder fra fortiden vældede op i hende. For nogle år siden havde hun opdaget, at hendes mor havde født et hold tvillinger som var blevet bortadopteret før hun selv kom til verden. Det havde naget hende som en velvoksen byld i en betændt tand i mange dage, da det var gået op for hende, og hun havde følt vrede, had og foragt overfor sin mor, og savn efter de søskende som hun var blevet snydt for.
Så hun var begyndt at lede efter dem, men det hun havde fundet havde ikke været rart. Og hendes kæreste havde sagt, da de sad i bilen hvorfra de overvågede massageklinikken hvor den ene tvilling arbejdede, at hvis hun foretog en værdikæde analyse af morens handlinger så havde det vel været til hendes, altså Bibis bedste, og at det vel så dermed ækvivalerede at Bibi ikke behøvede at give sig til kende overfor tvillingerne? (Og derfor var de heller ikke blevet invitere med til deres bryllup). Sådan noget lignende havde han sagt, om hele situationen, hendes Claus, og han var jo da så klog, og kunne så mange fremmede ord...
Så de var kørt fra massageklinikken uden, at hun havde givet sig til kende, men i bakspejlet havde hun set toppen af et afrohår træde ud ad døren fra huset, og det havde virket som om, at personen havde holdt øje med dem.
Det underlige brev lå på gulvet ved siden af hendes orangefarvede tæer. Hun skulle giftes, hun skulle gøre sig klar til sin store aften under de duftende træer, men først ville hun ringe til Claus, hendes forlovede og spørge ham om han vidste hvad brevet kunne betyde. Eller måske skulle hun først google ordet sykregen. Dog havde hun en følelse af, at hun ikke havde lyst. Hun havde glædet sig til denne dag i så lang tid, måske hun skulle vente til i morgen. Gemme brevet i skuffen, sammen med overraskelsen til Claus, en pakke flødeboller til dagen derpå...
søndag den 11. maj 2014
Stravinskys sweater
Traver et komma
Sarah et punktum,
atomiseret – i transparent
plastik tekst
Sarah kastes – hårdt i
nedslagene – kommer de
nogensinde helskindet
ud derfra?
white body glace
packing the
colors – greening the grass – peeling the flowers – with my white body glace –
jumping high into conclusions – kissing the lips of a fool – bitching a boss –
keeping all – the red alert averse – and drinking the sinking ships
søndag den 4. maj 2014
2. "Når de hvide blomster blomstrer"
Andet forsøg med ord fra fb-venner til en historie:
Mismodig, selvledelse, pengene først, klassekamp, København, dogmeromantik, venlighed, av!, overspringshandling, stjernehimmel, kaffeskum, "Når de hvide blomster, blomstrer", klump, infantil
Ellen Tran havde været på et kursus i 'selvledelse' ude på Hejrevej, et nyt tilbud hos anden aktør på jobmarkedet. Nu efter 18 måneders arbejdsløshed var hun endeligt rykket op i gruppen af de langvarigt arbejdsløse, der fik tilbud om specialpsykologiske kurser, i at 'lede' sige selv tilbage på arbejdsmarkedet. Hun havde ikke været reel arbejdsløs i alle de måneder, for hun havde også været langvarigt syg, efter et fald, men den slags talte ikke med i regnskabet længere. Det gjorde det meget lettere hos Statens Bogholderi, hvis man regnede alle under en pulje - Sultepuljen.
Dagen var gået fint på trods af, at hun var startet sin morgen mismodig og modløs ved tanken om endnu et blåøjet kursus.
Men hun var blevet mødt af en sjælden venlighed fra coach Albine Vinkel, deres kursuspsykolog, som havde kigget Ellen direkte ind i øjnene, i stedet for som det var normalt, på et punkt lidt over hendes øjenbryn. I sin rørelse havde hun måtte synke en klump, mens tårerne i hendes øjne fik de små lamper i loftet til at ligne en stjernehimmel.
De havde set en film om dogmeromantik, efter pausen, hvor hun for 10 euroyen havde trukket lidt kaffeskum fra en automat i gangen. Den havde handlet om tidligere tiders København, hvor borgere med tid til overspringshandlinger havde beskæftiget sig med klassekamp og det totalt infantile "fælles værdier i almenvellet". Enkelte kursister havde leet ad de menneskeflokke filmen viste, som man så, stod og fløjtede under røde faner efter en enkelt dame, der ikke så godt kunne høres. Og Ellen havde bemærket, at også Albine Vinkel havde trukket på smilebåndet. Filmen var blevet vist for at man skulle bemærke det forrykte i svælge i søjletanker og glemme ikke at sætte pengene først. Grundlæggende det Albine Vinkel ville lære dem, At lede sig selv tilbage til rette samfundsforståelse. Euroyenen var for nedadgående og alle måtte påtage sig en ekstra tørn også med læringen.
Ellen gik nu hjemad den lange sti på Assistens kirkegården, det var forår og de hvide blomster blomstrede. Et sæt initialer stod brændt ind i hendes hoved. AV!
Mismodig, selvledelse, pengene først, klassekamp, København, dogmeromantik, venlighed, av!, overspringshandling, stjernehimmel, kaffeskum, "Når de hvide blomster, blomstrer", klump, infantil
Ellen Tran havde været på et kursus i 'selvledelse' ude på Hejrevej, et nyt tilbud hos anden aktør på jobmarkedet. Nu efter 18 måneders arbejdsløshed var hun endeligt rykket op i gruppen af de langvarigt arbejdsløse, der fik tilbud om specialpsykologiske kurser, i at 'lede' sige selv tilbage på arbejdsmarkedet. Hun havde ikke været reel arbejdsløs i alle de måneder, for hun havde også været langvarigt syg, efter et fald, men den slags talte ikke med i regnskabet længere. Det gjorde det meget lettere hos Statens Bogholderi, hvis man regnede alle under en pulje - Sultepuljen.
Dagen var gået fint på trods af, at hun var startet sin morgen mismodig og modløs ved tanken om endnu et blåøjet kursus.
Men hun var blevet mødt af en sjælden venlighed fra coach Albine Vinkel, deres kursuspsykolog, som havde kigget Ellen direkte ind i øjnene, i stedet for som det var normalt, på et punkt lidt over hendes øjenbryn. I sin rørelse havde hun måtte synke en klump, mens tårerne i hendes øjne fik de små lamper i loftet til at ligne en stjernehimmel.
De havde set en film om dogmeromantik, efter pausen, hvor hun for 10 euroyen havde trukket lidt kaffeskum fra en automat i gangen. Den havde handlet om tidligere tiders København, hvor borgere med tid til overspringshandlinger havde beskæftiget sig med klassekamp og det totalt infantile "fælles værdier i almenvellet". Enkelte kursister havde leet ad de menneskeflokke filmen viste, som man så, stod og fløjtede under røde faner efter en enkelt dame, der ikke så godt kunne høres. Og Ellen havde bemærket, at også Albine Vinkel havde trukket på smilebåndet. Filmen var blevet vist for at man skulle bemærke det forrykte i svælge i søjletanker og glemme ikke at sætte pengene først. Grundlæggende det Albine Vinkel ville lære dem, At lede sig selv tilbage til rette samfundsforståelse. Euroyenen var for nedadgående og alle måtte påtage sig en ekstra tørn også med læringen.
Ellen gik nu hjemad den lange sti på Assistens kirkegården, det var forår og de hvide blomster blomstrede. Et sæt initialer stod brændt ind i hendes hoved. AV!
fredag den 2. maj 2014
Enklaver
Enklaver af liv i det sorte net
udspændt over menneskenes jord
fylder sig med daglig ignorance
for ikke at erkende det styrende princip
og rummene fortættes i smålig arrogance
mens mørkesværmersjæle holder fest
udspændt over menneskenes jord
fylder sig med daglig ignorance
for ikke at erkende det styrende princip
og rummene fortættes i smålig arrogance
mens mørkesværmersjæle holder fest
Abonner på:
Opslag (Atom)