Hun er en Brönte-dame

Hun er en Brönte-dame på en bakket hedepost,
med hænderne i siden, udstirrer hun sit fravær.
Skyer løber i årstal under himlens bue,
og hun bliver en impressionistisk lys og skygge anretning

Omkring stoute ben bølger hendes kjoles lys
med duften af lyng og firskåren distance
hun har stadig et par bakker at bestige
og jeg sender hende afsted med et Virginia Woolf blik
ned langs min skarpe næse

Vi kan mødes i en sal af nye drømme
måske -
når vi begge har været et par rensende ture
igennem afstandens lande

Instead

At the other side of the pond - she sit with her legs wide apart
All dressed in black as is the pond

Her arms are resting at her legs - one hand are holding her chin
and she stares at me with blind blackness

she is caught in there
in there, in her blackedness - kind of sorrow or

has she overnight become
a troll - with hatred burdens

I don't feel any urge  - to swim that water
because I see

a green Forrest in the distance  - just a brim
before the ocean of lights

That's where I will go instead

pligternes kærtegn

Stryger for nedrullede gardiner
pligternes kærtegn af min krop.

Sædernes forfald sat på spidsen af en mønt
af drømme på skrømt
hændelser i vand og
altings forgænglighed
dåner på en bakke
af fifty erindringer om forfald
der lander i en stime
hvor et du fanges ind på et blink
som ørreddrømme
de få beskåret
at kæmpe som Hemmingway
i havet af i går
hvor hvert
menneske ej var
en ø til salg
i et azurblåt hav
som tryglede om forbipasserernes
forbipasseren
er en trend når de
bløder stort på fremmede kontinenter
eller bare i det hus
Truman- in cold.. beså
og som siden dannede ramme
om gitterly blå forfængeligheds
rum
på hvidt underlag
med penslen hævet
blotlagt
med åben strube
var halsens lærred
klar
til det bid
der strøg kærtegn
udover
glemte pligters blink
med en snare blev
kaninen fanget
til optræk af hatten, i lysets lavine
lå han horisontalt parat
mellem lamellerne
i det sexede rullegardin
hvor det jeg færdedes
i trafikale/troløse/forbindelser
der satte alt på et bræt
under hånden
bag om dansen
i et stilrent korset
over Venusdeltaet
en brynje af guld
på et sneklædt fjelds
- eftermiddag
til en tør hosten af Mann
i liggestolen ved siden af
og dræb ikke en sangfugl
i Letsindig uskyld
på fjeldet vandrer
den evige jøde
på sporet af det tabte
i Faldet hos en araber
på en krøllet kind
i  Dublin hvor Hjertet
er en ensom vandrer

overspring

haiku

anticipating the future

I'll be out there
where the skeltons are dancing
outside the closet.

I'll be wishing
that I can dress them
in hope.

I'll be dreaming
of a smell and a taste
so divine that it will end that course.

I'll be thinking
of other ways of change
for those little skeletons
among flowers on a dry rug.

The no-name

I recognized them in their books I saw whom who had a flirt with the goatman

I passed them in the streets of words, felt their nightlonging for reunion with nature at head

I touched the decades back in their scripts were I smelled their hermeneutic approach though sparkling with the naivitee as a child

And as I fell down those pages I felt an envy for those who could walk into a forrest as a faun with a newborns great trust

But that trust were lost way back in time when cold hands to his praise reached through the womb of my mother where I held my breath when all went ice and still