15. historie: Forfra

Den 15. historie med ord fra fb-venner. Her er dem jeg fik.

Morgenstjerne, Stjerneskud, Andalusien, Søstjerne, Algehal, Forfra, Altfavnende, Snestorm, kolde hænder, tusmørke, laminær, Aurora, kosmiske stråler, vuggestue, ro, klisterkanal, engel, gensynsglæde, åben fontæne, æggeur, Karen fra Bilka, babyduft, katapult, Forladt på det dybe vand, syvsover, liv, dalia, god arbejdslyst, oversvømmelse...

Elmington og Stuhrs Algehal var endnu engang blevet vandaliseret og endnu engang havde nogle skrevet et G foran ordet algehal, men denne gang var det gjort sådan, at bogstavet og dermed det famøse ord, først trådte frem da det blev mørkt. Spraymalet med et eller andet farve, der kun lyste i mørke. Og de havde vel egentligt kun opdaget det, da de i det begyndende tusmørke gik og lukkede ned og bar kasser ud til varevognen med prøver, der skulle sendes til Andalusien. Grafittien som tidligere ville have fået Elmington til at sprutte og rase og forbande al ungdom nu til dags, havde blot denne gang affødt en tør, konstaterende bemærkning om, at de måske bare skulle lade ordet stå som en laminær forbandelse over deres værk.
Det var en anden slags vrede, end den mere håndgribelige form som Stuhr tidligere havde kendt fra sin bror.

- For mange år siden, da de havde været 11 år var Elmington i et af sine legendariske raserianfald kommet til at kyle et æggeur meget hårdt gennem rummet efter Stuhr, da denne havde vundet i Sorte Per for 117 gang. Og måske nok også havde hoveret for 117 gang. Æggeuret havde boret sig ind og skabt en krater, hvor det højre øje havde siddet og ingen plastikkirurgi havde kunnet genetablere området, så et glasøje havde aldrig været på tale. I stedet var Stuhr blevet udstyret med en sørøverklap og en affektregulerende bevægelse, der kunne få Elmington til at tænke sig om en ekstra gang inden han eksploderede. Den første tid havde Stuhr bare skubbet klappen op i panden og Elmington havde fået øje på sit selvskabte krater, og havde med det samme besindet sig. Efterhånden var den bevægelse blevet til en nærmest umærkelig gestus som Elmington sansede mere end så og som var blevet til en usynlig spænding imellem brødrene, som ingen andre så, men nok bemærkede, som det øjeblik en engel gik gennem rummet.

Tvillingebrødrene havde fulgtes ad gennem studiet og havde sammen skabt sig deres forretning, der var begyndt som et fællesprojekt til deres afgangseksamen på biokemi. I mange år havde de også delt en bolig, men var kort tid forinden, at Stuhr var begyndt at gå ud med Karen fra Bilka, endt i en situation, der for dem havde besluttet, at de nu skulle flytte hver for sig. Beslutningen var blevet truffet efter den aften, hvor de siddende over deres stjerneskud med alt godt fra fiskeafdelingen, hvor Karen sjovt nok havde arbejdet! Den aften havde det været Elmington, der havde hentet deres mad og han havde følt sig let til mode, på sådan en altfavnende måde, da han havde blinket farvel til Karen og sagt "god arbejdslyst", efter hun havde overrakt ham deres fiskepakker. Det havde ikke været første gang, at han og Stuhr havde kastet 3 øjne på den samme kvinde...
Den aften var de endt i endnu en af de talrige diskussioner, som de havde haft så mange af gennem deres liv. Stuhr havde sagt, at han synes de skulle bore små bitte huller i taget over Lab.1. På den måde ville de over tid kunne måle på, om de kosmiske stråler ville have en effekt på algernes vækst. Noget som han følte sig overbevist om, ville være både målbart og givtigt. Elmington havde sagt, at han var latterlig, og spurgt om han så også ville til at bygge åbne fontæner, hvorfra morild kunne strømme ned i bassinerne? Så kunne de jo passende holde åbent hus og kalde det Klisterkanalens Forlystelse. Det var ret heldigt at alarmen i Lab 3. var gået i samme øjeblik, for Stuhr, der altid var kendt som den rolige, besindige og af deres mor yndede, havde i det øjeblik haft en stærk og brusende lyst til at blive sin bror lig. Gaflen havde dirret i hans hånd, og han havde i et køligt øjeblik set sin bror for sig med den stikkende ud fra hans øje. Øjeblikket var heldigvis passeret, da alarmen gik og de var løbet ud til bilen for at køre til algehallen, hvor et rør var sprunget og havde skabt oversvømmelse. De havde i fællesskab tavst gjort hvert deres, da de kom ud til hallen. Og mens Elmington havde svabet vand havde Stuhr fundet lækagen og søgt at reparere den nødtørftig indtil de kunne få den udskiftet dagen efter. Der havde været meget vand og arbejdet havde taget timer. I de timer havde Stuhr tænkt over sætningen "øjeblikket var forpasset, øjeblikket var passeret". Der var noget i ordene som stemte og som samtidigt ikke stemte. Men noget var helt sikkert forpasset og passeret den nat, og han havde tænkt, at der var mere trold i ord end som så, og at noget nu måtte forandres.
 Dæmringen var på vej, da de var færdige og stod ved bilen for at køre hjem. På himlen havde stået den klareste morgenstjerne og brødrene havde kigget på hinanden henover bilens tag og samtidigt sagt, at "det var så det". Begge havde vidst, at det, det - også havde handlet om, at de nu skulle flytte hver til sit, hvilket allerede var sket et par dage efter.

Den første tid efter at Stuhr var flyttet, havde Elmington følt sig som var han blevet forladt på det dybe vand, men da Stuhr så var blevet kæreste med Karen havde Elmington følt sig som det aleneste menneske i verden. Karen havde altid været venlig overfor ham og inviteret ham hjem til middag hos hende, hvor Stuhr efter en tid var flyttet ind. Og for et par år siden var Aurora så kommet til verden under den værste snestorm i mands minde. Karen havde født hende hjemme og Elmington var kommet forbi et par dage senere for at blive præsenteret for sin niece. Det var stadigt bidende koldt udenfor og han var kommet ind af døren med en kæmpe pakke under armen, som han havde overdraget sin bror. I pakken lå den katapult som han og Stuhr havde bygget, da de var 8 år og med hvilke de var kommet til at skyde hovederne af et helt bed dalia, som havde været deres mors stolthed. Han havde fundet den på loftet og tænkt at Aurora kunne blive deres partner in crime, når hun engang blev stor nok - og så skulle han nok lære hende at skyde udenom nogens blomster..
Karen havde ledt ham ind i den grønne stue, - hun havde noget med rum i hver deres farve, som han fandt besynderligt. - Men han havde alligevel modstræbende, ved en tidligere lejlighed medgivet hende, at der var en egen ro over at sidde i det grønne rum, hvor nu den lille vugge stod. Han følte pludselig ved synet af den, sin gave fjollet og malplaceret og sig selv som en kæmpe, da Karen havde bedt ham sætte sig, så hun kunne ligge Aurora i hans arme. Han havde undskyldt sig med, at han havde kolde hænder og derfor ikke kunne holde den lille. Karen havde blot smilet til ham og sagt, at så ventede de bare på, at han fik varmen og var gået ud i køkkenet. I stuen var der en besynderlig lugt, eller nærmere mange lugte på en gang som sneg sin ind i hans frostrensede næse. Stuhr havde stået ved vuggen og kigget på ham med sit seende øje og en rød klap for det andet i den kommende juls anledning. Så havde han rakt ned i vuggen og løftet den lille op, var gået over til Elmington og givet ham hende i armene som en lille pakkebylt og sagt "hils på min datter Aurora".
Elmington havde følt sig højtideligt til mode, men var studset over det underlige røde mærke barnet havde i sin pande. Det lignede en lille søstjerne, og han spurgte, hvad søren det var? En lille uro greb ham, var pigen syg? Karen var kommet ind i stuen, uden han havde opdaget hende og hun havde sagt, at man kaldte det et jordbærmærke, og at det nok ville forsvinde med tiden. Det var underligt grimt, men samtidig på en sær og passende måde smukt til barnet. Han vidste godt, at de stod og ventede på hans reaktion. Han skulle mene noget, kunne han mærke. Så i distraktion løftede han den lille skabning op til sin næse og snusede hende på hovedet. Det var som et slag, en erindringsfølelse om sin bror, om sig selv. Det var ursumpens duft og han fik tårer i øjnene over at fyldes af en slags gensynsglæde med noget så langt borte fra og dog noget der gav en følelse af at være i sig selv en varm sommerdag, hvor man løb og tørrede sig i solen efter at have badet i havet. Han kiggede op på sin bror, der brummende og også rørt sagde, "det kaldes babyduft". Den lille havde da åbnet sine mørke øjne og set ind i hans et øjeblik, før hun var begyndt at græde og han befippet havde bedt dem om at tage hende.
For 14 dage siden havde han hentet hende i vuggestue. De havde en ordning med en dag om ugen, en dag, der blev kaldt 'onkeldag' i mangel af bedsteforældre. Aurora sov stadig, da han kom og den søde pædagog havde sagt, at Aurora var en rigtig syvsover, og at det derfor nok kunne vare længe inden hun vågnede, så han kunne da få en kop kaffe mens han ventede.
Det var i køkkenet mens de ventede på at kaffen skulle løbe igennem, at hun lod den bombe springe, som hans bror endnu ikke selv havde fået fortalt.
"Ja, det var jo spændende, at de sådan skulle flytte firmaet til Andalusien, og om han så også flyttede med?". "Sammen med algehallen og familien?" Spurgte hun smilende med hovedet på skrå.
Han var blevet helt kold indeni og selv ikke Auroras små arme om hans hals, da han bar hende ud til bilen, havde bibragt ham den ellers som vanlige, dejlige varme. Han var vred på en måde han aldrig tidligere havde været vred, og han havde et kort øjeblik tænkt, at han ville kidnappe barnet. Hun var blevet hans et og alt.
Om aftenen havde han konfronteret Stuhr, med det pædagogen havde sagt. Stuhr havde undskyldt og sagt, at det bestemt ikke var meningen, at det skulle have været fortalt på en sådan måde. At han beklagede meget, men at det firma som de nu igennem længere tid havde sendt algeprøver til i Malaga, havde tilbudt ham en ansættelse og at han havde takket ja. Det havde blot været så svært at få sagt til Elmington.

Nu kiggede han endnu engang op på ordet Galgehal. Hans og Elmingtons værk. Deres forretning og fællesskab gennem så mange år, men også et værk han med årene var kommet til at føle som en løkke omkring sin hals. Han ville noget andet, noget mere. Han ville starte forfra. Og det var hans håb og hans ønske, at også Elmington - når hans vrede havde lagt sig, ville se det som en mulighed for vækst. Det havde jo dog hele tiden - og altid været det, der var deres omdrejningspunkt.
I morgen ville han sammen med Karen og Aurora køre hen til Elmington og forære ham en kuvert med et 10-tursklippekort med rejser til Malaga, som kunne indløses efter ønske og behov. For der var ingen tvivl om, at de alle - og særligt Aurora ville savne onkel Elmington meget. - Men først måtte den kolde vrede lægge sig. Og ordet G fjernes fra algehal. Han ville sætte en plade over bogstavet, før de kørte hjem, han ville ikke udfordre skæbnen. Men da han baksede med pladen oppe på stigen og Elmington hånligt kiggede på ham uden at hjælpe, gled pladen ud af hans hænder og i forsøget på at undgå dette, væltede han med stigen. Det sidste han så med sit ene øje, inden alt blev mørkt, var Elmington, der faldt nedover ham voldsomt blødende fra det ene øje, mens det andet et kort øjeblik kiggede forbløffet på Stuhr.