Fjernsyn og far

Min far var engang i fjernsynet. Inde i fjernsynet. Han skulle sige noget i et eller andet debatprogram eller sådan noget. Min mor og jeg sad klar foran fjernsynet - eller min mor stod vist op, og sagde et eller andet fnysende om, at han havde to forskellige farver strømper på. På lyden i hendes stemme kunne jeg høre, at de var uvenner. Og at det måske var fordi, de ikke var på talefod og min mor netop den morgen havde lagt en seddel på hans natbord, hvor der stod klokken er 7, du skal op... at han kun havde kunnet nå at finde 2 forskellige farver strømper før han måtte haste forsinket afsted til fjernsynet? Men jeg havde den dag ikke interesse i at prøve at afkode noget uvenskab eller finde min trøstetone frem. For min far var i fjernsynet! Og hvordan pokker var han kommet derind..? Jeg husker, at jeg gik om bag fjernsynet, hvor stikket gik ind og fulgte det hen til antennestikket på væggen, hele vejen derhen gled ledningen gennem min hånd og jeg forestillede mig, - og jeg forklarede mig og følte en indsigt, at den ledning måtte være den meget lange gang som min far var gået igennem for at komme ind i fjernsynet, en gang hvor man blev lillebitte, når man gik der, og måske også meget ensom, og at kontaktstedet, indgangen på væggen nok var porten ind til den lange gang. Inde i mit hoved, blafrede der sådan nogle urolige fugle med skarpe stemmer, der sagde: "Jaja, det er måske nok sådan, men hvordan blev han så lille i første omgang ? Hvad! Kan du svare på det?" Og jeg kom til kort og måtte ty til eventyret og magien, for at min fortælling kunne hænge sammen, så jeg blev lidt ærgerligt nødt til at indsætte en figur - en fin dame var det, sådan en der smilede med store tænder og blanke øjne - som udleverede trylledrikke ved porten. Trylledrikke, der forvandlede alle, der skulle ind i fjernsynet til lillebitte.

En dag ville jeg også drikke af fjern-synets drik. Måske min far og jeg så kunne lande i det samme rum? I det rum ville være gerne have to forskellige farvede strømper på - selvom min mor synes, at det var åndsvagt.

Fra nu igen -

Jeg tegner
dine streger
som kærtegn
på rynket glas.

Løfter buen
teltdugen
over dit øje
med en hvisken.

Dypper
et stort ark akvarelpapir
i havens sø
af regnvand
hvorfra birkestammen
knejser som en mast.

Rosa lister sig frem
på himlens grå
som spæde kærtegn
lullende os til ro
efter regndages lys-længsel.

Mit nadverbillede
forladt i en skurvet
rille af forventninger.
Stille ser det mig an
fra nu igen -
så langt væk.

fang mig, find mig,
mød mig, tro mig.
Din jords toner
løjer af i martret materie,
og dit barn rejser - nu
som klima-gast.

Cirklende

den tykke hvide
spærrer for udsynet
lægger sig tungt
på knæ

armen gør en cirklende
bevægelse mod
glat lærred

tidligere år stod
transparente
stod tidligere sår

åh. at være en hane.

Farvelår

der er savtakker og cirkler
åndedrætsøvelser og sorg.
der er Kafka og Påpasselighed
de danser gennem labyrinter.

kunsten knægtes
tørke på indre tavler
Frygtfryser på klem.

alt var ved at være
opbrugt
alt - lod sig ikke
længere ane.

duften af brænde
kærtegner et lufttørret
fugtigt lagen
i vinduet en nellikeappelsin.

smerten bed i mange piller
kom søvn - kom ro
overblik bød sig til
med pakket taske.

lyskæder dinglede
noget var lagt frem
og så - til venten
alt var ordentligt - så nyt.

våde stammer sliber ikke
kattens klo
men hun kan det
,det bebrejdende blik.

gaffatape på onskabs-
fuldhederne - som barn
igen på listesko
hvordan laver man ikkespor i sneen.

en knivs bane fra 2.deck
afværge for 3. gang
rene forårssysler - og så
det sidste sensommerbid.

alting skal aldrig blive kedeligt
satelitter og sovs der lykkedes
og den lille å, der efter tørke
atter bruser sin rislesang.

Travel

Bjerget

Whirl