Ordene jeg fik til d.20. dogmefortælling: finurlig, hedestigning, kørestolskrøllede bukser, parmaver, medglæde, vækst, udsalg, sommerfestival, hejren, skyggepigen, harmoni, espresso, misofoni, herskerteknikker, massehysteri, råddenskab, indian tandoori, omdømme, øjesten.
De var ved at gøre klar til årets sommerfestival. I år havde fru. Olsen udvalgt særlige kasser af det, de ikke havde fået solgt i butikken siden sidste efterårs satsninger. Og selvom flere af tingene havde været på udsalg et par gange gennem året, så troede hun nu på, at de nok skulle blive solgt, når først musikken spillede og folk var blevet så øre, at en underbuks str. xxxx-large nok skulle gå, når den blot blev solgt for en 10'er. Det var Mette, der satte prismærker på, hun havde nu været i butikken i 4 år, siden hun blev færdig på handelsskolen og i de første 2 år havde hun været med til at opleve en butik i vækst og en tid, hvor den anden elev i butikken, Ellinor og hende selv havde været med til at give gode råd om beklædning til byens borgere, men siden storcenteret ude ved rundkørslen var dukket op med smarte tøjbutikker, der lokkede med konstant outlet, "og en ulidelig massehysteri" som fru Olsen kaldte det, var det mere og mere blevet sådan, at det kun var de 'trofaste' som fru Olsen kaldte dem, der købte hos Klær' der klær dig'. Og Ellinor havde fået job i en fancy strømpebutik derude, da hun havde udstået sin læretid. En dag, havde Mette været forbi for at sige hej og Ellinor havde budt på en espresso! Sådan en lille stærk kop kaffe som hun bød på konernes mænd, når de skulle sidde og vente. Ellinor havde fået virkeligt smart hår og havde fniset, da hun spurgte hvordan det gik med hejren? Det havde været deres fælles-bag-om-ryggen øgenavn til fru Olsen.
Fru Olsen havde hjulpet Mette med at få en lille lejlighed i Smallegade. Det var gennem hendes fine forbindelser i Handelstandsforeningen, at hun havde trukket i nogle vigtige tråde. Det kunne hun godt lide at minde Mette om, specielt hvis Mette stillede spørgsmål ved nogle af fru Olsens dispositioner omkring forholdene i butikken.
Det var også med til, at Mette synes det var lidt svært at stå i Ellinors fine butik og kalde fru Olsen for hejren... Og være med til at medgive, at der altså var et eller andet råddenskab i den butik.
Hejren stod altid op og spiste sin frokost og havde altid set misbilligende på de andre, der sad ned. Ellinor havde en dag modigt spurgt hende, om hun troede, at maden fedede mindre, når den blev indtaget stående? Fru Olsen havde kigget hvast på hende, ladet begge sine hænder glide ned over sin talje og spurgt, "om Ellinor da troede at man kom sovende til sådan en talje?" Og så havde hun sagt, "at det var vigtigt med et slankt omdømme...(?), når man var den, der valgte tøj til byens borgere". Men det havde været lige i starten, da Mette var begyndt og det stadig gik godt med butikken. Men billedet at en kvinde, der stod op og spiste sin mad, havde hun ikke kunnet få ud af sit hoved. Hjemme på sit hummer havde hun tegnet nogle skitser med en modetynd kvinde i seneste pariserskrud, der havde stået med en baquette med brieost i en sø af olie, der flød ud af skoenes spidse snuder. Lidt skamfuld have hun gemt tegningen væk i et skab, men hun havde den stadig. Og når Ellinor talte om råddenskab, var hun også godt klar over, at hun egentligt hentydede til Skyggepigen...
'Skyggepigen' var fru Olsens datter som ingen rigtigt vidste, hvad der var i vejen med, men som hele byen omtalte som Skyggepigen, fordi de sjældent så hende og når de gjorde, kom hun trippende langsomt på meget små fødder, som en smal skygge langs husmurene. Mette havde en dag hørt fru Olsen sige med et betydningsfuldt blik til Albanifruen, at hun Henriette - som fru Olsens datter jo rigtig hed (det havde faktisk overrasket Mette at erindre at Skyggepigen engang havde haft et navn.) Led af noget særligt, der hed misofoni og at det var derfor, hun var lidt for slank! Hun kunne faktisk ikke engang udholde sine egne smaskelyde, når hun spiste. Det var så trist med sådan en eksotisk sygdom". Og Albanifruen havde klikket med sin tunge i den halvåbne mund med orange læbestift og sagt: "Hvor sørgeligt for dig med din lille øjesten!" "Ja!" havde fru Olsen sukket "Hun er så svagelig og fin en lille dukke". Og pludseligt havde det slået Mette, at det jo var det, hun var - Skyggepigen - en dukke holdt fin og ren indendøre i stor afstand fra byens borgere, der i årenes løb havde undret sig over, at pigebarnet gik i så små, fine, sorte laksko i så mange år. Lidt for små de sko, var de ikke?
På butikkens endevæg havde der hængt nogle gamle gulnede papirsparasoller, som hende og Ellinor havde skullet støve af. Ellinor havde en dag spurgt, om "De måske ikke var ved at være sådan lidt passé som butiksudsmykning, de der parasoller?" Men fru Olsen havde svaret, at "den ynde de små kineserinder havde haft, kunne de overvægtige danske kvinder godt lære lidt af. Og at de - parasollerne var med til at skabe harmoni i butikken - Så nej! De skulle ikke tages ned". Ellinor havde kigget på Mette og sagt: "Fru Olsens herskerteknikker har hun vist fra formand Mao!". Så, havde hun blinket med det ene øje på en finurlig måde og sagt, "at Kina ikke forekom hende specielt harmonisk, snarere som et sted med virkeligt meget råddenskab." Mette havde nikket og tænkt, at ja, det havde hun vist ret i. Men fru Olsen havde ikke hørt, hvad Ellinor havde sagt. Og det var blevet lidt en joke imellem dem, at når fru Olsen var særligt krævende, så havde Ellinor himlet med øjnene og sagt "Kina!" På den måde havde det at tage de daglige irettesættelser fra fru Olsen været lidt nemmere, da Ellinor stadig var i butikken.
Hr.Ebbensen havde lavet sin halvårlige aftale om at komme og prøve bukser. Det skulle altid aftales i forvejen for så var fru Olsen nødt til at få Prik og Johnny, de to brødre der havde Radio- og TV butikken til at komme og hjælpe med at få ham ind i butikken. Da hr. Ebbensen også var en af de 'trofaste', fik han mængderabat og fru.Olsen vimsede omkring ham klappende i sine kølige hænder og sagde, "At hun lige havde fået en buks hjem i grøn garbadine, "Så lad os få de kørestolskrøllede bukser af dig og se om ikke garbadinen er bedre, den skulle være helt krølfri".
Ellinor havde mindet hende om det, den dag Mette havde besøgt hende på hendes nye arbejde. Da hun havde peget på en strømpebuks, på en af de lange ben i vinduesudstillingen, mens hun fiffigt sagde "Og frue, den er helt bestemt, hel krølfri." Så havde de leet sammen og mindedes dengang hr. Ebbensen efter sådan en session havde sagt: "At nu skulle de dælme have noget indian tandoori, for det var frokosttid." Så havde han bedt om at måtte låne telefonen og havde ringet ned til byens pizzabar, der også var leveringsdygtige i indisk, kinesisk og græsk! Og bestilt 7 omgange tandoori, for som han sagde, "Så vil jegogså lige ringe til Yvette, der er ved frisøren, så hun kan komme og gøre os selskab". Mens han havde børstet cerutasken af sin skjorte, taget sig til maven og sagt, "At han skulle sørge for at passe på deres parmaver." Og du "fru.Olsen du skal spise med! - Skab lidt medglæde for en handicappet mand." Fru Olsen havde fået røde pletter på halsen og kinderne og sagt, "At han jo desværre ikke kunne komme ud i køkkenet med sin kørestol, så det var nok ikke så godt.." Men hr. Ebbensen havde leet og brølende sagt, at "Nej for fanden! De skulle da sidde i den fine butik - hun kunne vel rydde udsalgsbordet til dem alle?" I de følgende 3 dage derefter, havde fru Olsen misbilligende, hovedrystende og med væmmelsen tegnet i sine træk lukket alle vinduer og døre op, så snart de var mødt om morgenen. Ved et uheld havde vinden taget fat i en kinaparasol og blæst den ned, så den var landet på perletaske/bæltestativet, hvor den var blevet spiddet. Efterfølgende havde en skadefro Ellionor, bragt den ud i containeren, men inden da havde hun peget op på den tilbageblevne parasol og spurgt om "Så ikke også den, der skulle samme vej?" Og det var den kommet. Sidenhen havde de haft alle hylder og stativer flyttet, så Albanifruens mand, der med sit malerfirma og sin malerbutik også var en handelsstandsmand, til at male butikkens vægge i en løjerlig lysegrøn farve, der hed noget i retning af 'frisk forår', men som mest fik alle til at tage sig lidt vinterblege ud. Det var en blanding, der var blevet tilovers, da de havde malet plejehjemmet, så fru Olsen havde fået den billig.
Skyggepigen - Henriette! var blevet indlagt inde i København på en særlig afdeling. Fru Olsen havde fortalt det til Mette denne morgen, inden hun havde sagt, at hun" Mette, selv måtte passe butikken i dag, fordi hun selv skulle ind og være med til en samtale på hospitalet. Hun var jo nødt til at forklare dem om skoene og alt besværet med at få fødderne til at passe, til den særlige, graciøse ynde, der var hendes datters. Og hvor vigtig det havde været at holde en lys og vandkur, når nu ikke Henriette kunne lide lydene af mad. Hvad skulle hun ellers have gjort?"
Mette havde nikket perpleks og spurgt, mens hun havde følt en hedestigning i sine kinder, over synet af de underligt blottede øjne hos fru Olsen. "Om hun skulle fortsætte med at pakke varer ned til sommerfestivallen?" Og "ja, det skulle hun - og hun kunne også pakke alle sommerkjolerne ned og også tage Henriettes fine perletasker med." Og så var fru Olsen styrtet ud af døren, mens hun sagde. "De har vist lovet sol i weekenden. Så sælger vi mere."
fredag den 30. juni 2017
mandag den 29. maj 2017
lørdag den 27. maj 2017
19. historie: Rød ræv
19. dogmefortælling med ord fra fb-venner. Her er dem jeg fik:
Fossa, fingerdutter, himmelhvid, morgenfrisk, ellevild, knallerthjerne, ballon, ildsjæl, sjælefred, grøn, nedløbsrør, dansuenza, terris, kronbladende, blåning, stjerneskud, skytsengel, gult hus, glansbillede, budding, nada, forhåbning, nymåne, det fortabte vand, forløsende tårer, remouladeskovl, mor, brunst
Hun løb gennem arret som hjulsporet havde skåret gennem bygmarken.
Hun løb som dengang hun løb ned til Liza, for at byde hende velkommen hjem fra Julemærkehjemmet. Hun havde dengang været ellevild af glæde og forventning, da hun var løbet afsted gennem sporet, men samtidig havde hun følt en lille knugen i brystet. Hvorfor havde Liza ikke ringet og sagt, at det var i dag hun kom hjem?
Mor havde været inde at handle og var kommet hjem og havde sagt: *Hvorfor løber du ikke ned til Elizabeth?" Og Inger havde rejst sig så hurtigt fra sin plads ved køkkenbordet, hvor hun havde siddet og tegnet, at stolen var væltet ned i Mivs vandskål. "Er Liza kommet hjem? Hvordan ved du det?" Mor havde svaret, at hun havde mødt Frands, Mona og Elizabeth inde i Brugsen og at Mona var meget glad og stolt, da hun fortalte alle i Brugsen at Elizabeth havde været så dygtig at tabe 15 kg på Julemærkehjemmet, men nu var blevet næsten lidt for tynd, hvis man ville høre hendes mening, derfor skulle de nu hjem og hygge lidt. Og så havde hun sagt til mor, at hun skulle sende Inger ned for at sige hej. Det havde mor fortalt, mens hun pakkede varer ud, så havde hun vendt sig om imod Inger og sagt: "Du bliver nok lidt overrasket. Hun ser forandret ud."
I går aftes i nymåne mørket havde hun set et stjerneskud. Det faldt eller nærmere fløj i en lang bue henunder stjernehvælvet og hun havde været så betaget, at det først var bagefter, at hun havde tænkt. Hov jeg skulle jo ønske noget! Så havde hun tænkt, at det måske var det rette øjeblik at ringe til Liv. Liv, der var rejst til Fossa i Italien for at fotografere ruiner og som havde været vred inden hun rejste. I stedet var hun gået i seng erindrende sig Livs afskedsord om: "At det var var hendes forhåbning, at det vanvid snart sluttede. Det havde varet i tre år nu... 3 forpulede år!" Resigneret havde Inger sat sig ved vinduet og betragtet, hvordan Liv med hidsighed og ilterhed i sine bevægelser havde behandlet bilens døre, sin bagage og bagagerumsklappen, inden hun havde speedet op og var drønet afsted... Og ja.Tre år var lang tid at have boet i et brudt glansbillede.
Da hun nåede Lizas hus, var hun forpustet. Spændt havde hun hurtigt sparket sine våde gummisko af, inden hun var drønet ind i huset. Og råbt, "Hvor er du Liza?" Tre stemmer havde råbt i kor fra køkkenet: "Vi er her". Og selvfølgeligt, hvor skulle de ellers være? Køkkenet var Monas kærlighedstempel, derfra styrede hun sin verden. Og de havde kastet sig i hinandens arme, hende og Liza. Liza der nu havde sort hår? og var blevet så slank, at smilehullerne i kinderne næsten var forsvundet. Mona havde smilet over hele hovedet, hvor hendes smilehuller var aldeles synlige og øjnene næsten forsvandt, når hun smilede og havde sagt: "Se så smart hun er med sit nye hår - men nu skal vi altså have en budding, for det er alligevel lidt synd, at se hende så tynd! "Mor! Det er jo ligesom meningen med det ophold! Og du lovede til afskedssamtalen, at du vil støtte op om, at vi skal fortsætte med kuren!"
(Inger havde hørt en ny vrede i Lizas stemme, en vrede som hun ellers kun hidtil havde hørt Liza bruge, når de sammen sad og talte om, hvor falske folk var i byen. Alle de som kaldte Mona for trind og trivelig og så fuld af vigør. Sådan som hun både passede posten i Brugsen med fingerdutter på alle fingre, havde sin fish & chip bod opsat, ved hver en lejlighed og i det hele taget var en rigtig ildsjæl i foreningslivet. Folk som Liza- og også Inger ved flere lejligheder, når de samme folk troede sig uhørte, havde hørt sige om Mona at: "Hun er smækfed og tromlende - og se lige hvordan børnene slægter hende på i størrelse!" Nogle gange ved sådanne lejligheder, når de havde siddet med det røde nedløbsrør imellem sig, ved den lukkede lilleskole, havde Inger villet sige noget trøstende, men så var Liza blevet arrig og havde sagt, at Ingers far jo først var morgenfrisk, når han havde slugt den første bajer! Sådan kunne nogle af deres dage godt blive lidt mismodige. Og Inger følte skammens rødme i kinderne over farens drukperioder. Over morens løgne og over at være bedste veninde med byens tykke, vrede pige.)
"Jojo, Elizabeth, det gør jeg da også. Men en enkel karamelbudding, nu hvor du er kommet hjem til at fejre dig med, den glæde kan du da ikke nægte din mor?" "Så Frands hent skålene." Og Frands, Lizas omfangsrige bror, var tøffet ud i bryggerset, hvor skabene stod med servicet. Lizas var gået efter ham og hun havde taget en stor ske fra en af krukkerne i vindueskarmen og havde hvæst til Frands,: "Jeg spiser med denne!" Inger havde stået lidt beklemt i dørkarmen og betragtet optrinnet og sin nye veninde som hun ikke havde følt, at hun kendte længere, da Frands havde svaret.: "Nej, Elizabeth! Det er jo mors remouladeskovl!" "Ja, Frands. Buh bang, knallerthjerne! Hvor mange almindelige familier tror du har en remouladeskovl?". "Jamen det er jo til mors grillbod! Så det er vel ikke så mærkeligt, at hun har sådan en?" Havde Frands vrisset ad Liza, der stod med tårer i øjnene. De havde derefter spist budding og forsøgt at gøre det i noget højt humør, over hjemkomsten af den forandrede datter. Mona havde siddet med et smil så stort i det buttede ansigt og hun havde flere gange klappet Lizas hånd og sagt: "Min lille Elizabeth, så smuk du er med dit nye hår, så fin du er." Men så var hun kommet til at sige det, som hun jo egentligt altid havde sagt, når de spiste hjemme hos Liza. "Mor bliver så glad, af at se jer spise". Det havde ligesom ødelagt stemningen og Liza havde sagt.: "Ja du spiste far i graven! Og skal jeg fortælle dig noget? Hvis du presser mig til at spise mere mad, end jeg behøver, så vil jeg bruge enden af denne ske og kaste det hele op igen. Lige for fødderne af dig." Mona var brudt i gråd, Frands havde sagt til Liza. "Hold kæft, hvor er du tarvelig og Liza havde trukket Inger med ud af huset.
For 10 år siden havde en superslank model ført Inger op ad kirkegulvet. Det var Liza, fløjet hjem fra New York med endnu en ny mand på slæb. Hun havde lagt Ingers hånd i Livs og sagt: "Nu giver jeg dig min barndomsbrud, pas godt på hende." Og de havde festet og nydt hinandens selskab i et par dage før Liza igen var draget videre. Derefter havde fulgt nogle år med sporadisk kontakt, et enkelt møde i Milano, Monas begravelse samt en juleaften i sommerhuset som Liza havde købt i Tisvilde Hegn, men som hun sjældent brugte og oftest kun imellem forhold.. Og så havde de sidst set hinanden på bilturen til Skagen, da sidst var blevet til 'aldrigmere' omkring Ørbæk og sjælefred var blevet til ord, som Inger kun stødte på i bøgerne. Alle de bøger i bunker, som hun sidenhen havde forskanset sig bag. Bøger som Liv ved flere lejligheder, i ren afmagt havde kylet gennem stuerne, mens hun havde skreget - "Så se dog mig! - Jeg er her stadig - og jeg er fandeme i live!"
De boede i et gult hus hende og Liv. De havde en grøn dam fuld af andemad og en have med mængder af bellis og mælkebøtter, hvor kronbladene havde lukket sig nu. Som hendes hjerte fanget i en evig blåning af skyld.
Når hun gik sin runde omkring huset, remsede hun deres farver op. "Vi bor i et gult hus og vi har en grøn dam". Og så sagde hun til sig selv, at der var en himmelhvid forskel på skyld og skam, men at hverken NADA-nåle eller en tur i ballon med Liv, havde kunnet mindske det første. Skylden stod skarpt tegnet i hvert et aftryk fra hendes sko, i den sorte jord på hendes rute ned til søen. Den sø som hende og Liza engang havde døbt 'Det fortabte vand', da de havde set nogle rådyr i brunst træde ud i søen, efter deres gnubben sig. Og 'Det fortabte vand' havde været en indforstået vittighed helt op i deres voksenliv. Selv i bilen på vej til Skagen havde de leet ad det.
To ophold mere på Julemærkehjemmet i Hobro. Efter den sidste gang var Liza vendt hjem som en svane, havde hurtigt pakket sig sammen og var taget ud i verden. Hun ville langt væk. Også Inger var rejst fra byen, men var vendt hjem og havde lokket Liv med. Den første tid havde været hård og ubarmhjertig. De var byens første lebbere. Og hun vidste, hvad der blev sladret om, derinde bag stuernes gardiner. Men hun havde haft brug for landluften og roen og efterhånden var de blevet accepteret. "For i virkeligheden" - som kroejeren havde sagt til en julebazar, mens han jovialt havde klappet hende og Liv på ryggen, "Så er vi jo alle bare mennesker, der elsker hinanden." "Og det kan man jo ikke gøre for". Og uanset, hvor irriterende han var, så var han blevet deres selvudnævnte skytsengel i byen, der langsomt var begyndt at acceptere dem.
Liza havde siddet og rodet i handskerummet, hun havde leende smidt en cd ud ad bilruden og sagt. "Sikke noget argt lort,Terris Inger?" Spørgende og rystende på hovedet havde hun grinende sagt til Inger. "Vi sgu skal have noget dansuenza". I det øjeblik havde ræven stået der på vejen og Inger havde drejet hårdt i rattet for at undgå den, men bilen var skredet ud - og hun havde kørt for stærkt og - der havde stået et træ og - Liza havde banket hovedet hårdt ind i hanskerummet. Da bilen holdt helt stille var Lizas side af bilen mast ind i træet og Liza havde kigget på hende med en forundring i blikket og sagt. "Hvorfor?" Og så var alt blevet til tin.
Liv havde hentet dem hjem fra Aalborgs lufthavn. Hun havde ordnet det hele. Og i dagene uden ord, havde hun også sørget for det hele. Liza havde en forsikring, den kunne betale for hendes ophold på genoptræningshjemmet, men den kunne ikke købe ben, eller forstand. Et piskesmæld og en rift på hånden var, hvad der var sket med Inger. Og Frands' skulende blik, når de mødte ham i byen, eller når hun stødte på ham på sine løbeture.Liv havde tigget og bedt hende om, de ikke nok skulle flytte fra byen. Finde et nyt sted, få et nyt liv. Men Inger havde hvergang rystet på hovedet og sagt, at hun ikke var klar. Men hun var dog klar over, at hun var ved at miste Liv.
Jeg bor i et gult hus/ jeg har en grøn dam/ der er en himmelhvid forskel på skyld og skam - men begge er sorte i sporet her/ Jeg bor i en himmelhvid dam/ jeg har et grønt hus, jeg løber i det gule spor og skyld og skam er sorte forskelle kan ikk.... Hun faldt så lang hun var. Hun havde nået at registrere en fod, der blev sat ud foran hende, spændte ben for hende, men hun havde ikke nået at undgå den. Arrigt og smertende vendte hun sig om, en fod blev sat på hendes brystkasse. Det var Frands, han var en mørk bred firkant, der skyggede for himlens sidste lys. Hans fod holdt hende fast og han sagde: "Jeg vil have, at du forsvinder fra byen, flyt din vej! Jeg kan ikke udholde at se dig, løbe rundt her som en hån mod Liza. Som om du soner noget ved det. Du forstyrrer os alle, du forstyrrer dyrene sådan som du tramper. Du forgifter jorden med din skyld.Forsvind med dig, eller jeg sætter ild på dit hus." Så tog han foden til sig, gik ind og væk i marken, hvor han var kommet fra.
Forpustet og bange rejste hun sig op. Det var blevet køligt. Hun ville hjem. Hun ville snakke med Liv. Hun ville væk. Det var på tide. Han havde ret. Hun sonede intet. Og intet havde nogensinde sonet noget.
Da hun humpende gik tilbage stod den der, en rød ræv der kiggede hende i øjnene, et kort øjeblik før den løb ind mellem buskene. Og så kom regnen i tunge dråber, der piskede ned med sådan en styrke, at de sprang op igen som regnede selv jorden. Og hun hørte en stemme sige: "Det er forløsende tårer, de vil lukke arret i marken". Hun følte, hvordan hun smuldrede, hvordan regnen gjorde hende til ler. Hvordan hendes sorg løb af hende med vandet, der var trængt ind overalt. Og hun lo mod himlen.
Fossa, fingerdutter, himmelhvid, morgenfrisk, ellevild, knallerthjerne, ballon, ildsjæl, sjælefred, grøn, nedløbsrør, dansuenza, terris, kronbladende, blåning, stjerneskud, skytsengel, gult hus, glansbillede, budding, nada, forhåbning, nymåne, det fortabte vand, forløsende tårer, remouladeskovl, mor, brunst
Hun løb gennem arret som hjulsporet havde skåret gennem bygmarken.
Hun løb som dengang hun løb ned til Liza, for at byde hende velkommen hjem fra Julemærkehjemmet. Hun havde dengang været ellevild af glæde og forventning, da hun var løbet afsted gennem sporet, men samtidig havde hun følt en lille knugen i brystet. Hvorfor havde Liza ikke ringet og sagt, at det var i dag hun kom hjem?
Mor havde været inde at handle og var kommet hjem og havde sagt: *Hvorfor løber du ikke ned til Elizabeth?" Og Inger havde rejst sig så hurtigt fra sin plads ved køkkenbordet, hvor hun havde siddet og tegnet, at stolen var væltet ned i Mivs vandskål. "Er Liza kommet hjem? Hvordan ved du det?" Mor havde svaret, at hun havde mødt Frands, Mona og Elizabeth inde i Brugsen og at Mona var meget glad og stolt, da hun fortalte alle i Brugsen at Elizabeth havde været så dygtig at tabe 15 kg på Julemærkehjemmet, men nu var blevet næsten lidt for tynd, hvis man ville høre hendes mening, derfor skulle de nu hjem og hygge lidt. Og så havde hun sagt til mor, at hun skulle sende Inger ned for at sige hej. Det havde mor fortalt, mens hun pakkede varer ud, så havde hun vendt sig om imod Inger og sagt: "Du bliver nok lidt overrasket. Hun ser forandret ud."
I går aftes i nymåne mørket havde hun set et stjerneskud. Det faldt eller nærmere fløj i en lang bue henunder stjernehvælvet og hun havde været så betaget, at det først var bagefter, at hun havde tænkt. Hov jeg skulle jo ønske noget! Så havde hun tænkt, at det måske var det rette øjeblik at ringe til Liv. Liv, der var rejst til Fossa i Italien for at fotografere ruiner og som havde været vred inden hun rejste. I stedet var hun gået i seng erindrende sig Livs afskedsord om: "At det var var hendes forhåbning, at det vanvid snart sluttede. Det havde varet i tre år nu... 3 forpulede år!" Resigneret havde Inger sat sig ved vinduet og betragtet, hvordan Liv med hidsighed og ilterhed i sine bevægelser havde behandlet bilens døre, sin bagage og bagagerumsklappen, inden hun havde speedet op og var drønet afsted... Og ja.Tre år var lang tid at have boet i et brudt glansbillede.
Da hun nåede Lizas hus, var hun forpustet. Spændt havde hun hurtigt sparket sine våde gummisko af, inden hun var drønet ind i huset. Og råbt, "Hvor er du Liza?" Tre stemmer havde råbt i kor fra køkkenet: "Vi er her". Og selvfølgeligt, hvor skulle de ellers være? Køkkenet var Monas kærlighedstempel, derfra styrede hun sin verden. Og de havde kastet sig i hinandens arme, hende og Liza. Liza der nu havde sort hår? og var blevet så slank, at smilehullerne i kinderne næsten var forsvundet. Mona havde smilet over hele hovedet, hvor hendes smilehuller var aldeles synlige og øjnene næsten forsvandt, når hun smilede og havde sagt: "Se så smart hun er med sit nye hår - men nu skal vi altså have en budding, for det er alligevel lidt synd, at se hende så tynd! "Mor! Det er jo ligesom meningen med det ophold! Og du lovede til afskedssamtalen, at du vil støtte op om, at vi skal fortsætte med kuren!"
(Inger havde hørt en ny vrede i Lizas stemme, en vrede som hun ellers kun hidtil havde hørt Liza bruge, når de sammen sad og talte om, hvor falske folk var i byen. Alle de som kaldte Mona for trind og trivelig og så fuld af vigør. Sådan som hun både passede posten i Brugsen med fingerdutter på alle fingre, havde sin fish & chip bod opsat, ved hver en lejlighed og i det hele taget var en rigtig ildsjæl i foreningslivet. Folk som Liza- og også Inger ved flere lejligheder, når de samme folk troede sig uhørte, havde hørt sige om Mona at: "Hun er smækfed og tromlende - og se lige hvordan børnene slægter hende på i størrelse!" Nogle gange ved sådanne lejligheder, når de havde siddet med det røde nedløbsrør imellem sig, ved den lukkede lilleskole, havde Inger villet sige noget trøstende, men så var Liza blevet arrig og havde sagt, at Ingers far jo først var morgenfrisk, når han havde slugt den første bajer! Sådan kunne nogle af deres dage godt blive lidt mismodige. Og Inger følte skammens rødme i kinderne over farens drukperioder. Over morens løgne og over at være bedste veninde med byens tykke, vrede pige.)
"Jojo, Elizabeth, det gør jeg da også. Men en enkel karamelbudding, nu hvor du er kommet hjem til at fejre dig med, den glæde kan du da ikke nægte din mor?" "Så Frands hent skålene." Og Frands, Lizas omfangsrige bror, var tøffet ud i bryggerset, hvor skabene stod med servicet. Lizas var gået efter ham og hun havde taget en stor ske fra en af krukkerne i vindueskarmen og havde hvæst til Frands,: "Jeg spiser med denne!" Inger havde stået lidt beklemt i dørkarmen og betragtet optrinnet og sin nye veninde som hun ikke havde følt, at hun kendte længere, da Frands havde svaret.: "Nej, Elizabeth! Det er jo mors remouladeskovl!" "Ja, Frands. Buh bang, knallerthjerne! Hvor mange almindelige familier tror du har en remouladeskovl?". "Jamen det er jo til mors grillbod! Så det er vel ikke så mærkeligt, at hun har sådan en?" Havde Frands vrisset ad Liza, der stod med tårer i øjnene. De havde derefter spist budding og forsøgt at gøre det i noget højt humør, over hjemkomsten af den forandrede datter. Mona havde siddet med et smil så stort i det buttede ansigt og hun havde flere gange klappet Lizas hånd og sagt: "Min lille Elizabeth, så smuk du er med dit nye hår, så fin du er." Men så var hun kommet til at sige det, som hun jo egentligt altid havde sagt, når de spiste hjemme hos Liza. "Mor bliver så glad, af at se jer spise". Det havde ligesom ødelagt stemningen og Liza havde sagt.: "Ja du spiste far i graven! Og skal jeg fortælle dig noget? Hvis du presser mig til at spise mere mad, end jeg behøver, så vil jeg bruge enden af denne ske og kaste det hele op igen. Lige for fødderne af dig." Mona var brudt i gråd, Frands havde sagt til Liza. "Hold kæft, hvor er du tarvelig og Liza havde trukket Inger med ud af huset.
For 10 år siden havde en superslank model ført Inger op ad kirkegulvet. Det var Liza, fløjet hjem fra New York med endnu en ny mand på slæb. Hun havde lagt Ingers hånd i Livs og sagt: "Nu giver jeg dig min barndomsbrud, pas godt på hende." Og de havde festet og nydt hinandens selskab i et par dage før Liza igen var draget videre. Derefter havde fulgt nogle år med sporadisk kontakt, et enkelt møde i Milano, Monas begravelse samt en juleaften i sommerhuset som Liza havde købt i Tisvilde Hegn, men som hun sjældent brugte og oftest kun imellem forhold.. Og så havde de sidst set hinanden på bilturen til Skagen, da sidst var blevet til 'aldrigmere' omkring Ørbæk og sjælefred var blevet til ord, som Inger kun stødte på i bøgerne. Alle de bøger i bunker, som hun sidenhen havde forskanset sig bag. Bøger som Liv ved flere lejligheder, i ren afmagt havde kylet gennem stuerne, mens hun havde skreget - "Så se dog mig! - Jeg er her stadig - og jeg er fandeme i live!"
De boede i et gult hus hende og Liv. De havde en grøn dam fuld af andemad og en have med mængder af bellis og mælkebøtter, hvor kronbladene havde lukket sig nu. Som hendes hjerte fanget i en evig blåning af skyld.
Når hun gik sin runde omkring huset, remsede hun deres farver op. "Vi bor i et gult hus og vi har en grøn dam". Og så sagde hun til sig selv, at der var en himmelhvid forskel på skyld og skam, men at hverken NADA-nåle eller en tur i ballon med Liv, havde kunnet mindske det første. Skylden stod skarpt tegnet i hvert et aftryk fra hendes sko, i den sorte jord på hendes rute ned til søen. Den sø som hende og Liza engang havde døbt 'Det fortabte vand', da de havde set nogle rådyr i brunst træde ud i søen, efter deres gnubben sig. Og 'Det fortabte vand' havde været en indforstået vittighed helt op i deres voksenliv. Selv i bilen på vej til Skagen havde de leet ad det.
To ophold mere på Julemærkehjemmet i Hobro. Efter den sidste gang var Liza vendt hjem som en svane, havde hurtigt pakket sig sammen og var taget ud i verden. Hun ville langt væk. Også Inger var rejst fra byen, men var vendt hjem og havde lokket Liv med. Den første tid havde været hård og ubarmhjertig. De var byens første lebbere. Og hun vidste, hvad der blev sladret om, derinde bag stuernes gardiner. Men hun havde haft brug for landluften og roen og efterhånden var de blevet accepteret. "For i virkeligheden" - som kroejeren havde sagt til en julebazar, mens han jovialt havde klappet hende og Liv på ryggen, "Så er vi jo alle bare mennesker, der elsker hinanden." "Og det kan man jo ikke gøre for". Og uanset, hvor irriterende han var, så var han blevet deres selvudnævnte skytsengel i byen, der langsomt var begyndt at acceptere dem.
Liza havde siddet og rodet i handskerummet, hun havde leende smidt en cd ud ad bilruden og sagt. "Sikke noget argt lort,Terris Inger?" Spørgende og rystende på hovedet havde hun grinende sagt til Inger. "Vi sgu skal have noget dansuenza". I det øjeblik havde ræven stået der på vejen og Inger havde drejet hårdt i rattet for at undgå den, men bilen var skredet ud - og hun havde kørt for stærkt og - der havde stået et træ og - Liza havde banket hovedet hårdt ind i hanskerummet. Da bilen holdt helt stille var Lizas side af bilen mast ind i træet og Liza havde kigget på hende med en forundring i blikket og sagt. "Hvorfor?" Og så var alt blevet til tin.
Liv havde hentet dem hjem fra Aalborgs lufthavn. Hun havde ordnet det hele. Og i dagene uden ord, havde hun også sørget for det hele. Liza havde en forsikring, den kunne betale for hendes ophold på genoptræningshjemmet, men den kunne ikke købe ben, eller forstand. Et piskesmæld og en rift på hånden var, hvad der var sket med Inger. Og Frands' skulende blik, når de mødte ham i byen, eller når hun stødte på ham på sine løbeture.Liv havde tigget og bedt hende om, de ikke nok skulle flytte fra byen. Finde et nyt sted, få et nyt liv. Men Inger havde hvergang rystet på hovedet og sagt, at hun ikke var klar. Men hun var dog klar over, at hun var ved at miste Liv.
Jeg bor i et gult hus/ jeg har en grøn dam/ der er en himmelhvid forskel på skyld og skam - men begge er sorte i sporet her/ Jeg bor i en himmelhvid dam/ jeg har et grønt hus, jeg løber i det gule spor og skyld og skam er sorte forskelle kan ikk.... Hun faldt så lang hun var. Hun havde nået at registrere en fod, der blev sat ud foran hende, spændte ben for hende, men hun havde ikke nået at undgå den. Arrigt og smertende vendte hun sig om, en fod blev sat på hendes brystkasse. Det var Frands, han var en mørk bred firkant, der skyggede for himlens sidste lys. Hans fod holdt hende fast og han sagde: "Jeg vil have, at du forsvinder fra byen, flyt din vej! Jeg kan ikke udholde at se dig, løbe rundt her som en hån mod Liza. Som om du soner noget ved det. Du forstyrrer os alle, du forstyrrer dyrene sådan som du tramper. Du forgifter jorden med din skyld.Forsvind med dig, eller jeg sætter ild på dit hus." Så tog han foden til sig, gik ind og væk i marken, hvor han var kommet fra.
Forpustet og bange rejste hun sig op. Det var blevet køligt. Hun ville hjem. Hun ville snakke med Liv. Hun ville væk. Det var på tide. Han havde ret. Hun sonede intet. Og intet havde nogensinde sonet noget.
Da hun humpende gik tilbage stod den der, en rød ræv der kiggede hende i øjnene, et kort øjeblik før den løb ind mellem buskene. Og så kom regnen i tunge dråber, der piskede ned med sådan en styrke, at de sprang op igen som regnede selv jorden. Og hun hørte en stemme sige: "Det er forløsende tårer, de vil lukke arret i marken". Hun følte, hvordan hun smuldrede, hvordan regnen gjorde hende til ler. Hvordan hendes sorg løb af hende med vandet, der var trængt ind overalt. Og hun lo mod himlen.
onsdag den 17. maj 2017
søndag den 14. maj 2017
søndag den 30. april 2017
søndag den 23. april 2017
Abonner på:
Opslag (Atom)