igen

Det er ædelt af dig
det er det
meget
siger jeg dig
igen er det ædelt
meget
af dig
igen
er

ordknyt

ordknyt står og venter på grøn ballade
i en lille melding under et skævt billede
lagde barokken sig bar

navnet gav sig selv et kys på ruden
og venter nu uden at vide det på
den nøgne fortællings gru

den var henslængt i et kaffemøde
muggent og hengemt som en
beretning om skorpede bihuler

men altidstøvets  fjantede basgang
satte sig selv af i krydset hor
hvor en bulet brynje stod på lur

I umærkeligheden

Toneangivende spredthed –

rumlig højklang

og

klokkeklare vibrationer.

Sollys-støvets dans –

I umærkeligheden – han fylder sin hånd -