Holder dig i ave og mig på plads.
Volden i mig
er beplantet med hårdføre buske og stikkende blomster
giftstikkende og flydende
forlader saften min mund med onde ord
i grum manipulation svinger de dig rundt
min kære.
Volden i mig er en kamæleon på en planteskole
sådan opdæmmet til husbehov i patricerkvarterer
- du tog med på den karrusel og viste dig frem
med sår på hage.
I et brev fortalte du mig
hvor glad du var - over
>>at jeg havde mærket dig<<
så patetisk
du trampede på min vold.
fredag den 28. december 2012
lørdag den 10. november 2012
Kassebarnet
Kom til børnehjemmet i sin kasse, da hun var et par dage gammel.
Der blev hun taget op af kassen og lagt i en anden. Denne havde tremmer, men disse var ved madrassen og op, indrammet af en lyserød sengerand. Så kom den lille pige ikke så meget til skade, når hun lå dér, og slog ud med sine små arme. Og desuden var hun hurtig udvælgelig, hvis besøgende havde præference for et lille pigebarn.
Hendes nye kasse stod i et bart rum med plads til 20 kasser på hjul. Der var vinduer højt oppe i den ene side af det aflange rum, og de lyseblå og lyserøde skiftedes til at stå ved vinduerne så de kunne få lys.
Men loftet havde også nogle lysstofsrør, så der var altid lys, bare ikke når der var mørke. De larmede, disse rør deroppe, og altid var der ét der blinkede. Den øvrige larm kom fra de andre grædende babyer. Fra de knirkende hjul under kasserne. Den kom fra de tyssende og talende plejere. Fra klirrende metalbakker og baljer, og fra køretøjerne og stemmerne udenfor. For pigen blev universet skåret op i lyd. Lyde, der kom svævende til hende og nogle gange blev til en form ovenover hendes kasses ramme, når fx. en plejer kom ind i kassens synsfelt.
Ellers var der bare meget blankt. Blankt som i diffus lyd med støvkorn svævende i lyset. Blankt som i mørkets låg over kassen.
Og felter i firkant og kasse, blev måden hun sansede verden på.
Når hun hørte lyd kom den svævende i blokke ind i hendes synsfelt. Når hun hørte tanker blev de skåret til forståelse i felter. Og når hun så på billeder, undslap der hende nogengange et tegn, en form eller en fortælling, for den havde aldrig fundet plads i hendes opdelte univers.
Hun gjorde sig blød og rund, for at kunne rumme alle disse firkanter i sin krop.
Og hendes egne følelser og erindringer blev systematisk lagt bort i sættekasser inde i hendes sind.
Der var mange tusinde felter i disse reoler og hvis hun kom til at skubbe en tanke eller en erindring ind i en allerede fyldt ramme, var den bagvedliggende historie for evigt forsvundet. Det gav hende hvide pletter i erindringens kammer. Derfor måtte hun ofte tegne en sort firkant på sin hvide væg og bruge timer på at stirre efter tabet af det forsvundne.
En dag tog hun om på den anden side af jorden for at gense sin oprindelse. Men stedet var brændt som om intet var hændt. Alle spor var borte, men nede om hjørnet solgte man minder fra en kasse.
Der blev hun taget op af kassen og lagt i en anden. Denne havde tremmer, men disse var ved madrassen og op, indrammet af en lyserød sengerand. Så kom den lille pige ikke så meget til skade, når hun lå dér, og slog ud med sine små arme. Og desuden var hun hurtig udvælgelig, hvis besøgende havde præference for et lille pigebarn.
Hendes nye kasse stod i et bart rum med plads til 20 kasser på hjul. Der var vinduer højt oppe i den ene side af det aflange rum, og de lyseblå og lyserøde skiftedes til at stå ved vinduerne så de kunne få lys.
Men loftet havde også nogle lysstofsrør, så der var altid lys, bare ikke når der var mørke. De larmede, disse rør deroppe, og altid var der ét der blinkede. Den øvrige larm kom fra de andre grædende babyer. Fra de knirkende hjul under kasserne. Den kom fra de tyssende og talende plejere. Fra klirrende metalbakker og baljer, og fra køretøjerne og stemmerne udenfor. For pigen blev universet skåret op i lyd. Lyde, der kom svævende til hende og nogle gange blev til en form ovenover hendes kasses ramme, når fx. en plejer kom ind i kassens synsfelt.
Ellers var der bare meget blankt. Blankt som i diffus lyd med støvkorn svævende i lyset. Blankt som i mørkets låg over kassen.
Og felter i firkant og kasse, blev måden hun sansede verden på.
Når hun hørte lyd kom den svævende i blokke ind i hendes synsfelt. Når hun hørte tanker blev de skåret til forståelse i felter. Og når hun så på billeder, undslap der hende nogengange et tegn, en form eller en fortælling, for den havde aldrig fundet plads i hendes opdelte univers.
Hun gjorde sig blød og rund, for at kunne rumme alle disse firkanter i sin krop.
Og hendes egne følelser og erindringer blev systematisk lagt bort i sættekasser inde i hendes sind.
Der var mange tusinde felter i disse reoler og hvis hun kom til at skubbe en tanke eller en erindring ind i en allerede fyldt ramme, var den bagvedliggende historie for evigt forsvundet. Det gav hende hvide pletter i erindringens kammer. Derfor måtte hun ofte tegne en sort firkant på sin hvide væg og bruge timer på at stirre efter tabet af det forsvundne.
En dag tog hun om på den anden side af jorden for at gense sin oprindelse. Men stedet var brændt som om intet var hændt. Alle spor var borte, men nede om hjørnet solgte man minder fra en kasse.
Solformørkelse
kunne ikke se alt, hvad der stod under solar-døds-billedet
kan ikke læse alt i mit liv
kender svar på død og færdighed
kender svar på farvel og på gensyn
kender ikke kryptiske beskeder med pynt
møder mennesker i det sidste møde
kærtegner deres kind
ved, at i en anden verden ville jeg kneppe deres kroppe
bøjer virkeligheden i smertegrader
og hittepåsomhed
hvisker sange til karret
holder fest på en gren
slikker på en øreflip på kanten af en stille citron
i alenehedens kåbe x 7
vi er her nu - og vi har været her længe
onsdag den 31. oktober 2012
Under månen
Hun sidder under månen på sit værelse.
Hænderne ligger uvirksomme i skødet.Fødderne har hun flettet omkring stolebenene.
Der er en gammel rift at spore på den ophovnede, højre kind.
Farven er gullig – også hendes kjole, der har røde pletter. Derfra, hvor jeg står på gaden, kan jeg ikke se, hvad de ligner. Men jeg ved at de røde pletter er hjerter, jeg har selv valgt kjolen til hende. Heller ikke det gule på hendes kind, kan jeg se, men jeg ved, at det er der.
Det bad jeg hende om at gøre, inden jeg gik ud ad døren, fordi jeg skulle besøge en ven, og hente noget dér. Noget af det, som jeg plejer at hente til os.
Men det har jeg hentet for længe siden, og nu står jeg her og holder øje med døren til vores opgang. For måske kommer han, og vil ind til hende. Ham hun kiggede på og smilte til, da vi var i træningscentret i sidste uge. Hun forstod ikke mit advarende blik. Faktisk så sagde jeg til hende bagefter, at hun helt havde ignoreret mig – og mit advarende blik. Og det har jeg jo sagt til hende før, at det, skal hun ikke, altså ignorere mig.
Månen over hendes hoved er ikke stabil. Lyset veksler med skyerne, der flugter hen over loftets bund. Jeg kan se hendes uro, som bliver til min uro. Er nogen kommet ind i rummet til hende uden, at jeg har opdaget det? Ham måske? Kullet i mine øjne gløder, og jeg kan mærke stenheden i min stirren, mens jeg tænder endnu en cigaret, men jeg kan ingen se i rummet hos hende.
Og dog, nu løfter hun sine hænder og sine arme som for at omfavne sig selv. Er det ment som en invitation? De grønlige pletter på hendes arme er egentligt ikke klædelige, men armene er bare, og kjolen har jeg valgt. Fordi den kun har stropper, og skulderen, nakken og halsen er nøgen, og det gør hende sød og min, men hun skal sidde stille. Det har jeg jo sagt. Jeg bliver nødt til at tage noget af det jeg hentede til os. Nu. Når hun gør noget, som jeg ikke vil have, og jeg står jo også herude i mørket uden månen. Det skal hun huske. Den har jeg givet til hende. Den hænger lige over hendes hoved.
Nu skubber hun skoene af sine fødder. Jeg kan se det imellem tremmerne, der udgør vores franske altan. Den altan, som jeg var nødt til at bukke hende nedover, så hun kunne huske, hvor langt ned der alligevel var, selvom vi kun bor på første sal. Men nogle gange er jeg bare nødt til at fortælle hende tingene flere gange. Sådan var jeg også engang. Sådan én, der skulle fortælles noget til flere gange, men ikke mere. Nu fortæller jeg i stedet for tingene flere gange. Og jeg er jo også i træning. Faktisk er jeg meget mere trænet, end ham hun smilte til i træningscentret. Det skal jeg lige huske at fortælle hende. Og jeg sagde, at hun skulle beholde skoene på.
Hun kigger ud på mig nu. Og jeg kan se, at hun tænker på ham.
Jeg bliver nødt til at gå ind og gribe fat i hendes hår og hoved, og trække det bagover, så hun kan få øje på – sådan rigtigt øje på den måne, som jeg har givet hende – og at det er mig, og ikke ham, der har givet hende månen.
Bagefter kan vi måske dele resten i min lomme.
’’Stop! Stop lige bilen.’’
Anders huggede bremsen i, så gruset sprøjtede.
’’Hvad sker der, mand?’’ Anders så, forskrækket, på mig.
’’Ja. Undskyld! Men kan du se ham, der står derhenne ved træet? Det var sgu’ da ham vi så i træningscentret. Ham den creepy type, hvis kæreste, jeg kom til at smile til. Så han gloede på mig, som om han ville slå hovedet ned i maven på mig!?’’
'’Arrggh, jeg troede sgu’, at jeg var ved at køre en kat over eller sådan noget..’’ Anders sukkede, men hans blik fulgte min pegende finger. Og så fik han også øje på ham.
’’Hvad fanden laver han der?’’ Fyren stod lidt gemt under grenene, på det vintertrætte træ på parkeringspladsen ved Sadolinparken. Det så ud som om, at han holdt øje med noget. Eller nogen?
’’Det ser ud som om, at han holder øje med et vindue, derovre i blokken.’’ Jeg fulgte Anders’ finger, og fik øje på et rum med en rund lampe, der lyste op – på en klat nedenunder.
’’Han er bare for creepy. Tror at han er på et eller andet! Han virkede også helt vildt psyko i træningscentret. Den stakkels pige virkede totalt kuet af ham.’’ Bare tanken om hendes forsigtige smil, havde givet mig gåsehud flere dage efter.
Anders mumlede bekræftende.
’’Hun så ud som om, at hun bliver slået, eller sådan noget. Jeg hader bare mænd, der slår deres kærester,’’ sagde jeg og trommede på bildørens armlæn. Det kriblede i mine fingre.
’’Skal du til at være en helt, Janus?’’ Anders grinte, ’’Come on, mand, skrider fantasien ikke lidt for dig?’’
Han genstartede bilen, og mumlede noget om heltehormoner, da vi bakkede ud fra pladsen. Efter at han havde vendt bilen, drejede jeg mig i sædet, og kunne nu ikke længere se fyren, men noget som lignede månen skinne imellem grenene.
UNDER MÅNEN 3
Det prikker under mine såler. Det er saltet i skoene, der gør det. Jeg ved godt at det er nødvendigt dér, så jeg kan huske det, han har givet mig. Det som han altid beder mig om at huske rigtigt godt på. Alt det som han giver mig, og det er jo meget. Stropperne på min gule kjole glider lydløst ned over mine skuldre, kun jeg hører, at de sukker. Men det er også kun mig, der er her, alene i rummet, sat fast på stolen under månen, med salt i skoene og en rift på kinden. Men jeg ved godt at jeg ikke er alene. Jeg er aldrig alene, for hans blik følger mig. Det stirrer ind på mig ude fra mørket, det fastholder mig i min plads på stolen midt i rummet fordi alle de nøgne vægge, er hans øjne med det bare blik. Så bart det bliver, når han tager det vi nogen gange deler, og det som han nogen gange tager alene. Jeg er mest bange, når han gør det alene, for så ender det tit med, at øjnene bliver sorte, og månen slukker over mit hoved.
Rummet hvisker til mig, at det er træt. Træt af at se på. Træt af at se de samme ting ske.
Jeg vil gerne svare. Jeg har lært at man skal svare pænt og ordentligt når nogen taler til én. Alligevel er pænt og ordentligt ikke altid, det som kommer ud af min mund, og så må den vaskes. Det er ikke altid at mine ører kan høre det, som kommer ud af min mund, men jeg vil strække mig så langt for rummets skyld, at jeg vil vrikke fødderne ud af skoene. Så er det ikke længere helt de samme ting, som rummet må se på.
UNDER MÅNEN 4
Det knaser i min mund. Jeg vågner op med en
sur smag og erindringen om knuste tænder. Forsigtigt lader jeg tungen glide
over alle mine tænder. De er der stadigvæk. Ingen er knuste og itu, så var det
bare endnu en drøm af de slemme. Jeg kan lugte ham ved siden af mig i mørket.
Alt på mig er vådt. Angstvådt. Forsigtigt vikler jeg mig ud af det rodede
sengetøj. Det er vigtigt ikke at larme. Under mine fødder er gulvet kornet. Så
husker jeg – saltet. Det der lå som en påmindelse i mine sko. Som en påmindelse
om alt det, han giver mig. Alt det som jeg skal huske. Og så mærker jeg den,
lænken. Det sindrige system der krydser rummet, er viklet omkring sengen,
stolen, dørhåndtaget, den løber gennem hullet, såret i min mave, ud gennem
ryggens lille skrig over halebenet, og ender i låsen omkring hans håndled.
Sveden på min krop føles kold nu. Engang for længe siden da tiden hed sommer begyndte vi en leg. Men den havde fået så mange regler og skarpe kanter, og ligegyldigt hvilken dør jeg nu åbnede, stødte jeg kun på murede vægge.
Han vender sig i sengen og jeg står helt stille i rummet, omfavner mig selv og mine pletter, men månens lys stirrer ind i rummet, giver min krop en forræderisk skygge, der larmer begærligt, og så sætter han sig op i sengen, og på væggen vokser hans eget begær i en ond form, der hvisler ud gennem spidse tænder. ’’Du går ingen steder.’’
At hun tror det!
Sådan virkeligt tror det. At hun bare kan liste af sted i ly af natten, viser
bare, hvor dum hun er. Lænkerne er der jo. Den mindste bevægelse væk, får mit
håndled til at rykke sig, og hun er afsløret.
Da jeg trådte ind i rummet i aftes sad hun stadigvæk på stolen, men hun havde smidt skoene. De sko som jeg havde fyldt med salt, så hun kunne huske alt det jeg har givet hende. Det var frækt. Jeg så også, da jeg tog fat omkring hendes nakke, at hun havde ’stirret’ historier på væggene. Det har jeg sagt, at hun ikke må. Og nu har hun rejst sig fra sengen, og er på vej væk.
Da jeg holdt hendes hoved under vand i håndvasken i går, troede jeg jo, at hun forstod, at sådan leger vi ikke. Jeg er altid nødt til at sige tingene så mange gange til hende, men denne gang skal det være løgn.
Den rednings-ridder hendes blik har snittet på væggen, vil aldrig komme.
I stedet vil jeg vise hende den store jagtkniv, som jeg har liggende under min side af sengen. Så kan hun lære det, kan hun.
UNDER MÅNEN 6
Da Anders satte mig af udenfor min dør havde vi kørt rundt i et stykke tid. Vi havde været et smut på Christiania og fået en klump og sagt hej til hans pige Janice, og jeg vidste, at det var ved at være på tide at få Trudi ud. Og ganske rigtigt stod hun logrende i entreen og ventede forventningsfuld på mig. Jeg følte en snert dårlig samvittighed over at have ladet hende alene i så mange timer. Hun var trods alt stadig en unghund.
Og selvom jeg var træt, tog jeg snoren fra knagen og skubbede hende ned fra mine ben og sagde, " så kom da, lad os gå ude og lugte til stjerner".
Forbi Jannies blomster og så over imod Sadolinparken. Jeg ved ikke hvem der trak mest! Men jeg følte dybt inde, at det var der, vi skulle gå. Pigens blik trak i mig. Pigen fra træningscentret. Og så fyren under træet, der stod der, så mærkeligt truende. Men det var især pigens øjne i mine - som jeg havde underspillet en smule overfor Anders..
Trudi trak i snoren hun var ivrig og kendte vejen til duftene. Jeg var også med, men mere som en bekymret medpassagerer. Ånden stod os begge ud ad halsen i mørket under de spredte gadelygter og skyggen fra Prismen...
Og så stod vi der, i mørket med en fjern stjerne som vidne og lettede ben op ad et træ.
Men oppe i en lejlighed. Den lejlighed, ham den ækle havde set over imod, blev som en sjælden blomst oplyst under et måneskær, dér i Sadolinparken. Jeg bad Trudi at "sætte sig", og hun føjede mig ganske kært med et blik over skulderen, som sagde hun. "Okay, jeg forstår, at det er vigtigt at stå her og fryse".
Det var svært at se noget klart fra den afstand - uden briller. Men jeg kunne se to personer i lys-skæret under månens lys i rummet. En kvinde forsøgte at nå hen imod vinduet, men noget trak hende tilbage. Og bag hende så jeg en mand eller hans skygge aftegnet på væggen med en løftet kniv. Det var vores tegn. Trudi og jeg var et team - af aktion.
Aldrig havde jeg løbet så stærkt i mørke - aldrig havde jeg vidst,at jeg ville blive den, der stod med en krop imellem mine hænder, som skulle forbindes og have hjælp i verden.
Jeg prøver at fortælle jer, hvad der skete.
Jeg prøvede at stoppe blodet.
Jeg prøvede virkeligt meget. Imens psykopaten råbte og skreg, mens han hang udover gelænderet på den franske altan, sat fast med min hundesnor.
Jeg prøvede at tørre blodstriberne bort fra hendes ansigt, mens blodet samtidigt piblede frem fra flere huller i den gule kjole, og Trudi der gøede, og nogle havde ringet efter de sirener, der var på vej - tættere og tættere på, i mine ører. Jeg prøvede.
Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig, at komme ind i lejligheden? Jeg ved nu, at jeg har et brud på mit kraveben og to brækkede fingre - og jeg ved, at hun døde i sin gule kjole med røde hjerter.
Jeg har fortalt jer, hvad der var at fortælle. Jeg ved ikke mere...
Om ham - Tja han var en taber og fik sine år x mange gange minus. Men jeg tror godt, at jeg ved hvem han er... Han bor under huden på mange, jeg ser ham hver dag - og nogle gange i spejlet, når jeg siger godmorgen til mig selv...
Og pigen, går Trudi og jeg engang imellem forbi med en blomst. Det er altid godt at vide, hvor man skal gå hen, når man går ud..
mandag den 24. september 2012
lørdag den 22. september 2012
rødtop
det første jeg ser, da jeg logger ind i naturen
er den røde top
på vej op ad bakken i det fjerne.
indstiller blikket på horisont
og ser en ranglet krop
der bærer rævens mærke
græsset og jorden omkring mig
har iklædt sig efterårets magiske væde og duft
der er eventyr i min ransel
og der er flere på vej...
er den røde top
på vej op ad bakken i det fjerne.
indstiller blikket på horisont
og ser en ranglet krop
der bærer rævens mærke
græsset og jorden omkring mig
har iklædt sig efterårets magiske væde og duft
der er eventyr i min ransel
og der er flere på vej...
tirsdag den 11. september 2012
a piece of heart
a friend in
the distance has a piece of my heart
a lovegone
had a piece of my heartmy sons are tattooed on the inside of my heart
underneath there is a pulping dream
inside of that there is a little girl
with all their songs and remembrance
chained on shelves in the DNA
mandag den 27. august 2012
Havenisserne.
Havenisserne har sex i urtebedet
de sovser sig til på godt skjult nissemaner
tager de fra andre guldstjålne øjeblikke.
Havenisser fryser diamanthjerter ind i tagskægget
og holder minen under mistbænke
imens de danser pirouetter i løjerligt fravær.
Havenisserne har kostbare perlekæder
af uindfriede forventninger fra de håbefulde
hvad de ikke ved, er at perlerne forsvinder som dug
når håbet tørrer ind...
de sovser sig til på godt skjult nissemaner
tager de fra andre guldstjålne øjeblikke.
Havenisser fryser diamanthjerter ind i tagskægget
og holder minen under mistbænke
imens de danser pirouetter i løjerligt fravær.
Havenisserne har kostbare perlekæder
af uindfriede forventninger fra de håbefulde
hvad de ikke ved, er at perlerne forsvinder som dug
når håbet tørrer ind...
søndag den 26. august 2012
Der er ingen benådning.
For løgnens langstrakte fangeskab.
Ord der brydes...
Hos mine forfædre
huggede vi hovedet
af disse forrædere...
torsdag den 16. august 2012
torsdag den 9. august 2012
torsdag den 7. juni 2012
onsdag den 30. maj 2012
Bronkietræet
Bronkietræet hælder faretruende
udover vandfaldets brus.
Små hænder famler febrilsk
efter fæste.
En spirende ærteblomst i lungens væv
søger mod svælgets lys
og kirsebærrøde læber
kysser møl.
Mens tømmeren
banker hvide planker
til pigens endelige æske
falder slush-ice pink bronkiebær fra træet
bortflyder med floden
til Intet-havet.
mandag den 21. maj 2012
fredag den 18. maj 2012
onsdag den 2. maj 2012
tirsdag den 1. maj 2012
once it was a rose
it has become
the red tulips dance
with us flattering ourself
in the garden of music
together - are we
were we - together
drawing the past in the eyes of
our beloved
whilst everything turned yellow
in the ears of the monkey
did we press our fists into
the eyes of the kids
yet the green tune from the bass
reached for a hopeful tomorrow
united we can - can we
- i'll be there
the red tulips dance
with us flattering ourself
in the garden of music
together - are we
were we - together
drawing the past in the eyes of
our beloved
whilst everything turned yellow
in the ears of the monkey
did we press our fists into
the eyes of the kids
yet the green tune from the bass
reached for a hopeful tomorrow
united we can - can we
- i'll be there
torsdag den 23. februar 2012
onsdag den 11. januar 2012
Kongefod
Kongefødder
dansende
kongefødder
gyldne
kongefødder
med klassiske buer
kongefødder
tramper
lister
aer
løber
kongefødder
med gyldne hår
kongefødder
leger
vrikker
slår sig
kongefod
i mine hænder
kongens krop skælver
kongefod.
Abonner på:
Opslag (Atom)